J.nr. BLS-305-00001

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 ad L 133 – forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Gennemførelse af direktiver om naturbeskyttelse) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 21. april 2008

 

Spørgsmål 1

Med denne lov vil det stadigt være muligt at fastsætte jagttid på sjældne eller truede arter, herunder arter der generelt eller lokalt har et utilfredsstillende bestandsniveau. Er det ikke i åbenlys modstrid med formålsparagraffen i lov om jagt og vildtforvaltning, og intentionerne i de 2 direktiver, at skabe/opretholde en mulighed for at fastsætte jagttid på arter med ugunstig bevaringsstatus?

 

Svar

Med lovforslaget præciseres det, at jagttider fastsættes under hensyntagen til bl.a. principperne i fuglebeskyttelsesdirektivet art. 7. Blandt andet præciseres det, at jagt på fugle skal tilgodese en fornuftig udnyttelse og være økologisk afbalanceret. Dermed bringes reglerne om at tillade jagt på fugle også formelt i overensstemmelse med direktivets forpligtelser.  

 

Lovforslaget har ikke til hensigt at ændre de gældende principper for at fastsætte jagttider.

 

Principperne for jagttid på pattedyr er uændrede og fastsættes som hidtil under indtryk af lovens formål, herunder varetagelsen af hensynet til beskyttelse af sjældne og truede arter.

 

Der vurderes derfor ikke at være modstrid mellem EU’s naturdirektiver og jagt og vildtforvaltningsloven som revideret med dette forslag.