PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Miljø- og Planlægningsudvalget 2008-09
KOM (2008) 0018 Bilag 3
Offentligt

NOAH’s holdning til CCS som klimaredskab

Efter NOAH’s mening er der en lang række problemer ved CO2-separering og –lagring (på engelsk

Carbon

Capture and Storage),

som tilsammen gør, at vi må afvise det som en holdbar metode til at reducere

CO2-udledningen fra afbrændingen af fossile brændsler.

NOAH mener grundlæggende, at CCS strider mod EUs og Danmarks politikker på miljøområdet.

I det følgende beskrives en række af de konkrete problemer som gør, at CCS efter NOAH’s mening

må afvises som en løsning på klimaproblemerne:

Timing – kan CCS levere reduktioner i tide

NOAH mener, at CCS er en teknologi, der ikke skal satses på, fordi CCS samlet set ikke er stand til

at levere de reduktioner, der er brug for – og slet ikke på kort sigt. CCS bliver tidligst udviklet til kom-

merciel brug i 2020. Og først fra 2030 kan man regne med, at CCS vil være udbredt i nævneværdig

grad. Det er alt for sent set i forhold til de hurtige reduktioner der skal til, hvis det skal lykkes at holde

temperaturstigningen under 2 grader. CCS risikerer på både kort sigt og ﬂere årtier frem at lægge beslag

på mange milliarder kr., som ellers kunne anvendes på vedvarende energi og energibesparelser, der giver

CO2-reduktioner her og nu.

Miljøpåvirkningerne fra CCS

NOAH mener, at CCS med en 40 procent forøgelse af kraftværkernes energiforbrug og det tilsvarende

større behov for brydning af kul, transport af kul, indfyring, CO2-opsamling, komprimering, transport,

injektion og lagring, strider imod selve ånden i den danske Miljøbeskyttelseslov.

Det gælder f.eks. principper om:

- at forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund samt vibrations- og støjulemper

(Kap. 1, § 1, stk. 2, pkt. 1)

- at begrænse anvendelse og spild af råstoﬀer og andre ressourcer (Kap. 1, § 1, stk. 2, pkt. 3)

- at fremme anvendelse af renere teknologi (Kap. 1, § 1, stk. 2, pkt. 4)

- at fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med aﬀaldsbortskaﬀelse (Kap. 1, § 1, stk.

2, pkt. 5)

- at der ved lovens administration skal lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den bedste

tilgængelige teknik, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst muligt forure-

ningsbekæmpende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særligt vægt på en forebyggende

indsats gennem anvendelse af renere teknologi. (Kap. 1, § 3, stk. 1)

- at der ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af

forurening skal lægges vægt på hele det kredsløb, som stoﬀer og materialer gennemløber, med henblik på

at begrænse spild af ressourcer mest muligt (Kap. 1, § 3, stk. 2, pkt. 2).

Vi mener også, at EUs CCS-direktiv er i strid med EUs miljøpolitik f.eks. princippet om forebyggen-

de indsats, princippet om at indgreb over for miljøskader skal ske fortrinsvis ved kilden og princippet om,

at forureneren betaler.

NOAH mener, at CCS medfører en unødig ekstra miljøbelastning som følge af det ekstra forbrug af

energi, vand og råstoﬀer med tilhørende emissioner. Det er kun CO2 der falder, mens udledningen af

forsurende stoﬀer, næringsstoﬀer (eutroﬁering) samt stoﬀer der danner lav-ozon stiger voldsomt. CCS

repræsenterer en gammeldags ”end of pipe” løsning der kun virker ind på et af de mange problemer for-

bundet med brug af kul – nemlig CO2. Alle andre problemer som f.eks. brydning og transport af kul,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tungmetalforurening, forsuring, eutroﬁering og dannelse af lav-ozon, forværres.

CCS bryder også med den nuværende aﬀaldsstrategi, der går ud på at minimere deponering ved at

fremme genbrug, genanvendelse, forebyggende indsats og renere teknologi. Hvis først der etableres en

aﬀaldsstrøm af ﬂydende CO2 til undergrunden, åbnes der en ladeport for ad den vej at skille sig af med

mange andre af samfundets aﬀaldsproblemer.

NOAH er imod etablering af en ny CO2-infrastruktur med pipelines, trykstationer, injektionsfaciliteter,

CO2-lagre m.m., fordi det vil medføre indgreb i terræn og landskab samt gå ud over tilfældige mennesker.

Normalt vil man i lands- og kommuneplaner kunne se, hvor kommende infrastrukturanlæg kan forventes,

og den enkelte borger eller virksomhed har et grundlag at gå ud fra. Med CCS introduceres en helt ny

infrastruktur, der går på tværs af de nuværende strukturer, og det vil kunne ramme mange borgere og

virksomheder.

NOAH mener ikke, at CCS er til almenvellets nytte og skal således ikke kunne begrunde ekspropria-

tion af jord og ejendom i forbindelse med seismiske forundersøgelser, etablering af boringer, pipelines

eller injektionsfaciliteter.

NOAH mener, at CCS vil medføre øget forurening med bl.a. giftige aminforbindelser, som er de stof-

fer, der skal bruges i store mængder i CO2-indfangningsprocessen.

NOAH frygter, at den deponerede CO2 ved uheld eller fejlvurdering af lagringsstedernes tæthed kan

frigøres til havbunden og de overliggende vandmasser med alvorlige forsurende ødelæggelser til følge i det

marine miljø, eller såfremt udslippene sker på land, trænge ind i kældre og huse og i værste fald forgifte

beboerne og gøre husene ubeboelige.

Klimaeﬀekter fra CCS

NOAH mener, at fortalerne for CCS vildleder politikerne og befolkningen ved at påstå, at CCS kan

bidrage væsentligt til løsning af klimaproblemet. Vildledningen sker bl.a. ved at fremhæve, at CCS kan

fjerne 85-90 procent af kraftværkernes CO2. Det er imidlertid kun i teorien. Så høje fjernelsesprocenter

er endnu ikke vist, hverken i pilotanlæg eller i fuldskala anlæg. Det nævnes heller ikke, at de teoretiske

procenter kun gælder for selve indfangningsprocessen (capture-leddet). Man skal selvfølgelig se hele kæ-

den af CCS-aktiviteter i sammenhæng, og her sker der udledning af drivhusgasser fra alle led undtagen

capture-delen – udledninger der skal fraregnes capture-delens CO2-indfangning. Endelig skal det ekstra

energiforbrug på i størrelsesordenen 40 procent med tilhørende brydning og transport af kul m.m. indreg-

nes i alle led.

En sådan beregning viser, at CCS som helhed kun kan forventes at reducere CO2-udledningen med

70 - 75 procent og det selv med den meget teknologioptimistiske antagelse, at capture-delen kan opnå at

indfange 85 procent i fuldskalaanlæg. Det skal ses i lyset af, at CCS netop markedsføres som redskabet

til, at vi kan og skal fortsætte brug af kul i energiforsyningen. Klimamæssigt er problemet åbenlyst, fordi

den tredjedel til en fjerdedel, der ikke indfanges, i sig selv hurtigt vil kunne ”fylde” atmosfæren til det

punkt, hvor vi med stor sandsynlighed vil få en temperaturstigning på over 2 grader celsius.

De nuværende reserver af kul og olie kan ved afbrænding føre til en udledning på i størrelsesordenen

18.000 Gt CO2. Selv hvis man - helt urealistisk - antager, at CCS-anlæg her og nu kunne kobles til alle

kraftværker, der benytter kul- og olie, og at disse anlæg fjerner de omtalte 70 procent af CO2-udledningen,

så vil CCS i løbet af 100-150 år føre til en udledning på mindst 5.400 Gt CO2. Hertil skal så lægges emis-

sioner fra afbrænding af gas samt virkningen fra alle andre drivhusgasser. De mængder drivhusgasser,

der ifølge IPCCs fjerde statusrapport kan udledes i det 21. århundrede, før temperaturintervallet 2,0-2,4

grader celsius med stor sandsynlighed overskrides, ligger i intervallet 800-1500 Gt CO2. I øjeblikket ud-

leder vi globalt en mængde drivhusgasser svarende til omkring 50 Gt CO2 per år.

Derfor – selv om vi brugte alle samfundets midler på at etablere CCS den dag i morgen, så vil vi

alligevel hurtigt møde klimasystemets fysiske grænse for 2 graders temperaturstigningen. CCS vil sam-

tidig ødelægge eller forsinke mulighederne for en udvikling med energibesparelser og VE. CCS er ikke

løsningen på klimaproblemet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Økonomien i CCS

NOAH mener, at CCS er en alt for dyr måde at reducere udledningerne af CO2 på. Med udsigt til

en CO2-reduktionspris for CCS på i størrelsesordenen 1700 kr. - eller 17 gange højere end hvad det gene-

relt koster at reducere et ton CO2 i EU (CO2-kvoteprisen maj 2009), - så vil en politisk beslutning om at

bruge milliarder af skatteydernes penge på støtte til realiseringen af CCS reelt betyde, at mulighederne for

VE og energieﬀektiviseringer ødelægges. CCS vil lægge beslag på mange milliarder kroner til forskning,

udvikling og demonstration.

CCS kan kun komme til at spille en negativ rolle i klimaspørgsmålet – fordi teknologien vil tappe de

trods alt begrænsede samfundsmæssige midler, der er til rådighed til at bekæmpe problemerne. Vigtige

år vil gå tabt i udviklingen af den nødvendige energieﬀektivisering og de vedvarende energikilder, der

alene kan yde en sikkerhed for, at samfundet kan overleve på længere sigt.

NOAH er derfor imod enhver anvendelse af oﬀentlige midler til CCS.

Vi mener, at det vil være en samfundsøkonomisk fejl at gå videre med CCS, hvad enten det er med

oﬀentlige eller private midler.

Oﬀentlig ﬁnansiering af CCS

Med ﬁnansiering menes her tilvejebringelse af det nødvendige ﬁnansielle grundlag i form af subsidier

og privat kapital til opførelse af de nødvendige anlæg, der skal til, for at CCS-teknologien kan fungere.

CCS er i dag hverken drifts- eller samfundsøkonomisk rentabel. Og der er ikke udsigt til, at det vil

ændre sig i de kommende årtier. Hvis CCS skal realiseres, kan det med andre ord kun ske ved hjælp af

massive oﬀentlige investeringer i teknologien.

NOAH er imod enhver anvendelse af oﬀentlige midler til ﬁnansiering af CCS.

Fortalerne for CCS har været meget dygtige til at skabe forståelse i EU for, at der er brug for mas-

siv oﬀentlig støtte til forskning og udvikling, pilot- og demonstrationsanlæg. Og i ’fortællingen’ om CCS

er det i høj grad lykkedes at fremstille CCS som en nødvendig overgangsteknologi.

Oﬀentlig støtte kan medvirke til at give CCS en konkurrencefordel i forhold til energieﬀektivisering og

vedvarende energiteknologier.

Mange private ﬁrmaer, energiselskaber og organisationer har på linie med en del oﬀentlige forsknings-

institutioner en klar egeninteresse i de meget store projekter som en udvikling med CCS vil medføre.

NOAH mener, der er et stort behov for øget oﬀentlig indsigt og diskussion af disse interessenters rolle i

beslutningsprocessen omkring CCS.

NOAH mener, at den oﬀentlige støtte på energi- og jordbrugsområdet skal gå til 1) energibesparelser

(stop energispild, adfærd, sluk lyset); 2) energieﬀektivisering i alle sektorer (isolering, ny teknologi); 3)

vedvarende energi; 4) forskning og udvikling inden for landbrug og skovbrug, så disse sektorer ophører

med samlet set at bidrage til drivhusgasudledningerne; 5) ændret arealanvendelse så landbrug og skovbrug

tilsammen bidrager med markante netto-optag af kulstof i jord og planter. Pengene kan gå til forskning,

udvikling, demonstration, markedsintroduktion samt arealomlægning.

Sikkerhed og lageransvar (liability)

NOAH ﬁnder det uacceptabelt, at kommende generationer på baggrund af nuværende dispositioner skal

overtage et sikkerhedsmæssigt, økonomisk og miljømæssigt problem, hvis omfang det i dag er umuligt at

sige noget endeligt om.

Men vi ved, at der ville blive tale om meget vidtstrakte lagre, der kræver overvågning i en meget lang

årrække.

I den forstand ligner det spørgsmålet om sikkerhed for lagring af radioaktivt materiale fra atomkraftvær-

ker. Det forudsætter en stabilitet i samfundene, som der ikke er historisk fortilfælde for.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

NOAH ﬁnder det helt urimeligt, at de udførende selskaber kan slippe ud af lageransvaret umiddelbart

efter lagerets endelige forsegling. Det er, hvad bl.a. EU lægger op til i CCS-direktivet, der var en del af

EUs Energi- og klimapakke fra 2008.

CCS i CDM

NOAH har været imod de ﬂeksible mekanismer i Kyoto-protokollen - både før og efter deres vedta-

gelse. I Kyoto blev det besluttet at etablere et globalt CO2 handelssystem (Cap

and Trade)

med CDM

(Clean

Development Mechanism)

som den mest betydende mekanisme. Jordens kulstofkredsløb skulle

gøres til en vare og CO2-reduktioner i ulande, betalt af ilande eller deres virksomheder, skulle udbetales

til ilandene i form af projektkreditter, der kan modregnes ilandenes CO2-reduktionsforpligtelser.

NOAH tager afstand fra, at lande eller virksomheder via CDM kan opfylde deres reduktionsforpligtelser

ved at gennemføre projekter i udviklingslande. NOAHs holdning er, at den rige verden skal reducere så

meget som muligt så hurtigt som muligt på hjemmebane. Samtidigt skal de rige lande ﬁnansiere en omfat-

tende klimaindsats i udviklingslandene, men altså ikke i form af CDM-projekter. NOAH er derfor også i

udgangspunktet imod den fossile industris forslag om, at CCS skal godkendes som en af de projekttyper,

der skal kunne generere kreditter under CDM. Argumenterne imod er f.eks.:

•

At omfanget og betydningen af CDM vil øges med accept af CCS i CDM. Det vil yderligere svække

ilandenes motivation til at udvikle og agere innovativt i forhold til energibesparelser og udvikling

af vedvarende energiteknologier, når ilandene billigt kan opfylde deres nationale forpligtelser ved at

have CCS-anlæg kørende i ulande.

•

At CCS har potentiale til at oversvømme verdens CO2-handelssystemer med kreditter med store fald

og udsving i CO2-kvoteprisen til følge. Det vil skade innovation og udvikling af CO2-reducerende

teknologi.

•

At CCS i ulandene risikerer at blive iværksat uden en tilstrækkelig lovgivningsmæssig ramme, der

kan sikre forsvarlig deponering, monitorering og håndhævelse af hvem der har lageransvaret.

•

At CCS vil forstærke udviklingslandenes afhængighed af kul og af en teknologi, der er i hænderne

på udenlandske selskaber.

•

At ulandene vil binde deres energifremtid til et centraliseret system med et stort input af kul, og

dermed forpasse muligheden for i stedet at gå direkte til et bæredygtigt, decentraliseret energifor-

syningssystem baseret på lokale vedvarende energikilder.

•

At ulandene risikerer at hænge på det langsigtede lageransvar samt leve med eventuelle utilsigtede

konsekvenser af CCS-teknologien.

•

At de rige lande vil høste fordelen af inddragelse af CCS i CDM gennem en betydeligt forøget

mængde billige projektkreditter og give anledning til at slække på den hjemlige reduktionsindsats.

•

At projekternes størrelse vil betyde, at nogle få, teknologisk relativt veludviklede udviklingslande

vil få en uforholdsmæssig stor del af projekterne – og den allerede eksisterende skævhed i CDM vil

blive øget.

•

At CCS i CDM - lige som hele CCS teknologien (eller komplekset af teknologier) - ikke har været

genstand for en synlig oﬀentlig debat. Den danske regering har ikke indsendt sin egen indstilling

til den høring, der har været i UNFCCC, men nøjedes med at ytre sig via embedsmænd på de

indre linjer i EU til videre foranstaltning sammen med de andre EU-landes indstillinger. Dvs. at

hverken Europa-udvalget eller Energiudvalget eller Miljø- og Planlægningsudvalget har fået forelagt

en indstilling fra regeringen.

NOAH’s samlede konklusion angående CCS er, at det er en teknologi, som verden

er bedst tjent med at lægge bag sig - jo før jo bedre. CCS vil være en gigantisk fejlin-

vestering, som blot vil føre os nærmere til en klimakatastrofe.

Miljøbevægelsen NOAH Nørrebrogade 39 2200 København N

Telefon: 35 36 12 12

e-mail: [email protected]