NOTAT

 

 

11. februar 2008

 

Kommenteret høringsnotat om udkast til lov om ændring af lov om fremme af dopingfri idræt (Informationsordning for motions- og fitnesscentre)

 

Kulturministeriet sendte den 17. januar 2008 et udkast til lov om ændring af lov om fremme af dopingfri idræt (Informationsordning for motions- og fitnesscentre) i høring med frist til den 7. februar 2008.

 

Frem til den 7. februar 2008 havde 9 organisationer mv. afgivet høringssvar. (Bilag 1)

 

I det følgende redegøres for hovedsynspunkterne i de modtagne høringssvar.

 

Danske Fysioterapeuter finder ikke, at det i bemærkningerne er tilstrækkeligt præciseret, at træningsfaciliteter ved fysioterapeutiske klinikker og andre behandlingsinstitutioner i sundhedssektoren ikke betragtes som ”virksomheder og andre, som tilbyder idrætsaktiviteter eller hermed beslægtede aktiviteter” jf. lovens § 9

 

                   Kulturministeriets kommentar:

Kulturministeriet har i bemærkningerne præciseret, at loven ikke finder anvendelse ved ”faciliteter på hoteller samt på hospitaler og andre behandlingsinstitutioner i sundhedssektoren, som … ikke er alment tilgængelige.”

 

DIF og DGI opfordre til en præcisering af, hvorvidt lovforslaget alene omfatter private, kommercielle motions- og fitnesscentre eller om foreningsbaserede motions- og fitnesscentre ligeledes er omfattet.

Derudover ønsker DIF og DGI, at testordningen bør gøres obligatorisk i stedet for frivillig.

DIF og DGI foreslår endvidere, at fitnesscentrerne skal have mulighed for, at rekvirere kontroller hos ADD.

Til sidst bemærker DIF og DGI, at det ikke klart fremgår af lovforslagets § 1, stk. 1, hvorvidt informationskravet i lovforslaget kun gælder for de fitnesscentre der har indgået en aftale med ADD, eller om forslaget også omfatter de fitnesscentre der ikke har indgået en aftale med ADD. DIF og DGI foreslår at § 1, stk. 1, ændres således at sidstnævnte fitnesscentre ligeledes er omfattet af oplysningspligten.

 

                   Kulturministeriets kommentar:

Kulturministeriet har i bemærkningerne til lovforslaget efterkommet DIF og DGI´s ønske om en præcisering af, hvorvidt lovforslaget gælder for de foreningsbaserede motions- og fitnesscentre. Foreningsbaserede motions- og fitnesscentre, der drives af idrætsorganisationer, er ikke omfattet af lovens § 9, da disse i stedet er omfattet af de obligatoriske bestemmelser om dopingkontrol i § 8.

 

Kulturministeriet har med hensyn til en obligatorisk testordning overvejet, om man i forbindelse med lovforslaget skulle indføre en autorisationsordning, der forpligtede ejerne af fitnesscentrene til at gennemføre dopingkontroller. Kulturministeriet fandt imidlertid, at dette ville være for vidtgående. (Til Camilla: Jeg er i tvivl om dette er rigtigt?)

 

Kulturministeriet har ikke imødekommet DIF og DGI´s ønske om rekvirering af kontroller hos ADD.

 

Kulturministeriet har, på baggrund af DIF og DGI´s kommentar til § 1, stk. 1, i bemærkningerne til lovforslaget indført følgende passus ”Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om centret har en aftale med anti Doping Danmark, eller om dette ikke er tilfældet.”

 

Erhvervs- og selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) vurdere ikke, at lovforslaget medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har på den baggrund foreslået følgende tekst til den del af lovforslagets bemærkninger, der omfatter forslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet:

 

”Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget bør derfor ikke forlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.”

 

                   Kulturministeriets kommentar:

                   Erhvervs- og Selskabsstyrelsens forslag imødekommes.

 

Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Fitness & Helse Organisation, KL, Lokale- og Anlægsfonden, Velfærdsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet havde ingen kommentarer til lovforslaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bilag 1

 

 

Høringssvar vedrørende udkast til lov om ændring af lov om fremme af dopingfri sport

(Informationsordning for motions- og fitnesscentre)

 

 

  1. Dansk Firmaidrætsforbund                                                           17. januar 2008
  2. Lokale- og Anlægsfonden                                                                21. januar 2008
  3. Velfærdsministeriet                                                                       22. januar 2008
  4. Dansk Fysioterapeuter                                                                   5. februar 2008
  5. Økonomi- og Erhvervsministeriet, herunder Erhvervs-

      og Selskabsstyrelsen                                                                       5. februar 2008

  1. KL                                                                                                 6. februar 2008
  2. Dansk Fitness & Helse Organisation 7. februar 2008
  3. DIF og DGI                                                                                    7. februar 2008