12. januar 2008.  

 

Til Skatteudvalget – Vedr. L13

 

Beskatning af tjenestemandspension – Skatteministerens ændringsforslag.

 

Skat på 100 % eller misforståelse?

 

Vi er et dansk ægtepar gift siden 1972. Jeg har arbejdet i det private erhvervsliv. Jeg blev syg/invalid i 2001 og fik tilkendt offentlig dansk førtidspension, og dermed er vi begge umiddelbart omfattet af undtagelsesreglerne i L13, men reelt nej?

 

Vi er i dag begge 56 år.

På grund af mine helbredsmæssige problemer flyttede vi efter samråd med de danske læger begge i maj 2004 til Frankrig.

Min hustru har været statstjenestemand i 30 år, men opsagde sit tjenestemandsjob for at vi kan være sammen under min sygdom.

Min hustru vil om godt 3 år begynde at modtage sin danske statstjenestemandspension, som er optjent som lavtlønnet politiassistent efter 30 års loyalt arbejde i statens tjeneste.

 

Er det korrekt opfattet, at min hustru skal betale fuld skat af sin tjenestemandspension både til Frankrig og til Danmark – altså reel dobbeltbeskatning på i alt ca. 100 %, såfremt L13 vedtages og gennemføres uden at der indgåes en ny aftale med Frankrig?

 

Er 100 % skat = reel konfiskation af tjenestemandspension i overensstemmelse med EU rettens regler om fri bevægelighed og almindelig sund fornuft i Skatteministeriet?

 

Hvis skatten på 100 % er korrekt og fastholdes, vil jeg udtrykke, at det er så godt som umuligt som syg og enkeltperson at være oppe imod det danske lovgivningssystem.

 

Det burde være indlysende for alle Folketingets partier at en samlet skatteprocent på omkring 100 af tjenestemandspension optjent i lav lønramme ikke er en rimelig skat uanset ”tekniske forklaringer”.

 

Virkningerne af L13 er ikke ordentligt belyst og gennemtænkte, hvorfor L13 ikke bør vedtages.

 

Venlig hilsen

Jes Andersen & Lisbeth Mørkeberg

6 bis, rue Hubert Monloup

31200 Toulouse, Frankrig

 

Mail: [email protected]