Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
S 476
Offentligt
526571_0001.png
8. februar 2008
Udenrigsministeriet
Nordgruppen
Spørgsmål nr. S 476 af 25. januar 2008 til udenrigsministeren:
Finder udenrigsministeren det rimeligt, at Kommissionen øver politisk censur og bebuder
politisk berufsverbot over for sine såkaldte kulturambassadører?
Svar:
EU blander sig af princip ikke i hverken medlemslandes eller tredjelandes interne politiske
forhold. Af den grund har EU heller ikke haft nogen holdning til den netop afsluttede
valgkamp om det serbiske præsidentembede.
Den serbiske sangerinde og Melodi Grand Prix vinder i 2007 Marija Serifovic er fra 1. januar
2008 udnævnt til europæisk ambassadør for interkulturel dialog. Det skete i forbindelse med
lanceringen 1. januar 2008 af det europæiske år for interkulturel dialog.
Året 2008 for interkulturel dialog bygger på anerkendelsen af, at Europas store kulturelle
mangfoldighed udgør en unik fordel. Hensigten med året er at opfordre alle dem, som lever i
Europa, til at udforske fordelene ved en rig kulturarv og mulighederne for at lære af forskellige
kulturelle traditioner. Året byder på et lille antal flagskibsprojekter på europæisk niveau. Der vil
også være EU-støtte til ét nationalt projekt i hvert medlemsland og blive etableret et
partnerprogram rettet mod at mobilisere civilsamfundet. Velkendte ambassadører – som for
eksempel Marija Serifovic - er også udnævnt for at øge bevidstheden om vigtigheden af og
fordelene ved interkulturel dialog.
Med hvervet som europæisk ambassadør for interkulturel dialog følger en naturlig forpligtelse
til at leve op til hensigterne bag lanceringen af det europæiske år for interkulturel dialog.
Grundlæggende handler det om at fremme fælles mellemfolkelig forståelse og europæisk
tilhørsforhold.
Ifølge en række mediers gengivelse af historien om Marija Serifovics stillingtagen i den serbiske
valgkamp (bl.a. AFP og EU Observer) har en talsperson fra EU-Kommissionen på en
pressekonference den 24. januar 2008 erklæret, at
1) EU´s ambassadører for interkulturel dialog har en ubetinget ret til enhver personlig
politisk overbevisning.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2) Kommissionen vil undersøge, hvorvidt Serifovic har fremsat udtalelser eller deltaget i
aktiviteter, der er i modstrid med målsætningerne for EU´s år for interkulturel dialog om
gensidig forståelse og ønsket om et tilhørsforhold til EU.
3) Hvis det er tilfældet, vil EU tage Serifovics fremtidige aktiviteter som ambassadør for
interkulturel dialog op til overvejelse.
4) Kommissionens talsmand præciserede, at Marija Serifovics politiske tilhørsforhold og
aktiviteter på ingen måde afspejler EU´s politiske holdning til det serbiske præsidentvalg.
Det spørgsmål vedrører udelukkende det serbiske folk.
Der er dermed tale om en vurdering af, hvorvidt Serifovics udtalelser er uforenelige med
målene bag 2008 som det europæiske år for interkulturel dialog samt en præcisering af, at
Serifovics synspunkter ikke afspejler EU´s holdning til det serbiske præsidentvalg. Når Serifovic
har sagt ja til at være ambassadør for interkulturel dialog, må man uagtet hendes politiske
holdning gå ud fra, at hun går ind for den interkulturelle dialog mellem Serbien og EU-landene.