ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

20. maj 2008

 

 

Besvarelse af spørgsmål 34 (L 120) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 2. maj 2008.

 

 

Spørgsmål 34:

”Efter lovens § 37, stk. 1 kan en udenlandsk myndighed anmode om en undersøgelse, og efter § 39, stk. 4 kan styrelsen tillade, at personale fra den udenlandske myndighed kan ledsage styrelsen. Kan personalet fra en sådan udenlandsk myndighed udleveres til Danmark og straffes efter dansk lov, hvis den pågældende tilsidesætter dansk tavshedspligt og/eller persondataloven. Den pågældende udlænding kan i den forbindelse bevidst eller ubevidst komme til at overtræde dansk lovgivning, hvorfor det må være relevant at vide, om den pågældende kan retsforfølges i Danmark og straffes efter dansk lov.”

 

Svar:

Under henvisning til min tidligere besvarelse, har jeg modtaget nedenstående svar fra Justitsministeriet, der har oplyst følgende:

 

”Justitsministeriet er bekendt med, at Økonomi- og Erhvervsministeriet har fremsat et ændringsforslag til lovforslaget, der har til formål at gøre det muligt at straffe personale fra en udenlandsk myndighed, der efter lovforslagets § 39, stk. 4, ledsager Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved gennemførelse af en undersøgelse efter lovforslagets § 37, stk. 1, 3. pkt., for tilsidesættelse af tavshedspligten.

 

Hvis den pågældende ikke opholder sig på dansk territorium, vil spørgsmålet om, hvorvidt der vil kunne ske udlevering af den pågældende til Danmark i givet fald bero på lovgivningen i det land, hvor den pågældende opholder sig på det tidspunkt, hvor en begæring om udlevering af den pågældende til Danmark fremsættes. Det bemærkes i den forbindelse, at udleveringslovgivning ofte er udformet med henblik på gennemførelse af internationale forpligtelser, herunder udleveringstraktater eller EU-rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.”

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk