UDENRIGSMINISTERIET                                                              EUP j.nr. 400.A.2-10-2007

Nordgruppen                                                                                      Den 16. april 2008

 

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 53 af 11. april 2008

 

 

Spørgsmål 594:

”I Protokol om tjenesteydelser af almen interesse skelnes der mellem på den ene side tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (artikel 1) og på den anden side ikke‑økonomiske tjenesteydelser (artikel 2). I svaret på spørgsmål 261 til L 53 oplyser ministeren, at "Det er op til medlemsstaterne selv i overensstemmelse med fællesskabsretten at fastsætte, hvad de definerer som tjenesteydelser af almen interesse og almen økonomisk interesse." Ministeren bedes derfor redegøre for, hvad ministeren forstår ved ikke‑økonomiske tjenesteydelser, samt udlevere en liste over disse.”

 

Svar:

Hvorvidt en tjenesteydelse er økonomisk eller ikke-økonomisk, kommer an på en konkret vurdering. Fra EF-domstolens praksis kan udledes, at tjenesteydelser, som udelukkende har karakter af myndighedsudøvelse, herunder varetagelse af statens indre og ydre sikkerhed, ikke er økonomiske tjenesteydelser. Disse har således karakter af tjenesteydelser af almen interesse. Af retspraksis kan desuden udledes, at tjenesteydelser af almen interesse typisk drejer sig om virksomhed, som staten udfører som led i sine opgaver på det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og retlige område. Der henvises i øvrigt til svar på spørgsmål 580.