UDENRIGSMINISTERIETÂ Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â EUP j.nr. 400.A.2-10-2007
Nordgruppen                                                                                     Den 16. april 2008
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 53 af 11. april 2008
Spørgsmål 583:
â€Ministeren bedes oplyse, hvad Lissabontraktaten fÃ¥r af konsekvenser for uddannelsesomrÃ¥det?â€
Svar:
Lissabon-traktaten medfører ingen substantielle ændringer på uddannelsesområdet i forhold til det nugældende traktatgrundlag.
Det præciseres i TEUF artikel 6, at EU kan gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag på uddannelsesområdet. Derudover nævnes uddannelse i TEUF artikel 9 som et tværgående hensyn, der skal tages i betragtning ved udformningen og gennemførelsen af alle EU’s politikker og aktiviteter.
Samarbejdet på uddannelsesområdet finder primært sted med hjemmel i TEUF artikel 165, hvoraf det bl.a. fremgår, at EU kan støtte og supplere medlemsstaternes indsats med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemet. I TEUF artikel 165 tilføjes som noget nyt en målsætning om at fremme sport i Europa. Endvidere tilføjes fremme af unges deltagelse i det demokratiske liv i Europa til målene for Unionens indsats. Derudover er der alene tale om sproglige konsekvensrettelser.
Endelig er der tale om en justering for så vidt angår inddragelse af uddannelsesområdet i handelsaftaler. Hidtil har forhandling og indgåelse af handelsaftaler inden for bl.a. uddannelsesområdet krævet såvel en fællesskabsafgørelse som en mellemstatslig overenskomst. Lissabon-traktaten ophæver denne bestemmelse som konsekvens af omdannelsen af Unionen og Fællesskabet til én samlet Union (EU). Til gengæld præciseres det, at der gælder enstemmighed for indgåelse og forhandling af handelsaftaler bl.a. om uddannelsesmæssige tjenesteydelser, der risikerer at forstyrre den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenesteydelser alvorligt, samt at bringe medlemsstaternes ansvar for levering heraf i fare, jf. TEUF artikel 207, stk. 4, litra b).