Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 86 - Forslag til Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og andre skattelove (Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar henvendelse af 25. april 2008 fra Finansrådet.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Lise Bo Nielsen


Finansrådet har i en henvendelse af 25. april 2008 til Skatteudvalget kommenteret visse indberetningsregler og en overgangsregel i L 86.

Fondshandlernes indberetninger

Fuld fradragsret for tab på aktier optaget til handel på regulerede markeder er efter forslaget betinget af, at SKAT har fået oplysninger om erhvervelsen af aktierne. Hvis SKAT ikke har fået sådanne oplysninger, kan tabene kun fradrages i gevinster på andre aktier optaget til handel på regulerede markeder og i udbytter fra sådanne aktier.

Reglen er begrundet i et ønske om at hindre spekulation i, at tab selvangives og fradrages, mens gevinster ”glemmes”. Ved indførelse af fuld fradragsret bliver risikoen i sådan spekulation større end i dag. Reglen om, at tabene alene kan fradrages i tilsvarende gevinster og i udbytter, sætter i dag grænser for spekulationsmulighederne.

Efter forslaget kan oplysningerne om erhvervelsen af aktierne enten komme til SKAT gennem indberetninger fra fondshandlerne (køb af aktier gennem danske fondshandlere) eller fra aktionæren selv.

For så vidt angår oplysninger om erhvervelser, som kommer fra aktionæren selv, er det foreslået, at oplysningerne skal indsendes inden udløbet af selvangivelsesfristen. Hvis der ikke sættes en tidsmæssig begrænsning på aktionærens oplysninger, vil aktionæren kunne vælge at oplyse om tabsgivende investeringer og ”glemme” at oplyse om de gevinstgivende. Formålet med reglen ville dermed ikke være tilgodeset.

Hvis en fondshandler ved en fejl har undladt at indberette et køb er der ikke samme behov for en tidsfrist. Fondshandleren kan således efter forslaget uden tidsbegrænsninger indberette køb, vedkommende ikke har fået indberettet tidligere, og indberette rettelser til tidligere indberettede køb. Hvis fejlen opdages så sent, at fondshandleren ikke længere er i besiddelse af oplysninger om købet, kan indberetningen baseres på købsnotaen.

Optaget til handel på et reguleret marked uden for EU

På baggrund af erfaringerne i forhold til den skattemæssige definition af børsnoterede aktier er det fundet uhensigtsmæssigt at opstille en selvstændig skattemæssig definition af begrebet regulerede markeder. I stedet er valgt at koble den skattemæssige forståelse heraf op på en definition, der i øvrigt anvendes inden for det finansielle område.

Den skattemæssige definitionen af regulerede markeder følger således artikel 4, stk. 1, nr. 14 i MiFID-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004). Dette er også omtalt i pkt. 3.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger. 

Indberetningspligt vedrørende udbytter

Indberetningen af oplysninger om aktier i investeringsselskaber, som ikke er investeringsforeninger, foreslås flyttet fra reglerne om indberetning vedrørende aktier til reglerne om indberetning af investeringsforeningsbeviser. Dette skal sikre en korrekt skattemæssig behandling, særligt i forbindelse med fortrykning på årsopgørelsen af udbytter fra sådanne selskaber.

For så vidt angår danske investeringsselskabet er der nogle muligheder for at få fastslået, om et selskab er et investeringsselskab.

For det første har investeringsforeninger pligt til at give de oplysninger til depotføreren, som er nødvendige for, at depotføreren kan indberette. Dette følger af § 46 i bekendtgørelse om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Indberetningerne om investeringsselskaber, der ikke er investeringsforeninger, skal efter forslaget foretages efter reglerne om indberetning om investeringsforeningsbeviser. Det er i denne forbindelse tanken, at bekendtgørelsen ændres, så § 46 udvides til også at omfatte disse investeringsselskaber.

For det andet er der på skat.dk adgang til en mandtalsdatabase, hvor man ved at slå et selskab op vil kunne kontrollere, om det er registreret i SKAT som et investeringsselskab. Mandtalsdatabasen er udviklet af hensyn til at sikre korrekt indeholdelse af udbytteskat, når der udloddes udbytter til sådanne selskaber. Reglerne herom findes i kildeskattelovens § 65, stk. 8, og i kildeskattebekendtgørelsens § 33.

Særligt for udenlandske selskaber kan der dog være problemer med at få fastslået, om der er tale om et investeringsselskab. Det er ikke tanken, at pengeinstitutterne skal pålægges uforholdsmæssigt store byrder i forbindelse med identifikation af disse selskaber. Herunder vil det ikke blive krævet, at pengeinstitutterne skal granske vedtægter og aktionæroverenskomster for alle de udenlandske selskaber, deres kunder investerer i.

Udgangspunktet for indberetningen er således, at de udenlandske selskaber ikke anses for investeringsselskaber. Pengeinstituttet kan dog være blevet opmærksom på, at et selskab er et investeringsselskab, f.eks. i forbindelse med deres investeringsrådgivning. I sådanne tilfælde skal pengeinstituttet indberette i overensstemmelse med denne viden.

Lovforslagets § 15, stk. 4

Jeg har allerede over for Skatteudvalget tilkendegivet, at jeg ønsker at stille et ændringsforslag til 2. behandlingen, således at der korrekt bliver henvist til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk. 2.