UDENRIGSMINISTERIETÂ Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â EUP j.nr. 400.A.2-10-2007
Nordgruppen                                                                                     Den 5. februar 2008
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 53 af 31. januar 2008
Spørgsmål 32:
â€Ministeren bedes redegøre for, om der findes en fælles forstÃ¥else eller definition af termen â€ikke-væsentlige elementer†i TEUF, art. 290, der angÃ¥r de retsakter, Kommissionen kan vedtage som â€delegerede retsakterâ€, hvis Europa-Parlamentet og MinisterrÃ¥det træffer beslutning herom.â€
Svar:
Termen â€ikke-væsentlige elementer†i TEUF artikel 290 er inspireret af EF-Domstolens retspraksis. Det fremgÃ¥r heraf, at EU-lovgiver ikke har mulighed for at delegere væsentlige valg og afvejninger til Kommissionen eller andre institutioner, men i stedet skal træffes sÃ¥danne valg mv. selv i den pÃ¥gældende lovgivningsakt (basisretsakten). Formuleringen i TEUF artikel 290 udtrykker dermed et delegationsforbud i forhold til â€væsentlige†elementer.
Hvad angår forbuddets rækkevidde, må det lægges til grund, at som minimum alle bestemmelser, der angår principielle spørgsmål, skal vedtages af EU-lovgiver. Den allerede etablerede retspraksis på området for delegation må forventes at blive retningsgivende for EU-lovgivers praksis. Det må forventes, at omfanget af delegation i øvrigt vil bero dels på den pågældende basisretsakts almene betydning, dels på det eventuelle behov for hurtigt at kunne tilpasse lovgivningen til nye omstændigheder f.eks. af teknisk eller videnskabelig karakter.