Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     32- Forslag til Lov om ændring af momsloven og forskellige andre love (Flymoms, salg til interesseforbundne parter, omvendt betalingspligt, undtagelser til energibeskatningsdirektivet m.v.).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 13 af 31. januar 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mikkel Dencker (DF).

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Lone Lau-Jensen


Spørgsmål 13

For adskillige provinslufthavne udgør skoleflyvningen ifølge Statens Luftfartsvæsens statistik mellem 50 og 95 procent af alle operationerne. Har Skatteministeriet vurderet, hvorvidt nedgangen i den forventede skoleflyvning i Danmark vil medføre, at eksistensgrundlaget for disse provinslufthavne forsvinder? Har Skatteministeriet overvejet, hvilke provinslufthavne, der vil være truet af lukning og har Ministeriet medregnet effekten af, at berørte kommuner eventuelt må øge deres tilskud for at opretholde driften af disse flyvepladser?

 

Svar

Skatteministeriet har ikke foretaget konkrete beregninger over lovforslagets eventuelle afledede virkninger på lufthavnene.

Jeg vil gerne anføre, at mange provinslufthavne er base for taxaflyselskaber og erhvervsvirksomheders fly og specielt de lidt større provinslufthavne har gennem de seneste år fået øget andel af udenrigs- og chartertrafikken.

På et møde i Skatteministeriet har AOPA Danmark oplyst, at 80-90 pct. af GA-branchens flyvninger (flyvninger uden for flyselskaberne) er erhvervsflyvninger, hvor lovforslaget ikke forventes at medføre nedgang i flyvningerne. Resten udgøres af skoleflyvning og privat flyvning.

Et eventuelt fald i antal skole- og privatflyvninger skønnes derfor ikke at medføre nævneværdige problemer for hovedparten af provinslufthavnene. Jeg vil dog ikke bestride, at der er provinslufthavne med en meget høj andel af skoleflyvninger, og at enkelte af disse på sigt vil have sværere ved at drive lufthavnene rentabelt.