J.nr. BLS-305-00001

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 3 ad L 133 – forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Gennemførelse af direktiver om naturbeskyttelse) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 21. april 2008

 

Spørgsmål 3

I lovforslagets § 2 vedr. jagt og vildtforvaltningsloven lægges der fortsat op til, at direktivernes artslister tænkes gennemført som bilag til selve loven, hvilket medfører at ændringer i artslisten skal ske ved lovændring. Hvorfor fastholdes denne praksis, og vil det ikke være betydeligt nemmere, at loven suppleres med en bekendtgørelse, der lister arterne, og som kan revideres uden lovændring?

 

Svar

Bilagene knytter sig til de nye bestemmelser i § 9 a, stk. 1-3, som formelt gennemfører bestemmelser i habitatdirektivets artikel 12, stk. 4, og artikel 14. Bestemmelserne er en konsekvens af, at EF-domstolen har statueret, at forpligtelserne i habitatdirektivet skal gøres til genstand for en detaljeret, klar og præcis gennemførelse.

 

Ved at koble artslisterne til loven som bilag fremgår det klart og enkelt, hvilke arter der er omfattet af lovens forskellige bestemmelser. Der kan gå flere år imellem, at nye arter på listerne etablerer sig i Danmark eller at direktivernes artslister revideres. Der vil derfor ikke være behov for jævnlige lovrevisioner alene af denne grund.