Folketingets Lovsekretariat

Christiansborg

1240  København K

 

 

 

                                                    

Dato             4. august 2008

J nr.             402-16

  

 

Folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) har den 11. juli 2008 stillet mig følgende spørgsmål nr. S 2088, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. S 2088:

 

"I forlængelse af svaret på spørgsmål S 1518, hvordan vil ministeren da bringe sit svar i overensstemmelse med privatvejslovens § 55 og § 17, ifølge hvilken sidstnævnte, udgifterne skal fordeles i forhold til brug af vejen?"

 

Svar:

 

Lov om private fællesveje (privatvejsloven), lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008, indeholder ikke særlige regler for anlæg af private fællesveje på landet, og om hvem der skal afholde disse udgifter. Disse spørgsmål er omfattet af parternes aftale, hvorfor uenighed herom må afgøres ved domstolene.

 

Ifølge § 17 i privatvejsloven fordeler kommunen udgifterne til de arbejder, den påbyder udført i forbindelse med vejens istandsættelse eller vedligeholdelse, jf. lovens § 16, stk. 3, mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen, medmindre der foreligger en aftale mellem parterne om udgiftsfordelingen.

 

Når en grundejer beder kommunen om at meddele tilladelse til at omlægge en eksisterende privat fællesvej på landet, kan kommunen i henhold til privatvejslovens § 14, stk. 5, jf. § 55, stk. 1, fordele udgifterne ved sagens behandling mellem de grundejere, der har interesse i omlægningen.

 

Bestemmelsen i privatvejslovens § 55 handler således ikke om fordeling af anlægsudgifter i forbindelse med en omlægning af vejen.

 

Som jeg har oplyst i mit svar til Folketinget på spørgsmålet, S 1518, er det et helt sædvanligt vilkår i forbindelse med meddelelse af tilladelse til at omlægge private fællesveje, at den eller de grundejere, der har interesse i, at vejen bliver omlagt, afholder udgifterne hertil.

 

Jeg mener fortsat, at dette vilkår i almindelighed er rimeligt og retfærdigt.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen