Den 14. januar 2008

J.nr. 103-00063

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 1 ad L 4 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 10. december 2007.

 

 

Spørgsmål 1

”Kan ministeren oplyse, hvorfor naturbeskyttelsesloven og planloven ikke er omfattet af forslaget om strafskærpelse?”

 

Svar

Overtrædelser af planloven og naturbeskyttelsesloven omfatter mange forskelligartede sager. Der er sjældent to sager, der er ens, selvom der kan være tale om overtrædelse af den samme paragraf. Det er derfor meget vanskeligt at udarbejde et rimeligt overskueligt bødekatalog, som domstolene kan bruge. Bødekataloget vil sjældent omfatte netop den slags sag, som domstolen skal behandle.

 

Planloven og naturbeskyttelsesloven håndhæves også ofte på en anden måde end overtrædelser efter miljøbeskyttelsesloven. En overtrædelse af planloven og naturbeskyttelsesloven bliver som udgangspunkt mødt med krav om fysisk lovliggørelse. Er fx et hus opført ulovligt, så skal det rives ned. Udgiften til nedrivning har i disse situationer en langt større præventiv effekt end størrelsen af en eventuel bøde.

 

Jeg mener derfor ikke, at planloven og naturbeskyttelsesloven umiddelbart egner sig til at blive ændret på samme måde som miljøbeskyttelsesloven.