Folketingets Skatteudvalg

Lovforslag L 86 om ændring af sondring mellem børsnoterede og unoterede aktier

 

Tak for svar på vores henvendelse af 25. april 2008.

 

Skatteministeriets skrivelse af 29. april 2008 giver anledning til følgende bemærkninger:

 

Fondshandlerens indberetninger

Af Skatteministeriets skrivelse fremgår, at fondshandleren kan indberette rettelser m.v. uden tidsmæssig begrænsning.

 

Som nævnt i Finansrådets skrivelse af 25. april 2008 vil ulemperne, såfremt erhvervelsen stadig fremgår af bankernes systemer, bestå i fremskaffelse af disse oplysninger med heraf følgende omkostninger.

 

Er oplysningerne ikke længere tilgængelige i bankernes systemer, og ønskes indberetningen derfor baseret udelukkende på en købsnota, vil det ikke kunne kontrolleres, at oplysningerne i notaen ikke allerede er indberettet for måske mange år siden. Sker indberetningen således uden sammenhæng med bankernes registreringer, vil der være risiko for, at samme aktiekøb indberettes flere gange.

 

Finansrådet ønsker i denne sammenhæng en bekræftelse af, at bankerne ikke i kontrolmæssig sammenhæng vil kunne gøres ansvarlige for sådanne potentielle dobbelte indberetninger.    

 

Optaget til handel på reguleret marked uden for EU

Af skrivelsen fra Skatteministeriet fremgår om aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked uden for EU, at det på baggrund af erfaringerne om den skattemæssige definition af børsnoterede aktier er fundet uhensigtsmæssigt at opstille en selvstændig skattemæssig definition af begrebet "regulerede markeder", hvorfor man i stedet har valgt at koble den skattemæssige forståelse heraf op på den definition, der i øvrigt finder anvendelse på det finansielle område.

 

Af Skatteministeriets skrivelse fremgår endvidere, at den skattemæssige definition af regulerede markeder følger af artikel 4, stk. 1, nr. 14 i MiFID-direktivet (RD 2004/39/EF), hvilket også fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger. Hertil bemærkes, at nævnte bestemmelse ikke omfatter tredjelande.

 

Finansrådet er efterfølgende blevet opmærksom på, at samme direktivs artikel 19, nr. 6, foreskriver, at Kommissionen offentliggør en fortegnelse over de markeder, der anses for at være tilsvarende markeder - det vil sige tredjelandsmarkeder - og at denne liste opdateres regelmæssigt.

 

Listen er endnu ikke offentliggjort, og Finansrådet er ikke bekendt med datoen for, hvornår pågældende fortegnelse vil blive offentliggjort.

 

Som følge af ovenstående henstiller Finansrådet derfor, at indberetningspligten for aktier, der handles på et marked i et tredjeland svarende til et reguleret marked, suspenderes, indtil Kommissionen har udarbejdet omtalte fortegnelse. Endvidere skal Finansrådet anmode om, at Skatteministeriet tiltræder, at listen også i skattemæssig henseende vil blive anset for at være autoritativ.

 

Måtte man ikke ønske at gøre dette, skal Finansrådet anmode om, at der udarbejdes en udtømmende liste over de pågældende markeder, idet indberetningerne om aktier fra tredjelande i modsat fald risikerer at få et mere eller mindre tilfældigt præg og hermed bliver værdiløse.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Neel Frederikke Gronemann

 

Direkte 3370 1063

nfg@finansraadet.dk