EU-note - 2008-09 - E 69: Retten i Første Instans fastslår, at Kommissionen ikke kan bestemme lofter for nationale CO2-kvoter pga. medlemsstaters enekompetence

SammenfatningRetten i Første Instans fastslår i to nye domme, at EU-landene harenekompetence til at fastsætte den samlede mængde af kvoter forCO2-udledning i deres nationale tildelingsplaner. Planerne er led i deenkelte landes implementering af Kyoto-protokollen.Retten fastslår, at Kommissionen ikke kan gribe ind i denne ret, menkan alene tage stilling til om direktivets kriterier for fastsættelsen afkvoterne er overholdt. Samt at Kommissionen ikke må erstatte bereg-ninger, som EU-landenes nationale tildelingsplaner er baseret på, medberegninger baseret på Kommissionens egen metode.

Den Europæiske Ret i Første Instans har den 23. september 2009 afsagt to1domme , hvori den annullerer Kommissionens beslutninger om at fastsætte etloft for CO2-kvoter for hhv. Polen og Estland. Retten konstaterer, at fastsæt-telsen af kvoterne er medlemsstatens kompetence og at Kommissionen kunkan afvise nationalt fastsatte kvoter, hvis den anfører, at kriterierne i direktiveter overtrådt.

Den europæiske emissionshandelsordningEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87 indførte den såkaldte”Emissionshandelsordning” som en hjørnesten i bekæmpelsen af klimaæn-dringer. Det er den første internationale handelsordning for CO2-emissioner iverden. Den omfatter ca. 12 000 anlæg, der tilsammen tegner sig for tæt vedhalvdelen af Europas CO2 -emissioner.Formålet med ordningen er, at gøre det lettere for EU-landene at opfylde de-res forpligtelser under Kyoto-protokollen. Emissionshandel medfører ikke nyemiljømål, men betyder, at de nuværende mål under Kyoto-protokollen kanopfyldes billigere. Når de deltagende virksomheder kan købe eller sælgeemissionskvoter, betyder det, at målene kan nås med de lavest mulige om-kostninger. Uden en sådan emissionshandelsordning havde det været nød-3vendigt at gennemføre andre – og dyrere – foranstaltninger.De nationale tildelingsplanerIfølge direktivet skal hvert enkelt EU-land udarbejdeen national tildelings-planfor hver handelsperiode (den første handelsperiode var 2005-2007, denanden var 2008-2012). Planen skal fastlægge den samlede mængde CO2–emissioner som landet tillader deres virksomheder og dermed mængden afkvoter der uddeles. Kvoterne kan derefter sælges eller købes af disse virk-somheder.EU-landene skal på forhånd afgøre, hvor mange kvoter de vil tildele, og hvormange kvoter hvert af de anlæg, der er omfattet af ordningen, vil modtage.Idéen er, at EU-landene reducerer CO2-emissionerne fra energi- og industri-sektoren ved at tildele disse sektorer et begrænset antal kvoter. Herved ska-bes der knaphed på kvoter, hvilket kan føre til et velfungerende marked, hvor2

Domme af 23. september 2009, Polen mod Kommissionen, sag T-183/07, og Estland modKommissionen sag T-263/07Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning forhandel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet.Kilde: Kommissionens hjemmeside om emissionshandelsordningen,http://ec.europa.eu/environment/climat/emission/index_en.htm.

en reel reduktion i den samlede emissionsmængde skabes gennem de billig-ste tiltag.Emissionshandelsdirektivet opstiller en rækkekriteriertil brug for udarbejdel-sen af de nationale tildelingsplaner, som er bestemmende for, hvor stor enkvotemængde et EU-land må udstede. Eksempelvis går kriterium 1 ud på, atden foreslåede samlede kvotemængde skal være i overensstemmelse medEU-landets Kyoto-mål. Det betyder, at landet skal sikre sig, at det vil kunneopfylde sit Kyoto-mål med de kvoter, det tildeler sine anlæg. På linje meddette kriterium, opstiller direktivet kravene til de nationale handlingsplaneruden, at fastsætte de konkrete kvotemængder.Kommissionens evaluering af tildelingsplanerneIfølge direktivet er det Kommissionens opgave at godkende de nationale tilde-lingsplaner. Hvis en tildelingsplan ikke opfylder kriterierne i direktivet kanKommissionen afvise den helt eller delvis. Afvises en national tildelingsplan,betyder det, at EU-landet ikke kan gennemføre planen som forudset, dvs.tildele det foreslåede antal kvoter. Kommissionens beslutning om afvisningskal begrundes, så medlemsstaten kan bringe planen i overensstemmelsemed tildelingskriterierne.Hvis de medlemsstater, som får deres planer delvist afvist, gennemførerKommissionens ændringsforslag, skal de ikke forelægge Kommissionen de-res planer på ny, men har automatisk adgang til at deltage i emissionshan-delssystemet.Hvem fastsætter prisen på kvoter?Kommissionen tager ikke stilling til, hvad prisen på en kvote bør være. Den erbestemt af udbud og efterspørgsel som på ethvert andet frit marked. Opstårder konkurrenceforvridninger, vil konkurrencelovgivningen blive anvendt som4for ethvert andet marked.

Kommissionens begrundelse for afvisningen var bl.a., at tildelingsplanerneikke overholdt de kriterier, der er opstillet i direktivet. På den baggrund fast-slog Kommissionen, at kvoterne for Polen og Estland skulle reduceres medhhv. 26,7 % og 47,8 % i forhold til, hvad landene selv havde foreslået.Polen og Estland anlagde begge annullationssager ved Retten i Første In-stans, idet de bl.a. gjorde gældende, at Kommissionen havde overskredetsine beføjelser, idet den ikke havde kompetence til at fastsætte lofter over deenkelte landes CO2-kvoter eller at erstatte deres beregningsmetoder medKommissionens egne. Desuden fandt de to EU-lande, at Kommissionen hav-de tilsidesat sin begrundelsespligt samt princippet om god forvaltningsskik.Polen blev under sagen støttet af Ungarn, Litauen og Slovakiet, mens Estlandblev støttet af Litauen og Slovakiet. Kommissionen blev under sagen støttet afStorbritannien.

Rettens præmisserRetten fastslår indledningsvis, at det ifølge kvotehandelsdirektivet kun er EU-landene, der har ret til at udarbejde de nationale tildelingsplaner. I den forbin-delse råder EU-landene over et skøn med hensyn til valget af den metode, devil anvende til at udarbejde deres planer.Kommissionens beføjelser mht. at evaluere de nationale planer er såledesmeget begrænset, idet Kommissionens opgave er at undersøge, om planerneoverholder de kriterier, der er fastlagt i kvotehandelsdirektivet.Urigtig anvendelse af direktivetPå den baggrund vurderer Retten, at Kommissionen har anvendt direktivetforkert, da den afviste Polens og Estlands nationale tildelingsplaner med hen-visning til tvivl om, hvorvidt de data, de to lande havde baseret sig på, varpålidelige.Endvidere bemærker Retten, at Kommissionen ikke kan erstatte de data, somPolens og Estlands nationale tildelingsplaner er baseret på, med data baseretpå Kommissionens egen metode. Selv om Kommissionen henviser til, at denmed sin egen metode ønsker at sikre ligebehandlingen af alle EU-lande, fandtRetten, at Kommissionen overskred sine beføjelser ifølge direktivet.EU-landene har enekompetence til at fastsætte kvoterRetten fastslår videre, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat – og ikkeKommissionen – i overensstemmelse med direktivet at fastlægge den samle-

de mængde kvoter for hver enkelt handelsperiode. Da Kommissionen fastlag-de lofter for kvoter for de to lande, satte den sig reelt i de to landes sted. Der-med har Kommissionens beslutninger den virkning, at de reelt griber ind i EU-landenes enekompetence til at fastsætte den samlede mængde kvoter forhandelsperioden 2008-2012.Utilstrækkelig begrundelse og tilsidesættelse af god forvaltnings-skikRetten fastslår ydermere, at Kommissionens begrundelse for beslutningen omat afvise Polens nationale tildelingsplan var utilstrækkelig. Kommissionen harikke i tilstrækkelig grad forklaret, på hvilken måde den metode, Polen havdevalgt var i strid med EU-retten.Endelig har Kommissionen for så vidt angår Estlands nationale tildelingsplantilsidesat god forvaltningsskik. Kommissionen havde ikke taget højde for enrække oplysninger i den nationale tildelingsplan i forbindelse med sin afvis-ning af planen.På den baggrund annullerer Retten de to beslutninger fra Kommissionen.

Kan dommen appelleres?Rettens dom kan appelleres til EF-Domstolen, dog kun for så vidt angår rets-spørgsmål. Det betyder, at Kommissionen ikke blot kan appellere dommen forat få en ny vurdering af sagen fra EF-Domstolen. Den skal derimod overbevi-se Domstolen om, at Rettens dom f.eks. er baseret på en urigtig fortolkning afEU-reglerne.

Hvad er konsekvensen af de to domme?Konsekvenserne af at Retten har annulleret beslutningerne er, at Kommissio-nen skal foretage en ny vurdering af Polens og Estlands nationale tildelings-planer under hensyn til dommens konklusioner.Såfremt Polen og Estland får held til at fastholde deres ønske om, at kunnetildele flere kvoter, vil det i første omgang kunne få betydning for udfaldet af to56andre sager, der er på vej, og som er anlagt af hhv. Ungarn og Litauen :Også disse sager vedrører Kommissionens afvisning af nationale tildelings-planer.

Konsekvensen af underkendelsen af Kommissionen beslutninger kan i sidsteende påvirke markedsprisen på kvoterne, hvis medlemslandene lettere vilkunne udstede flere kvoter. Flere nationale kvoter vil alt andet lige kunne fåkvotepriserne til at falde og dermed begrænse virksomhedernes økonomiskeincitament til at reducere deres udledning af CO2.