IndholdsfortegnelseForord........................................................................................................................... 1Indledning ..................................................................................................................... 3Undersøgelsesdesign................................................................................................ 3Definition på ære og æresrelateret vold..................................................................... 3Bearbejdning af interviewene .................................................................................... 4Casenes opbygning................................................................................................... 5Case 1. Tvangsægteskab som 14-årig ......................................................................... 6Volden starter............................................................................................................ 6Newal søger hjælp, og der handles ........................................................................... 6Hjælpen svigter ......................................................................................................... 7Tvangsægteskab....................................................................................................... 7Fortsat vold ............................................................................................................... 8Brud med familien ..................................................................................................... 8Newals vurdering ...................................................................................................... 9Case 2. Familiemægling til ungt par............................................................................ 10Ahmeds baggrund................................................................................................... 11Samira og Ahmeds forhold ...................................................................................... 11Konflikten opstår ..................................................................................................... 11De unge søger hjælp hos ungerådgivningen ........................................................... 12Konfliktmægling....................................................................................................... 12Status...................................................................................................................... 13Case 3. Pres fra familien om æresdrab....................................................................... 14Konflikten opstår ..................................................................................................... 14Den første voldsepisode.......................................................................................... 14Konflikten optrappes................................................................................................ 15Overfald .................................................................................................................. 15Den familiære baggrund.......................................................................................... 16Status...................................................................................................................... 16Vurdering af hjælpen ............................................................................................... 17Case 4. Ung kvinde med dobbeltliv............................................................................. 18Vold og overvågning................................................................................................ 19Dobbeltlivet ............................................................................................................. 19Khadija forlader familien .......................................................................................... 20Kontakt til politi og krisecenter................................................................................. 20Kontakten til familien ............................................................................................... 20Status...................................................................................................................... 21Case 5. Ung kvinde på krisecenter efter dødstrusler................................................... 22Volden..................................................................................................................... 22Den sidste voldsepisode ......................................................................................... 23Kontakt til politi og krisecenter................................................................................. 23

Status...................................................................................................................... 24Alisias vurdering af hjælpen .................................................................................... 24Case 6. Ung kvinde tvunget til ægteskab på genopdragelsesrejse ............................. 26Konflikten opstår ..................................................................................................... 26Genopdragelsesrejse .............................................................................................. 26Bistand fra ambassaden.......................................................................................... 27Status...................................................................................................................... 28Vurdering af hjælpen ............................................................................................... 29Kommenteret sammenfatning af de 6 cases ............................................................... 30Det faglige beredskab ............................................................................................. 30Ofrenes adgang til støtte og vejledning ................................................................... 32Servicestyrelsens perspektivering............................................................................... 33Bilag 1. Interviewguide................................................................................................ 35

ForordFormålet med den kvalitative brugerundersøgelse om æresrelateret vold er at give endybere forståelse af nogle af de problemstillinger, som kvinder og mænd oplever, nårde søger hjælp i forbindelse med at blive udsat for æresrelateret vold.Brugerundersøgelsen udgør sammen med en spørgeskemaundersøgelse til landetskommuner om deres beredskab i forhold til partnervold og æresrelateret vold et projekt,som er bestilt af Velfærdsministeriet. Spørgeskemaundersøgelsen til kommunerneafrapporteres i et særskilt notat. Både brugerundersøgelsen og spørgeskema-undersøgelsen er foranlediget af samrådet om æresrelateret vold den 2. december2008 i Folketingets Socialudvalg.Servicestyrelsen står for det samlede projekt om æresrelateret vold og partnervold,men brugerundersøgelse er udført af Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKKunder sparring af konsulent Bente Marianne Olsen, Servicestyrelsen. Fra LOKK harProjektkoordinator Mette Volsing, Studentermedhjælper Ida Sharling, projektmed-arbejder Evamaya Lykke Kornstad og projektmedarbejder Christina Britt Christensendeltaget. Christina Britt Christensen og Evamaya Lykke Kornstad har stået forudfærdigelse af interviewguide, udvælgelse af interviewpersoner og gennemførsel afinterview. Ida Sharling har kodet interview og lavet referater af dem, Mette Volsing harskrevet casene. Bente Marianne Olsen, Servicestyrelsen har deltaget i forhold tiludvælgelseskriterier for interviewpersoner, udformning af interviewguide og opstilling afanalysetemaer til udformning af de seks cases. Endvidere har alle deltagere i projektetlæst og kommenteret notatet.Som afslutning på notatet bringes på side 33 et afsnit med Servicestyrelsens perspek-tivering på brugerundersøgelsen. Dette afsnit er udelukkende Servicestyrelsensrefleksioner over notatet, og LOKK kan ikke tages til indtægt for dette.

Indledning

Undersøgelsesdesign

Landsorganisation af Kvindekrisecentre LOKK har på foranledning af Servicestyrelsenlavet en kvalitativ brugerundersøgelse med seks cases, som i dybden giver indblik inogle udvalgte personers erfaringer med at opnå hjælp fra kommune, krisecenter, politimv. i forbindelse med, at personerne har været udsat for æresrelateret vold. Denkvalitative undersøgelse giver en dybere forståelse af nogle aspekter af at søge hjælp,når man er udsat for æresrelateret vold, mens andre aspekter ikke er berørt.Konkret er der foretaget 6 interviews med 7 personer i forbindelse med seks forskelligesager. Både mænd og kvinder er blevet interviewet. På baggrund af disse interviews erder lavet 6 casebeskrivelser, som belyser forskellige aspekter af det at være udsat foræresrelateret vold og adgangen til at opnå hjælp og støtte.

Definition på ære og æresrelateret vold

Som grundlag for interviewundersøgelsen er det væsentligt at definere, hvad æres-relateret vold er. LOKK har taget udgangspunkt i følgende definition af ære udarbejdetaf professor Unni Wikan ved Oslo Universitet:”Ære handler om ret til respekt, i betydningen krav på respekt. Samfundet har pligt til atyde personen respekt, forudsat at reglerne i æreskodeksen er overholdt. I modsat faldmister personen sin ære (og andre trækkes med ned, eftersom æren er kollektiv)”(Uni Wikan (2006): Ære og Drab. Fadime - en sag til eftertanke. Høst og Søn, p. 69l.29-33)Hvis en person overholder reglerne i en gruppes æreskodeks, har vedkommende kravpå respekt fra medlemmerne inden for denne gruppe. Hvis reglerne i æreskodeksenbrydes, mister personen sin ære. Tabet af ære rammer kollektivt, f.eks familien. Tabetaf ære fører ifølge Unni Wikans definition ikke nødvendigvis vold med sig (Wikan,2006, p. 29-33). De cases, der præsenteres i denne undersøgelse, repræsenterervarierende eksempler på ærekrænkelser, der har ført til vold, som vi dermed betegneræesrelateret vold.

Udvælgelse af interviewpersoner

LOKK har en rådgivningstjeneste for fagfolk og for unge af anden etnisk baggrund enddansk, der henholdsvis arbejder med eller selv oplever æresrelaterede konflikter medfamilien. Rådgivningstjenesten modtager omkring 400 henvendelser årligt. Rådgiv-ningen foregår i tæt samarbejde med krisecentre, kommunale sagsbehandlere, politiog andre fagfolk. LOKK har derfor haft et bredt grundlag for at udvælge relevanteinterviewpersoner. Enkelte af de interviewede har modtaget rådgivning eller mægling

fra LOKK. Andre har haft den primære kontakt til krisecentre, kommunalesagsbehandlere eller politiet. Interviewpersonerne er udvalgt strategisk, såinterviewene kunne bruges som grundlag for de 6 forskellige cases, som belyser hverderes aspekt af at have været udsat for æresrelateret vold. Følgendeudvælgelseskriterier blev opstillet før udvælgelsen:•••••Alle personer skal ifølge dem selv have været udsat for æresrelateret vold.Der skal være både kvinder og mænd repræsenteret.En eller flere personer skal have været udsat for et pres for at indgå ægteskabmed en mand eller kvinde, som han/ hun ikke selv har valgt.En eller flere personer skal have haft et ønske om at bryde ud af et ægteskab.En eller flere personer skal have erfaringer med at leve et dobbeltliv, hvor dehar haft et forhold til en kæreste, som de mente forældrene ikke ville kunneacceptere.En eller to personer skal have været truet med eller været sendt pågenopdragelsesrejse.Personerne skal samlet set have erfaringer med et bredt spekter af mulighederfor at søge hjælp for æresrelateret vold (kommuner, politik, krisecenter mv.).Nogle personer skal have erfaring med, at der er anvendt tværkulturelkonfliktmægling i forhold til deres modtagelse af hjælp.Personerne skal bo geografisk forskellige steder i Danmark.

Den konkrete udvælgelse af interviewpersoner er foretaget af to af LOKKs rådgivere pågrundlag af kontakter til krisecentre, kommunale sagsbehandlere og politiet.

Interviewsituationen

Alle interviews blev gennemført i perioden den 2. – 13. marts 2009 af de to rådgiverefra LOKK, der også har stået for udvælgelsen. Interviewpersonerne er både vedaftalens indgåelse og ved selve interviewet blevet oplyst om, at interviewene blevbåndet, og at de ville være anonyme i det endelige notat. Hvert interview har varet i ca.2 timer. Det er foretaget med udgangspunkt i en interviewguide (Se Bilag 1). I guidenindgår et mål om at lave tidslinje, der skal skabe kronologi i det forløb, sominterviewpersonen har været igennem i relation til den æresrelaterede konflikt.Herudover indgår en række interviewtemaer, der er relevante for at få en dybereforståelse af baggrunden for og væsentlige aspekter af den æresrelaterede konflikt ogerfaringen med at opnå hjælp og støtte.

Bearbejdning af interviewene

LOKKs studentermedhjælper har for hvert af de seks interview lavet en kodning pågrundlag af båndoptagelsen, der beskriver, hvornår de enkelte interviewtemaer bliverberørt. På det grundlag er der lavet referater med citater, hvor det har været relevant.En projektkoordinator i LOKK har ud fra referaterne lavet de 6 casebeskrivelser. LOKKer bekendt med interviewpersonernes identitet, men af hensyn til deres anonymitet ernavnene ændret.

Case 1. Tvangsægteskab som 14-årig

Newal er en kurdisk kvinde på 21 år, der kom til Danmark som 10-årig. Hun har

gennem hele sin barndom været udsat for vold fra sin mor og storebror. Som 14-

årig blev hun tvangsgift med en onkel, der udsatte hende for systematisk vold og

voldtægt samt HIV-smitte. I 2006 lykkes det hende at blive skilt og anmelde

manden og moderen for vold. Hun er fortsat psykisk nedbrudt af volden og ude

af stand til at have et arbejde. Hun har igennem de 11 år, hun har boet i Danmark,

været i kontakt med både skole, kommune, sundhedsvæsen, krisecentre og

kollegaer om den vold, hun har været udsat for. Hun er udsat for både svigt og

kyndig hjælp over årene.

Newal blev født i Irak i 1987. I løbet af sin barndom har hun også boet i flere andrelande i Mellemøsten. Da hun var 9 år gammel, flygtede hendes mor til Danmark, hvorNewals mormor og moster boede i forvejen. Hendes stedfar sad fængslet i Irak, ogNewal blev sammen med sine fem mindre søskende efterladt hos noget familie iJordan. Et år efter blev hun sammen med sine søskende og stedfar familiesammenførtmed moderen i Danmark. Familien flyttede ind i et rækkehus og Newal startede i danskskole. Hendes mor sagde på det tidspunkt, at Danmark var et godt land, og at det nokskulle gå. I dag taler moderen ikke dansk, og hun vil gerne dø i sit hjemland. Hunsynes, at de friheder, man har i Danmark, er forkerte, og hun mener, at danskerne vilblive straffet for deres levevis, når de dør.

Volden starter

Newal er gennem hele sin barndom blevet slået af sin mor. Hun mener selv, at detskyldes moderens had til hendes biologiske far. Da de kommer til Danmark, blivervolden værre. Newal mener, at det skyldes, at hun fik danske venner og gradvistbegyndte at blive mere dansk. Om sin mors holdning siger hun: ”Hun var bange for, atjeg ville glemme min religion, og ville gå med kort tøj og blive mere dansk og kommesammen med en dansker og alle de tanker, en mor har i vores kultur”. Newal skulleblandt andet gå med tykke trøjer om sommeren. Hvis hendes søskende så hende i T-shirt, sagde de det til moderen, der truede med at slå hende ihjel. Hun blev ogsånægtet at gå til kampsport, men her valgte hendes mormor at betale, og det varmoderen nødt til at acceptere, fordi man skal respektere og adlyde de ældre i familien.Newal har gennem sin barndom kunnet støtte sig til sin nu afdøde mormor og sinstedfar.

Newal søger hjælp, og der handles

Første gang Newal søger hjælp er hun 11 år. Det er efter en særlig grov voldsepisode,hvor hendes mor har slået hende, brændt hende på kinden med en opvarmet spiseske,og tæsket hende med et piskeris. Moderen sagde, at hun ikke måtte sige det til nogen.

Men næste dag taler Newal med sin skolelærer om det. Læreren tager hende med tilskolepsykologen, der fortæller hende om børns rettigheder, og at man ikke må slåbørn. Newal starter med at sige, at hun bare er faldet, men psykologen bliver ved medat spørge, og til sidst fortæller Newal alt om, hvad hun har været udsat for. Psykologenkontakter kommunen, selvom Newal beder hende om at lade være, fordi hun frygter, atmoderen vil slå hende ihjel.Moderens sagsbehandler møder ind, selvom han har fridag, og der bliver hurtigtarrangeret et møde i kommunen, hvor politiet også er til stede. Newals mor kommersammen med sin mand og to onkler. Newal fortæller grædende sin historie. Det endermed, at hendes mor går amok, smider sagsbehandlerens computer i gulvet og riverNewal i håret. Politiet må skride ind og føre moderen ud. Newal bliver hjulpet ud af enbagdør og kommer efterfølgende på børnehjem.Newal bor på børnehjem i et halvt år, men fortsætter på sin gamle skole. De førstemåneder har hun ikke nogen kontakt til sin familie. Det er meget svært for hende. I Irakvar det forbundet med noget slemt at komme på børnehjem, og det præger hende. Iskolen føler hun, at alle kigger på hende, og at hendes venner undgår hende. Hun fårat vide, at hendes mor er mødt op på skolen, har slået læreren og truet eleverne, fordihun mente, at det var lærerens skyld, at Newal kom på børnehjem. Læreren giverderefter Newal fri fra skole i en uge. Imidlertid ender det med, at hun ikke begynder påskolen igen med den konsekvens, at hun ikke går i skole i det halve år, hvor hun bor påbørnehjemmet.

Hjælpen svigter

Familien flytter til en anden kommune. Sagsbehandleren i den nye kommune senderNewal hjem til familien. Det går godt i to måneder, hvor moderen er sød. Så begyndervolden igen. Newal tager kontakt til kommunen og fortæller, at hun bliver slået. Menmoderen forklarer sagsbehandleren, at hun slår sig selv. Den forklaring bliver taget forgode varer. Sagsbehandleren siger, at hvis Newal bliver ved med at slå sig selv, såskal hun have noget beroligende medicin eller indlægges på psykiatrisk afdeling.Newal opgiver at få hjælp. Hun bliver fortsat slået dagligt af sin mor og storebror. Hunfungerer som mor for sine mindre søskende og må ikke gå ud. Hun har kun mulighedfor at møde sine danske venner i skolen. Ind imellem søger hun tilflugt hos lillesøs-terens dagplejemor, men det ændrer ikke på noget.

Tvangsægteskab

Som 14-årig kommer hun hjem fra skole en dag og får at vide, at hun skal giftessamme aften. Først tror hun, at det bare er noget hendes mor siger for at true hende.Men brylluppet er blevet arrangeret bag hendes ryg, og hun får det først at vide tretimer før. Hun græder og siger hun ikke vil giftes, men det hjælper ikke. Det lykkeshende at ringe til sin klasselærer for at sige, at hun har brug for hjælp. To lærerekommer til brylluppet og taler med hendes mor. Hun siger til dem, at de ikke skal

blande sig, men at de er velkomne til at deltage i festen. Det gør de så. Newal blivertvangsgift muslimsk med sin stedfars fætter på 25 år.

Fortsat vold

Da de kommer hjem efter brylluppet, vil manden tage hendes mødom med tvang. Hunlåser sig inde på et værelse, hvor hun mere eller mindre opholder sig i en måned.Hendes mor kommer på besøg og vil have, at hun skal bevise, at hun ikke er jomfrulængere, og truer med at slå hende ihjel, hvis hun ikke gør det. Moderen og mandennægter hende at gå i skole. Så hun stopper sin skolegang midt i 8. klasse. Hun bliverdagligt udsat for vold fra sin mand, og hendes mor deltager også fortsat i volden modhende. En dag kommer manden fuld hjem og voldtager hende. Hun ringer til læge-vagten og kommer til lægen, som spørger, om hun er blevet voldtaget. Da manden ogmoderen er med, tør hun ikke sige ja til det. Da Newal bliver 16 år, får hun en elevpladsi en børnehave. Hun får sin mand overtalt til at acceptere det, fordi der er elevløn. Hanhar ikke noget job.Februar 2006 bliver hun udsat for en særlig grov voldsepisode. Måske fordi hun harsagt til sin mand, at hun, nu hvor hun er blevet 18 år, vil forlade ham. Hun bliver lokkethjem til sin mor. Først møder hun sin stedfar, der siger, at hun skal stikke af. Men detnår hun ikke. Moderen tager pung og mobiltelefon fra hende. Herefter bliver hun slåetaf sin mor og sin mand i flere timer, selvom stedfaderen og hendes søskende bederdem om at lade være. Til sidst bliver hun efterladt i et værelse, hvor hun forsøger atbegå selvmord med piller. Moderen tvinger hende til at kaste det op og siger, at hunbare har taget pillerne, fordi hun vil på hospitalet og fortælle det hele. Hun bliver holdtindespærret på et værelse, hvor hun bliver slået og ikke får mad eller drikke i tre dage.Til sidst får hun lov til at gå på arbejde, men må love ikke at sige noget til nogen.

Brud med familien

Newal møder på arbejde i børnehaven med blod på tøjet og blå mærker. Hun be-svimer, og personalet får hende på skadestue. Lederen af børnehaven kontakterhendes sagsbehandler, der får hende på krisecenter. Herefter følger en periode, hvorhun flytter rundt mellem krisecentre, en kollega, hotel og egen lejlighed. Hun blivergentagende gange truet på livet af sin mand og mor. Hun anmelder dem for vold, og defår også tilhold i en periode. Hun anmoder også sin mand om skilsmisse. Det vil hanikke gå med til, men da hun truer med at fortælle kommunen, at de blev gift, da hun var14 år, går han med til skilsmisse, hvis hun betaler 15.000 kr. De bliver skilt med bistandfra en imam.Newal lider af angst. Hun kan ikke sove om natten, men sover i stedet om dagen. Hunhenvender sig på et tidspunkt til kommunen og forklarer, at hun er træt af sit liv og harbrug for støtte. Hun bliver henvist til en psykolog, der undersøger hende og indstillerhende til at få økonomisk bistand. Hun får to kontaktpersoner, der besøger hende togange om ugen. På det tidspunkt er hun blevet tildelt en lejlighed og socialhjælp.

Efter to måneder i lejligheden møder hendes mor, eksmand og storebror op og kastersten ind af vinduet til lejligheden, mens de råber, at de vil slå hende ihjel. Hun mener,at de er efter hende, fordi hun blev skilt og stak af. Newal kommer igen på krisecenter.En veninde ringer en dag til hende på krisecentret og kan berette, at Newals eksmander indlagt med AIDS. Newal bliver testet, og det viser sig, at hun er HIV-smittet. Lægen,der tester hende fortæller, at hendes eksmand har været HIV-smittet i mange år. Såhan har vidst det, da de blev gift.

Newals vurdering

Newal bor på interviewtidspunktet på et bosted for kvinder med anden etnisk baggrund,der har æresrelaterede familiekonflikter. Hun har ingen kontakt med sin familie.Hun synes, det har været svært at vide, hvor hun kunne finde hjælp. Hun vidste ikke,om hun skulle snakke med sin lære, lægen eller kommunen. Hun havde forventet, atman hjalp børn i Danmark. Hun ville gerne have haft, at kommunen havde fået hendetidligere væk fra moderen. Fx da hun bad om hjælp hos kommunen og kunne bevisevolden med blå mærker, havde Newal forventet, at de have sagt til hendes mor, at hunhavde fået en chance, og nu var de nødt til at fjerne datteren fra hjemmet. Newal erogså skuffet over de to lærere, der kom til hendes bryllup, men ikke forsøgte at hindrebegivenheden, da hun bad om deres hjælp. Generelt synes hun, at hjælpen til hendekom alt for sent.Det var den intensive psykologhjælp, der havde helt afgørende betydning for, at hunkunne komme videre. Da hun fik psykologbistand, følte hun, at hun endelig fik hjælp.Det fik hende til at lade være med at flygte hele tiden. Det var også rigtig godt at fåtilknyttet en kontaktperson, der kunne støtte hende løbende.Newals råd til andre børn og unge, der bliver udsat for vold, er, at de skal flygte ogsøge hjælp. Også selvom de bliver truet på livet. ”Myndighederne skal hjælpe deudenlandske børn meget, for der er mange, der ikke tør sige noget foran familien”,siger hun. Hun foreslår også, at man aflytter hjemmet, så man får at vide, hvad dervirkelig foregår. ”Man skal tro på den unge. Børn er børn, og hvorfor skulle de lyve?”,spøger hun.

Case 2. Familiemægling til ungt par

Samira er en kurdisk iransk kvinde på 18 år. Hun kom som 6-årig som flygtning

til Danmark sammen sine forældre og søskende. Da Samira kom i gymnasiet,

blev hun kæreste med Ahmed, som har en libanesisk baggrund. Ahmed er født i

Danmark. Hans forældre flygtede fra Libanon for 21 år siden. Samiras forældre

kunne ikke acceptere forholdet. De var bange for, at det ville krænke familiens

ære, at Samira var kæreste med en araber. De unge søgte hjælp hos en ungeråd-

givning. LOKK og politiet blev inddraget i sagen, og der blev udført en konflikt-

mægling. Udfaldet blev, at parret fik forældrenes velsignelse til at blive forlovet.

De er siden flyttet sammen, har på interviewtidspunktet god kontakt til

forældrene og er begge i gang med en udannelse.

Samiras baggrund

Samira blev født i Irak i 1989. Familien er kurdisk. Hendes far har en universitets-uddannelse, mens hendes mor ikke har en fuld grundskoleuddannelse. Samira har tremindre søskende. Familien flygtede først til Iran og herfra til Danmark, da Samira var 6år gammel. Hendes forældre er meget glade for at være i Danmark. De kommer frafattige kår og sætter pris på de muligheder, som det har givet deres børn at komme tilDanmark. Men det er også en udfordring at leve i et land, hvor kultur og normer eranderledes, end hvor de kom fra. Før familien kom til Danmark levede de i et muslimsksamfund, hvor alle levede efter de samme regler. I Danmark, fortæller Samira, opleverforældrene, at der ikke bliver sat så mange grænser for unge mennesker. Derfor bliverde bekymrede for, at deres børn glemmer gode muslimske dyder og begynder at gå tilfester og drikke bag deres ryg.Samira forstår godt forældrenes bekymring. ”Som forældre til en muslimsk pige, er deren stor udfordring i, at få hende til at gå den rigtige muslimske vej”, siger hun. Manbehøver ikke nødvendigvis at være dækket helt til, men man bør ikke gå i lårkort og tøj,der viser for meget hud. Man skal ikke drikke alkohol, og man kan ikke bare værekæreste med hvem, man vil. Da Samira var mindre, bekymrede hendes forældre sigikke så meget om hendes påklædning. Men da hun var omkring 13 år og begyndte atblive kvinde, blev de mere på vagt. Samiras mor har prøvet at finde en ligevægtmellem den danske og muslimske kultur, så Samira ikke risikerede at blive udstødteller set ned på af nogen. For eksempel ved at have samme slags kjoler på som dedanske veninder, men bare i en lidt længere udgave. Det syntes Samira var fint.Samira kan således langt hen af vejen forstået hendes forældres bekymringer forhende. Men når det kommer til valg af uddannelse, og hvem hun skal være kærestemed, mener hun, at det må være hendes eget valg. Det står hun fast på.

Ahmeds baggrund

Ahmed blev født i Danmark i 1990. Hans forældre flygtede til Danmark, da der varborgerkrig i Libanon for 21 år siden. Han har to storebrødre. Den ene er 25 år ogforlovet med en libaneser efter eget valg. Den anden er 24 år og ugift. Hans forældre ermeget glade for at være i Danmark. Hans mor er gået ud af 9. klasse, mens hans farvar maler. Hans far døde for nyligt af hjertestop. Han blev 59 år. De sidste år var hanpå pension på grund af en diskosprolaps. Hans mor er 47 år. Hun har arbejdet på etplejehjem, men for et par år siden fik hun konstateret sclerose og er derfor sygemeldt.Ahmed har ligesom Samira oplevet, at hans forældre har været bekymret for, at hanskulle miste sine gode muslimske værdier og blive for dansk. Han er blevet opdraget tilat ”gå den rigtige vej” og ikke gå til fester og drikke. Han vil gerne følge sin religion vedikke at drikke. Hans forældre har lagt meget vægt på, at det er vigtigt at få en uddan-nelse. Den mulighed har de ikke selv haft, og det vil han gerne sørge for at få.

Samira og Ahmeds forhold

Samira og Ahmed har gået i 8. og 9. klasse og gymnasiet sammen. I slutningen af 9.klasse begyndte de at se mere til hinanden. I starten tænkte de på hinanden som godevenner. De var bange for at blive stoppet i det, hvis de gik videre end det. Samiravidste, at hendes forældre ikke ville acceptere, at hun var sammen med en araber.Derfor var hun og Ahmed bange for, at det ville ende med, at de ikke kunne se mere tilhinanden, hvis det kom frem, at de var kærester. Så de sås bare som kammerater ogholdt sig fra at kysse og holde i hånd.Samira forklarer, at hendes forældre holdt fast i nogle områder, der skulle være, somfør de flyttede til Danmark. En kurder vælger en kurder, og en araber vælger en araber.De var bange for, at hvis hun blev gift med en araber, så ville hun gå mod den arabiskekultur og kun se hans familie, så de ville blive glemt. Men de bekymrede sig også omfamiliens omdømme. Hvis deres datter blev gift med en, der ikke var kurder, så ville detvære et udtryk for, at de ikke havde opdraget hende ordentligt. Det ville vanære familie.De var derfor bange for at blive udstødt af folk, de kender her, og miste venner ogfamilie. De frygtede også, at Samira ville blive udstødt, og at man ville tale dårligt omhende.Ahmeds forældre havde ikke så meget mod deres forhold. De var blot bekymret for,hvordan Samiras forældre ville reagere. Så de opfodrede ham til at holde op med at seSamira, blot for hans egen skyld.

Konflikten opstår

Samira prøvede flere gange at fortælle sine forældre om sit forhold til Ahmed. Hun varaldrig tidligere gået imod sine forældres ønsker. Hendes mor blev mere og merenervøs. En dag Samira og Ahmed fulgtes i bussen fra gymnasiet, sad der en mand ibussen, som kendte Samiras familie. Han ringede til hendes onkel og sagde, at hanhavde set hende sammen med en araber. Samiras mor fik det at vide og holdt mere og

mere på, at Samira skulle lade være med at gå sammen med Ahmed. ”Hvis de hørteen eneste gang mere, at jeg var sammen med ham, så ville de ikke holde igen”, sigerSamira.Forældrene sagde det til hende hver dag, og det gav hende skyldfølelse over, at hunvanærede sin familie. Samira var efterhånden klar over, at hvis hendes familie hørtedet mindste om, at hun og Ahmed var blevet set sammen, så kunne hun glemme altom, at se ham igen, og så ville familien være efter enten hende eller ham. Da hun erden ældste af sine søskende, vidste hun ikke, hvordan hendes forældre ville reagere ien sådan situation. Hun tog det derfor meget alvorligt. Forældrene begyndte at holdehende i meget kort snor. Ifølge Samira er det hendes mor, der står mest fast på detkulturelle, og som pressede faderen til ikke at acceptere forholdet. Samira sagde sit jobop, fordi hun var bange for, at forældrene skulle mistænke hende for at være sammenmed Ahmed, når hun gik på arbejde. Ahmeds forældre ville ikke have, at han såSamira på grund af truslerne fra hendes forældre. De ville undgå, at det udviklede sigtil en konflikt. Parret kommer ikke nærmere ind på, hvad truslerne gik ud på.

De unge søger hjælp hos ungerådgivningen

Det blev meget vanskeligt for Samira og Ahmed at se hinanden. Første gang de ungeblev set sammen i bussen, kontaktede de studievejlederen på gymnasiet for at få rådog vejledning. Her blev de henvist til en ungerådgivning. Truslerne fra Samiras for-ældre blev værre, og de unge blev igen set sammen i bussen. Denne gang ringede dedirekte til ungerådgivningen. Aftalen blev, at politiet skulle hente Samira og Ahmed, såde kunne komme i sikkerhed. Samira var på det tidspunkt 18 år og kom på krisecenter.Da Ahmed var 17 år, skulle hans socialrådgiver give tilladelse til, at han blev fjernet.Ellers kunne hans forældre efterlyse ham. Hans forældre var meget kede af det, mengik med til, at han blev frivilligt anbragt hos en plejefamilie. Det var vigtigt også at væreopmærksom på Ahmeds sikkerhed, da man kunne frygte, at Samiras forældre villeudsætte ham eller hans familie for noget, hvis hun alene var stukket af.Det var meget svært for dem begge to at være væk fra familien. De fik begge to mailsfra deres søskende, der fortalte, at deres forældre var helt knust og græd om natten.Men hverken Samira eller Ahmed fortrød deres beslutning, for det handlede om at viseforældrene, at de mente deres forhold seriøst. De er begge enige om at hvis de ikkevar kommet i sikkerhed på det tidspunkt, ville situationen have udviklet sig til nogetmeget værre. Samira vurderer, at hvis hun ikke havde søgt hjælp udefra, var det endtmed, at der var blevet fundet en mand til hende, som hun skulle gifte sig med. Hun harset, hvordan det er gået andre piger.

Konfliktmægling

Efter at de unge var kommet på henholdsvis krisecenter og i plejefamilie, tog politietkontakt til LOKKs rådgivning om æresrelaterede konflikter. Der blev holdt flere mødermed samira og Ahmed for at få afklaret omstændighederne. LOKK iværksatte enkonfliktmægling i samarbejde med politiet. Begge forældrepar blev indbudt til at møde

hinanden hos politiet for at tale om sagen. Resultatet blev, at familierne fandt ud af, atde havde mange ting til fælles, og at de ønskede det samme for deres børn. På detgrundlag gik forældrene med til, at parrets forhold blev velsignet under overværelse afpolitiet. Det er det samme som en forlovelse.Efter velsignelsen flyttede parret sammen i en lejlighed. Ahmeds forældre talte demeget sammen med, men de var, situationen taget i betragtning, stadig på vagt overfor Samiras forældre. De havde fx i begyndelsen hemmelig adresse og telefonnummer.Efter et par måneder begyndte Samira at ringe til sine forældre. De har aldrig bebrejdethende noget, og på interviewtidspunktet er deres forhold godt.

Samira og Ahmeds vurdering af den hjælp og støtte de har modtaget.

Samira og Ahmed er meget tilfredse med den hjælp, de har fået. Samira er megettaknemmelig for den hjælp, hun fik på krisecentret. Personalet var hele tiden opmærk-somme på, om hun havde det godt, og de støttede hende på den helt rigtige måde.Hun fortæller, at det betød meget for hende, at hun kunne mærke, at omsorgen varoprigtig og personlig. Ahmed påpeger, at det var helt afgørende for dem, at politietsørgede for, at forældrene kunne møde hinanden og tale ud om tingene. Samiraunderstreger, at hvis politiet ikke havde taget det skridt, så ville konflikten ikke væreblevet løst. Samira nævner også, at det havde afgørende betydning for forløbet afsagen, at LOKKs rådgiver havde stor indsigt i kultur og generations-konflikter.Deres råd til andre unge i samme situation er, at de skal kæmpe for deres ret til at haveet forhold. Hvis begge parter vil det, og ved at det er seriøst, så skal de nok klare det.Men de understreger, at det er vigtigt, at man tør modtage hjælp, og at man kun skaltage kampen op, hvis man er indstillet på at føre den helt til dørs. Ellers vil andre i enskultur miste respekten for én. Samira foreslår, at man opretter rådgivningstjenester,hvor unge af anden etnisk baggrund kan søge rådgivning hos nogen, der selv harsamme baggrund og derfor bedre forstår deres situation.

Status

Samira og Ahmed er på interviewtidspunktet meget stolte over, at de tog kampen op.Da deres forhold endelig fik forældrenes velsignelse, havde de undertrygt deresfølelser for hinanden så længe, at de i starten, med egne ord, var rene følelsesbomber.Uddannelse betyder meget for dem begge to, så de kan skabe sig en god fremtid. Hanvil gerne være politibetjent eller socialrådgiver. Hun er blevet inspireret af opholdet påkrisecentret og vil gerne være psykolog eller socialrådgiver, så hun kan hjælpe udsattefamilier. De har på interviewtidspunktet begge to en god kontakt til både Samiras ogAhmeds familie.

Case 3. Pres fra familien om æresdrab

Mushin er 47 år. Han kom til Danmark i 1979 sammen med sin mor og to yngre

søstre. Hans far var flyttet hertil i 1970’erne for at arbejde. I 2005 opstod der en

æresrelateret konflikt i familien. Mushins lillesøster ønskede skilsmisse, fordi

hun var blevet forelsket i en anden. Det kunne forældrene ikke acceptere. De bad

Mushin om at slå søsteren ihjel. Det nægtede han og valgte i stedet at beskytte

hende. Herefter blev Mushin udsat for et voldeligt overfald af sin far, svoger og

nogle af farens venner. Mushins kone blev også overfaldet, og parret er fortsat

truet. Mushin og hans kone har fået god hjælp og støtte fra politiet, men de er

skuffede over domstolenes håndtering af sagen.

Mushin kom til Danmark fra Pakistan i 1979, da han var 17 år gammel. Hans far varrejst hertil i 70’erne for at få arbejde, og derefter fulgte hans mor og to mindre søstre.Mushin skulle færdiggøre sin skolegang i Pakistan, inden han også kom til Danmark.Mushin har gået i skole i Pakistan i 6-7 år og har ellers ikke nogen uddannelse. I 1985blev han gift med sin kone, der flyttede hertil fra Pakistan. Sammen har de fem børn ialderen 11 – 23 år. Mushin er på interviewtidspunktet 47 år og pensioneret. Hans koneer 43 år og sygemeldt med PTSD efter et overfald i den æresrelaterede konflikt.Mushin og hans to søstre har alle tre fulgt forældrenes ønske og giftet sig pakistansk.Den yngste søster er uddannet sygeplejerske. Hun blev efter eget ønske gift med enfætter. Et ægteskab, der efter Mushins vurdering fungerede godt, da de altid talte pænttil hinanden.

Konflikten opstår

I 2004 var Mushins yngste søster i Pakistan. Her boede hun hos en af Mushins godevenner, som var gift og havde tre børn. Søsteren forelskede sig i vennen, og da hunkom tilbage til Danmark, sagde hun til sine forældre, at hun ville skilles og måske giftesmed en anden. Det kunne forældrene ikke acceptere. Mushin var enig med forældrenei, at det ikke var i orden, at søsteren ville skilles, fordi hun selv havde valgt sin mand.Forældrene bad da Mushin om, at slå søsteren ihjel. Mushin sagde i første omgangikke noget til forældrene. Han havde brug for at tænke nærmere over det. Hans konesagde, at han ikke måtte gøre det, så ville hun ringe til politiet. Hun bad ham om ogsåat tænke på sig selv og sin familie, for han ville risikere at komme i fængsel i 15 år.Efter et par dage sagde Mushin til sine forældre, at han ikke ville slå sin søster ihjel.

Den første voldsepisode

Mushin blev senere opsøgt af lillesøsterens datter, der bad om hjælp, fordi familien vilslå hendes mor ihjel. Da Mushin ankom til søsterens hjem, var både hans far, mor,lillesøsterens mand og en anden svoger der, og søsterens mand var bevæbnet med en

lang kniv. Søsteren græd og bad om hjælp. Det lykkedes Mushin, at få familien til atsætte sig ned og talte om det stille og roligt. De snakkede lidt, men søsteren var fortsatbange for, at de ville slå hende ihjel. Mushin sagde, at hun skulle låse sig inde på etværelse. Udfaldet på episoden blev, at søsteren ringede til politiet, der gav hende enoverfaldsalarm, og Mushin fik overtalt hendes mand til at flytte fra lejligheden. Låseneblev udskiftet, så søsteren kunne bo i fred.

Konflikten optrappes

Konflikten fortsatte imidlertid, da søsteren stadig blev truede på livet af sin mand.Mushin prøvede igen at forsone parterne ved at kontakte søsterens mand og bedeham om ikke at fremsætte flere trusler. Mushin prøvede også at få dem til at talesammen uden held. Søsteren stod fast på, at hun vil skilles og forældrene stod fast på,at de ikke kunne acceptere en skilsmisse. De argumenterede med, at ingen i familienfør var blevet skilt, og de truede fortsat søsteren med mord. Mushin forsvarede sinsøster, men familien forstod ikke, hvorfor han gjorde hende. Mushin fortæller, at hangjorde det alene, fordi hun var hans søster.Konflikten blev undervejs optrappet, da Mushins fader, svoger og nogle af faderensvenner ville dræbe lillesøsteren og den mand, hun havde mødt i Pakistan. Mushinprøvede at tale dem fra det med den konsekvens, at faderen også truede med at slåMushin ihjel. Mushin tog kontakt til den mellemste søster, for at få hende til at hjælpemed forsoningen af familien. Forældrene plejede at lytte til hende. Men hun nægtede athjælpe. Mushin og lillesøsteren forsøgte at komme i dialog med hende ved at køre oppå siden af hende, da hun var på vej hjem fra arbejde på cykel. Det endte med, at hunmeldte dem til politiet. Da de talte med politiet, gjorde Mushin, hans kone oglillesøsteren rede for, at det drejede sig om en alvorlig familiekonflikt. Mushins koneforeslog ved den lejlighed, at politiet eller kommunen hjalp med at mægle i sagen, mendet blev der ikke fulgt op på.

Overfald

Mushin blev fortsat truet af sin far. I juni 2005 blev han sammen med sin familie passetop af sin svoger og 6-7 andre personer med bat og stave. De råbte ”uægte barn” efterham. Han forsøgte at flygte med børnene og konen, men de indhentede ham tæt vedhans hjem. Hans far kom forbi i bil og råbte ud af vinduet: ”Fang ham og slå ham ihjel”.Svogeren slog benene væk under ham, og han blev tæsket, til han besvimede. Detforegik alt sammen for øjnene af hans kone og børn. Hans kone prøvede at stoppesvogeren, der da slog hende med battet.En pakistansk nabofamilie sørgede for, at de kom på hospitalet, og at der bliver ringettil politiet. Fra skadestuen ringede Mushin til sine forældre. Han sagde til sin far, at detikke ville løse problemerne, at han blev overfaldet. Hans far sagde: ”Lever du stadig-væk? Det var ikke godt. Bare vent til næste gang”. På hospitalet blev der skrevet enrapport, han blev syet og fik at vide, at han skulle tage hjem. Herefter kontaktedeMushin selv politiet og fortalte om forløbet. Politiet afhørte vidner i deres efterforskning

af sagen, og faderen og svogeren blev efterfølgende varetægtsfængslet, hvor de sad ifem og en halv måned.

Den familiære baggrund

En betjent, der var involveret i efterforskningen, undrede sig over, at en muslimsk farforsøgte at slå sin egen søn ihjel. Han hæftede sig ved, at i den slags sager plejede detat være døtre, der var ofre for æresdrab, ikke sønner. Han spurgte derfor Mushin, omhan var sikker på, at hans far var hans biologiske far. Mushin huskede, at de underoverfaldet havde råbt ” uægte barn” efter ham. Betjenten foreslog derfor, at der blevlavet en DNA-test. Det viste sig, at faderen ikke var Mushins biologiske far.Mushin gik herefter i gang med at spore sin biologiske far. Det lykkedes og denbiologiske far kunne fortælle, at hans far ikke kunne gøre hans mor gravid. Derforgjorde han det. Men han vidste ikke, hvem der var far til Mushins to søstre. Mushinfortæller, at han som barn blevet slået meget af sin far. Faderen var soldat, og hvergang han var hjemme på orlov, slog han Mushin, men også dennes mor. Faderenønskede heller ikke, at Mushin kom med til Danmark, men hans mor havde overtaltham til det.Mushin vurderer, at det har været helt afgørende for konflikten, at Mushin ikke er sinfars rigtige søn. Det har blandt andet betydet, at hans mor ikke ønskede, at andre fradet pakistanske miljø skulle inddrages og hjælpe med forsoning. For så kunne degamle sår springe op og kaste skam over familien. Mushin fortæller, at hans far iDanmark har hjulet andre pakistanske familier, hvor datteren har ønsket skilsmisse.Her har Mushins far tværtimod hjulpet med forsoning, og med at en kvinde kunne opnåskilsmisse. Mushin siger, at når det gjaldt hans egen datter, blev det et spørgsmål omære.

Status

I november 2005 blev der ført retssag mod Mushins far og svoger. Politiet sørgede for,at lillesøsteren kom på krisecenter, mens sagen kørte. Faderen og svogeren blevidømt hver otte måneders fængsel. Lillesøsteren blev skilt og rejste i 2006 til Pakistan.Efterfølgende er hun flyttet tilbage til Danmark, hvor hun klarer sig selv.Mushins kone er efter overfaldet blevet sygemeldt med PTSD. Parret lever i konstantfrygt for, at de igen vil blive overfaldet. Mushin ser ikke familien i Danmark, men harkontakt til sin biologiske far og en onkel og fætter i Pakistan. Derfor ved Mushin, athans far har startet en sag imod ham i Pakistan.Mushin og hans kone har stor set mistet hele deres sociale netværk. De har selv truk-ket sig tilbage, da de ikke orker at mødes med andre. Vennerne vil komme til at bore isagen, og det har de ikke lyst til. Samtidig har de oplevet, at der var nogen, der underkonflikten ikke ville hjælpe, fordi de var bange for selv at blive involveret.

Vurdering af hjælpen

Mushin giver udtryk for, at politiet har givet dem en rigtig god støtte. De gjorde alt for atefterforske sagen. Dog konstaterer han, at det var ærgerligt, at der ikke blev tagetinitiativ til mægling, da Mushins kone foreslog det allerede inden overfaldet.Han synes ikke, dommen var retfærdig. han mener ikke, at dommerne forstod, at dervar tale om drabsforsøg. De gjorde også for lidt ud af at finde ud af, hvor mange, dervar involverede. Mushin synes, at det er vigtigt at finde ind til kernen af problemet. I dether tilfælde viste det sig, at man skulle mange år tilbage for at forstå konflikterne ifamilien. Han mener også, at dommerne ikke gjorde nok ud af at forstå konflikten og afat vurdere hvem, der var involveret. Hvis dommen havde været hårdere kunne denhave haft en præventiv effekt og have afholdt andre pakistanere fra at begåæresrelateret vold.Fra det pakistanske miljø blev parret opfordret til ikke at involvere politiet, da der vartale om en intern konflikt. Men de måtte konstatere, at de ikke fik tilstrækkeligopbakning i miljøet. Mushin opfordrer andre i samme situation til at sige nej til atmedvirke til æresdrab.

Case 4. Ung kvinde med dobbeltliv

Khadija er 21 år og født i Libanon. Hun kom til Danmark med sin familie, da hun

var 2 år gammel. Fra 11 års alderen oplevede hun, at særligt faderen stillede høje

krav til hende. Hun skulle tage sig af sine små søskende, fungere som tolk for

forældrene og i øvrigt leve op til deres forventninger. Faderen udsatte hende for

kontrol og fysisk vold. Khadija kæmpede for også at have et selvstændigt liv

med venner og kærester. Det resulterede i et dobbeltliv med masser af løgne

over for både venner og forældre. Til sidst valgte hun at stikke af hjemmefra. Hun

fik kontakt til et bosted med særlige tilbud til kvinder med anden etnisk

baggrund end dansk, hvor hun blev hjulpet i gang med et mere selvstændigt liv

med fortsat kontakt til familien.

Khadija blev født i Libanon i 1987. Hendes mor er libaneser og hendes far palæsti-nenser. Hun har to storesøstre, to små brødre og en lillesøster. Familien kom til Dan-mark i 1990, da Khadija var 2 år gammel. Hendes far, der er uddannet revisor, havdesvært ved at få arbejde i Libanon. Det kan være vanskeligt for palæstinensere. Hanvalgte derfor at flytte til Danmark for at søge arbejde. Her har han ernæret sig somufaglært blandt andet med rengøringsarbejde. Hendes mor kommer fra en velhavendefamilie og havde det godt i Libanon. Hun var derfor ikke glad for at skulle flytte til Dan-mark. Men efter noget tid valgte hun alligevel at følge efter faderen hertil sammen medbørnene. Forældrene har flere gange været gået fra hinanden, men har så fundetsammen igen. Når forældrene har haft konflikter, er venner og familie trådt til for athjælpe med at løse det.Khadijas forældre er glade for de muligheder, de har i Danmark, for økonomisk vel-stand og uddannelser til deres børn. Men de har ingen danske venner og har derforifølge hende et dårligt kendskab til danskere. De kan derfor ikke forlige sig med danskedyder og normer. De er ikke specielt religiøse, men særligt for faderen betyder detmeget, at hans døtre er gode piger, som folk ikke taler dårligt om. Khadija mener, athan er bange for, at miste sine venner, at der ikke er nogen, der vil tale med ham, og atfolk vil sige, at han er en skidt mand, hvis hans døtre opfører sig dårligt og f.eks. går iseng med alle mulige. Over for brødrene har han udvist beskyttelse, men Khadija føler,at han har vendt sig mod hende. Han har ofte slået hende uden grund, og hun tror detblandt andet skyldes hans vrede mod moderen, der så er blevet vendt mod hende. Haner bange for at gøre moderen noget, for så ved han, at hun vender sig mod ham. Hunhar også en familie, der ikke vil finde sig i det. Khadija har generelt oplevet forståelsefra sin mor.

Vold og overvågning

Fra Khadija var omkring 11 – 12 år gammel var hendes større søstre ikke længere såmeget hjemme. Hun blev derfor pålagt et langt større ansvar for sine mindre søskende.Hvis hun ikke klarede det godt nok, slog hendes far hende. Hun skulle også fungeresom tolk for forældrene. Hun fortæller, at hvis hun ikke forstod, hvad der stod i brevefra kommunen eller andre steder, så slog hendes far hende.Da Khadija blev lidt ældre, begyndte hun at leve et mere udadvendt liv. Hun havdenogle gode veninder i skolen, som hun gik i biografen med, ud at shoppe, på stranden,hvor de badede i bikini etc. Hun måtte gerne være sammen med veninderne, bare hunoverholdt den tid for at være hjemme, de gav hende. Imidlertid mistroede hendes farhende for at have en kæreste, og derfor overvågede han hende. Han stod nogle gangeuden for skolen, når hun havde fri for at finde ud af, om hvor hun gik hen. Desudenforlangte han at se hendes mobiltelefon for at kontrollere hendes, hvem hun var ikontakt med og om hvad. Og hvis hun var ude med veninderne, ringede hendesforældre for at spørge, hvor hun var. Khadija søgte hjælp hos en kusine i Libanon, deruden held prøvede at forklare hendes forældre, at de ikke skulle kontrollere deresdatter hele tiden, når hun var sammen med sine venner.

Dobbeltlivet

Jo ældre Khadija blev, desto værre blev kontrollen fra forældrenes side. Hvis hungerne ville være sammen med en veninde, sagde hun for eksempel til sine forældre, athun fik senere fri fra skole, end hun i virkeligheden gjorde. Sådan kunne hun få fred fraforældrene. Hun har haft kærester, som hun også har løjet om, ved for eksempel atsige, at hun var hos en veninde. ”Det har været svært for mig, for jeg har aldrig kunnetvære ærlig over for dem. Jeg har aldrig haft lyst til at lyve. Hvis jeg bare havde fået lovtil at sige tingene, som de var, eller hvor jeg var, uden at de skulle ringe mig op, såhavde jeg været ærlig”, forklarer Khadija og fortsætter: ”Jeg følte mig også kvalt, fordide begyndte at tjekke så meget op. Så begyndte jeg selv at tænke, om jeg gjordenoget forkert. Selvom jeg overhovedet ikke gjorde noget forkert. Så begyndte jeg atblive usikker på mig selv og havde tit dårlig samvittighed.”Khadija forklarer, at noget af det værste for hende var tanken om, at forældrene skullefinde ud af, at hun løj om hvor hun var og at det ville medfører, at hun ikke ville få lov tilat gå nogen steder. Det blev derfor svært for hende at slappe af og hygge sig medveninderne. Hendes danske veninder syntes, det var noget mærkeligt noget, at hunblev kontrolleret af sine forældre. Khadija syntes, at det var svært både at være en delaf dem og samtidig beholde sin kultur. Hun blev nødt til også at lyve for sine veninderog kærester, for ikke at få det til at fremstå som om, at hun var forskellig fra dem. ” Jegfølte tit, at livet var løgn hele tiden. Jeg fik det dårligere og dårlige og tænkte, at hvis dealle sammen finder ud af, at jeg lyver, så har jeg lige pludselig ingen venner.” forklarerKhadjia. Imidlertid var løgnene nødvendige for, at hun kunne være en del af det danskesamfund og samtidig have sin familie.

Khadija forlader familien

I november 2007 udsatte Khadijas far hende for hård vold. Anledningen var, at entyrkisk fyr igennem længere tid havde forsøgt at få kontakt til Khadija. Hun havdeignoreret ham, men det havde fået ham til at fortælle til hendes brødre, at han gik iseng med hende mod betaling. Brødrene gik videre til faderen, som blev rasende. Hantog hendes mobiltelefon, sagde at hun ikke måtte arbejde længere, slog hende, togkvælertag og truede med at slå hende ihjel. Khadija fik ikke mulighed for at forklare sig.Hendes brødre og faderen fandt senere ud af, at fyren løj. Samme aften havde Khadijaen aftale med en veninde om at gå i biografien. Da veninden kom, var Khadija slemttilredt. Hun fortalte, hvad der var sket, og veninden hjalp hende på skadestuen. Khadijabesluttede sig for at stikke af. Med hjælp fra en ven kom hun ind til en veninde iKøbenhavn.

Kontakt til politi og krisecenter

Det viste sig, at venindens nabo var sagsbehandler, og på den måde fik Khadija kon-takt til et særligt bosted for kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. I første om-gang måtte hun dog vente på en plads, men med politiets bistand kom hun ind påbostedet. På bostedet skulle de høre Khadijas historie for at vurdere, om hun kunneblive der. Imens hun ventede på, at personalet tog stilling til dette, fortæller hun, at hunvar så bange for at blive afvist. Hun siger: ”Hvis jeg ikke kunne få lov til at bo der, hvadskulle jeg så gøre?”.Hun valgte at anmelde sin far for vold. Ikke fordi hun ønskede ham i fængsel. Hendesmotiv var at få lejlighed til at stå overfor ham i retten og fortælle, hvad han havde udsathende for, uden at han ville have mulighed for at slå hende. Men da sagen trak ud, førden kom for retten, havde Khadija fået det bedre og var kommet videre med sit liv, såhun valgte at trække anmeldelsen tilbage.

Kontakten til familien

Der gik fire måneder, før Khadija igen talte med sin familie. Hun havde sørget for at fåhemmeligt nummer, men teleselskabet sendte oplysningerne om hendes nye nummertil forældrenes adresse. Hendes ældste storesøster ringede til hende. Hun var megetked af, at Khadija ikke havde søgt hjælp hos hende. Khadija sagde ok til, at hendesmor måtte ringe og senere til at mødes. Moderen sagde, at farbroderen gerne ville talemed hende. Khadija gik med til at mødes med ham sammen med resten af familien.Farbroderen sagde, at det, der var sket, var faderen skyld. Khadija fik mulighed for atsige nogle ting til sin far, som hun ikke havde kunnet sige før, fordi han slog hende, nårhun prøvede på at sige noget. Mødet mundede ud i, at Khadija flyttede hjem og gav deten chance. Hendes brødre var imidlertid af en anden overbevisning. De gav hendeskylden og var meget hadefulde over for hende. Hun følte sig derfor ikke tilpas der-hjemme og flyttede igen tilbage til bostedet.

Status

Khadija boede på bostedet i tre måneder. Herefter flyttede hun sammen med enveninde i København og fandt efterfølgende et værelse til leje. Det er på interviewtids-punktet et år og tre måneder siden, at hun stak af hjemmefra. Men familien tror stadigpå, at hun kommer hjem og bor. Der er ingen i familiens netværk, der ved, at hun borfor sig selv. For normen er, at piger først flytter hjemmefra, når de bliver gift. Hun haren kæreste, som hun har kendt i et år, uden at forældrene har fået noget at vide omdet. Han er konverteret til islam, så hendes forældre ikke skal synes, at hun har gjortnoget forkert. Khadija tror, at hendes mor vil synes, at det er i orden. På interviewtids-punktet mangler hun bare at fortælle det.På interviewtidspunktet har hun et godt forhold til sin mor. De ringer ofte sammen. Sinældste storesøster ser hun også. Faderen og sin yngste storesøster ser hun ikke. Huner ikke bange for sin far. Han ved, at hun vil anmelde ham, hvis han gør hende noget.Hun har det godt med sine brødre. De taler pænere til hende i dag. Efter det, der ersket, respekterer de hende mere. Selv om hun ikke har fortalt om sin kæreste, prøverhun i dag at være mere ærlig om sit liv over for familien, og det er en stor lettelse forhende. Hun føler ikke, at hun har brug for mere hjælp.

Vurdering af hjælpen

Det var meget tilfældigt, at Khadija fik kontakt til bostedet. Hun synes, der burde blivegjort noget mere for at komme de piger i møde, som bliver slået, kontrolleret og forfulgtaf deres familier, men som ikke har mod til at stikke af. Det ville hjælpe dem meget atvide, hvor de kunne tage hen. Det kunne for eksempel være en hjemmeside med vej-ledning til unge piger, der har problemer i hjemmet. Hun foreslår også, at der skalåbnes flere bosteder for unge med anden etnisk baggrund, der har familiekonflikter.Hun siger dog også, at hun mener, at man skal passe på, at forældrene ikke ved formeget om mulighederne for hjælp og støtte til de unge. For så risikerer man, at pigernebliver mistænkt af forældrene for at ville benytte sig af det, og så kan volden og kon-trollen over for pigerne blive endnu hårdere.På bostedet blev Khadija tilknyttet en sagsbehandler, og der var pædagoger, der vidstealt om, hvad det vil sige at blive udsat for vold og blive kontrolleret af sin familie. Hunfølte sig ikke alene, og det var rart at møde andre piger i samme situation. De lavedesociale aktiviteter sammen som at lave mad med mere, så man følte sig hjemme.Personalet var hele tiden tilstede, når hun havde brug for dem. Også efterfølgende harhun kunnet ringe og tale med dem, når hun har haft behov for det. De har været godetil at hjælpe, og det har hun været glad for.Khadija har tænkt på at skrive nogle klummer i avisen, så man kan læse om piger afanden etnisk baggrund. Det skal handle om, hvordan man kan integrere sig i det dan-ske samfund, samtidig med at man bevarer sin kultur.

Case 5. Ung kvinde på krisecenter efterdødstrusler

Alisia er 22 år og født i Libanon. Hun kom til Danmark sammen med sin mor og

to ældre søskende, da hun var 2 år gammel. Hendes far havde på det tidspunkt

boet i Danmark i 10 år. Alisia er gennem hele sin barndom blevet udsat for vold

af begge forældre. Til trods for tydelige tegn på mistrivsel var der ingen, der greb

ind. Som teenager begyndte hun at stille spørgsmålstegn ved de ting, som

forældrene gjorde, hvilket optrappede volden. Som 21-årig henvendte hun sig til

politiet efter en særlig grov voldsepisode. Det førte til at hun kom på krisecenter,

volden blev anmeldt, og hun blev hjulpet til et nyt navn. På interviewtidspunktet

lever hun stadig et liv i angst, hvor hun er dybt afhængig af andres hjælp.

Alisias forældre er født i Libanon. Hendes far kom til Danmark i 1979. Hendes morfulgte efter i 1989. Hun har fire brødre og to søstre. Hendes far flygtede som 16-årig fraLibanon til Libyen. Han er arbejdsmand. Alisia betegner sine forældre somdobbeltmoralske, fordi de ikke kan lide det danske samfund, men de synes, at det erfint, at det giver deres børn mulighed for at få en uddannelse. Der har altid været vold ifamilien. Men Alisia føler, at det er gået hårdere ud over hende, end hendes søskende.Hun syntes også, at hendes søskende har fået lov til mere, end hun selv har.

Volden

Alisia har altid haft konflikter med sine forældre. Hun kan ikke sige, hvornår detstartede. ”De har altid sagt, at jeg var en fejl, og at jeg ikke skulle have været født. Atalt er min skyld, at det er mig, der er fucked up i hjernen, at jeg er sindsyg, og at det altsammen er min skyld” forklarer Alisia. Da hun var lille stillede hun ikke spørgsmålstegnved den måde hendes forældre straffede hende på, det forstod hun først senere varforkert.Volden eskalerede i takt med, at Alisia blev mere selvstændig. Da hun var 13 år,begyndte hun at konfrontere forældrene med, at de ville bestemme over hende. Hunreagerede på, at hun ikke måtte gå til sport, at hun ikke måtte se sine venner, og atforældrene skræmte dem væk, smed dem ud eller truede dem. Fra hun var omkring 15år, blev det endnu værre, fordi hun gik på en islamisk skole, hvor hun fik større videnom islam end sine forældre. Det betød, at hun kunne argumentere imod, når de gavhende ordre med henvisning til islam. Hun havde sine egne holdninger til mange tingog argumenterede imod sine forældre. Hver gang hun gik op imod forældrene udløstedet vold.

Som 18-årig blev hun spærret inde på et værelse i fem måneder, hvor hun ikke måttesnakke med nogen og skulle tisse og spise på kommando. Hendes arbejdspladsprøvede at få fat på hende ved at kontakte både hjemmet, kommunen og politiet.Hendes far skældte dem ud i telefonen, og politiet sagde, at de ikke kunne gøre noget,hvis hendes forældre ikke havde meldt hende savnet. Hun fortæller, at hun er blevetslået med bat, bælter, stole, alt hvad der var i nærheden. Hun fik glas i hovedet og blevbrændemærket. De fjernede hendes penge, sygesikringsbevis og bankkort, så intetkunne bevise, hvem hun var. Faderen har to gange prøvet at dræbe hende med enkniv. Men den ene gang var hendes bror der til at afværge. Den anden gang, var dethendes onkel.Volden har påvirket hendes adfærd. Hun er blevet smidt ud af 9 forskellige skoler, fordihun har været voldelig overfor andre elever og slået lærere. Hun fortæller selv om sinvold mod andre børn, at hun gjorde det, fordi de ikke skulle have det bedre end hende.Hun siger også, at der aldrig var nogen, der tog fat i hende og spurgte, hvordan hunhavde det.

Den sidste voldsepisode

Alisia oplevede den sidste voldsepisode, da hun var 21 år. Hun havde en barndoms-veninde, som forældrene ikke brød sig om, fordi de syntes, at hun havde dårlig indfly-delse på Alisia. Men Alisia holdt meget af veninden. Forældrene fandt ud af, at hunstadig så hende, og faderen truede med at slå hende ihjel, hvis hun fortsatte med at sehende. Alisia sagde til sine forældre, at hun hadede dem, og at hun hellere ville haveveninden og hendes mor som familie. Det er ifølge Alisia noget af det værste, man kangøre at vælge nogle andre frem for sine forældre. Hendes far gik helt amok og sloghende, til hun var fuld af blod og blå mærker. Hun blev ved med at sige, at hun villegøre, som det passede hende, og at hun ikke ville have dem som forældre. Hun vidstegodt, at de kunne finde på at dræbe hende.

Kontakt til politi og krisecenter

Næste dag tog hun på arbejde. Hendes chef fik hende til at søge hjælp hos politiet.Politiet sagde, at hun ikke måtte tage hjem, for de kunne se, hvor slemt tilredt hun var.De sagde også til hende, at det ikke var op til hende selv, om sagen skulle anmeldes,for det havde politiet allerede gjort. De fik hende til at skrive under på anmeldelsen,men sagde også, at de ville køre sagen under alle omstændigheder. Hun fik enoverfaldsalarm, og de kørte hende på krisecenter. Den dag følte hun sig hjulpet.Hun havde aldrig selv turde søge hjælp. For hun ville føle sig ydmyget, hvis hun skullefortælle om volden. Hun følte, at hun levede et dobbeltliv. I skolen og på arbejde varhun stærk og kontrollerende. Det kom derfor som et chok for kollegaerne at finde ud af,hvad der skete hos hende derhjemme. Mange af hendes venner havde dog set detske, fordi faren var ligeglad med, om der var gæster i huset. Han slog, hvis han havdelyst til at slå. Men ingen havde handlet på det.

Alisia blev meget positivt overraket over at komme på et krisecenter. Hun havdeforestillet sig, at det var en slags fængsel. Men det var et rart sted, hvor hun blev tagetgodt imod. Mens hun var på krisecentret, fortsatte hendes forældre med at true hendepå livet. De lagde telefonbeskeder med trusler om at dræbe hende. De sendt ogsånogen fra Islamisk Trossamfund ud for at true hende.Krisecentret hjalp hende derfor til at få et nyt navn, så hun kunne være bedre beskyttet.Hun var også i en periode i Sverige for at være i sikkerhed. Personalet på krisecentretforeslog, at inddrage LOKK i sagen med henblik på en eventuel konfliktmægling. Mendet valgte Alisia at sige nej tak til. Hendes onkler havde allerede prøvet at mægle isagen, så hun mente ikke, at det ville hjælpe. Hun turde heller ikke risikere, at hendesfamilie fik fat på hende.

Status

Alisia bor på interviewtidspunktet sammen med en veninde, som er en stor støtte forhende, men ellers fortæller hun, at hun på interviewtidspunktet pga. hele situationenmed forældrene er frataget sit arbejde, sine venner, sine søskende og sin frihed. Hunberetter også, at hun ikke tør gå ud alene, tør være alene hjemme, og at hendes angstgør hende dybt afhængig af andre mennesker. Hun føler, at hendes liv er gået i stå.Hendes familie betyder ikke noget for hende længere, undtagen hendes yngste søster,som hun savner og ikke har set i et år.Hun tænker på interviewtidspunktet, at hun skulle have været lidt mere åben om,hvordan hun har haft det. Hun har altid levet med en maske på. I dag er hendes størsteønske at slippe af med angsten. Hun savner mennesker omkring sig, at have etarbejde og at komme uden for uden at være bange. Hun føler, at hendes værelse er etfængsel. Hun vil gerne have en helt almindelig hverdag.Hendes onkler har prøvet at nedtrappe konflikten. De tror ikke på vold, og de kan godtse, at faderen er gal. Hendes onkel har foreslået faderen at gå i behandling, menfaderen mener ikke, at der er noget galt med ham.

Alisias vurdering af hjælpen

Alisia synes, det var rigtig rart at komme på krisecentret med søde kvinder, der toggodt imod. Personalet var gode til at hjælpe hende med kontakt til banken, navneskiftog kontakt til LOKK. Men hun savnede, at der var personale til stede om natten, hvorhun var mest bange. Alisia siger, at personalet var gode til de grundlæggende ting,men hun efterlyser, at de skaffede hende behandling så som en psykolog. Hunfortæller også, at hun på et tidspunkt var blevet syg, men det blev ikke bemærket afpersonalet, men af de andre beboere. Hun var meget glad for samværet med de andrebeboere, for eksempel at lave mad sammen og at tage på ture sammen.Alisia synes det er underligt, at politiet ikke kom og ringede på, da hun var indespærret,og hendes arbejdsplads kontaktede politiet. Hvis hun på det tidspunkt var blevet

fjernet, så ville hun ikke være blevet så skadet af volden, for den blev efterfølgendeendnu værre. Da hun første gang selv henvendte sig til politiet, følte hun sig rigtig godtbehandlet og hjulpet. Den efterfølgende periode, mens hun var på krisecenter, havdehun flere oplevelser med, at politiet ikke kunne finde hendes sag. Hun har også opleveten betjent, der sagde: ”æresrelateret pis findes jo ikke her i Danmark”. Men til sidstfandt hun ud af, at det var en bestemt kriminalbetjent, der havde hendes sag, og hunvar rigtig sød og god til at orientere og hjælpe.Alisia synes, at LOKK har været gode til at give hendes oplysninger videre, og holdehende anonym. LOKKs rådgiver har også været god til at følge op, snakke og prøve athjælpe. Hun sætter også pris på, at rådgiveren har spurgt til, hvordan hun havde det.Hun synes kommunen er meget langsom. Hun mener, at de ikke forstår, at hun harbrug for medicin, psykologbistand og kiropraktor for at kunne fungere og kommevidere, men at det har hun ikke råd til at betale selv ud af sine dagpenge, og hun kanikke få andre tilskud.Alisia undrer sig over, at der ikke var nogen, der satte ind tidligere. For eksempellærerne på de skoler, hvor hun har gået. Hun råder kvinder i samme situation, somhende, til ikke at finde sig i familiens vold og trusler. De skal ikke låse deres hjerner ogsige, at de har det fint. De skal sige højt, hvad de har brug for. Myndighederne skalvære opmærksomme på pigen, og ikke vente på, at hun selv kommer og snakker. Manskal fange personer i situationen, for det er der, de tør tale ellers taler de ikke.

Case 6. Ung kvinde tvunget tilægteskab på genopdragelsesrejse

Meryem er 19 år og født i Afghanistan. Da hun var 4 år flygtede hendes familie til

Iran, hvor hun gik i skole. Da hun var 12 år flyttede de til Danmark. Som teenager

begyndte hun af få problemer med forældrene. Særligt moderen syntes, at hun

blev for dansk. Da hun var 16 år blev hun sammen med sine søskende taget med

til Iran, hvor moderen tog deres pas. Herfra blev hun sendt til Afghanistan, hvor

hun skulle tvangsgiftes. Via SMS-beskeder og bistand fra den danske

ambassade, fik hun hjælp til at komme tilbage til Danmark. Det har været hårdt

for hende at bryde med familien. Men hun har fået god hjælp og støtte til at

komme videre med sit liv.

Meryem er 19 år og født i Afghanistan. Hun har to storesøstre, en storebror og enlillesøster. Da hun var fire år blev hendes far dræbt i krigen, og familien flygtede til Iran,hvor hun kom i skole. Hendes mor blev gift igen med sin fætter fra Iran, somefterfølgende blev fængslet af Taleban. I Iran havde familien en dårlig økonomi, fordihendes mor, der var uddannet jordemoder, ikke kunne få arbejde. Da Meryem var 12år flyttede familien til Danmark i håb om bedre levevilkår. Efter at de havde været iDanmark i et par år, blev Meryems stedfar løsladt og kom til Danmark. Moderenbestemmer meget over dem alle sammen, men hun er også underlagt onklerne ihjemlandet.

Konflikten opstår

Da Meryem blev 15 år, begyndte hun at få problemer med sin mor, stedfar, moster ogfaster. Moderen syntes, at hun var blevet for dansk, fordi hun gik i dansk skole, ikke gikmed tørklæde og kunne finde på at sige hende imod. Hun troede, at det eneste,Meryem talte med sine veninder om, var fyre og sex. Derfor ville hun ikke have, atMeryem var sammen med sine veninder. Hun var også bange for, at Meryem havdesex med danske drenge. Derfor begyndte hun at sætte meget snævre rammer fordatterens liv. Meryem skulle komme direkte hjem fra skole, og hun måtte ikke gå ud.Det fandt hun sig i, for hun ville gerne have, at moderen stolede på hende, og detbeviste hun, ved at gøre, som der blev sagt. Men da det nåede et punkt, hvor moderenbegyndte at blande sig i, hvem hun skulle giftes med, syntes Meryem, at det gik forvidt. Meryem ville selv bestemme, hvem hun skulle leve sit liv sammen med.

Genopdragelsesrejse

Da Meryem var 16 år fik hun og hendes søskende at vide, at familien skulle på ferie tilIran. Da de var kommet derned, tog moderen deres pas fra dem og sagde, at de ikkeskulle tilbage til Danmark. Hun syntes, at de var blevet for danske. De skulle derfor

blive i Iran og giftes dernede. Hendes to storesøstre blev gift, men moderen syntes, atdet var for tidlig for Meryem at blive gift. Hun fik at vide, at hun skulle rejse med sinonkel til Afghanistan, og når hun blev 17 – 18 år, skulle hun giftes med sin fætter. Hunskulle forloves med sin fætter et eller to år inden brylluppet. Hun rejste alene med sinonkel til Afghanistan, hvor hun boede hos sin mormor og moster i fire måneder. En dagkom fætteren på besøg. Han var slet ikke noget for hende. Han var for gammel oglignede en talebaner. Meryem blev nærmest bange for ham og besluttede, at hun ikkeville giftes med ham.Hun sagde til familien, at hun ikke ville giftes med ham. Hun havde en anden fætter iIran, som hun godt kunne lide, og hun spurgte sin mor, om hun ikke kunne blive giftmed ham i stedet for. Men det kunne ikke lade sig gøre, for hendes far havde lovetonklen, at hun skulle giftes med hans søn. Hendes modstand mod ægteskabet med-førte, at en af hendes onkler udsatte hende for grov vold og sagde, at han ville smidehende i brønden levende, hvis hun ikke giftede sig med fætteren. Volden stod på ilængere tid.

Nødråb via sms til lærer i Danmark

På det tidspunkt valgte Meryem at søge om hjælp. Hun sms’ede til en iransk lærer,som hun havde haft i Danmark. Det var det eneste telefonnummer, hun kunne huske ihovedet. Hun skrev, om han ikke kunne hjælpe hende med at komme væk derfra, fordihun ikke ville giftes med sin fætter. I smsérne skrev hun, at hendes mor, der var vendttilbage til Danmark igen, ikke måtte få noget at vide om sms’erne. Læreren bad hendeom at skrive på dansk, så han kunne gå videre med det til kommunen og politiet.Læreren gik til kommunen og viste beskederne til moderens sagsbehandler. Sagsbe-handleren valgte at handle på sagen ved at indbyde moderen til en samtale, hvor hunfik sms’erne at se. Det resulterede i, at moderen blev klar over, at Meryem forsøgte atfå hjælp til at komme væk. Moderen rapporterede til familien i Afghanistan, og Meryembliver udsat for endnu værre vold og afstraffelse og fik frataget sin mobiltelefon. Allige-vel lykkedes det Meryem at låne sig til en telefon og sende flere nødråbs sms’er. Derskete dog ingenting, og hun opgav at få hjælp. Samme dag, som hun skulle forloves,kom det afghanske politi og hentede hende på vegne af den danske ambassade. Hunfortæller, at hun da var så presset, at hun besvimede, da politiet kom.Hun havde overvejet, om hun selv skulle stikke af inden forlovelsen, hvis der ikke komnogen og hjalp hende med at komme væk. Men hun kendte ikke Afghanistan, og vidstederfor ikke, hvor hun kunne søge hjælp og tilflugt. ”Der er mange sultne drenge, og nårde ser en ung kvinde, gør de alt det ved hende, som de har lyst til”. Derfor var flugtreelt ikke en mulighed.

Bistand fra ambassaden

Familien sørgede for, at hendes bedstemor tog med til ambassaden. Da de afhørtehende, turde hun derfor ikke sige andet, end at hun var glad for at være i Afghanistan.Så fik ambassadens personale hende ind i enerum, og her fortalte hun alt og viste de

blå mærker. De sagde, at de ville hjælpe hende tilbage til Danmark, men hun skullevære på ambassaden og vente på at få et nyt pas. Mens hun var på ambassaden, varhun meget bange for, at hende familie skulle komme og hente hende. Ambassadørengav hele det afghanske personale fri, for derved at undgå risikoen for, at nogen villehjælpe familien. Og så blev der sat nogle danske soldater til at passe på hende, nårhun sov. Hun blev fulgt til Danmark af en militærmand og overdraget til det danskepoliti, der hjalp hende til et bosted for kvinder af anden etnisk baggrund end dansk.Hun var på det tidspunkt 16 år.

At bryde med familien

I starten følte Meryem sig meget ensom og ked af det. Hun savnede sin familie og sinesøskende. Når hun savnede dem rigtig meget, kunne hun godt fortryde, at hun komtilbage til Danmark. Hvis hun var blevet i Afghanistan, så ville hun stadig have sinfamilie. Men på den anden side følte hun også, at hendes mor ikke skulle bestemmeover hendes liv. Hun var også præget af angst for, at hendes onkel fra Afghanistanskulle komme og slå hende ihjel.Hun talte lidt med sine søstre i Iran. De kunne godt forstå, at hun var stukket af, for devar ikke glade for de mænd, de var blevet giftet bort til. Men de sagde også, at hunskulle tænke på familiens ære. Da den ene søster var i Danmark, besøgte hunMeryem. Efterfølgende er begge søstre flyttet tilbage til Danmark, hvor deres mænd erpå asylcenter. Hun har besøgt dem en enkelt gang. Hendes broder vil dog ikke sehende. I lang tid hørte hun heller ikke fra sin mor, men hun vidste, at moderen spurgtetil hende via søstrene.

Status

På interviewtidspunktet bor Meryem i sin egen lejlighed. Hun har fået tilknyttet enkontaktperson fra bostedet, der hjælper hende med praktiske ting og med at få kontakttil familien. Meryem har savnet sin lillesøster rigtig meget, og kontaktpersonen harsørget for, at lillesøsteren, stedfaderen og fasteren kom på besøg i hendes lejlighed.Det går også bedre med hendes kontakt til moderen. De taler på interviewtidspunktetsammen i telefonen en gang om måned, dog i meget kort tid. Hun vil ikke tvinge sinfamilie til kontakt. Hun fortæller, at hun med alderen er blevet bedre til at håndtere sineegne problemer med familien.Meryem har på interviewtidspunktet en iransk kæreste. De mødtes for otte månedersiden. Meryem har meget kontakt til hans familie og nyder at være en del af deresfamilie. Hun tøver med at fortælle dem om alle problemerne med sin familie. Hun harogså kontakt til veninder fra skolen, arbejdet og dem hun har mødt på bostedet.Hun elsker fortsat sin mor på trods af, hvad hun er blevet udsat for. Hun mener, athendes mor har gjort det for sin og familiens ære. Hun var bange for, at familien i Irantroede, at hun tog pigerne væk fra Iran, så de kunne blive gift med danskere. Derfor toghun døtrene med til Iran, så de kunnet blive gift der. Hun ville ikke have, at andre skulle

sige noget dårligt om hendes børn. Meryem forklare, at moderen også har væretunderlagt onklerne i hjemlandet. Dem har hun ikke kunnet sig nej til. I Iran var detonklerne der bestemte, hvem hendes søstre skulle giftes med.

Vurdering af hjælpen

Meryem syntes, at hun i Afghanistan fik den hjælp, som hun ønskede, men hjælpenkom for sent. Fra den første sms, hun sendte, gik der 3 til 4 måneder, før politiethentede hende. I mellemtiden hørte hun ikke noget fra den lærer, hun havde kontakteteller fra kommunen. Derfor blev hun modløs. Da de endelig kom, var det på ettidspunkt, hvor hun var meget stresset og bange. Derfor ville hun ønske, at de varkommet noget før. Samtidig bebrejder hun sagsbehandleren, at hun viste hendessms’er til moderen, da det optrappede volden mod hende i Afghanistan.På den danske ambassade i Afghanistan var de søde ved hende og passede godt påhende. De danske soldater opførte sig som venner over for hende ikke som soldater.Ambassaden vidste hvad, der skulle ske, og hvad planen var. Det var hun glad for.Men hun var meget bange. Da hun kom til Danmark var hun meget tryg, fordi hun varkommet til sit eget land. Politiet, bostedet og kommunen har også hjulpet hende meget.Politiet tog godt imod hende. Bostedet var lige det, hun havde brug for. Der varpædagoger og venner man kunne tale med. De piger, der boede der, havde lignendeproblemer med deres familier, så de forstod hinanden godt. Sagsbehandleren i kom-munen har hjulpet hende med at finde et sted at bo, og det har fungeret godt.Meryem er glad for, at hun har fået tilknyttet en kontaktperson. Det hjælper hendemeget. Det giver hende støtte til at tage uddannelse, lektiehjælp og til at forstå brevefra kommunen. Det er også godt at have en person, der lytter og siger til hende, at hunbare skal fortælle, det hun har brug for at tale om.Hun råder andre piger til ikke bare at tage med på ferie og overdrage pas ogsygesikringsbevis til forældrene. Til fagpersonerne har hun det råd, at de skal talemeget med pigerne.

Kommenteret sammenfatning af de 6casesUndersøgelsen lader os komme tæt på enkelte historier om personer, der har væretudsat for æresrelateret vold. På det grundlag er det relevant at overveje, hvad vi kanlære af historierne, og hvad der eventuelt kunne gøres bedre, når hjælpen skal sættesind. Da der er tale om en kvalitativ analyse, er der ikke grundlag for at drage kon-klusioner om generelle tendenser, men vi har mulighed for at iagttage enkelte aspekter.•De seks cases rummer eksempler på personer ramt af æresrelateret vold, derhar opnået god støtte på de institutioner, som de har søgt hjælp hos iforbindelse med volden.God støtte fås blandt andet på krisecentrene, ved konfliktmægling og vedpolitiets og ambassaders mellemkomst.Casene rummer dog også eksempler på fagfolk, der ikke reagerer på tydeligetegn på vold, hvilket fører til at volden eskalerer og/eller hjælpen udskydes.Casene viser, at de æresvoldsramte personer ikke vidste, hvor de kunne få råd,vejledning og hjælp, og at det konkret betyder, at det er tilfældigheder, der gørat disse personer finder frem til den rette hjælp.

Ofrene for æresrelateret vold

Vi har i udvælgelsen af interviewpersonerne lagt vægt på, at de ifølge dem selv harværet udsat for æresrelateret vold. Det er i den sammenhæng værd at nævne, at i femaf de seks cases har informanterne været udsat for vold i deres barndom. Det vil sige,at der i de cases har været tale om familier, hvor volden har været et vilkår, alleredeinden den æresrelaterede konflikt opstod. Det kan have betydning for, hvordankonflikten udvikler sig. I case 1, 4,5 og 6 eskalerer den allerede eksisterende vold, nårpigerne når teenagealderen. I casene fremgår det, at familiernes kontrol med pigerneøges i takt med at deres selvstændighed udvikles. F.eks. ses det i case 2, hvordanSamiras mor igennem restriktioner af Samiras påklædning mm. forsøger at afværge, athun med Samiras egne ord ”bliver for dansk” og glemmer at leve op til familiens dyder.Desuden viser casene, at æresrelateret vold rammer både mænd og kvinder og begåsaf både mænd og kvinder.

Det faglige beredskab

De seks cases viser, at der i Danmark eksisterer en struktur med krisecentre (hvorafnogle er særligt specialiserede til opgaven), politi, kommunale sagsbehandlere, særligerådgivningstjenester, skadestuer, domstole og ambassader, der er parate til atmodtage ofre for æresrelateret vold. I samtlige seks cases giver interviewpersonerne

udtryk for stor tilfredshed med dele af den støtte, de har modtaget. De har alle sammenmødt en eller flere institutioner, hvor de syntes, at de har fået god vejledning og støttefra fagpersoner, der havde stor forståelse for deres situation.

Den hjælp og støtte interviewpersonerne møder

Hvis vi går et spadestik dybere og ser nærmere på den hjælp og vejledning ofrenemøder, når de opsøger den, giver det anledning til nogle konkrete iagttagelser. I case1, hvor Newal havde været udsat for grov vold over lang tid, var det den intensivepsykologbistand, der viste sig at være afgørende for, at hun kunne komme videre medsit liv. I case 2 var det konfliktmægling, der banede vejen for en god løsning påkonflikten. I case 4 var det det specialiserede bosted særligt henvendt til unge kvinderaf anden etnisk baggrund end dansk, der var det rigtige tilbud til Khadija. I case 5 varkrisecentret bl.a. god til at hjælpe Alisia med en række praktiske ting, som f.eks.navneskift, kontakt til politi og LOKK. Dog fremhæver Alisia, at hun ikke har fået denpsykologbistand, som hun selv mener, er afgørende for at komme videre. Det er hellerikke lykkedes at skabe en situation, hvor hun på interviewtidspunktet kan føle sig tryg. Icase 6 er det et godt beredskab, med ambassaden som omdrejningspunkt, der gør detmuligt at hjælpe Meryem hjem fra Afghanistan. Ved Meryems tilbagevenden tilDanmark opholder hun sig på et bosted særligt henvendt til unge kvinder med andenetnisk baggrund end dansk. Hun får tilknyttet en fast kontaktperson. Disse to tingudtrykker Meryem stor tilfredshed med.I casene findes der også eksempler på at interviewpersonerne ikke har modtaget denhjælp de havde forventet. Det gælder for eksempel i case 1, hvor det får konsekvenserfor Newal, at forældrene flytter til en ny kommune. Her viderefører sagsbehandlerenikke den særlige indsats, som allerede var sat i gang. Newal oplevede, atsagsbehandleren ikke tog hendes forklaringer om den grove vold alvorligt og i stedetlyttede til moderens meget anderledes udlægning af situationen. Newal siger selv iinterviewet: ”Man skal tro på den unge. Børn er børn, og hvorfor skulle de lyve?”Casene rummer flere eksempler på fagfolk, der har siddet tydelig tegn på voldoverhørigt. I case 1 er der søsterens dagplejemor der først svigter og sidenskolelærerne, der møder op til en 14-åriges bryllup uden at reagere, selvom hun søgerhjælp hos dem. I case 5 er der lærerne på de mange skoler, hvor Alisia blev smidt ud,der ikke handler på situationen. Her var der, ifølge Alisia, ikke nogen, som reagerede,selv om der var tydelige tegn på mistrivsel.Der er også eksempler på vigtigheden af, at fagpersoner taler med ofret i enerum udenat inddrage familiemedlemmer, når der er tegn på vold. For eksempel skadestuelægenog sagsbehandleren i case 1. En anden situation, hvor familien uhensigtsmæssigt erblevet inddraget kommer til udtryk i case 6. Her viser sagsbehandleren datterensnødråbs SMS’er til moren, selv om datteren havde oplyst i SMS’erne, at det ikke måtteske. I dette tilfælde resulterer videregivelsen af oplysningerne til moderen i endnugrovere vold mod Meryem.

Ofrenes adgang til støtte og vejledning

Det er et gennemgående træk, at de interviewede har været i tvivl om, hvor de kunnesøge hjælp og støtte, da de havde behov for det. Tilsyneladende havde ingen af demviden om, hvor man kunne få rådgivning målrettet ofre for æresrelateret vold. Detkunne tyde på, at der er behov for langt bedre oplysning til dem, der er i risiko for atblive ofre for æresrelaterede konflikter. Khadija i case 4 foreslår, at der kunne være enhjemmeside henvendt til unge af anden etnisk baggrund end dansk. Der kunne ogsålaves informationsmateriale til skoler og ungdomsuddannelser. Men, som Khadijaunderstreger, er det vigtigt at overveje, om informationen eventuelt kunne skadeofrene, da kendskabet til, hvor man kan få hjælp og støtte, kan få forældrene til atfrygte, at deres børn vil benytte sig af tilbuddet og derfor holde deres børn i en endnukortere snor. Man kunne imidlertid også forestille sig den modsatte effekt, nemlig atforældrenes kendskab til støttemuligheder for de unge kunne vise sig at have enpræventiv effekt på forældrenes vold overfor de unge. Casene viser samlet set, at derer et behov for oplysning til målgruppen af børn og unge, der udsættes foræresrelateret vold.I fem ud af de seks cases er konflikten yderst tilspidset, på det tidspunkt, hvor der påden ene eller anden måde bliver taget aktion på sagen. Det er kun Samira og Ahmed icase 2, der søger hjælp og rådgivning på et tidspunkt, hvor situationen endnu ikke ereskaleret. Især case 3 viser, hvordan konflikten når at optrappe, inden relevantemyndigheder bliver inddraget. Konflikten søges løst internt med hjælp fra Mushins,familie og netværk. Case 3,4,5 og 6 illustrerer alle, hvordan interviewpersonerne førstsent i forløbet finder hjælp uden for deres netværk. I casene 1 og 4 gørinterviewpersonerne opmærksom på, at de har været i tvivl om, hvor de skullehenvende sig, da de første gang ville opsøge hjælp uden for familie og netværk.I fire ud af de seks cases er det en person tæt på ofret, der tager affære og skafferkontakt til relevante personer, som kan hjælpe i den givne situation. Først skolelærerenog siden chefen i case 1, naboen i case 3, veninden og ekskæresten i case 4 ogkollegaerne i case 5. Disse eksempler viser, at det er vigtigt, at de fagpersoner, der hardirekte kontakt til børn og unge, herunder lærere, pædagoger, sundhedspersonale etc.,er opmærksomme på, om de unge viser tegn på, at de kunne være ofre for vold iforbindelse med alvorlige æresrelaterede konflikter i familien. På LOKK´s hjemmeside,www.lokk.dkkan man som fagperson få råd og vejledning til håndtering af situationen,hvis man får kendskab til personer, der er udsat for æresrelateret vold eller andrealvorlige generationskonflikter.

Servicestyrelsens perspektiveringPerspektiveringen står udelukkende for Servicestyrelsens mening og kan ikke tages tilindtægt for LOKK, som har udført undersøgelsen.Med forbehold for at der er tale om en kvalitativ brugerundersøgelse, der primært sigernoget om dybere sammenhænge mellem interviewpersonernes oplevelse af æres-relateret vold og den kontekst, de har oplevet volden i, vil vi alligevel fremdrage nogletræk ved brugerundersøgelsen og sætte disse i relation til den kvantitative under-søgelse af kommunernes beredskab i forhold til partnervold og æresrelateret vold.De seks cases viser, at den æresrelateret vold, som nogle af interviewpersonerne haroplevet, kunne have været forebygget, hvis der var blevet grebet ind tidligere. I fem afde seks cases (med undtagelse af case 2) udsættes interviewpersonerne i barndom-men for andre typer af vold fra deres nærmeste familie. Denne vold transformeres pået tidspunkt til æresrelateret vold. Casene viser, hvordan denne transformering skerglidende, typisk når barnet - eller i den pakistanske mands tilfælde voksne - siger fraover for forældrenes kontrol over for vedkommende eller andre familiemedlemmer.Det er et mønster i de fem nævnte cases, at det er mange parter, der ifølge interview-personerne svigter ved ikke at indberette eller yde en rettidig indsat over for den vold,som interviewpersonerne rapporterer, at de udsættes for som børn. Der er ganske visttale om lidt forskellige omstændigheder ved de 5 cases, men fælles for dem er, at enforælder slår eller frihedsberøver barnet, og at disse handlinger ikke får konsekvenserfor forælderen. Det er således et træk ved disse fem cases, at hjælpen falder for sent,og at interviewpersonerne giver udtryk for, at de lider under det. Det forværrer såledesderes psykiske tilstand og levevilkår, at hjælpen kommer for sent.Sættes disse mønstre i den æresrelaterede vold, som interviewpersonerne beretterom, i relation til den kvantitative undersøgelse, som Servicestyrelsen har udført omkommunernes beredskab overfor partnervold og æresrelateret vold, stemmer deoverens med, at et stort flertal af landets kommuner ikke har etsærligtberedskab iforhold til at tage sig af henvendelser og sager i forhold til familievold og ærerelateretvold over for børn under 18 år. Kommunerne samarbejder med eksterne parter ompartnervold, der berører børn som i familien, og om æresrelateret vold, men defærreste kommuner har et eget beredskab i disse situationer. Casene i den kvalitativebrugerundersøgelse viser, at det ofte er tilfældigheder, der fører til, at interview-personerne får hjælp. På den måde viser fem af de seks cases, at der i hvert fald idisse situationer ikke fandtes et netværk afstruktureredeindsatser i form af informationog faglig ekspertise fra samfundets side, som opfangede de voldsramte personer ideres nærmiljø.

Tema A – familiemæssig baggrund (brug ikke for lang tid til dette)

1. Hvor er din mor født? Og hvor er din far født?2. Hvornår kom de til Danmark?3. Hvad lavede de i hjemlandet?4. Hvad er deres uddannelse?5. Hvad laver de i Danmark?6. Har du søskende?7. Køn og alder?8. Hvad har de af uddannelse?9. Hvad er deres civilstatus?10. Er deres ægtefæller fra hjemlandet, Danmark eller andet?

Tema B – familiens holdning til majoritetssamfundets normer

1. Hvad er dine forældres/ægtefælles holdning til danske normer generelt?2. Hvad er dine forældres/ægtefælles holdning til uddannelse?3. Hvad er dine forældres/ægtefælles holdning til kærester og ægteskab?4. Hvem bestemmer i din nærmeste familie (kernefamilien)?5. Hvem bestemmer i din slægt?6. Hvilken betydning får dine forældres/ægtefælles holdning for dinbevægelsesfrihed i forhold til omgivelser/netværk?7. (Hvordan løser I konflikter i din familie?8. Hvem har det afgørende ord?) måske vente med dette til tema om konflikt.

Tema C – personens netværk

1. Har du nogen nære venner/veninder?2. Hvad betyder din nærmeste familie (kernefamilien) for dig?3. Hvad betyder din slægt for dig?4. Er der personer eller organisationer eller lignende, som du gerne ville havekontakt med, men som du ikke må se eller tale med?

Tema D – konflikten, der førte til æresrelateret vold mod IP

1. Hvad drejede konflikten sig om? (Vær opmærksom på at der kan være flerekonflikter, der har ført til æresrelateret vold. Spørg ikke kun til den sidstevoldsepisode)2. Hvad var det for en situation, der gjorde, at du måtte søge hjælp for at undgåflere trusler eller mere vold?3. Hvad var dit ønske?4. Hvad er dine forældres/ægtefælles ønske?5. Hvordan har situationen udviklet sig?6. Hvordan har dialogen været mellem dine forældre/ægtefælle og dig?7. Har du været udsat for både trusler og/eller vold? (Ja det skal de alle haveværet)8. Hvilken slags vold har du været udsat for? (fysisk vold, psykisk vold,indespærring, fratagelse af rettigheder)

Tema E – At finde, søge og modtage hjælp (gentage disse spørgsmål eller

undertemaer, hvis der er søgt om eller forsøgt at søge om hjælp af flere gange).

1. Hvad fik dig til at søge efter hjælp?2. Hvordan fandt du frem til nogen, der kunne hjælpe dig?3. Søgte du først forgæves efter hjælp/ blev du hørt fx af lærer, pædagogervenner mv.4. Hvordan søgte du hjælp?5. Hvorfor dér?6. Hvordan blev du mødt, da du søgte hjælp?7. Hvilken hjælp fik du umiddelbart?8. Blev du henvist videre?9. Var hjælpen til dig rettet mod dig alene eller medinddrog hjælpen også dinrelation til familien? ( For at fastslå om hjælpen var individuel ellerfamilieorienteret eller begge dele.)10. Hvilke metoder blev anvendt i hjælpen (fx anbringelse/ophold uden for hjemme,mægling)?11. Var du tilfreds med at hjælpen var individuel/familieorienteret/begge dele?12. Svarede den hjælp, du fik til dine daværende forventninger?13. Hvordan oplevede du samarbejdet mellem dem, der hjalp dig? (godt/ skidt/andet)14. Burde andre instanser fx politi, kommune, krisecenter eller konkrete personerhave været ind over din sag?

Tema F – Efterværn (gentage disse spørgsmål eller undertemaer, hvis der er søgt

om eller forsøgt at søge om hjælp af flere gange).

1. Hvordan er din situation i dag i forhold til konflikten?2. Er der opstået nye behov, som du ikke kunne forudse, dengang du fik hjælp.3. Er der npget du savner hjælp til i dag.

Tema G – Gode råd til andre og myndighederne og de frivillige på feltet.

1. Hvad kunne du, set i bagklogskabens lys, have ønsket dig mere end den hjælpdu fik?2. Var der noget der var helt forkert?3. Var der noget der var fantastisk godt?4. Har du nogen gode råd eller ideer til andre, der kan være i samme situation,som du var dengang?