Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     13- Forslag til Lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien .

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer bemærkninger til henvendelse af 9. december 2007 fra Martin Bitsch.

(L 13 – bilag 37)

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Ivar Nordland


Martin Bitsch har den 9. december 2007 rettet henvendelse til udvalget.

 

1. Martin Bitsch nævner, at når bemærkningerne nævner ønsket om dansk beskatning af danske private pensionsordninger som motiv for opsigelse, bør opsigelsen ikke medføre beskatning af sociale pensioner.

Jeg vil hertil svare, at bemærkningerne også nævner ønsket om dansk beskatning af danske sociale pensioner, jf. de særlige bemærkninger om dobbeltbeskatningsoverenskomsternes regler om beskatning af pension.

 

2. Martin Bitsch nævner, at lovforslaget anfører, at det skal ses i sammenhæng med andre lovforslag om ændring af pensionsbeskatningsloven (udenlandske pensionsordninger), og at de to forhold har ikke noget som helst med hinanden at gøre.

Jeg vil hertil svare, at det er rigtigt, at lovforslaget om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love (Fradragsret for indbetalinger til udenlandske pensionsordninger) ikke nødvendiggør en gennemførelse af dette lovforslag. Men jeg mener alligevel, at der er en sammenhæng mellem de to forslag.

 

3. Martin Bitsch henviser til lovforslagets bemærkninger om, at tjenestemandspension kan beskattes i Danmark. Han nævner, at det kun er rigtigt, hvis modtageren er dansk statsborger.

Jeg vil videre svare, at det er korrekt, at dobbeltbeskatningsoverenskomsterne som hovedregel medfører, at Danmark kan beskatte dansk tjenestemandspension, der betales til personer, som er hjemmehørende i det andet land, med mindre de er statsborgere i det andet land.

Den gamle dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig har imidlertid ikke undtagelsen for personer, som er statsborger i det andet land.

 

4. Martin Bitsch kritiserer lovforslagets bemærkninger om, at Danmark ikke kan opkræve ejendomsværdiskat af fast ejendom i Frankrig. Han nævner, at ejendomsværdiskatten afløste den tidligere beskatning af lejeværdi af egen bolig, og at denne kunne beskattes i Danmark.

Jeg vil hertil svare, at det ikke er korrekt. Efter den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst beskattes indtægter af fast ejendom alene i den stat, hvor ejendommen er beliggende. Danmark undlod tidligere også at beskatte lejeværdi af egen bolig i Frankrig.

 

5. Martin Bitsch kritiserer, at lovforslaget bemærkninger nævner, at ejere af fast ejendom i Frankrig kan få fradrag for renteudgifter. Det har intet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten at gøre. Der er normalt ikke fradrag for renter i Frankrig.

Jeg vil hertil svare, at det er korrekt, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke pålægger Danmark at give fuldt skattepligtige personer skattefradrag for renteudgifter vedrørende deres faste ejendom i Frankrig. Men EU-retten tillader ikke, at Danmark nægter fradrag for renteudgifter vedrørende fast ejendom i Frankrig, når Danmark giver fradrag for renteudgifter vedrørende fast ejendom i Danmark.

Jeg vil fastholde, at det er et problem, at Danmark skal give fuldt skattepligtige personer skattefradrag for renteudgifter vedrørende deres faste ejendom i Frankrig, samtidig med at dobbeltbeskatningsoverenskomsten forhindrer Danmark i at opkræve ejendomsværdiskat af denne ejendom.

 

6. Martin Bitsch henviser til, at Danmark ønsker at indføre ejendomsværdiskat af ejendom i Frankrig, som erhverves efter 28. november 2007. Han nævner, at der ikke er nogen offentlig ejendomsvurdering, så grundlaget kan være tilfældig og uens.

Jeg vil hertil svare, at Danmark i dag opkræver ejendomsværdiskat af fast ejendom i mange andre lande. Jeg har svært ved at se, at der skulle være særlige problemer vedrørende fast ejendom i Frankrig.

 

7. Martin Bitsch henviser til lovforslagets  bemærkninger om, at danske sociale pensioner kan tåle en dansk beskatning, da de er fastsat efter danske forhold. Han nævner, at pensionsberegningen i de europæiske lande er meget forskellig, idet pensionen i Danmark fastsættes efter antal opholdsår, men andre lande bruger arbejdsår.

Han nævner også, at sociale ydelser i Danmark finansieres med 69 pct. over skatten, mens det i Frankrig kun er 20 pct. og i Spanien 28 pct. I punkt 9 nævner Martin Bitsch, at de sociale pensioner i Danmark finansieres over skatten.

Jeg vil hertil blot svare, at oplysningerne om dansk finansiering af sociale ydelser og pensioner over skatten ikke kan være begrundelse for en anden skattemæssig behandling af modtagerne, fordi er er hjemmehørende i Frankrig/Spanien, end når de er hjemmehørende i Danmark.

 

8 -10. Martin Bitsch henviser til bemærkningerne om, at fransk eller spansk skat af pension er langt lavere end dansk beskatning. Han nævner, at almindeligvis beskattes pension, herunder social pension, som almindelig indkomst, og at der ikke er den væsentlige forskel mellem skattetrykket i Frankrig og Danmark.

Jeg vil hertil svare, at efter de oplysninger, som Skatteministeriet er i besiddelse af, giver Frankrig særlige fradrag ved beskatning af pension, så en del af pensionen i praksis er fritaget for beskatning.

Martin Bitsch henviser også til lovforslagets bemærkninger om, at man ligestiller dansk pensionsordning med almindelig opsparing. Han nævner, at man i Frankrig betaler almindelig indkomstskat af de årlige tilskrivninger. Der kan altså betales skat af et større beløb end der udbetales. Endelig har Frankrig formueskat også på indestående i pension.

Jeg vil hertil svare, at Frankrig altså alene beskatter den årlige tilskrivning og ikke udbetalingerne, selv om der er givet dansk skattefradrag for indbetalingerne.

I det omfang der sker beskatning af et større beløb end der udbetales, skyldes det, at et års tilskrivning er højere end udbetalingen i samme år, hvilket medfører mulighed for højere skattefri udbetaling i senere år. 

 

Martin Bitsch har også en række kommentarer om virkningerne af en opsigelse.

Martin Bitsch nævner således, at personer, som ikke er omfattet af overgangsordningen for pensionister, vil skulle betale både dansk og fransk skat af de forskellige former for pension.

Jeg vil hertil svare, at jeg er opmærksom på, at Frankrig ikke har en intern regel om dobbeltbeskatningslempelse, som svarer til ligningslovens § 33. Personer, som er fuldt skattepligtige i Frankrig og modtager indkomst fra et andet land, kan altså ikke få den franske skat af denne indkomst nedsat med den udenlandske skat af samme indkomst.

Frankrig giver i stedet fradrag for den udenlandske skat, så der sker alene fransk beskatning af den udenlandske indkomst, nedsat med den udenlandske skat.

 

Martin Bitsch henviser til, at jeg i bilag 19 har oplyst, at Danmark ikke beskatter personer, der er hjemmehørende i udlandet, af rentebetalinger fra udlandet. Han nævner, at dette ikke er korrekt, idet Danmark beskatter renter med 15 pct. PAL-skat, dog med mulighed for  tilbagebetaling.

Jeg vil hertil svare, at bilag 19 var bemærkninger til en henvendelse i bilag 14, hvor der var henvist til personer, som har bolig og arbejde i Frankrig og som ejer danske værdipapirer.

Jeg vil stadig fastholde, at den altovervejende hovedregel er, at Danmark ikke beskatter personer, der er hjemmehørende i udlandet, af rentebetalinger fra Danmark.  

 

Martin Bitsch henviser til en oplysning i mit svar på spørgsmål 1, om at der ydes personfradrag. Han nævner, at i dag har personer, der er begrænset skattepligtige i Danmark, ikke personfradrag.

Jeg vil hertil svare, at den nævnte oplysning angik eventuel fremtidig beskatning af pension. Personskattelovens § 10, stk. 5 og 6, har regler om, at personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, får de beregnede skatter nedsat med skatteværdien af et personfradrag, hvis de skattepligtige indtægter er omfattet af bl.a. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 9 – 12, som dækker pensionsudbetalinger.