J.nr. MST-501-00054

 

Den 14. december 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. S 11 stillet af folketingsmedlem Per Clausen (EL)

 

 

Spørgsmål S 11:

Vil ministeren tage initiativ til at skærpe miljøreglerne, sådan at det bliver forbudt at lade en dieselmotor køre i tomgang, medmindre dette er nødvendigt af driftsmæssige årsager?

 

Svar:

Kommunalbestyrelserne kan allerede i dag i en vis grad regulere motorer i tomgang ved at meddele pÃ¥bud efter miljøbeskyttelseslovens § 42.

 

For tog gælder, at ”terminalaktiviteter” kan reguleres. Det er kort fortalt alle aktiviteter på stationer, rangerterræner og lignende som ikke er nødvendige for at afvikle toggangen.

 

For eksempel kan kommunalbestyrelserne påbyde, at togene på en endestation skal slukke motorerne efter ankomsten og først starte dem igen, så toget kan være klar til afgang, når af­gangstiden er inde. Kommunalbestyrelserne kan også regulere rangerarbejde, bortset fra kørsel til og fra sidespor, når det sker umiddelbart efter ankomst eller umiddelbart før afgang.

 

Kommunalbestyrelserne kan derimod ikke regulere arbejde, som skal gennemføres af sikkerhedsmæssige grunde, når de sker umiddelbart efter togets ankomst eller umiddelbart i forbindelse med togets afgang.

 

Reguleringen beror på en konkret kommunal vurdering og involverer både Bane Danmark som ejer af selve jernbanen og de forskellige selskaber, som kører togene.

 

Kommunalbestyrelserne kan efter § 16 i ”miljøaktivitetsbekendtgørelsen”, bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006 om miljøregulering af visse aktiviteter, pÃ¥byde et motorkøretøj at slukke motoren. Kommunalbestyrelserne kan ogsÃ¥ fastsætte generelle bestemmelser om at begrænse tomgang i hele eller dele af kommunen.