Odense, den 10. marts 2008/km

Skatteministeriets Departement

SKPER

Nicolai Eigtveds Gade 28

1402  København K

 

 

 

 

 

 

Høringssvar vedrørende:

Forslag til Lov om ændring af ligningsloven og arbejdsmarkedsbidrags­loven.(Skattefritagelse for reservebedsteforældre og selvvalgt uddannelse)

 

Center for frivilligt socialt arbejde fremsender hermed høringssvar til foranstående forslag. Centrets besvarelse vil udelukkende vedrøre forslaget om skattefritagelse for reserve­bedsteforældre.

 

Den organisatoriske ramme, som foreslås for ordningen, hvor ordningen skal administreres af enten den stedlige kommune eller en frivillig social organisation, giver en håndterbar administrativ ramme.

 

Der er samtidig i bemærkningerne til lovforslaget påpeget følgende: ”Endelig skal ordningen være administreret af kommunen eller en frivillig social organisation. I sidstnævnte tilfælde skal ordningen med funktionelle oplysninger i overensstemmelse med sociallovgivningens intentioner om samarbejde mellem den offentlige og private sektor være registreret i kommunen med henblik på åbenhed og gennemsigtighed. Kommunen har dog ikke noget juridisk ansvar for ordningen.”

 

Dette rejser en række spørgsmål.

Henvises der med sociallovgivningens intentioner til Lov om social service §18? I givet fald kræves der dermed, at den pågældende organisation modtager støtte efter førnævnte lovs §18?

 

Der er i denne lovgivning ingen pligt for organisationer til generelt at lade organisationen eller dens aktiviteter registrere i kommunen, hvis man ikke søger økonomisk tilskud.

Formålet fremhæves at være åbenhed og gennemsigtighed. En god og anerkendelsesværdig intention, men det fremgår ikke mere konkret, i hvilken sammenhæng der skal være åbenhed og gennemskuelighed. Der vil derfor være behov for, at lovens administrative forudsætninger præciseres.

 


 

Det har i den debat, der er gået forud for ønsket om denne ændring af lovgivningen, fremgået, at der var tale om et honorar til de pågældende reservebedsteforældre på 25 kr. pr. time. Dette beløb skulle dække konkrete udgifter, som reservebedsteforældrene har i forbindelse med løsningen af deres opgave med at passe syge børn. Det fremgår af lovforslaget, at man har taget afsæt i et grundbeløb på 1.650 kr. årligt – i 2008 priser svarer det til 3.000 kr. ifølge bemærkningerne til lovforslaget. Det giver i gennemsnit mulighed for 10 timers børnepasning pr. måned. Med beløbets størrelse har man lagt sig på en bagatelgrænse, som formentlig har forekommet skattepolitisk spiseligt. Samtidig er ordningen måske af så begrænset effekt, at det reelt ikke løser forældrenes problemer med pasning af syge børn.

 

For organisationerne vil det medføre, at behovet for antallet af aktive reservebedsteforældre kan blive uforholdsmæssigt stort, og den arbejdsbyrde, der ligger i at rekruttere, godkende og administrere en sådan ordning, dermed vokser utilsigtet.

 

Med hensyn til den administrative byrde for den konkrete organisation fremgår det ikke, hvilket ansvar denne pålægges omkring administrationen af ordningen, herunder kontrollen af, at den enkelte reservebedsteforældre ikke overstiger den maximale udbetaling på årsbasis. Det bør fremgå af vejledningen, hvilke krav ordningen vil blive omfattet af, og det bør i denne sammenhæng medtænkes, at ordningen ofte drives af små lokale frivillige sociale organi­sa­tioner.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Laust Kristensen

Centerleder