Arbejdsdirektoratet

Stormgade 10

1009 København K

 

Att. Henrik Frandsen og Henrik Loop

 

Frederiksberg, den 22. oktober 2007

 

 

 

 

Vedr. J. nr. 07-21-0018 - Udkast af den 9 oktober 2007 til forslag til lov om ændring af arbejdsløshedsforsikring mv. og lov om fleksydelse.

 

 

Med oprettelsesdato den 15.10.2007 er der på høringsportalen fremlagt udkast til lov om ændring af arbejdsløshedsloven mv.

 

Med henvisning til den almindelige høringsadgang skal ASE hermed komme med følgende bemærkninger.

 

Med lovforslaget er det hensigten at fjerne den adgang, som fortrydelsesordningen har givet, til at et medlem reducere sin betaling af efterlønsbidrag og stadig have de samme rettigheder.

 

I den form, som udkastet har, vil der, for en bestemt aldersgruppe, blive indført nogle begrænsninger i adgangen til at afmelde sig efterlønsordningen og i stedet tilmelde sig fortrydelsesordningen.

 

Tilsvarende er det tanken at indføre en ny regel for beregning af reduktionen i efterløn, så der ved reduktionen også tages hensyn til hele måneder – ikke bare år.

 

Der er tale om nogle komplicerede regler, der føjes til et allerede meget kompliceret regelsæt, og som gør det meget svært, for ikke at sige umuligt, for medlemmerne at overskue deres rettigheder i forhold til efterlønnen.

 

I stedet vil ASE foreslå, at hvis et medlem vælger fortrydelsesordningen, så skal reduk-tionen i efterlønnen fastsættes i forhold til det tidsrum, som medlemmet normalt skulle have betalt efterlønsbidrag i for at have en ordinær efterlønsret, sammenholdt med den tid, medlemmet har betalt for.

 

Hvis et medlem er født den 1. januar 1969, vil medlemmer ordinært komme til at betale bidrag i sammenlagt 26 år, og reduktionen ved brug af fortrydelsesordningen skal sættes i forhold hertil.

 

Det tilsvarende skal gælde ved beregningen af en skattefri præmie.

 

Det vil være en mere enkel regel, der vil kunne anvendes i alle situationer. Den vil også være mere medlemsforståelig og lettere at administrere.

 

Der skal selvfølgeligt stadig være begrænsninger for hvem, der kan tilmelde sig, f.eks. hvor gammel man må være for at kunne tilmelde sig fortrydelsesordning, hvor mange år skal man have været medlem mv. De øvrige krav skal således stadig fastholdes.

 

Til selve udkastet har vi følgende bemærkninger:

 

Ad § 1, punkt 3, hvor det foreslås at:

 

”Stk. 3. Medlemmer, der er født i perioden fra den 1. juli 1963 til den 31. december 1971, og som har fravalgt at indbetale efterlønsbidrag, kan tidligst tilmelde sig, jf. stk. 1, nr. 2, når der er forløbet mindst 2 år fra datoen for fravalget. Dette gælder dog ikke, hvis medlemmet efter fravalget har fået indbetalte efterlønsbidrag tilbagebetalt, jf. § 77 a

 

Formuleringen giver efter ASEs vurdering anledning til et problem, da nogle medlemmer enten stilles dårligt, eller a-kasserne påføres en ekstra administration.

 

Der er en gruppe medlemmer indenfor den nævnte aldersgruppe, som nok vil kunne opnå efterlønsret ved uafbrudt betaling fra 1. januar 2008, men ikke før et stykke tid efter de har nået efterlønsalderen.

 

Eksempel:

 

Et medlem, der er født 1. januar 1966, skulle efter den gamle ordning begynde at betale bidrag senest med 35 år, men fravalgte ordningen da han fyldte 35 år, den 1. januar 2001.

 

Ved at tilmelde sig 1. januar 2008 og betale uafbrudt i 25 år, frem til og med den 31. december 2032 har medlemmet efterlønsret i en måned, fra den 1. januar 2033 til

31. januar 2033.

 

Hvis medlemmet skal have ret til efterløn pr. efterlønsalderen, 1. januar 2028, skal han benytte fortrydelsesordningen.

 

Her kan han så enten straks framelde sig ordningen og så tilmelde sig igen pr. 1. januar 2010, hvorefter der pr. 31. december 2027 er betalt i 18 år, og efterlønnen reduceres for 7 år, eller med 14 % af den maksimale dagpengesats, eller 96,00 kr. pr. dag.

 

Medlemmet kan også tilmelde sig for 1 dag, straks framelde sig ordningen og bede om at få det indbetalte bidrag retur. Derefter kan han begynde at betale f.eks. pr. 28. januar 2008, hvorefter der pr. 31. december 2027 er betalt for 19 år 11 mdr. og 3 dage, Efterlønnen skal så kun reduceres med 10,17 %, eller 69,00 kr. pr. dag

 

I det sidste tilfælde kommer medlemmet til at betale godt 9.200 kr. mere i bidrag og vil få lidt over 35.000 kr. mere udbetalt.

 

ASE vil foreslå, at der indføres en undtagelsesbestemmelse, så medlemmer, der ikke vil have efterlønsret ved efterlønsalderen kan benytte fortrydelsesordningen første gang uden, at der er krav om en karensperiode eller om udbetaling af tidligere indbetalt bidrag.

 

 

 

Her tænkes tillige på, at nogle medlemmer har tilmeldt sig fortrydelsesordningen i løbet af 2007, fordi de efter de gældende regler blot kunne afmelde sig efterlønsordningen og tilmelde sig fortrydelsesordningen igen i 2008. Dermed kunne de opnå en bedre efterløns-sats og have efterlønsret pr. efterlønsdagen.

 

Det skal i den forbindelse bemærkes, at ASE ved en forespørgsel til Arbejdsdirektoratet fik at vide, at vi ikke have en generel forpligtelse til at orientere medlemmerne om, at de kunne ”spare” betaling af 1-2 års efterlønsbidrag, men vi var forpligtet til at oplyse om muligheden, hvis der var et medlem, der konkret spurgte herom.

 

Det har ASE gjort i nogle tilfælde, og disse medlemmer vil nu være dårlige stillet.

 

Ad § 1, punkt 4

 

I den nye formulering af § 75 stk. 3, der nu bliver til stk.5, indsættes et nyt 2. punkt:

 

Efterlønnen nedsættes med 2 pct. af højeste dagpenge, jf. § 47 og 70, for hvert års manglende bidragsbetaling. Perioder under et år medregnes i forhold til antal hele måneder.

 

ASE vil foreslå, at det her præciseres, hvorledes en hel måned opgøres, f.eks. om der er tale om samlede kalendermåneder eller løbende, opgjorte måneder.

 

Eksempel:

 

Et medlem, der er født den 18. februar 1969, begyndte at betale efterlønsbidrag den 18. februar 2004 – fra det 35. år – og frem til han stoppede den 31. december 2006.

 

Medlemmet fravælger efterlønsordningen pr. 1. januar 2008 og vælger først at tilmelde sig fortrydelsesordningen den 2. februar 2015, hvor han betaler bidrag frem til den 17. februar 2031.

 

Medlemmet har så betalt bidrag således.

 

18 februar 2004 til 31. december 2006, eller 2 år 10 mdr. og 12 dage

2. februar 2015 til 17. februar 2031, eller 16 år 0 mdr. og 16 dage.

 

Medlemmet skal betale i mindst 25 år og har betalt i 18 år, 10 mdr. og 28 dage, men februar måned har normalt kun 28 dage. Har medlemmet betalt i 18 år og 11 mdr. eller kun i 18 år 10 mdr. og 28 dage.

 

Spørgsmålet er, hvordan beregner man afbrudte måneder.

 

I den forbindelse vil jeg henvise til Arbejdsdirektoratets rundskrivelse, nr. 6/02 af 28. februar 2002, hvor man kun regner med hele år og dage – ikke måneder.

 

Disse overvejelser gælder også ved punkt 5 – om den skattefri præmie.

 

Ad § 3, stk. 2

 

Her bør der som ovenfor nævnt være en undtagelsesmulighed for medlemmer, der ikke vil kunne opnå efterlønsret ved efterlønsalderen.

 

Endvidere bør der være en undtagelse for medlemmer, der allerede har tilmeldt sig fortrydelsesordningen i 2007.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Thyge Andersen

Kontorchef

Direktionssekretariatet