Dato:

26. marts 2009

Kontor:

Indfødsretskontoret

J.nr.:

2008/300-52

Sagsbeh.:

KRE

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål 7 stillet af Folketingets Indfødsretsudvalg den 27. februar 2009, jf. B 55.

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes oplyse, om der findes lande, hvis statsborgere ved opnåelse af dansk indfødsret bliver løst fra deres oprindelige statsborgerskab, men som ved tilbagevenden til deres fødeland let kan generhverve deres oprindelige statsborgerskab – uden dog at blive løst fra det danske statsborgerskab.”

Svar:

Integrationsministeriet kan generelt oplyse, at den danske statsborgerretslovgivning bygger på et princip om i videst muligt omfang at begrænse dobbelt statsborgerskab.

 

Dette princip kommer blandt andet til udtryk i indfødsretslovens § 7, jf. bekendtgørelse af lov nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret.

 

Det følger herefter af indfødsretslovens § 7, at dansk indfødsret fortabes af

 

1.       den, som erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykke,

2.       den, som erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andet land,

3.       ugift barn under 18 Ã¥r, som bliver fremmed statsborger ved, at en af dets forældre, som har forældremyndigheden eller del i denne erhverver fremmed statsborgerret pÃ¥ den foran under nr. 1. eller 2. angivne mÃ¥de, medmindre den anden af dets forældre vedbliver med at være dansk og ligeledes har del i forældremyndigheden.

 

Ministeriet kan således oplyse, at ansøgere, der har erhvervet dansk indfødsret ved naturalisation, og som i forbindelse med erhvervelsen er blevet løst fra deres hidtidige statsborgerskab, og som ved en tilbagevenden til deres fødeland generhverver deres oprindelige statsborgerskab, i overensstemmelse med indfødsretslovens § 7 automatisk fortaber deres danske indfødsret.

 

For så vidt angår ministeriets praksis i forbindelse med indfødsretslovens § 7 kan nærmere henvises til besvarelsen af spørgsmål 8.

 

Ministeriet kan endelig oplyse, at generhvervelse af et tidligere statsborgerskab i flere lande på tilsvarende vis som i Danmark vil kunne ske efter lempeligere betingelser end for øvrige udlændinge. Det følger eksempelvis af den tyske statsborgerretslov, at personer, der tidligere har været tyske statsborgere, og som har bopæl i udlandet, kan generhverve tysk statsborgerskab ved naturalisation, hvis de er habile, og hvis de ikke er idømt straf på grund af en retsstridig handling. Efter den schweiziske statsborgerretslov kan schweizisk statsborgerskab generhverves, hvis en person, der tidligere har været i besiddelse af schweizisk statsborgerskab, har boet i Schweiz i et år. En person, der har frasagt sig sit australske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelsen af et andet statsborgerskab, kan generhverve det au-stralske statsborgerskab ved at indgive ansøgning herom til ministeren.