Dato:

6. juni 2008

Kontor:

Visum, Udsendelser og Humanitære Sager

J.nr.:

2008/4110-626

Sagsbeh.:

ANT

Fil-navn:

S 1835 - besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 1835 stillet af folketingsmedlem Astrid Krag (SF) til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 3. juni 2008.

Spørgsmål:

”Vil ministeren sikre, at der bliver fulgt op på, om Grækenland lever op til den udtrykkelige bekræftelse, som Grækenland giver de danske myndigheder i forbindelse med overførsel af asylansøgere, vil Danmark herunder følge asylansøgerens videre proces efter overførslen, for at sikre at denne får en god og reel behandling af sin asylsag?”

 

Svar:

 

Dublin-forordningen skal jo sikre, at en asylansøgning indgivet af en tredjelandsstatsborger i et medlemsland alene bliver behandlet i ét land.

 

Det fremgår af Dublin-forordningens præambel, at medlemsstaterne bekræfter deres forpligtelser i henhold til Flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

 

Danmark modtager endvidere – som en særlig foranstaltning i forhold til Grækenland – en skriftlig og udtrykkelig bekræftelse fra de græske myndigheder om, at en asylansøger, som skal overføres fra Danmark til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen, vil få adgang til at få sin asylansøgning behandlet i Grækenland.

 

Jeg må på den baggrund lægge til grund, at Grækenland faktisk respekterer Flygtningekonventionen af 28. juli 1951, og at der er adgang til en forsvarlig asylprocedure i Grækenland.