ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

14. maj 2008

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr.   10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 6 (L 120) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 24. april 2008.

 

 

Spørgsmål 6:

”Ministeren bedes oplyse, hvad det er for yderligere oplysninger, som Styrelsen ifølge lovforslagets §§ 37-42 skal have adgang til, idet det skal bemærkes, at den regelmæssige stikprøvekontrol (kvalitetskontrollen) giver Styrelsen adgang til de arbejdspapirer og andre dokumenter, der er nødvendige for at kontrollere kvaliteten af revisors arbejde.”

 

Svar:

Revisortilsynet forestår den periodiske tilbagevendende kvalitetskontrol, som blandt andet kontrollerer, om revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem er tilstrækkeligt, ligesom tilsynet foretager en vurdering af udvalgte erklæringsopgaver. Kvalitetskontrollen planlægges for et år ad gangen med udtagelse af en kvote af revisionsvirksomheder, og kvalitetskontrollen af det enkelte revisionsfirma udføres med op til 6 års mellemrum.

 

I modsætning hertil giver undersøgelsesinstituttet styrelsen adgang til ad hoc at undersøge, hvorvidt revisor eller revisionsvirksomheden har eller vil overtræde revisorlovgivningen, når der foreligger konkrete indikationer herfor.

 

Der er således tale om to vidt forskellige organer med to principielt helt forskellige formål. I modsætning til kvalitetskontrollen er undersøgelser målrettet en hurtig og aktuel indsats, der retter sig mod konkrete forhold i revisionsvirksomheden med henblik på at konstatere, korrigere eller forhindre en overtrædelse af revisorlovgivningen. Der er således hverken metodisk eller tidsmæssig sammenhæng mellem Revisortilsynets kvalitetskontroller og den undersøgelsesbeføjelse, lovforslaget tillægger Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

 

I øvrigt henvises til svaret på spørgsmål 8.