PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2009-10
KOM (2008) 0614 Bilag 5
Offentligt

Lovafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

9. november 2009

Formueretskontoret

2008-7220/21-0052

JNW40304

GRUNDNOTAT

vedrørende Kommissionens forslag til Rådets og Europa-

Parlamentets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 en-

delig)

Resumé

Kommissionen har den 8. oktober 2008 fremsat forslag til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008)

614 endelig). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 15.

oktober 2008.

Det fremgår, at formålet med forslaget er at bidrage til at forbedre den

måde, det indre marked for virksomheder og forbrugere fungerer på, og

at sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau gennem totalharmoni-

sering. Det foreslåede direktiv vil skulle erstatte direktiv 85/877/EØF om

aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om uri-

melige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler ved-

rørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i

forbindelse hermed.

Direktivforslagets kapitel I indeholder en række fælles definitioner og

fastslår, at direktivet bygger på princippet om fuld harmonisering. Kapi-

tel II omhandler en række centrale oplysninger, som den erhvervsdriven-

de skal give forud for indgåelse af enhver forbrugeraftale, samt en in-

formationspligt for mellemmænd, der indgår aftaler på forbrugeres veg-

ne. Kapitel III finder kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftaler

indgået uden for fastforretningssted. Kapitlet indeholder bestemmelser

om særlige oplysningskrav og regulerer fortrydelsesretten (varighed,

udøvelse og virkninger) på ensartet måde. Kapitel IV angår ”andre for-

brugeraftaler”, der kun gælder for købsaftaler. Kapitlet indeholder bl.a.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

regler om levering, risikoens overgang, mangler ved den handlede vare

og regler om handelsmæssige garantier. Kapitel V finder anvendelse på

urimelige kontraktvilkår, som ikke har været genstand for individuel for-

handling, f.eks. standardkontraktvilkår. Vilkår er ifølge direktivforslaget

urimelige, hvis de bevirker en betydelig skævhed i forbrugerens og den

erhvervsdrivendes rettigheder og forpligtelser, og binder ikke forbruge-

ren.

Med henblik på at skabe retssikkerhed indeholder direktivet to lister over

urimelige vilkår. Bilag II indeholder således en liste over vilkår, som be-

tragtes som urimelige under alle omstændigheder. Bilag III indeholder

en liste over vilkår, som betragtes som urimelige, medmindre den er-

hvervsdrivende beviser det modsatte. Disse lister finder anvendelse i alle

medlemsstater og kan kun ændres ved direktivets udvalgsprocedure.

Det er vigtigt, at der kommer en afklaring af forståelsen og rækkevidden

af forslagets bestemmelser, inden en endelig dansk holdning fastlægges.

Det vil således bl.a. være nødvendigt at få afklaret grænsefladen til de

nationale aftaleretlige regler, som ikke umiddelbart berøres af direktiv-

forslaget. Det er samtidig væsentligt, at beskyttelsesniveauet for de dan-

ske forbrugere ikke svækkes som følge af den foreslåede totalharmonise-

ring.

1. Baggrund

Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger om

eventuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslut-

ning af 16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram an-

modede Parlamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidt-

gående harmonisering på det civilretlige område er blevet nødvendig af

hensyn til det indre markeds funktion.

Bl.a. på denne baggrund fremlagde Kommissionen i juli 2001 en medde-

lelse om europæisk aftaleret (KOM(2001) 398 endelig). Formålet hermed

var at skabe en bred debat om europæisk aftaleret, herunder at få belyst,

om og i givet fald hvordan forskelle mellem nationale aftaleretlige regler

skaber vanskeligheder for en tilfredsstillende udvikling i EU’s indre

marked.

Kommissionen fremlagde den 12. februar 2003 med henblik på en vide-

reførelse af høringsprocessen en handlingsplan om en mere sammenhæn-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gende europæisk aftaleret (KOM(2003) 68 endelig), hvori Kommissio-

nen præsenterede sine konklusioner efter høringen over meddelelsen fra

juli 2001.

Kommissionens projekt vedrørende europæisk aftaleret består af to ho-

vedelementer: Udarbejdelse af en såkaldt fælles referenceramme og gen-

nemførelse af en revision af forbrugeracquiset – dvs. forbrugerlovgivnin-

gen i EU.

For så vidt angår revisionen af forbrugeracquiset præsenterede Kommis-

sionen i februar 2007 en grønbog om gennemgang af forbrugerlovgiv-

ningen, hvori der blev rejst i alt 30 spørgsmål vedrørende behovet for

revision af den EU-retlige forbrugerlovgivning og mulige løsninger ved

en eventuel revision.

Den danske regering afgav i december 2007 høringssvar over grønbogen.

I lyset af bl.a. høringssvarene om grønbogen har Kommissionen den 8.

oktober 2008 fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direk-

tiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).

2. Direktivforslagets indhold

2.1. Indledning

Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 95 i Traktaten om opret-

telse af Det Europæiske Fællesskab, der giver hjemmel til at vedtage for-

anstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds op-

rettelse og funktion.

Forslaget lægger op til at indføre et såkaldt horisontalt direktiv, der skal

erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver (direktiv

85/877/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv

93/13/EF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF

om aftaler vedrørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og

garantier i forbindelse hermed). Derudover indeholder forslaget vise nye

regler på forbrugerbeskyttelsesområdet.

Med forslaget lægges der endvidere op til, at totalharmonisering skal af-

løse den nuværende minimumsharmonisering på området.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Om baggrunden for valg af harmoniseringsgrad har Kommissionen i de

ledsagende bemærkninger til forslaget anført, at mange medlemsstater

har gjort brug af den mulighed for at opretholde eller vedtage strengere

bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, som følger af den nuværende mi-

nimumsharmonisering på området. Resultatet heraf er ifølge Kommissio-

nen en opsplitning af lovgivningen i hele Fællesskabet, hvilket giver

virksomheder, der ønsker at handle på tværs af grænserne, betydelige

omkostninger med henblik på overholdelse af den forskelligartede lov-

givning, og hvilket efter Kommissionens opfattelse fører til, at forbru-

gerne har ringe tillid til grænseoverskridende handel på grund af de for-

skelligartede niveauer for forbrugerbeskyttelse.

Det overordnede formål med direktivet er på den baggrund at fremme

den grænseoverskridende handel og øge forbrugerbeskyttelsen. De er-

hvervsdrivende skal have samme forpligtelser i alle medlemsstaterne,

hvilket skal bidrage til, at virksomhederne ikke afholder sig fra at udbyde

varer eller tjenester i andre stater end deres hjemstat. For forbrugeren

skal direktivet sikre, at en forbruger har de samme rettigheder, uanset

hvor i EU vedkommende køber sine varer eller tjenesteydelser. Det er

således hensigten at øge forbrugerens tillid til køb af varer eller tjeneste-

ydelser, der er udbudt i andre lande i EU.

2.2. Direktivforslagets enkelte bestemmelser

2.2.1. Formål og anvendelsesområde

Formålet med direktivet er efter forslagets artikel 1 at bidrage til et vel-

fungerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau

gennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter ved medlemsstaternes

love om aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende.

I forlængelse heraf fastlægges det i forslagets artikel 3, at direktivet skal

finde anvendelse på købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem en erhvervs-

drivende og en forbruger i det omfang, dette følger af direktivets be-

stemmelser.

Ved en forbruger skal efter forslagets artikel 2, nr. 1, forstås enhver fy-

sisk person, der i forbindelse med aftaler, der er omfattet af direktivet,

ikke handler som led i sit erhverv.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved en erhvervsdrivende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der i

forbindelse med aftaler omfattet af direktivet, handler som led i sit er-

hverv, samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendes

navn eller på dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 2.

Det beskrevne anvendelsesområde i artikel 3 fører til, at direktivet som

udgangspunkt omfatter

enhver aftale,

der indebærer, at den erhvervsdri-

vende skal levere en vare eller en tjenesteydelse til forbrugeren, uanset

under hvilke former aftalen indgås.

Ved en vare skal efter forslagets artikel 2, nr. 4, forstås enhver løsøregen-

stand, undtagen a) varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i hen-

hold til lov, b) vand og gas, medmindre disse varer sælges i et afgrænset

volumen eller i en bestemt mængde og c) elektricitet.

En købsaftale defineres i artikel 2, nr. 3, som enhver aftale mellem den

erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftale

med blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand.

Forslaget indeholder ikke en definition af, hvad der forstås ved en tjene-

steydelse, men angiver i artikel 2, nr. 5, at der med en tjenesteydelsesaf-

tale forstås enhver aftale, dog ikke købsaftale, i henhold til hvilken den

erhvervsdrivende yder forbrugeren en tjeneste.

Medmindre andet følger af direktivets enkelte bestemmelser, finder di-

rektivets regler således anvendelse ved så forskelligartede aftaletyper

som f.eks. køb af brød i en bagerbutik (købsaftale), klipning i en frisørsa-

lon (tjenesteydelsesaftale), indgåelse af lejeaftale (tjenesteydelsesaftale),

aftale om udførelse af håndværksydelser i forbrugerens hjem (tjeneste-

ydelsesaftale), køb af fast ejendom (købsaftale), køb af større forbrugs-

genstande som f.eks. biler og campingvogne (købsaftale), osv.

Er der tale om en aftale, der angår en finansiel tjenesteydelse følger det af

forslagets artikel 3, stk. 2, at alene visse af forslagets bestemmelser skal

være anvendelige, nemlig direktivets artikel 8-20 om visse aftaler indgået

uden for fast forretningssted, direktivets artikel 30-39 om urimelige kon-

traktvilkår og de generelle regler i artikel 40-46, sammenholdt med di-

rektivets artikel 4 om fuld harmonisering.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved en finansiel tjenesteydelse forstås efter direktivet enhver tjeneste-

ydelse, der vedrører bankvirksomhed, forsikring, individuelle pensions-

ordninger, investeringer og betalinger, jf. artikel 2, nr. 13.

Er der tale om aftaler omfattet af direktivet om timeshare eller direktivet

om pakkerejser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF om

beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om

brugsret til fast ejendom på timesharebasis og Rådets direktiv

90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er det

alene direktivets artikel 30-39 om urimelige kontraktvilkår smh. med ar-

tikel 4 om harmoniseringsgrad, der finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 3.

I forslagets artikel 3, stk. 4, angives endvidere, at de oplysningsforplig-

telser, der følger af direktivets artikel 5, 7, 9 og 11 ikke berører de be-

stemmelser om oplysningskrav, der findes i servicedirektivet (Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12, december 2006 om

tjenesteydelser i det indre marked) eller i e-handelsdirektivet (Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse ret-

lige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk han-

del, i det indre marked). Det fremgår ikke, om reglerne så gælder sidelø-

bende, eller om udelukkende oplysningskravene i de specielle direktiver

finder anvendelse.

2.2.2. Totalharmonisering

Som noget meget centralt foreslås i direktivforslagets artikel 4, at med-

lemsstaterne ikke i national ret skal kunne beholde eller indføre bestem-

melser, der fraviger dem, som er fastsat i direktivet, herunder angive

strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbruger-

beskyttelsesniveau.

Dette er afgørende nyt i forhold til de fire forbrugerbeskyttelsesdirekti-

ver, der foreslås erstattet af det fremlagte direktivforslag, jf. ovenfor, idet

disse fire eksisterende direktiver alle indeholder minimumsklausuler.

Forslaget indeholder ikke bestemmelser om adgang til på visse punkter at

undtage fra kravet om totalharmonisering. Der er således lagt op til, at

totalharmoniseringen skal være undtagelsesfri.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.2.3. Generelle oplysningskrav

Forslaget fastlægger i artikel 5, at den erhvervsdrivende forud for indgå-

else af enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er for-

pligtet til at give forbrugeren en række oplysninger. Tilsvarende bestem-

melse findes ikke i de fire eksisterende direktiver, jf. ovenfor.

Som det fremgår, er der tale om en oplysningsforpligtelse, der efter for-

slaget skal gælde generelt ved alle aftaletyper omfattet af direktivet –

dvs. uanset om der er tale om købs- eller tjenesteydelsesaftaler, og uanset

om aftalen indgås på den erhvervsdrivendes forretningssted, uden for fast

forretningssted eller ved fjernsalg.

Artikel 5 indebærer, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af en

købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at gi-

ve en række oplysninger til forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan kun

undlade at give oplysningerne, hvis de ”allerede fremgår af konteksten”.

Direktivforslaget indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til,

for at oplysninger kan anses for at fremgå tilstrækkelig tydeligt af ”kon-

teksten”. Det kan dermed give anledning til tvivl, hvornår den erhvervs-

drivende uanset udgangspunktet i artikel 5 kan undlade at give yderligere

oplysninger.

De oplysninger, der efter bestemmelsen skal gives forbrugeren forud for

aftalens indgåelse, er følgende:

Litra a – oplysninger om

produktets vigtigste egenskaber

i et omfang, der

svarer til kommunikationsteknikken og produktet.

Mens ”kommunikationsteknikken” ikke er nærmere defineret, følger det

af forslagets artikel 2, nr. 12, at der ved produkt skal forstås enhver vare

eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser.

Det fremgår ikke af direktivforslaget, hvad produktets vigtigste egenska-

ber er, eller hvordan forholdet er mellem den foreslåede bestemmelse og

eventuelle særlige nationale mærkningsordninger mv.

Litra b – oplysninger om

den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn,

f.eks. firmanavn, samt – hvis det er relevant – oplysninger om navnet på

den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler. Er der tale

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

om en offentlig auktion, kan de pågældende oplysninger erstattes af op-

lysninger om navn og fysisk adresse på auktionarius, jf. artikel 5, stk. 2.

Direktivforslaget sondrer mellem ”auktion” og ”offentlig auktion”, og

fastlægger, at der med offentlig auktion menes en salgsmetode, hvor den

erhvervsdrivende tilbyder varer til forbrugerne, som selv er eller har mu-

lighed for selv at være til stede under auktionen, gennem en konkurren-

cebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den

højstbydende er forpligtet til at købe varerne, jf. artikel 2, nr. 16.

Litra c – oplysninger om

prisen

inklusiv afgifter, samt – hvis produktets

art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd – den

måde hvorpå prisen udregnes og, hvis det er relevant, alle yderligere om-

kostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse omkost-

ninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysninger om, at

sådanne omkostninger kan forekomme.

Litra d – oplysninger om forholdene vedrørende

betaling, levering og

gennemførelse af klagebehandling,

hvis disse afviger fra kravene i for-

bindelse med erhvervsmæssig diligenspligt. Ved erhvervsmæssig dili-

genspligt skal efter artikel 2, nr. 14, forstås ”den standard for de særlige

færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan

forventes at udvise over for forbrugere, og som skal stå i et rimeligt for-

hold til hæderlig markedspraksis og/eller det generelle princip om god tro

inden for den erhvervsdrivendes virkefelt”.

Det må antages, at der med anvendelsen af begrebet ”god tro” ikke er tale

om god tro i den betydning, begrebet sædvanligvis forstås i dansk aftale-

retlig sammenhæng, men en henvisning til almindelig hæderlighed eller

lignende hos den erhvervsdrivende.

Litra e – oplysninger om eventuel

fortrydelsesret,

hvis dette er relevant.

Hvorvidt oplysningen er relevant eller ej, vil afhænge af, hvilken type

aftale der er tale om, jf. herom nedenfor.

Litra f – oplysninger om eventuel

eftersalgsservice og handelsmæssige

garantier

og betingelserne for at benytte disse, hvis dette er relevant.

Ved en handelsmæssig garanti skal der efter artikel 2, nr. 18, forstås en-

hver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten (”garanti-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

giveren”) har påtaget sig over for forbrugeren til at refundere købesum-

men eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved

varen, hvis den ikke svarer til de specifikationer, der fremgår af garanti-

erklæringen eller af de relevante reklamer på tidspunktet eller forud for

aftalens indgåelse.

Det er ikke umiddelbart klart, om der med henvisningen til reklamer

tænkes på reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den han-

delsmæssige garanti.

Direktivforslaget definerer i artikel 2, nr. 17, producent som den, der har

fremstillet en vare, den importør, der har indført den i Fællesskabet, eller

enhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet varen

med sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn.

Bestemmelsen i artikel 5, litra f, pålægger ikke den erhvervsdrivende at

tilbyde eftersalgsservice eller at give en handelsmæssig garanti, men fo-

reskriver alene, at den erhvervsdrivende – hvis der er ydet en sådan ga-

ranti eller tilbudt eftersalgsservice – inden aftalens indgåelse skal oplyse

herom og om betingelserne for at benytte den pågældende service eller

garanti.

Litra g – oplysninger om

aftalens gyldighedsperiode,

hvis dette er rele-

vant, eller – hvis aftalen er tidsbestemt – betingelserne for at bringe afta-

len til ophør.

Litra h – oplysninger om

minimumsvarigheden af forbrugerens forplig-

telser

efter aftalen, hvis dette er relevant.

Bestemmelsen hverken forbyder eller berettiger den erhvervsdrivende at

gøre brug af såkaldte bindingsperioder, men er der et sådant vilkår om, at

forbrugeren i en vis periode er forhindret i at opsige aftalen, skal den er-

hvervsdrivende på forhånd oplyse forbrugeren herom.

Litra i – oplysninger om eventuelle

forskud eller andre finansielle garan-

tier,

som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den er-

hvervsdrivende, samt betingelserne herfor.

Efter forslagets artikel 5, stk. 3, er de oplysninger, der skal gives efter

artikel 5, stk. 1, en integreret del af aftalen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsvirkningerne af at tilsidesætte forpligtelsen i artikel 5 til at give ræk-

ken af oplysninger til forbrugeren forud for aftalens indgåelse er nærmere

reguleret i forslagets artikel 6.

Efter forslagets artikel 6, stk. 1, kan en erhvervsdrivende, der ikke opfyl-

der forpligtelsen efter artikel 5, stk. 1, litra c, til at oplyse forbrugeren om

eventuelle yderligere omkostninger vedrørende fragt mv., ikke kræve så-

danne omkostninger betalt af forbrugeren. Tilsvarende er ikke fastlagt i

relation til tilsidesættelse af de øvrige dele af artikel 5. For disse er ud-

gangspunktet efter artikel 6, stk. 2, at virkningerne af tilsidesættelse skal

fastlægges i overensstemmelse med gældende ret, og medlemsstaterne er

forpligtede til i national lovgivning at indføre bestemmelser om effektive

aftaleretlige beføjelser ved enhver misligholdelse af artikel 5. Direktiv-

forslaget foreskriver ikke nærmere, hvilke aftaleretlige beføjelser der kan

være tale om.

Er der tale om aftaleindgåelse mellem to ikke-erhvervsdrivende via en

erhvervsdrivende mellemmand, indeholder direktivforslagets artikel 7

bestemmelser om visse særlige oplysningskrav. Ved en mellemmand for-

stås en erhvervsdrivende, der indgår aftalen i forbrugerens navn eller på

dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 19. Det fremgår af præambelbetragtning

nr. 20 i direktivforslaget, at begrebet mellemmand eksempelvis ikke om-

fatter en onlinehandelsplatform, når der ikke indgås aftaler i en anden

parts navn eller på dennes vegne.

Efter forslagets artikel 7, stk. 1, skal en mellemmand forud for aftalens

indgåelse oplyse forbrugeren om navn og adresse på den anden forbru-

ger, i hvis navn mellemmanden handler, og at aftalen ikke er en aftale

mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, men derimod en aftale mel-

lem to privatpersoner og dermed ikke omfattet af anvendelsesområdet for

direktivforslaget. En mellemmand, der ikke opfylder informationspligten

efter stk. 1, anses for at have indgået aftalen i eget navn, jf. artikel 7, stk.

2. Mellemmanden bliver herefter forpligtet som om vedkommende var

hovedmand. Artikel 7 finder ikke anvendelse på offentlige auktioner, jf.

artikel 7, stk. 3.

2.2.4. Oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for

fast forretningssted

Direktivforslagets kapitel III indeholder visse bestemmelser, som i mod-

sætning til kapitel II

ikke

finder anvendelse på enhver forbrugeraftale,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

men alene i de tilfælde, hvor der foreligger en såkaldt fjernsalgsaftale

eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 8. Det er

derimod uden betydning for reglernes anvendelse, om aftalen vedrører

varekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse.

Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted på-

lægges den erhvervsdrivende bl.a. at give forbrugeren visse yderligere

oplysninger (dvs. oplysninger, der rækker videre end den generelle for-

pligtelse til forbrugeroplysning, der følger af forslagets artikel 5).

Ved en fjernsalgsaftale forstås efter direktivforslagets artikel 2, nr. 6, en-

hver købs- eller tjenesteydelsesaftale, hvor den erhvervsdrivende med

henblik på aftalens indgåelse udelukkende anvender en eller flere former

for fjernkommunikationsteknikker.

Fjernkommunikationsteknikker er i forslagets artikel 2, nr. 7, defineret

som ethvert middel, der uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens

samtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse

af en aftale mellem disse parter.

Efter artikel 2, nr. 8, skal ved aftale uden for fast forretningssted forstås

a) enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale (eller forbrugerens tilbud om

at indgå en sådan aftale) indgået uden for fast forretningssted med den

erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse, eller b) en-

hver købs- eller tjenesteydelsesaftale, der er indgået på fast forretnings-

sted, men forhandlet på plads uden for fast forretningssted med den er-

hvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse.

Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9, a) ethvert ubevæge-

ligt eller bevægeligt detailforretningssted, herunder sæsonbestemte de-

tailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet,

eller b) markedsboder og messestande, hvor den erhvervsdrivende re-

gelmæssigt eller midlertidigt udøver sin aktivitet.

Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted skal

den erhvervsdrivende i medfør af direktivforslagets artikel 9 give forbru-

geren en række oplysninger.

Den erhvervsdrivende skal i disse tilfælde oplyse forbrugeren om følgen-

de:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Litra a – de oplysninger, der er nævnt i artikel 5 og 7, herunder også op-

lysninger om forholdene vedrørende betaling, levering mv., uanset artikel

5, stk. 1, litra d – dvs. oplysningerne skal gives, uanset om vilkårene på

dette punkt ikke afviger fra almindelig diligenspligt, jf. ovenfor under

pkt. 2.2.3.

Litra b – oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelserne og

proceduren for at gøre en sådan ret gældende, jf. forslagets bilag 1.

Litra c – oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes

faste forretningssted, og eventuelt også på det faste forretningssted for

den erhvervsdrivende, på hvis vegne der handles, og hvortil forbrugeren

kan indgive eventuelle klager.

Litra d – oplysninger om eventuelle adfærdskodekser, og hvor de eventu-

elt kan erhverves.

Litra e – oplysninger om adgang til mindelig bilæggelse af tvister, hvis

dette er relevant.

Litra f – oplysninger om, at aftalen indgås med en erhvervsdrivende, og

at forbrugeren nyder beskyttelse efter reglerne i direktivet.

I modsætning til den generelle oplysningsforpligtelse efter direktivfor-

slagets artikel 5, er det ikke efter artikel 9 muligt for den erhvervsdriven-

de at undlade at give oplysningerne med den begrundelse, at de allerede

fremgår af sammenhængen.

2.2.5. Formelle krav for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast

forretningssted

Som noget nyt indeholder direktivforslaget i artikel 10 og 11 bestemmel-

ser om formelle krav til aftaleindgåelsen og aftalen ved fjernsalgsaftaler

og aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Direktivforslagets artikel 11, stk. 1, angiver, at ved fjernsalgsaftaler, skal

de oplysninger, der følger af artikel 9, litra a – dvs. oplysninger som

nævnt i artikel 5 og artikel 7 – inden aftalens indgåelse stilles til rådighed

for forbrugeren på en klar, letlæselig og forståelig måde ”under anven-

delse af midler, der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik”.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Har den erhvervsdrivende telefonisk kontaktet forbrugeren med henblik

på indgåelse af aftale, skal den erhvervsdrivende ved samtalens begyn-

delse opgive sit navn og oplyse om samtalens kommercielle sigte, jf. ar-

tikel 11, stk. 2.

Hvis aftalen indgås under anvendelse af en teknik, hvor der kun er be-

grænset plads eller tidsrum til at formidle oplysningerne, skal den er-

hvervsdrivende forud for aftalens indgåelse som minimum give oplys-

ninger om produktets vigtigste egenskaber og den samlede pris, jf. artikel

5, stk. 1, litra a og c, ved anvendelse af den nævnte særlige teknik. De

øvrige oplysninger, der skal gives efter artikel 5 og 7, kan den erhvervs-

drivende på passende måde formidle til forbrugeren i overensstemmelse

med stk. 1, jf. artikel 11, stk. 3.

Inden rimelig tid efter aftalens indgåelse og senest ved leveringen, når

der er tale om varer, eller når tjenesteydelsen er påbegyndt, skal forbru-

geren på et varigt medium modtage en bekræftelse på alle oplysninger

nævnt i artikel 9, medmindre oplysningerne allerede forud for aftaleind-

gåelsen er givet til forbrugeren på et sådant medium, jf. artikel 11, stk. 4.

Ved et varigt medium skal ifølge artikel 2, nr. 10, forstås ethvert middel,

som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at oplagre

information rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremti-

dig anvendelse i en periode, som er passende med henblik på informatio-

nerne, og som gendanner de oplagrede informationer uændret.

Det følger af artikel 11, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må stille andre

formelle krav til fjernsalgsaftaler end dem, der er nævnt i artikel 11, stk.

1-4.

Er der tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted, følger de

formelle krav af direktivforslagets artikel 10.

Bestemmelsens stk. 1 angiver, at for sådanne aftaler skal de oplysninger,

der er nævnt i artikel 9, fremgå af en skriftlig ordreseddel på en letlæse-

lig, klar og forståelig måde, idet der ved en ordreseddel forstås et middel,

som opregner kontraktvilkårene og undertegnes af forbrugeren med hen-

blik på en aftale, som indgås uden for fast forretningssted, jf. artikel 2, nr.

11. Ordresedlen skal endvidere omfatte den standardformular for brug af

fortrydelsesretten, der er optrykt som bilag I til direktivforslaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter artikel 10, stk. 2, er aftaler indgået uden for fast forretningssted kun

gyldige, hvis forbrugeren underskriver en ordreseddel, og – hvis denne

ikke er på papir – modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt me-

dium. Bestemmelsen fastlægger således, at ordresedlen skal være en gyl-

dighedsbetingelse for aftaler indgået uden for fast forretningssted.

Medlemsstaterne kan ikke stille andre formelle krav end dem, der er an-

ført i bestemmelsens stk. 1 og 2, jf. artikel 10, stk. 3.

2.2.6. Fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for

fast forretningssted

Direktivforslagets kapitel III indeholder desuden bestemmelser om, at

forbrugeren i visse tilfælde af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for

fast forretningssted har ret til at fortryde aftalen. Ligesom ovennævnte

regler om oplysningspligt for den erhvervsdrivende gælder fortrydelses-

retten ikke enhver forbrugeraftale, men alene aftaler om fjernsalg og afta-

ler indgået uden for fast forretningssted, mens det derimod er uden be-

tydning, om aftalen vedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tje-

nesteydelse.

Spørgsmålet om fortrydelsesrettens længde og begyndelsestidspunkt er

reguleret i forslagets artikel 12.

Efter stk. 1 har forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og ved aftaler indgået

uden for fast forretningssted en

frist på 14 dage til at fortryde

aftalen

uden angivelse af nogen grund. Det fremgår supplerende af præambelbe-

tragtning nr. 24, at fristen bør regnes i kalenderdage.

Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt i

bestemmelsens stk. 2. For

aftaler indgået uden for fast forretningssted

løber fristen fra den dato, hvor forbrugeren underskriver ordresedlen, el-

ler – hvis ordresedlen ikke er på papir – fra det tidspunkt, hvor forbruge-

ren modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Er der

tale om en aftale om

fjernsalg af varer,

løber fortrydelsesfristen fra den

dato, hvor forbrugeren eller en tredjemand, der er angivet af forbrugeren,

får de bestilte varer i sin fysiske besiddelse. For så vidt angår aftaler om

fjernsalg af tjenesteydelser

løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor

aftalen indgås.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

14-dages fristen er overholdt, hvis forbrugeren inden fristens udløb sen-

der en meddelelse til den erhvervsdrivende om udøvelse af fortrydelses-

retten, jf. artikel 12, stk. 3. Forsendelsesrisikoen for meddelelsen påhviler

således den erhvervsdrivende.

Efter artikel 12, stk. 4, må medlemsstaterne ikke forbyde parterne at op-

fylde deres forpligtelser i henhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen er

udløbet.

Som tidligere omtalt skal den erhvervsdrivende i henhold til direktivfor-

slagets artikel 9, litra b, artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, oplyse for-

brugeren om retten til at fortryde aftalen. Har den erhvervsdrivende und-

ladt dette, er konsekvensen efter forslagets artikel 13, at fortrydelsesfri-

sten først udløber 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdri-

vende fuldt ud har opfyldt sine øvrige aftalemæssige forpligtelser. Efter

præambelbetragtning nr. 27 bør den erhvervsdrivende anses for at have

opfyldt sine forpligtelser fuldt ud, når vedkommende har leveret de varer

eller fuldt ud ydet de tjenesteydelser, som forbrugeren har bestilt.

De nærmere spørgsmål om, hvordan forbrugeren skal forholde sig, hvis

fortrydelsesretten benyttes, er omtalt i direktivforslagets artikel 14.

Efter artikel 14, stk. 1, skal forbrugeren give den erhvervsdrivende med-

delelse om, at fortrydelsesretten udnyttes, og meddelelsen skal gives på

et varigt medium enten udformet med forbrugerens egne ord eller ved

anvendelse af den standardformular for fortrydelse, der er optaget som

bilag 1 til direktivforslaget. Medlemsstaterne må ikke indføre andre for-

melle krav til standardfortrydelsesformularen.

Artikel 14, stk. 2, angiver, at for fjernsalgsaftaler indgået over internettet

kan den erhvervsdrivende – foruden de muligheder, der er nævnt i stk. 1

– give forbrugeren adgang til at udfylde og indsende standardfortrydel-

sesformularen elektronisk på den erhvervsdrivendes hjemmeside. I så

fald skal den erhvervsdrivende omgående pr. e-mail bekræfte modtagel-

sen af meddelelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes.

Den overordnede konsekvens af, at fortrydelsesretten benyttes, er, at bå-

de den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelse til at opfylde afta-

len ophører, jf. direktivforslagets artikel 15. Er der tale om en situation,

hvor forbrugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, ophører

således også forpligtelsen til at indgå denne aftale.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For den erhvervsdrivende indebærer brug af fortrydelsesretten endvidere

visse forpligtelser. I så fald er den erhvervsdrivende nemlig forpligtet til

at refundere ethvert beløb, vedkommende har modtaget fra forbrugeren.

Beløbet skal tilbagebetales til forbrugeren senest 30 dage efter den dato,

hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen fra forbrugeren

om, at fortrydelsesretten gøres gældende, jf. direktivforslagets artikel 16,

stk. 1.

Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdri-

vende efter artikel 16, stk. 2, berettiget til at tilbageholde det modtagne

beløb, indtil det tidspunkt, hvor vedkommende har modtaget eller hentet

de returnerede varer fra forbrugeren, eller indtil det tidspunkt, hvor den

erhvervsdrivende fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at va-

rerne er returneret.

Direktivforslagets artikel 17 omhandler følgerne for forbrugeren af at

gøre fortrydelsesretten gældende.

Hvis der er tale om en aftale vedrørende salg af varer, hvor forbrugeren

inden fortrydelsesfristens udløb fysisk har modtaget varerne, skal forbru-

geren, når fortrydelsesretten gøres gældende, returnere varerne til den

erhvervsdrivende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende.

Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afvente varerne, skal

dette ske senest

14 dage

efter den dato, hvor forbrugeren har givet den

erhvervsdrivende besked om, at aftalen fortrydes.

Forbrugeren skal kun betale de udgifter, der er forbundet med den direkte

tilbagelevering af varerne til den erhvervsdrivende, jf. artikel 17, stk. 1.

Brug af fortrydelsesretten kan således eksempelvis ikke betinges af, at

der betales et gebyr eller administrationsomkostninger til den erhvervs-

drivende – alene udgifter til forsendelse skal afholdes af forbrugeren ved

dennes returnering af de modtagne varer.

Artikel 17, stk. 2, angiver, at forbrugeren ved brug af fortrydelsesretten

kun hæfter for varernes eventuelle værdiforringelse, hvis varerne har væ-

ret håndteret på anden måde, end hvad der er nødvendigt for at få kend-

skab til varens art og den måde, varen fungerer på.

Hvis den erhvervsdrivende i strid med direktivforslagets artikel 9, litra b,

har undladt at give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten, betin-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gelserne og procedurerne herfor, hæfter forbrugeren heller ikke i sådanne

tilfælde for varens eventuelle værdiforringelse.

Er der tale om fortrydelse af en aftale om udførelse af en tjenesteydelse,

hæfter forbrugeren ikke for de udgifter, den erhvervsdrivende allerede

har afholdt, hvis tjenesteydelsen er helt eller delvis udført, inden fortry-

delsesfristens udløb.

2.2.7. Tilknyttede aftaler og betydningen af, at en aftale fortrydes

I direktivforslagets artikel 18 er nærmere beskrevet, hvilke konsekvenser

det har for såkaldt tilknyttede aftaler, hvis en forbruger gør brug af for-

trydelsesretten.

Ved en tilknyttet aftale skal efter direktivforslagets artikel 2, nr. 20, for-

stås en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller tjene-

steydelser, som er omfattet af en aftale vedrørende fjernsalg eller en afta-

le indgået uden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjeneste-

ydelser leveres af den erhvervsdrivende eller tredjemand på grundlag af

et arrangement mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.

Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden

for fast forretningssted efter reglerne i direktivforslagets artikel 12-17,

ophører enhver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer ud-

gifter for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i situationer, der er omfattet

af artikel 15 om tilknyttede kreditaftaler i direktiv 2008/48/EF om for-

brugerkreditter.

Efter artikel 18, stk. 2, fastlægger medlemsstaterne de nærmere bestem-

melser om ophævelsen af disse tilknyttede aftaler.

2.2.8. Undtagelser til fortrydelsesretten

Som omtalt ovenfor finder direktivforslagets bestemmelser om fortrydel-

sesret alene anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser,

hvis der er tale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forret-

ningssted.

Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for

fast forretningssted, er der visse situationer, hvor bestemmelserne om

fortrydelsesret efter direktivforslaget ikke skal gælde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 19, stk. 1, vedrører undtagelser fra forbrugerens adgang til at for-

tryde

fjernsalgsaftaler.

Det drejer sig om følgende situationer:

Litra a – ved tjenesteydelser, hvor udførelsen med forbrugerens samtykke

er påbegyndt inden udløbet af fortrydelsesfristen.

Af præambelbetragtning nr. 34 fremgår supplerende, at det i visse tilfæl-

de, hvor fjernlevering påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb (f.eks.

ved forbrugerens download af datafiler inden fristens udløb), ville være

urimeligt, hvis forbrugeren kunne gøre fortrydelsesretten gældende efter

at have benyttet tjenesteydelsen helt eller delvis. Derfor bør forbrugeren i

sådanne tilfælde miste retten til at fortryde, når leveringen påbegyndes,

forudsat at forbrugeren forudgående og udtrykkeligt har samtykket hertil.

Litra b – ved levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er af-

hængig af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er

uden indflydelse på.

Litra c – ved levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens spe-

cifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som må anta-

ges at ville blive forringet eller forældet hurtigt.

Som det eksisterende fjernsalgsdirektiv indeholder direktivforslaget ikke

nærmere anvisninger på, hvornår bestemmelsen kan tænkes anvendt, og

hvor meget der skal til for at anse en vare for at forældes ”hurtigt” eller

for at være tilført et sådant ”tydeligt personligt præg”, at fortrydelsesret-

ten ikke kan gøres gældende.

Litra d – ved aftaler om levering af vin, hvor prisen er fastsat ved aftalens

indgåelse, men hvor levering først kan finde sted efter fortrydelsesfri-

stens udløb, og hvor prisen afhænger af markedskonjunkturer, som den

erhvervsdrivende er uden indflydelse på.

Litra e – levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller edb-

software, hvor forbrugeren har brudt plomberingen.

Litra f – levering af aviser, tidsskrifter og magasiner.

Litra g – aftaler vedrørende tips- og lotteriydelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Litra h – aftaler indgået på auktion, idet der ved en auktion forstås en

salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenester

gennem en konkurrencebaseret budprocedure, som kan omfatte brug af

fjernkommunikationsteknikker, og hvor den højstbydende er forpligtet til

at købe varerne eller tjenesteydelserne. En transaktion på grundlag af et

fastpristilbud er, selv om forbrugeren får mulighed for at indgå aftalen

gennem en budprocedure, ikke en auktion, jf. i det hele artikel 2, nr. 15.

I artikel 19, stk. 2, opregnes de situationer, hvor der – uanset at der fore-

ligger en

aftale indgået uden for fast forretningssted

ikke er adgang for

forbrugeren til at fortryde aftalen. Det drejer sig om følgende tilfælde:

Litra a – ved aftale om levering af fødevarer, drikkevarer og andre varer

til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens

hjem, bopæl eller arbejdsplads af den erhvervsdrivende på baggrund af

forbrugerens forudgående udvælgelse af varerne ved hjælp af fjernkom-

munikation – f.eks. via internettet.

Litra b – aftaler, hvor forbrugeren i en nødsituation har anmodet den er-

hvervsdrivende om hjælp. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse her-

med sælger yderligere varer eller tjenesteydelser til forbrugeren, har for-

brugeren imidlertid i forhold til disse aftaler fortrydelsesret i overens-

stemmelse med direktivets øvrige bestemmelser.

Bestemmelsen er ny i forhold til det eksisterende direktiv om aftaler ind-

gået uden for fast forretningssted. I præambelbetragtning nr. 37 er anført,

at fortrydelsesretten af hensyn til retssikkerheden og af forenklingshen-

syn bør finde anvendelse på alle former for aftaler indgået uden for fast

forretningssted, undtagen under nærmere definerede omstændigheder,

som let kan dokumenteres, og at fortrydelsesretten derfor ikke bør kunne

påberåbes i forbindelse med hastende reparationer i forbrugerens hjem,

idet fortrydelsesretten er uforenelig med nødsituationer.

Litra c – aftaler, hvor forbrugeren via fjernkommunikationsteknikker –

eksempelvis telefon – har anmodet den erhvervsdrivende om at foretage

reparation eller vedligeholdelse af forbrugerens ejendom. Hvis den er-

hvervsdrivende i forbindelse med sit besøg i forbrugerens hjem indgår en

ny aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som går ud over, hvad

forbrugeren i første omgang anmodede om, finder fortrydelsesretten an-

vendelse på disse varer og tjenesteydelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det følge af artikel 19, stk. 3, at parterne har mulighed for at aftale, at

bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke skal anvendes.

2.2.9. Undtagelser til direktivforslagets kapitel III i øvrigt

I direktivforslagets artikel 20 opregnes de aftaletyper, hvor der ikke blot

er undtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. artikel 19, men hvor der i

det hele undtages fra direktivets artikel 8-19 – dvs. både oplysningskrav

og fortrydelsesretten.

For så vidt angår både

fjernsalgsaftaler

aftaler indgået uden for fast

forretningssted

er følgende aftaletyper undtaget, jf. artikel 20, stk. 1:

Litra a – aftaler om salg af fast ejendom og aftaler om andre rettigheder i

forbindelse med fast ejendom, bortset fra aftaler om udlejning og aftaler

om arbejder i forbindelse med fast ejendom.

I præambelbetragtning nr. 35 er det anført, at Kommissionen har kunnet

konstatere en række problemer for forbrugerne i relation til aftaler om

forbedringer i hjemmet, hvor forbrugerne udsættes for stort pres med

hensyn til at bestille dyrt renoveringsarbejde. Derfor bør bestemmelserne

om oplysninger og fortrydelsesret udvides til også at omfatte denne form

for aftaler om arbejder i hjemmet, således at aftaler om overdragelse af

interesser i fast ejendom som de eneste ikke er omfattet af direktivets be-

stemmelser om oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg og aftaler

indgået uden for fast forretningssted.

Litra b – aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatise-

rede forretningslokaler.

Litra c – aftaler, der indgås med formidlere af telekommunikation ved

brug af offentlige telefonbokse.

Litra d – aftaler om levering af føde- og drikkevarer, hvis den erhvervs-

drivende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter i nabolaget til den er-

hvervsdrivendes faste forretningssted.

Efter artikel 20, stk. 2, finder artikel 8-19 endvidere ikke anvendelse på

aftaler indgået uden for fast forretningssted

i følgende tilfælde:

Litra a – aftaler vedrørende forsikring.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Litra b – aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger

af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indfly-

delse på, og hvor prisudsvingene kan forekomme inden fortrydelsesfri-

stens udløb, jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv

(direktiv 2002/65/EF).

Litra c – aftaler om kredit omfattet direktiv 2008/48/EF om forbruger-

kreditter.

Endelig fastlægger artikel 20, stk. 3, at artikel 8-19 endvidere ikke finder

anvendelse på aftaler om

fjernsalg

vedrørende tjenesteydelsesaftaler om

levering af logi, transport, biludlejning samt forplejning og fritidstilbud,

når aftalerne vedrører levering på en forud fastsat dato eller i et nærmere

bestemt tidsrum.

I præambelbetragtning nr. 36 er herom anført, at sådanne aftaler indebæ-

rer, at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdrivende kunne finde det

vanskeligt at anvende, hvis der indføres fortrydelsesret, og at bestemmel-

serne om forbrugeroplysning og fortrydelsesret derfor ikke bør finde an-

vendelse på disse fjernsalgsaftaler.

2.2.10. Købsaftaler

Direktivforslaget indeholder i kapitel IV visse bestemmelser om forbru-

gerkøb. Bestemmelserne tilsigter at erstatte det nuværende direktiv

99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og svarer på

mange punkter til den nuværende regulering på området.

Efter forslagets artikel 21, stk. 1, finder direktivets kapitel IV anvendes

på købsaftaler, idet der som ovenfor nævnt ved en købsaftale forstås en-

hver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af va-

rer, herunder enhver aftale med blandet formål, der både har varer og tje-

nesteydelser som genstand, jf. artikel 2, nr. 3. I tilfælde af aftaler med

blandede formål, hvor den erhvervsdrivende både leverer varer og tjene-

steydelser, finder kapitlet kun anvendelse på varerne, jf. dog artikel 24,

stk. 5, om mangelfuld installation.

Efter artikel 21, stk. 2, skal kapitel IV også finde anvendelse på aftaler

om levering af varer, som først skal tilvirkes – dvs. såkaldte bestillings-

køb. Kapitlet er derimod ikke anvendeligt på de reservedele, som den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

erhvervsdrivende måtte anvende, hvis vedkommende afhjælper eventuel-

le mangler ved varen i henhold til forslagets artikel 26.

Medlemsstaterne har efter forslagets artikel 21, stk. 4, mulighed for at

fastsætte, at kapitel IV ikke skal anvendes på aftaler vedrørende brugte

genstande, der sælges på offentlig auktion.

2.2.11. Levering og risikoens overgang ved købsaftaler

I modsætning til den eksisterende EU-regulering på området indeholder

direktivforslaget bestemmelser om levering i købsaftaler (dvs. om tids-

punktet for levering og om beføjelser ved forsinket levering) og om risi-

koens overgang ved købsaftaler.

Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende således ef-

ter forslagets artikel 22, stk. 1, forpligtet til at lade den fysiske besiddelse

af varerne overgå til forbrugeren senest

30 dage

efter aftalens indgåelse.

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen til at levere, er

forbrugeren berettiget til at få eventuelle betalte beløb refunderet af den

erhvervsdrivende senest

7 dage

efter leveringsdatoen i henhold til stk. 1,

jf. artikel 22, stk. 2.

Spørgsmålet om risikoens overgang er reguleret i forslagets artikel 23.

Efter stk. 1 skal risikoen for tab eller beskadigelse af varer overgå til for-

brugeren på det tidspunkt, hvor vedkommende eller en tredjemand angi-

vet af forbrugeren, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse.

Risikoen overgår dog til forbrugeren på leveringstidspunktet, som er af-

talt mellem parterne, hvis forbrugeren eller den af forbrugeren angivne

tredjemand, dog ikke befragteren, ikke har truffet rimelige foranstaltnin-

ger med henblik på at tage varerne i fysisk besiddelse, jf. stk. 2.

I præambelbetragtning nr. 38 er det anført, at den nye bestemmelse om

risikoovergang ikke bør anvendes i det tilfælde, hvor forbrugeren venter

urimeligt længe med at tage varerne i sin besiddelse – f.eks. hvis forbru-

geren ikke afhenter varerne på posthuset inden den frist, posthuset har

fastsat. Under sådanne omstændigheder bør forbrugeren bære risikoen

for tab eller forringelse efter det leveringstidspunkt, der er aftalt med den

erhvervsdrivende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.2.12. Mangler ved salgsgenstanden

I lighed med den nuværende regulering i direktiv 99/44/EF om forbru-

gerkøb og garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget be-

stemmelser om, hvad der skal til, for at salgsgenstanden er i overens-

stemmelse med aftalen (kontraktmæssig) – dvs. hvilke krav salgsgen-

standen skal leve op til for at være mangelfri.

Efter forslagets artikel 24, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til at

levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen.

I præambelbetragtning nr. 39 er det anført, at den erhvervsdrivende bør

stå til ansvar over for forbrugeren, hvis varerne ikke er i overensstem-

melse med aftalen, og at den beskaffenhed og brugbarhed, som forbruge-

ren med rette kan forvente, bl.a. vil afhænge af, om varerne er nye eller

brugte og af varernes forventede holdbarhed.

Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 24, stk. 2, af en for-

modningsregel, hvorefter de leverede varer formodes at være i overens-

stemmelse med købsaftalen, hvis de lever op til visse nærmere angivne

krav.

Varerne formodes således at være kontraktmæssige, hvis

- de er i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes beskrivelse

af dem og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller

model, som den erhvervsdrivende har forelagt forbrugeren, jf. lit-

ra a,

- de er egnede til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, de skal

kunne anvendes til, når vedkommende har gjort den erhvervsdri-

vende bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, og

den erhvervsdrivende har accepteret dette, jf. litra b,

- de er egnede til de formål, som varer af samme type sædvanligvis

anvendes til, jf. litra c, eller

- de har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for va-

rer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan for-

vente under hensyntagen til deres art og i givet fald de oplysnin-

ger om deres konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om

dem af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i

reklamer eller gennem mærkning, jf. litra d.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det følger af forslagets artikel 24, stk. 3, at der ikke er tale om manglen-

de overensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på det

tidspunkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller med rimelighed

burde have været bekendt med den manglende overensstemmelse, eller

hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af for-

brugeren.

Efter artikel 24, stk. 4, skal den erhvervsdrivende ikke være bundet af

sådanne oplysninger som nævnt i stk. 2, litra d (oplysninger om varens

konkrete egenskaber afgivet offentligt af den erhvervsdrivende, produ-

centen eller dennes repræsentant), hvis den erhvervsdrivende godtgør, at

han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne ha-

ve haft kendskab til den pågældende oplysning, jf. litra a,

den pågældende oplysning var rettet ved indgåelsen af købsafta-

len, jf. litra b,

den pågældende oplysning ikke kan have haft betydning for for-

brugerens beslutning om at købe den pågældende vare, jf. litra c.

Manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation af varen,

betragtes som varens manglende overensstemmelse, når installationen af

varen indgår i købsaftalen og er udført af den erhvervsdrivende eller på

dennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv installerer en

vare, der er beregnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl i

installationsvejledningen, jf. artikel 24, stk. 5.

Direktivforslaget indeholder i artikel 25 en bestemmelse, der i den dan-

ske sprogversion har overskriften ”Lovfæstede rettigheder - Erstatnings-

ansvar for manglende overensstemmelser”. Bestemmelsen angiver, at

den erhvervsdrivende er ansvarlig over for forbrugeren for eventuel

manglende overensstemmelse (med aftalen), som foreslå på tidspunktet

for risikoens overgang til forbrugeren. Bestemmelsen omhandler således

uanset overskriften ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes eventuel-

le erstatningsansvar i anledning af mangler, men fastlægger det tids-

punkt, der er afgørende for mangelsvurderingen og dermed for, om den

erhvervsdrivende er ansvarlig for en fejl ved salgsgenstanden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.2.13. Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forslagets artikel 26 handler om de beføjelser, forbrugeren har, hvis den

erhvervsdrivende leverer en vare, der ikke er i overensstemmelse med

aftalen – dvs. hvis der foreligger en mangel ved salgsgenstanden.

Efter bestemmelsens stk. 1 har forbrugeren, hvis varen ikke er i overens-

stemmelse med aftalen, i overensstemmelse med stk. 2-5 ret til følgende:

- at få varen bragt i overensstemmelse med aftalen ved afhjælpning

eller omlevering, jf. litra a,

- at få et afslag i prisen, jf. litra b,

- at hæve købet, jf. litra c, idet forbrugeren dog kun kan hæve kø-

bet, hvis den manglende overensstemmelse er væsentlig, jf. stk. 3,

2. led.

I medfør af artikel 26, stk. 2, kan den erhvervsdrivende bringe varen i

overensstemmelse med aftalen ved efter eget valg enten at foretage af-

hjælpning eller omlevering. Forslaget adskiller sig herved fra det eksiste-

rende direktiv på området, hvorefter det som udgangspunkt er forbruge-

ren, der har valgretten mellem de to beføjelser.

Hvis den erhvervsdrivende kan bevise, at det er ulovligt, umuligt eller vil

kræve en uforholdsmæssig indsats fra den erhvervsdrivendes side at

bringe varen i overensstemmelse med aftalen ved at afhjælpe eller omle-

vere, kan forbrugeren efter forslaget vælge at få et prisafslag eller at hæ-

ve købet. Kravet til den erhvervsdrivendes indsats anses for uforholds-

mæssigt, hvis det påfører vedkommende omkostninger, der i forhold til

omkostningerne ved prisafslag eller ophævelse er urimelige under hensyn

til varens værdi i mangelfri tilstand og betydningen af den pågældende

mangel, jf. i det hele artikel 26, stk. 3. Det fremgår supplerende af præ-

ambelbetragtning nr. 40, at den erhvervsdrivendes indsats bør bedømmes

på en objektiv måde under hensyn til de omkostninger, der påføres den

erhvervsdrivende ved afhjælpning af manglen, varernes værdi og mang-

lens betydning, og at mangel på reservedele ikke bør være en gyldig

grund til, at den erhvervsdrivende ikke skal afhjælpe en mangel inden for

en rimelig frist.

Efter artikel 26, stk. 4, kan forbrugeren gøre mangelsbeføjelser som

nævnt i stk. 1, gældende, hvis

- den erhvervsdrivende direkte eller indirekte har afslået at bringe

varen i overensstemmelse med aftalen, jf. litra a,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

den erhvervsdrivende ikke har bragt varen i overensstemmelse

med aftalen inden for rimelig tid, jf. litra b,

den erhvervsdrivendes forsøg på at bringe varen i overensstem-

melse med aftalen har været til væsentlig ulempe for forbrugeren,

jf. litra c, eller

den samme mangel er opstået gentagne gange inden for en kort

periode, jf. litra d.

Det er i præamblens betragtning nr. 42 anført, at forbrugeren er berettiget

til frit at vælge mellem ethvert af de midler, der står til rådighed, hvis den

erhvervsdrivende har nægtet at afhjælpe manglen eller mere end én gang

har undladt at afhjælpe manglen. Det fremgår endvidere, at den er-

hvervsdrivendes afvisning ikke blot kan være udtrykkeligt, men også im-

plicit, hvis den erhvervsdrivende ikke reagerer eller ignorerer forbruge-

rens krav om afhjælpning af manglen.

Efter artikel 26, stk. 5, skal spørgsmålet om væsentlig ulempe for forbru-

geren og rimelig tid for den erhvervsdrivende til at bringe varen i over-

ensstemmelse med aftalen vurderes under hensyntagen til varens art og

forbrugerens formål med at anskaffe varen, jf. artikel 24, stk. 2, litra b,

der omhandler forbrugerens eventuelle særlige formål.

Artikel 27, stk. 1, fastsætter, at forbrugeren har ret til at få varen bragt i

overensstemmelse med aftalen ved gratis afhjælpning. I tilknytning hertil

fremgår det af præambelbetragtning nr. 41, at forbrugeren ikke bør af-

holde omkostninger i forbindelse med afhjælpning af den manglende

overensstemmelse, navnlig forsendelsesomkostninger, arbejdsløn og ma-

terialeomkostninger, og at forbrugeren endvidere ikke bør betale godtgø-

relse til den erhvervsdrivende for brug af defekte varer.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan forbrugeren ”kræve erstatning for tab,

som ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26, jf. dog be-

stemmelserne i dette kapitel”.

Direktivforslaget indeholder ikke nærmere anvisninger om indholdet af

denne bestemmelse, hvis rækkevidde giver anledning til betydelig tvivl.

2.2.14. Reklamationsfrister i købsaftaler

I lighed med direktiv 99/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og ga-

rantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget regler om, at

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forbrugeren skal reagere inden for visse frister, hvis vedkommende vil

gøre gældende, at der er mangler ved salgsgenstanden.

Efter forslagets artikel 28, stk. 1, er den erhvervsdrivende ansvarlig for

manglende overensstemmelse, der viser sig inden for 2 år efter det tids-

punkt, hvor risikoen for varen overgik til forbrugeren. Den absolutte re-

klamationsfrist er således 2 år efter forslaget.

Bestemmelsens stk. 2 fastlægger som noget nyt i forhold til de eksiste-

rende EU-regler på området, at der i de tilfælde, hvor den erhvervsdri-

vende foretager omlevering som følge af manglende overensstemmelse,

løber en ny 2-års frist for manglende overensstemmelse ved den omleve-

rede vare, regnet fra det tidspunkt, hvor forbrugeren eller en af forbruge-

ren angivet tredjemand får de omleverede varer i fysisk besiddelse.

Hvis der er tale om aftaler vedrørende brugte varer, kan den erhvervsdri-

vende og forbrugeren aftale, at der skal gælde en kortere absolut rekla-

mationsfrist. Fristen kan dog ikke være kortere end 1 år, jf. artikel 28,

stk. 3.

Efter artikel 28, stk. 4, kan forbrugeren kun gøre gældende, at varen er

mangelfuld, hvis vedkommende underretter den erhvervsdrivende om

manglende overensstemmelse med aftalen senest 2 måneder efter, at for-

brugeren har konstateret den manglende overensstemmelse. Den relative

reklamationsfrist efter forslaget er således 2 måneder fra det tidspunkt,

hvor forbrugeren faktisk opdagede manglen.

Det følger af artikel 28, stk. 5, at hvis en manglende overensstemmelse

med aftalen viser sig senest 6 måneder efter, at risikoen er overgået til

forbrugeren, formodes den at have eksisteret ved risikoens overgang.

Denne formodning gælder dog ikke, hvis det vil være uforeneligt med

varens eller den manglende overensstemmelses art.

2.2.15. Handelsmæssige garantier

Spørgsmålet om udformningen og indholdet af handelsmæssige garantier

er nærmere reguleret i forslagets artikel 29. Som omtalt ovenfor forstås

ved en handelsmæssig garanti enhver forpligtelse, som den erhvervsdri-

vende eller producenten (”garantigiveren”) har påtaget sig over for for-

brugeren til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på

anden måde afhjælpe mangler ved varen, hvis den ikke svarer til de spe-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

cifikationer, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante re-

klamer på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, jf. artikel 2, nr.

18.

En handelsmæssig garanti er retlig bindende for garantigiveren på de vil-

kår, der er fastsat i garantierklæringen. Hvis der ikke foreligger en egent-

lig garantierklæring, er den handelsmæssige garanti bindende på de vil-

kår, der er fastsat i reklamer for den handelsmæssige garanti, jf. direktiv-

forslagets artikel 29, stk. 1.

Efter artikel 29, stk. 2, skal garantierklæringen være udformet på en klar

og forståelig måde og være letlæselig. Garantierklæringen skal angive

følgende:

- forbrugerens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om

mangelsbeføjelser og klargøre, at disse rettigheder ikke berøres af

den handelsmæssige garanti, jf. litra a,

- indholdet af den handelsmæssige garanti og betingelserne for at

benytte garantien, navnlig garantiens varighed, dens geografiske

omfang samt navn og adresse på garantigiveren, jf. litra b,

- hvor det er relevant, det forhold, at den handelsmæssige garanti

ikke kan overføres til en efterfølgende køber, jf. dog artikel 32 og

35 og bilag III, pkt. 1, litra j, jf. litra c.

I præambelbetragtning nr. 44 er anført, at visse erhvervsdrivende og pro-

ducenter tilbyder forbrugeren handelsmæssige garantier, og at det – for at

undgå at forbrugerne vildledes – er vigtigt, at garantierne indeholder op-

lysninger om varighed og geografisk udstrækning, ligesom det skal

fremgå, at den handelsmæssige garanti ikke påvirker forbrugerens lovfæ-

stede rettigheder.

Hvis forbrugeren anmoder om det, skal garantibestemmelserne stilles til

rådighed for vedkommende på et varigt medium, jf. artikel 29, stk. 3.

Manglende overensstemmelse med direktivets krav i stk. 2 og 3 er uden

betydning for garantiens gyldighed, jf. stk. 4. Det fremgår derimod ikke

af direktivet, hvad retsvirkningen af manglende overholdelse af bestem-

melsen så skal være.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.2.16. Urimelige kontraktvilkår

Direktivforslagets kapitel V indeholder regler om forbrugerens rettighe-

der ved den erhvervsdrivendes brug af standardvilkår i kontrakter. Be-

stemmelserne, der i vid udstrækning svarer til reguleringen i det eksiste-

rende direktiv 93/13/EF, finder anvendelse på enhver form for forbruger-

aftale – dvs. uanset om aftalen vedrører køb af varer eller tjenesteydelser,

og uanset om aftalen er indgået som fjernsalgsaftale, aftale indgået uden

for fast forretningssted eller på den erhvervsdrivendes forretningssted.

Efter direktivforslagets artikel 30, stk. 1, skal kapitel V finde anvendelse

på kontraktvilkår, som er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivende

eller en tredjemand, og som forbrugeren har accepteret uden at have mu-

lighed for at påvirke indholdet af vilkårene – navnlig når sådanne kon-

traktvilkår udgør en del af en standardaftale.

Bestemmelserne er således anvendelige i tilfælde, hvor der er tale om

ikke-individuelt forhandlede kontraktvilkår. Det er den erhvervsdrivende,

der har bevisbyrden for, at en aftale har været genstand for individuel

forhandling, jf. forslagets artikel 33.

Det forhold, at forbrugeren har haft mulighed for at få indflydelse på

aspekter ved et givent kontraktvilkår eller et bestemt vilkår, udelukker

efter artikel 30, stk. 2, ikke, at forslagets kapitel V finder anvendelse på

andre kontraktvilkår, som er en del af aftalen.

Kapitlet finder dog ikke anvendelse på kontraktvilkår, som afspejler love

eller administrative bestemmelser, der er i overensstemmelse med fælles-

skabslovgivningen, samt bestemmelser eller principper i internationale

konventioner, som Fællesskabet eller medlemsstaterne er part i, jf. artikel

30, stk. 3.

I præamblens betragtning nr. 46 er i tilknytning hertil anført, at bestem-

melserne om urimelige kontraktvilkår ikke finder anvendelse på vilkår,

der direkte eller indirekte afspejler love eller administrative bestemmel-

ser i medlemsstaterne, som er i overensstemmelse med fællesskabslov-

givningen, og at tilsvarende gælder for vilkår, der afspejler principper

eller bestemmelser i internationale konventioner, som Fællesskabet eller

medlemsstaterne er part i, bl.a. på transportområdet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Direktivforslaget stiller i lighed med direktiv 93/13/EF krav om, at kon-

traktvilkår skal være gennemsigtige. Kontraktvilkår skal således altid væ-

re udtrykt på en klar og forståelig måde og være letlæselige, og de skal

gøres tilgængelige for forbrugeren på en sådan måde, at vedkommende

har reel mulighed for at gøre sig bekendt med dem inden aftalens indgå-

else ”under rimelig hensyntagen til de anvendte kommunikationsteknik-

ker”, jf. artikel 31, stk. 1 og 2. Hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårs

betydning, gælder den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren,

jf. nedenfor under omtalen af artikel 36.

I præamblens betragtning nr. 47 er det anført, at den erhvervsdrivende

dog frit bør kunne vælge skrifttype og skriftstørrelse. Kravet om forbru-

gerens adgang til vilkårene inden aftaleindgåelsen kan efter denne præ-

ambelbetragtning opfyldes ved at udlevere vilkårene til forbrugeren ved

aftaler indgået på fast forretningssted, i forbindelse med fjernsalg ved at

gøre vilkårene tilgængelige for forbrugeren på anden vis – f.eks. på den

erhvervsdrivendes hjemmeside, og ved aftaler indgået uden for fast for-

retningssted ved ”at vedlægge ordresedlen standardvilkårene som bilag”.

Efter artikel 31, stk. 3, skal den erhvervsdrivende anmode om forbruge-

rens udtrykkelige samtykke specifikt til eventuelle yderligere betalings-

forpligtelser ud over betalingen for den erhvervsdrivendes vigtigste kon-

traktlige forpligtelse. Hvis et sådant samtykke ikke indhentes, men blot

formodes at foreligge i kraft af forudvalgte løsninger, som forbrugeren

skal fravælge for at undgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettiget

til at kræve sådanne yderligere betalinger refunderet.

I tilknytning hertil er det i præamblens betragtning nr. 47 anført, at det

bør være forbudt at formode, at der ved brug af opt out-ordninger som

f.eks. ved forud afkrydsede felter er givet samtykke.

Medlemsstaterne kan ikke stille krav til præsentationen af, hvordan kon-

traktvilkårene formuleres og gøres tilgængelige for forbrugeren, jf. arti-

kel 31, stk. 4.

Det eksisterende direktiv 93/13/EF indeholder i et bilag en vejledende og

ikke-udtømmende liste over urimelige kontraktvilkår. Til forskel herfra

er der til direktivforslaget knyttet to bilag – bilag II, der indeholder en

liste over kontraktvilkår, der altid er urimelige (en såkaldt sort liste), og

bilag III, der er en liste over kontraktvilkår, der formodes at være urime-

lige (en såkaldt grå liste). Hvis et vilkår er opregnet på den sorte liste,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skal medlemsstaterne sikre, at vilkåret i alle tilfælde betragtes som uri-

melige, mens et vilkår, der er angivet på den grå liste, skal anses for uri-

meligt, medmindre den erhvervsdrivende har bevist, at vilkåret er rime-

ligt, jf. forslagets artikel 34 og 35. Begge lister finder anvendelse i alle

medlemsstater og kan kun ændres ved den procedure, som er beskrevet i

forslagets artikel 39, stk. 2, og artikel 40.

Efter præamblens betragtning nr. 50 tager anvendelsen af de pågældende

lister sigte på at skabe retssikkerhed og forbedre den måde, det indre

marked fungerer på.

Selv om et givent kontraktvilkår ikke fremgår af hverken den sorte eller

grå liste, skal medlemsstaterne imidlertid sikre, at et kontraktvilkår, der

til trods for kravet om god tro (almindelig hæderlighed) bevirker en be-

tydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for for-

brugeren, skal betragtes som urimeligt, jf. direktivforslagets artikel 32,

stk. 1. Ifølge præamblens betragtning nr. 54 kan medlemsstaterne anven-

de ethvert begreb inden for national aftaleret med henblik på at sikre, at

urimelige aftalevilkår ikke er bindende for forbrugeren.

Efter præambelbetragtning nr. 48 skal der ved vurderingen af begrebet

”god tro” i direktivet især tages hensyn til styrkeforholdet mellem den

erhvervsdrivende og forbrugeren, til om forbrugeren er blevet tilskyndet

til at acceptere aftalevilkåret og til, om varerne eller tjenesteydelsen er

solgt eller leveret på forbrugerens særlige bestilling. Det følger endvide-

re, at den erhvervsdrivende kan opfylde kravet om god tro ved at handle

loyalt og rimeligt med forbrugeren, hvis legitime interesse den erhvervs-

drivende bør tage hensyn til.

Ved vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der tages hen-

syn til, hvilken type produkter aftalen vedrører, og til alle omstændighe-

der vedrørende aftalens indgåelse, andre vilkår i aftalen og i en anden

tilknyttet aftale, som forelå på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Når det

nationalt skal vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, skal der også

tages hensyn til, hvordan den erhvervsdrivende har udformet kontrakten

og gjort den tilgængelig for forbrugeren, smh. direktivforslagets artikel

31, jf. artikel 32, stk. 2.

Vurderingen omfatter dog hverken aftalens hovedgenstand eller overens-

stemmelsen mellem den påregnede betaling og den erhvervsdrivendes

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vigtigste kontraktlige forpligtelse, for så vidt den erhvervsdrivende op-

fylder alle bestemmelserne i artikel 31.

I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget en bestem-

melse om fortolkning af standardvilkår. Efter forslagets artikel 36 skal

der – hvis der opstår tvivl om et aftalevilkårs betydning – gælde den for-

tolkning, som er mest gunstig for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i

forbindelse med de procedurer, der er fastsat i forslagets artikel 38, stk. 2

– dvs. ved gruppesøgsmål.

I lighed med direktiv 93/13/EF indeholder direktivforslaget også en be-

stemmelse om, at kontraktvilkår, der er urimelige, ikke skal binde for-

brugeren, og at aftalen skal forblive bindende for parterne, hvis den kan

opretholdes uden det kontraktvilkår, der anses for urimeligt, jf. forslagets

artikel 37.

Forslagets artikel 38 indeholder delvis nye regler, der drejer sig om

håndhævelse i forhold til urimelige kontraktvilkår.

Af artikel 38, stk. 1, følger, at medlemsstaterne skal sikre, at der i forbru-

gerens og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til

at bringe urimelige kontraktvilkår, der indgår i forbrugeraftaler, til ophør.

Efter artikel 38, stk. 2, kan navnlig personer eller organisationer, der efter

national lovgivning har en legitim interesse i at beskytte forbrugere, ind-

bringe en sag for de relevante myndigheder, således at det kan afgøres,

om kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse,

er urimelige.

Medlemsstaterne er efter forslagets artikel 38, stk. 3, forpligtede til at

sætte retsmyndighederne eller administrative myndigheder i stand til at

anvende egnede og effektive midler, som sikrer, at erhvervsdrivende

bringer anvendelsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.

Det følger endvidere af artikel 38, stk. 4, at medlemsstaterne er forpligte-

de til at sikre, at de sager, der omtales i stk. 2 og 3, under overholdelse af

national retsplejelovgivning enten kan indbringes mod hver enkelt er-

hvervsdrivende eller samlet mod flere erhvervsdrivende inden for samme

erhvervssektor eller sammenslutninger heraf, der anvender eller opfor-

drer til anvendelse af de samme generelle kontraktvilkår eller lignende

vilkår.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bestemmelsen i artikel 39 handler om proceduren for revision af direkti-

vets bilag II og III, som indeholder lister over kontraktvilkår, der hen-

holdsvis er og formodes at være urimelige.

Efter artikel 39, stk. 1, skal medlemsstaterne give Kommissionen besked

om de vilkår, som de relevante nationale myndigheder har fundet urime-

lige, og som man anser for relevante med henblik på ændring af direkti-

vets lister. På baggrund af de meddelelser, som Kommissionen modtager

i medfør af stk. 1, ændrer Kommissionen bilag II og III i overensstem-

melse med den procedure, der er beskrevet i artikel 40.

2.2.17. Generelle bestemmelser

Revision af bilag II og III

Forslagets artikel 40 omhandler ”udvalget vedrørende urimelige kon-

traktvilkår i forbrugeraftaler”, og anfører i stk. 1, at Kommissionen bistås

af dette udvalg, når bilag II og III skal revideres.

Håndhævelse og sanktioner

Efter artikel 41, stk. 1 skal medlemsstaterne sikre, at der findes tilstræk-

kelige og effektive midler til kontrol med overholdelsen af bestemmel-

serne i direktivet.

De midler, der nævnes i stk. 1, omfatter bestemmelser i henhold til hvilke

et eller flere nedennævnte organer efter national lovgivning kan indbrin-

ge en sag for de relevante myndigheder med henblik på overholdelse af

de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet. De pågælden-

de organer er

A) offentlige organer eller deres repræsentanter

B) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte

forbrugerne

C) faglige organisationer, der har en legitim interesse i at handle.

Medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktioner for overtræ-

delse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget med henblik på gen-

nemførelse af direktivet, og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til

gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt

forhold til overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning, jf.

artikel 42, stk. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter artikel 42, stk. 2, skal medlemsstaterne senest på den dato, der er

fastsat i artikel 46, give Kommissionen meddelelse om disse bestemmel-

ser og skal omgående meddele senere ændringer af betydning til Kom-

missionen.

Ufravigelighed

Bestemmelsen i forslagets artikel 43 fastlægger, at forbrugeren – i de til-

fælde, hvor det er lovgivningen i en medlemsstat, der er gældende for

aftalen – ikke kan give afkald på de rettigheder, der tilkommer vedkom-

mende i henhold til direktivet.

Det fremgår af præamblens betragtning nr. 57, at forbrugeren ikke bør

berøves den beskyttelse, der tilkommer vedkommende efter direktivfor-

slaget. For så vidt angår det tilfælde, at den lov, der finder anvendelse på

aftalen, er loven i et tredjeland, anføres det i samme betragtning, at Euro-

pa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsreg-

ler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) bør anvendes til at fastlægge,

om forbrugeren beholder den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af

dette direktiv.

I de tilfælde, hvor den lovvalget falder ud til loven i et tredjeland, bør

afgøres efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 598/2008 om

lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I), om forbrugeren be-

holder den beskyttelse, der følger af direktivet.

Information

Efter artikel 44 skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger

med henblik på at informere forbrugerne om den nationale lovgivning,

der gennemfører direktivet, og hvor det er relevant tilskynde erhvervsdri-

vende og ”kodeksindehavere” til at oplyse forbrugerne om adfærdsko-

dekser.

Efter præamblens betragtning nr. 60 vil Europa-Kommissionen tage

skridt til at finde den mest hensigtsmæssige måde med henblik på at sik-

re, at alle forbrugere gøres bekendt med deres rettigheder på salgsstedet.

Levering uden forbrugerens anmodning

Forslagets artikel 45 angiver, at forbrugeren er fritaget for enhver mod-

ydelse i tilfælde af levering uden forudgående anmodning, jf. artikel 5,

stk. 5, og pkt. 29 i bilag I i direktiv 2005/29/EF. Forbrugerens manglende

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

reaktion i forhold til en sådan levering kan ikke sidestilles med et sam-

tykke fra forbrugeren.

Bestemmelsen skal ifølge præamblens betragtning nr. 61 ses som det ci-

vilretlige modstykke til de offentligretlige bestemmelser om forbud mod

uanmodede leveringer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF om urimelig handelspraksis.

Direktivets gennemførelse i national ret

Direktivets gennemførelsesfrist fremgår af artikel 46. Herefter skal med-

lemsstaterne senest 18 måneder efter direktivets ikrafttrædelse vedtage

og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødven-

dige for at efterkomme direktivet. Medlemsstaterne skal straks sende

Kommissionen gennemførelsesbestemmelserne og en sammenligningsta-

bel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og

direktivet.

Medlemsstaterne er forpligtet til at anvende gennemførelsesbestemmel-

serne fra 2 år efter direktivets ikrafttrædelse.

Ved vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelserne skal der henvises til

direktivet, eller bestemmelserne skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes natio-

nalt.

Efter artikel 46, stk. 2, skal medlemsstaterne tilsende Kommissionen de

vigtigste nationale bestemmelser, der udstedes på det område, der er om-

fattet af direktivet.

2.2.18. Afsluttende bestemmelser

I artikel 47 angives, at direktiv 85/577/EØF, 93/13/EØF, 97/7/EF og

1999/44/EF ophæves, og at henvisninger til de ophævede direktiver gæl-

der som henvisninger til direktivforslaget og skal læses i overensstem-

melse med den sammenligningstabel, der er medtaget som bilag V til di-

rektivforslaget.

Efter artikel 48 skal Kommissionen senest 5 år efter datoen i artikel 46,

stk. 1, 2. afsnit, tage direktivet op til revision og forelægge en rapport for

Europa-Parlamentet. Hvis det er nødvendigt, skal Kommissionen frem-

sætte forslag om at tilpasse direktivet til udviklingen på området. Kom-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

missionen kan i den forbindelse anmode medlemsstaterne om oplysnin-

ger.

3. Gældende dansk ret

3.1. Indledning

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte

på at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der alle er

gennemført i dansk ret.

Direktivforslaget om forbrugerrettigheder berører en række centrale for-

mueretlige spørgsmål, der i gældende dansk ret dels beror på ulovbe-

stemte principper og retspraksis, dels er reguleret i lov om visse forbru-

geraftaler, jf. lov nr. 451 af 9. juni 2004, som gennemfører direktiv

85/577/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted og direktiv

97/7/EF om aftaler vedrørende fjernsalg, i købeloven, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 237 af 28. marts 2003, der gennemfører direktiv 99/44/EF om

forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, og i aftaleloven, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 781 af 26. august 1996, der gennemfører direktiv

93/13/EF om urimelige kontraktvilkår.

3.2. Definition af forbrugerbegrebet

Direktivforslaget vedrører spørgsmål i forbindelse med købs- eller tjene-

steydelsesaftaler, der indgås af en ”forbruger”.

Efter købelovens § 4 a, stk. 1, forstås ved et forbrugerkøb et køb, som en

køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led

i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sæl-

geren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.

Efter købelovens § 4 a, stk. 2, anses som forbrugerkøb under i øvrigt

samme betingelser som i stk. 1 endvidere køb fra ikke erhvervsdrivende,

hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en er-

hvervsdrivende.

Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om forbrugeraftaler, findes

i aftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, og forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1 og 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter praksis kan en juridisk person, eksempelvis en sportsforening mv.,

efter omstændighederne betragtes som en forbruger ved indgåelse af afta-

ler. Efter den danske forbrugerdefinition er det således ikke et krav, at

der er tale om en fysisk person, men at køberen hovedsagelig handler

uden for sit erhverv i relation til den pågældende aftale.

Med formuleringen ”hovedsagelig” ses, at der endvidere efter gældende

dansk ret kan være tale om en forbruger i tilfælde, hvor den pågældende i

visse sammenhænge må anses for erhvervsdrivende, idet det afgørende i

forhold til sådanne aftaler med blandet formål er, hvilket formål salgs-

genstanden hovedsaglig skal tjene køberen.

3.3. Generelle oplysningskrav

Der er i gældende dansk ret ikke generelle regler om, at den erhvervsdri-

vende skal give forbrugeren bestemte oplysninger forud for aftalens ind-

gåelse. Markedsføringslovens §§ 13 og 14 fastsætter dog hhv. krav om

afgivelse af visse prisoplysninger i forbindelse med erhvervsmæssigt ud-

bud af varer (løsøre), dog ikke ved auktionssalg, og krav om afgivelse af

visse oplysninger i forbindelse med forbrugeres kreditkøb.

Oplysninger givet forud for aftalens indgåelse har derimod betydning for,

hvad der kan anses for aftalt mellem parterne, og kan herunder have be-

tydning for, om der efter købeloven foreligger en mangel ved salgsgen-

standen. Derudover er der i forbrugeraftaleloven visse regler, der pålæg-

ger den erhvervsdrivende visse oplysningsforpligtelser ved aftaler om

fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. herom neden-

for.

3.4. Oplysningspligt ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden

for fast forretningssted

Efter § 4 i forbrugeraftaleloven betragtes som fjernsalg en aftale om va-

rer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser,

når aftalen

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommu-

nikation, der foregår, uden af forbrugeren og den erhvervsdriven-

de mødes fysisk, og

2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den er-

hvervsdrivende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, defineres en aftale indgået uden

for fast forretningssted, som en aftale om køb af varer, tjenesteydelser

eller om løbende levering af varer og tjenesteydelser, når aftalen er ind-

gået eller forbrugeren har fremsat tilbud

a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens

bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig

adgang, medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, i

anledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om

den erhvervsdrivendes besøg,

b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af

den erhvervsdrivende,

c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre

der foreligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samti-

dig med aftalens indgåelse, eller

d) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens

bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig

adgang, hvis besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b

eller c.

Forbrugeraftalelovens kapitel 3 indeholder bestemmelser om oplysnings-

forpligtelser for den erhvervsdrivende, hvis der er tale om en fjernsalgs-

aftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted. Pligten knytter

sig både til, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren visse oplys-

ninger inden aftaleindgåelsen, eksempelvis oplysning om den samlede

pris, samt visse oplysninger, der skal gives snarest mulig efter aftalens

indgåelse, bl.a. oplysning om begyndelsestidspunkt for og varighed af en

eventuel fortrydelsesret.

Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin pligt til at give visse oplys-

ninger før aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser så-

ledes, at et vilkår om eksempelvis gebyr, der ikke er oplyst over for for-

brugeren, ikke betragtes som aftalt mellem parterne. Tilsidesættelse af

oplysningspligten kan endvidere have betydning for, om den pågældende

vare eller tjenesteydelse betragtes som mangelfuld.

3.5. Formelle krav ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden

for fast forretningssted

Dansk ret er karakteriseret ved en høj grad af aftalefrihed og mangel på

formkrav. Lov om visse forbrugeraftaler indeholder ikke bestemmelser

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

om, at aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretnings-

sted skal opfylde visse formelle krav for at være gyldige.

3.6. Fortrydelsesret

Forbrugeraftalelovens § 17 indeholder regler om fortrydelsesret. Ved af-

taler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted har

forbrugeren som udgangspunkt ret til at fortryde aftalen. Fristen herfor er

som udgangspunkt 14 hele kalenderdage, jf. § 18, også selv om varen

eller tjenesteydelsen i mellemtiden er leveret eller præsteret af den er-

hvervsdrivende. Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1)

den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller

en vare, hvis varen skal tilpasses forbrugerens individuelle behov, og i

andre tilfælde den dag, hvor forbrugeren har fået det købte i hænde, eller

2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger om fortrydelses-

retten.

Hvis sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en helligdag,

en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udlø-

ber fristen den følgende hverdag.

Efter forbrugeraftalelovens § 19 skal forbrugeren, hvis vedkommende vil

gøre brug af retten til at fortryde aftalen, inden 14 dage underrette den

erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Det er tilstrækkeligt, at under-

retningen, når denne foreligger på papir eller andet varigt medium, som

modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb. Ved fjernsalg

af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen

hos forbrugeren, er brug af fortrydelsesretten efter lovens § 20 betinget

af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forret-

ningssted i væsentlig samme stand og mængde, som det var i, da forbru-

geren fik det i hænde. Ved andre fjernsalg og ved køb af varer uden for

fast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder

det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme

stand og mængde. Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen, kan

fortrydelsesretten endvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader at

modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbru-

geraftalelovens § 19, stk. 3.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 19, at forbrugeren ved fjernsalg – i

de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente va-

ren – skal afholde de omkostninger, der måtte være forbundet med at til-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

bagesende varen til den erhvervsdrivende, når fortrydelsesretten benyttes.

Bortset herfra er det ikke forbundet med omkostninger for forbrugeren at

gøre brug af fortrydelsesretten.

Den erhvervsdrivendes tilsidesættelse af pligten til efterfølgende at oply-

se om eksempelvis en fortrydelsesret indebærer, at fortrydelsesfristen

først begynder at løbe på det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager de

pågældende oplysninger. Ved fjernsalg af varer udløber fristen dog se-

nest 3 måneder efter den dag, hvor forbrugeren har modtaget varen.

3.7. Tilknyttede aftaler

Det følger af § 23 i forbrugeraftaleloven, at en tilknyttet kreditaftale, som

forbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlag

af en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den af-

talte betaling helt eller delvis, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbage

fra en aftale i medfør af reglerne forbrugeraftaleloven – dvs. hvis forbru-

geren gør brug af fortrydelsesretten eller påberåber sig, at aftalen er

ugyldig.

3.8. Undtagelser til fortrydelsesretten

Det følger af forbrugeraftalelovens § 17, at lovens regler om fortrydelses-

ret ikke finder anvendelse i en række tilfælde. Det drejer sig om følgen-

de:

- aftaler omfattet af lovens § 9, stk. 2 – dvs. aftaler om indkvarte-

ring, transport, forplejning og rekreative fritidsaktiviteter mv.,

hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken pe-

riode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, eller hvis afta-

len ikke er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med

den erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugeren bopæl, ar-

bejdsplads mv. eller i forbindelse med en udflugt mv. arrangeret

af den erhvervsdrivende, jf. § 17, stk. 2, nr. 1,

- aftaler om tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og re-

alkreditobligationer, jf. § 17, stk. 2, nr. 2

- aftaler om værdipapirer mv., hvis pris afhænger af udsving på ka-

pitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på,

jf. § 17, stk. 2, nr. 3,

- aftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 4.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For aftaler om værdipapirer mv. og aftaler om spil og lotteri som nævnt i

§ 17, stk. 2, nr. 3 og 4, gælder bestemmelserne om fortrydelsesret dog,

hvis aftalen er indgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den

erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bopæl mv. eller i forbin-

delse med udflugter mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. § 2, stk.

2, nr. 2, litra a og b.

3.9. Undtagelser til forbrugeraftalelovens regler i øvrigt

Selv om der er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for

fast forretningssted er der visse situationer, som falder uden for anven-

delsesområdet for forbrugeraftaleloven. Efter lovens § 2, stk. 1, gælder

loven i sin helhed således ikke for bl.a. forsikringsaftaler, aftaler, der

indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater, aftaler om

brug af offentligt tilgængeligt telekommunikationsmiddel, når aftalen

indgås ved benyttelsen af telekommunikationsmidlet, og ved visse aukti-

onssalg, hvor en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auk-

tionsstedet.

3.10. Levering og risikoovergang ved købsaftaler

I forbrugerkøb anses leveringsstedet som udgangspunkt for at være sæl-

gers forretningssted, jf. købelovens § 9. Hvis salgsgenstanden skal sen-

des, anses levering for sket, når salgsgenstanden kommer i forbrugerens

besiddelse, jf. købelovens § 73.

Sælger bærer efter købelovens § 17, stk. 1, som udgangspunkt risikoen

for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse indtil det

tidspunkt, hvor levering har fundet sted.

Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftalte

tidspunkt på grund af forbrugerens forhold, foreligger der såkaldt for-

dringshavermora. Risikoen overgår i så fald til forbrugeren på det aftalte

leveringstidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i forbrugerens

fysiske besiddelse, jf. købelovens § 37. Er der tale om en genusaftale

(dvs. en aftale, hvor salgsgenstanden ikke er individuelt bestemt), overfø-

res risikoen kun til forbrugeren, hvis sælger har udskilt bestemte gen-

stande til opfyldelse af forpligtelsen over for forbrugeren.

Efter omstændighederne kan risikoen forblive hos sælger, selv om leve-

ring har fundet sted. Hvis forbrugeren i øvrigt er berettiget til at hæve

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

købet som følge af mangler ved salgsgenstanden, opretholdes hæveretten,

selv om salgsgenstanden i tiden efter, at der er sket levering, er blevet

forringet eller er gået til grunde på grund af hændelige omstændigheder,

jf. købelovens § 58.

3.11. Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med levering i

af salgsgenstanden

Har parterne ikke aftalt tidspunktet for salgsgenstandens levering, og

fremgår det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest mu-

ligt, er sælger efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgsgenstan-

den på forbrugerens påkrav.

Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og skyldes dette

ikke forhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsin-

kelse, og forbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden le-

veret og hæve købet, jf. købelovens § 21, stk. 1.

Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen er

væsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudsætte dette. For-

brugeren kan dog altid hæve købet, hvis sælgeren efter leveringsfristens

udløb ikke leverer, selv om vedkommende har modtaget et påkrav fra

forbrugeren om at levere salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig

frist, som forbrugeren har fastsat, eller – hvis der ikke er fastsat en sådan

frist – inden rimelig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2.

Forbrugeren har endvidere efter købelovens § 75 mulighed for at hæve

købet, selv om forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen

har taget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter

påkrav leverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren

har fastsat eller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid.

Bestemmelsen indebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2,

der forudsætter, at leveringstidspunktet er passeret – at der i tilfælde,

hvor leveringstiden efter aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et påkrav

om levering, og at manglende efterlevelse heraf betyder, at forbrugeren

kan hæve.

For aftaler om

fjernsalg

er der i forbrugeraftalelovens § 24 fastsat særlige

regler om forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælger i sådanne

aftaler levere salgsgenstanden (dvs. have opfyldt alle sine forpligtelser

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

efter købsaftalen) senest 30 dage efter, at forbrugeren afgav sin bestilling

eller sit tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund

af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte vare som helhed ikke kan leve-

res (f.eks. fordi den er udsolgt), kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om

forsinkelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, jf. forbrugerafta-

lelovens § 24, stk. 2.

3.12. Mangler ved salgsgenstanden

Spørgsmålet om, hvornår en genstand lider af en køberetlig mangel, er

nærmere reguleret i købelovens § 75 a og § 76, der angiver, hvilke kvali-

tetskrav mv. der kan stilles til salgsgenstanden.

Før gennemførelsen af købelovens særlige regler om forbrugerkøb i 1979

indeholdt købeloven ikke bestemmelser om, i hvilke tilfælde en salgs-

genstand var behæftet med en mangel. Det nærmere indhold af mangels-

begrebet var fastlagt i retspraksis. Med købelovens § 76 blev der indsat et

egentligt mangelsbegreb i loven. Denne bestemmelse blev anset for i vid

udstrækning at kodificere det mangelsbegreb, der indtil da havde udviklet

sig i retspraksis.

Med gennemførelsen af forbrugerkøbsdirektivet ved lov nr. 213 af 22.

april 2002 blev købelovens mangelsbegreb udvidet, idet købeloven blev

suppleret med § 75 a. Købelovens mangelsbegreb består herefter af de-

klaratoriske bestemmelser i § 75 a, der angiver, hvilke krav salgsgen-

standen skal leve op til for at være kontraktmæssig, dvs. mangelfri, samt

af de i det væsentlige præceptive bestemmelser i § 76 om, hvornår salgs-

genstanden er mangelfuld. Alle elementer i § 75 a antages at være inde-

holdt i den del af § 76, der er fravigelig (§ 76, stk. 1, nr. 4, der indeholder

det generelle mangelsbegreb).

Efter § 75 a, stk. 1, skal salgsgenstanden med hensyn til art, mængde,

kvalitet og andre egenskaber stemme overens med aftalen, og køberen

skal i forbindelse med købet have de fornødne oplysninger med henblik

på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgen-

standen.

Bestemmelsen angiver herefter i stk. 2 en række krav, som salgsgenstan-

den skal leve op til, medmindre andet følger af parternes aftale. Salgs-

genstanden skal således have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber,

som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt hav-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

de rimelig grund til at forvente (stk. 2, nr. 1), være egnet til formål, som

genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til (stk. 2, nr.

2), være egnet til køberens særlige formål, hvis sælgeren har bestyrket

køberens forventning herom (stk. 2, nr. 3), og have samme egenskaber

som en vareprøve eller model, som sælgeren har forelagt køberen ved

købets indgåelse (stk. 2, nr. 4).

Købelovens § 76 angiver i stk. 1, nr. 1-3, nogle specielle situationer, der

konstituerer en mangel, mens stk. 1, nr. 4, indeholder en generel man-

gelsdefinition.

Efter § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis salgsgenstanden

ikke svarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller hvis sælgeren

i øvrigt ved købets afslutning har afgivet urigtige eller vildledende oplys-

ninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for kø-

berens bedømmelse af salgsgenstanden. Bestemmelsen er præceptiv, jf. §

1, stk. 2.

I § 76, stk. 1, nr. 2, er det fastlagt, at varen endvidere er mangelfuld, hvis

sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i §

76, stk. 1, nr. 1, på varens indpakning, i annoncer eller i andre meddelel-

ser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kund-

skab. Heller ikke denne bestemmelse kan på forhånd fraviges til skade

for forbrugeren, jf. § 1, stk. 2.

Af § 76, stk. 1, nr. 3, følger som en præceptiv regel, at salgsgenstanden

også er mangelfuld, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysnin-

ger om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af

salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende – dvs. hvis

sælgeren har tilsidesat sin loyale oplysningspligt.

Købelovens generelle mangelsbegreb fremgår af § 76, stk. 1, nr. 4, hvor-

efter der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden i øvrigt er af en an-

den eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og

de foreliggende omstændigheder skulle være, herunder hvis kravene om

varens kontraktmæssighed i § 75 a ikke er opfyldt. Bestemmelsen kan

fraviges ved aftale.

Efter købelovens § 76, stk. 2, kan forbrugeren ikke påberåbe sig urigtige

eller vildledende oplysninger, som er rettet senest ved aftalens indgåelse,

og forbrugeren kan heller ikke gøre gældende, at der foreligger en man-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gel, hvis forholdet skyldes materialer leveret af forbrugeren, medmindre

sælgeren har tilsidesat sin vejledningspligt, jf. § 76, stk. 3.

Købelovens § 77 indeholder særlige regler om sælgers adgang til at tage

forbehold vedrørende salgsgenstanden. Efter § 77, stk. 1, kan sælgeren

ikke påberåbes sig et såkaldt generelt forbehold – dvs. forbehold om, at

varen er solgt som beset, som der er og forefindes mv. Er der tale om

brugte genstande, der er solgt på offentlig auktion, hvor forbrugeren har

haft mulighed for at være til stede, kan mangelsindsigelser kun gøres

gældende, hvis dette følger af § 76, stk. 1, nr. 1-3, eller hvis salgsgen-

standen er i væsentlig ringere stand, end forbrugeren under hensyn til

omstændighederne havde grund til at regne med, jf. § 77, stk. 2.

Købelovens § 77 fik sin nuværende ordlyd i forbindelse med gennemfø-

relsen af forbrugerkøbsdirektivet, der i artikel 7, stk. 1, indeholder en be-

stemmelse om, at aftaler og aftalevilkår, som er indgået med sælgeren,

før denne er blevet gjort bekendt med en manglende overensstemmelse,

og som direkte eller indirekte ophæver eller begrænser de rettigheder, der

følger af dette direktiv, i henhold til national lovgivning ikke er bindende

for forbrugeren

I sammenhæng hermed følger det af præambelbetragtning nr. 22, at de

rettigheder, som forbrugeren tillægges med direktivet, ikke må kunne

indskrænkes eller ophæves efter aftale mellem parterne, da beskyttelsen

af forbrugeren i så fald bliver indholdsløs, og at dette også bør gælde for

klausuler, ifølge hvilke forbrugeren formodes at være bekendt med en-

hver manglende overensstemmelse med købsaftalen på tidspunktet for

aftalens indgåelse.

I forbindelse med gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet fandt man, at

det kunne give anledning til tvivl, men at ovennævnte præambeltekst

sammenholdt med artikel 7, stk. 1, formentlig måtte føre til, at sælger

efter direktivet ikke har mulighed for at tage generelle forbehold vedrø-

rende salgsgenstanden. Konkrete forbehold antager man derimod er for-

enelige med forbrugerkøbsdirektivet.

Efter købelovens § 77 a træffes afgørelsen af, om salgsgenstanden lider

af en mangel, ud fra varens beskaffenhed på tidspunktet for risikoens

overgang. Mangelsvurderingen er således som udgangspunkt knyttet til

det tidspunkt, hvor risikoen for salgsgenstandens hændelige undergang

eller beskadigelse overgår til forbrugeren, hvilket sker på leveringstids-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

punktet. Som omtalt ovenfor vil levering i forbrugerkøb i almindelighed

ske på det tidspunkt, hvor varen overgives til forbrugeren, jf. § 9 og § 73.

Afgørende for, om forbrugeren kan påberåbe sig, at salgsgenstanden er

mangelfuld, er således som udgangspunkt, om forbrugeren kan godtgøre,

at manglen var til stede på leveringstidspunktet.

Hvis en fejl ved salgsgenstanden viser sig, inden der er gået 6 måneder

fra leveringstidspunktet, skal fejlen efter købelovens § 77 a, stk. 3, som

udgangspunkt formodes at have været til stede på leveringstidspunktet.

Denne formodningsregel skal alene gælde, hvis det er foreneligt med

salgsgenstandens og fejlens art, og sælger vil endvidere efter omstændig-

hederne kunne afkræfte formodningen, hvorefter bevisbyrden for fejlens

eksistens på leveringstidspunktet påhviler forbrugeren.

3.13. Forbrugerens beføjelser ved mangler ved salgsgenstanden

Forbrugerens mangelsbeføjelser er reguleret i købelovens § 78. Det føl-

ger heraf, at forbrugeren, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, som

udgangspunkt kan vælge mellem afhjælpning, omlevering og et passende

afslag i købesummen samt ophævelse af købet, hvis manglen ikke er

uvæsentlig. Forbrugerens beføjelser er dog inddelt således, at forbrugeren

i tilfælde, hvor salgsgenstanden er mangelfuld, som hovedregel kan væl-

ge, om der skal ske afhjælpning eller omlevering. Sælgeren kan dermed

som udgangspunkt ikke afværge forbrugerens krav om omlevering ved at

foretage afhjælpning. Kun hvis sælgeren godtgør, at den valgte beføjelse

er umulig (f.eks. hvis forbrugeren kræver omlevering i en speciesaftale –

dvs. en aftale, hvor salgsgenstanden er individuelt bestemt) eller ufor-

holdsmæssig (f.eks. hvis forbrugeren kræver afhjælpning af en mangel

ved en prisbillig genstand), kan sælgeren afslå at imødekomme forbruge-

rens valg mellem disse beføjelser. Der skal ved uforholdmæssighedsvur-

deringen tages hensyn til varens værdi uden mangler, manglens betyd-

ning, og om en anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe

for forbrugeren, jf. § 78, stk. 2.

I tilfælde, hvor forbrugeren ikke gør gældende, at der skal ske afhjælp-

ning eller omlevering, men derimod kræver prisafslag eller ophævelse af

købsaftalen, følger det af købelovens § 78, stk. 3, at sælgeren kan afvær-

ge forbrugerens krav ved at foretage afhjælpning eller omlevering. I så

fald er det i overensstemmelse med hovedreglen imidlertid forbrugeren,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

der som udgangspunkt har valget mellem disse to beføjelser, medmindre

der er tale om umulighed eller uforholdsmæssighed.

Forbrugerens adgang til at hæve købet er endvidere som udgangspunkt

betinget af, at manglen ikke er uvæsentlig.

Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering

inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for forbruge-

ren. Sker dette ikke, er forbrugeren berettiget til at kræve prisafslag, op-

hævelse af købet eller omlevering eller – hvis det kan ske uden ufor-

holdsmæssige omkostninger – lade manglen afhjælpe for sælgers reg-

ning, jf. købelovens § 78, stk. 4.

Ved vurderingen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for

rimelig tid i henhold til § 78, stk. 4, skal der navnlig tages hensyn til

salgsgenstandens art, manglens beskaffenhed og forbrugerens behov for

varen, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatnings-

genstand til forbrugerens rådighed. Forbrugeren er berettiget til at holde

købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning eller omle-

vering er opfyldt. Hvis manglen er uvæsentlig, kan forbrugeren dog ikke

tilbageholde et beløb, der åbenbart overstiger, hvad det vil koste at af-

hjælpe manglen, jf. § 79.

Afhjælpning og omlevering skal ske uden udgift for forbrugeren, jf. kø-

belovens § 78, stk. 4.

Købeloven indeholder ikke bestemmelser, der nærmere regulerer antallet

af afhjælpningsforsøg, der tilkommer sælger. Efter Forbrugerklagenæv-

nets praksis er udgangspunktet, at sælger i almindelighed alene har ét af-

hjælpningsforsøg, hvis der er tale om en ukompliceret mangel.

Hvis forbrugeren hæver købsaftalen, er sælgeren ikke berettiget til at få

salgsgenstanden tilbage, medmindre han tilbagebetaler købesummen, og

forbrugeren er ikke berettiget til at få købesummen tilbage, medmindre

salgsgenstanden tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde som

den ved var leveringen, jf. købelovens § 57. Der gøres dog en undtagelse

herfra i købelovens § 58, idet forbrugeren kan hæve købet, selv om

salgsgenstanden måtte være gået til grunde eller forandret, hvis dette

skyldes en hændelig begivenhed eller salgsgenstandens egen beskaffen-

hed eller foranstaltninger, der er nødvendige for salgsgenstandens under-

søgelse, eller foranstaltninger, der er truffet, inden den mangel, der be-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

grunder ophævelsen, var eller burde være opdaget. Hvis salgsgenstanden

mister værdi i tidsrummet indtil ophævelsen gennemføres – uanset om

dette er værdiforringelse som følge af almindelig brug, almindeligt pris-

fald mv. – er dette sælgerens risiko og dermed forbrugerens tilbagebeta-

lingskrav uvedkommende.

I Forbrugerklagenævnets praksis har der imidlertid vist sig et behov for i

visse tilfælde at fastsætte et fradrag i forbrugerens krav på tilbagebetaling

af købesummen. Navnlig i relation til køb af biler, der bruges i en længe-

re periode, inden parternes retsforhold afklares, har der vist sig at kunne

være et behov for et sådant fradrag for brug – primært i situationer, hvor

sælgeren uberettiget afviser forbrugerens mangelskrav, og hvor forbruge-

ren – for at opfylde sit transportbehov – er nødsaget til fortsat at bruge

bilen for at få dækket sit transportbehov, og hvor denne brug konkret

medfører, at bilen taber yderligere i værdi, kan det komme på tale at fore-

tage et skønsmæssigt fradrag i forbrugerens tilbagebetalingskrav for at

undgå, at forbrugeren opnår en uberettiget berigelse på sælgerens bekost-

ning.

3.14. Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelse af

købsaftalen

Hvis sælger ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbrugeren efter

omstændighederne berettiget til erstatning for sit eventuelle tab i anled-

ning af forsinkelsen. Forbrugernes erstatningskrav er navnlig betinget af,

at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag i forhold til sælger. An-

svarsgrundlaget afhænger af, om der foreligger et såkaldt specieskøb el-

ler et såkaldt genuskøb. Angår købet en individuelt bestemt genstand

(specieskøb), kan forbrugeren kræve erstatning i anledning af forsinkel-

sen, hvis sælgeren har handlet culpøst, jf. købelovens § 23. Ved købsafta-

ler om artsbestemte genstande (genuskøb) er sælger derimod erstatnings-

ansvarlig på det næsten objektive grundlag, der beskrives i købelovens §

24 – dvs. sælger er erstatningsansvarlig, medmindre vedkommende har

taget forbehold, eller aftalen ikke kan opfyldes på grund af omstændig-

heder, som sælgeren ikke kunne have taget i betragtning ved købets af-

slutning.

Er der tale om misligholdelse fra sælgers side i form af mangler, kan for-

brugeren kræve erstatning i anledning af manglen efter købelovens § 80.

Hvis der er tale om køb af en individuelt bestemt genstand, er sælger er-

statningsansvarlig, hvis vedkommende har handlet culpøst, eller hvis

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

salgsgenstanden savner egenskaber, som sælgeren har garanteret. Fore-

ligger der et køb af en genstand bestemt efter art, er sælgeren ansvarlig

på det næsten objektive grundlag, der er omtalt ovenfor, jf. købelovens §

80, stk. 2, jf. § 43, stk. 3.

3.15. Reklamationsfrister i købsaftaler

Efter købeloven gælder der dels i § 81 en reklamationsfrist, der er relativ

i den forstand, at fristens starttidspunkt og længde afhænger af de kon-

krete omstændigheder, dels i § 83 en absolut frist, hvis starttidspunkt og

længde er knyttet til objektive kriterier.

Efter den relative reklamationsfrist i § 81 skal en forbruger, der vil påbe-

råbe sig, at salgsgenstanden er mangelfuld, give sælgeren meddelelse

herom inden rimelig tid efter, at forbrugeren opdagede manglen. Medde-

lelse givet inden to måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen, be-

tragtes altid som rettidig reklamation.

Reklamerer forbrugeren for sent, indebærer dette som udgangspunkt, at

vedkommende fortaber retten til at gøre manglen gældende. Dette gælder

dog ikke, hvis sælger har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf.

§ 82.

Herudover gælder der en absolut reklamationsfrist efter købelovens § 83,

hvorefter en forbruger, der ikke inden to år fra salgsgenstandens overgi-

velse, har meddelt sælgeren, at vedkommende vil påberåbe sig en man-

gel, ikke senere kan gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget

sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med

almindelig hæderlighed. Denne absolutte reklamationsfrist gælder dog

ikke, hvis der er tale om salg af byggematerialer, eller hvis salgsgenstan-

den i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes

eller destrueres, fordi den udgør en fare, jf. købelovens § 83, stk. 2. I dis-

se tilfælde er forbrugerens mulighed for at påberåbes sig manglen alene

reguleret af de almindelige regler om forældelse af fordringer, jf. lov nr.

522 af 6. juni 2007, hvorefter et krav som udgangspunkt forældes efter 3

år.

Købeloven indeholder ikke bestemmelser om suspension eller forlængel-

se af reklamationsfristen i § 83, hvis sælger inden for den to-årige rekla-

mationsfrist foretager omlevering eller afhjælpning. Der foreligger heller

ikke trykt retspraksis herom.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter Forbrugerklagenævnets praksis fortolkes § 83 imidlertid således, at

reklamation, der foretages inden for reklamationsfristen, indebærer, at §

83 herefter ikke længere har betydning i relation til den påberåbte man-

gel. Hvis sælger foretager afhjælpning, og manglen uanset dette viser sig

igen på et senere tidspunkt, eller hvis sælgeren foretager omlevering og

den omleverede genstand lider af samme mangel, har forbrugerens op-

rindelige reklamation således en gang for alle afbrudt reklamationsfristen

i § 83. Forbrugerens mangelsindsigelser er herefter alene undergivet de

almindelige forældelsesregler. Købelovens § 83 fortolkes endvidere i

Forbrugerklagenævnets praksis således, at der i tilfælde af omlevering

løber en ny to-årsfrist fra omleveringstidspunktet, hvilket navnlig har be-

tydning, hvis den omleverede vare har andre mangler end den, forbruge-

ren oprindelig påberåbte sig. Tilsvarende gælder efter praksis, hvis der er

foretaget en afhjælpning, der er så omfattende, at det må sidestilles med

en omlevering.

Ovennævnte reklamationsregler i anledning af mangler ved salgsgen-

standen er ufravigelige og gælder ved køb af såvel nye som brugte varer.

3.16. Handelsmæssige garantier

Markedsføringslovens § 12 angiver, at en erklæring om garanti eller lig-

nende over for en forbruger kun må anvendes, hvis erklæringen giver

modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den, vedkommende har

efter lovgivningen. Ydes der garanti, skal den erhvervsdrivende på klar

og tydelig måde informere forbrugeren om garantiens indhold og give de

oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gældende. Endvide-

re skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde oplyse, at for-

brugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke berøres af ga-

rantien. Efter anmodning skal den erhvervsdrivende udlevere garantien

skriftligt. Skriftlige garantier skal være affattet på dansk.

3.17. Urimelige kontraktvilkår

Aftalelovens kapitel IV indeholder særlige regler om forbrugeraftaler. I

kapitlet findes bl.a. i § 38 b en særlig fortolkningsregel, der inden for sit

område lovfæster den almindelige og ulovbestemte såkaldte uklarhedsre-

gel. Bestemmelsen fastlægger, at uklare aftalevilkår, der ikke har været

individuelt forhandlet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, skal

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fortolkes på den måde, der er mest gunstig for forbrugeren. Bestemmel-

sen har særlig betydning ved fortolkningen af standardaftaler.

De øvrige bestemmelser i aftalelovens særlige kapitel om forbrugerafta-

ler er ikke begrænset til at finde anvendelse i forhold til aftaler, der ikke

har været individuelt forhandlet.

Den almindelige generalklausul i aftalelovens § 36 gælder både inden for

og uden for forbrugerforhold. Efter bestemmelsen kan en aftale ændres

eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid

med redelig handlemåde at gøre den gældende. Aftalelovens § 38 c fast-

slår ud over at henvise til § 36, at hvis det vil være stridende mod hæder-

lig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i parternes rettighe-

der og forpligtelser til skade for forbrugeren at gøre et aftalevilkår gæl-

dende, så gælder de retsvirkninger, der er nævnt i § 36 også, idet forbru-

geren dog kan kræve, at den øvrige del af aftalen skal gælde uden æn-

dringer, hvis dette er muligt.

Det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvilkår indeholder en vej-

ledende og ikke udtømmende liste over kontraktvilkår, der kan betegnes

som urimelige. De angivne vilkår er ikke nødvendigvis urimelige, og an-

dre vilkår end de, der fremgår af listen, kan efter omstændighederne være

urimelige.

Listen er ikke indarbejdet som en del af aftaleloven. Direktivets liste er

imidlertid vejledende ved bedømmelsen af, om et aftalevilkår er ”kvalifi-

ceret” urimeligt, hvilket i praksis indebærer, at der i de tilfælde, som er

omfattet af bilaget, er en formodning for, at vilkåret er omfattet af aftale-

lovens § 38 c, hvis det ikke har været individuelt forhandlet.

Efter aftalelovens § 36 skal der ved bedømmelsen af en aftale foretages

en helhedsvurdering. Det følger således af § 36, stk. 2, at der ved vurde-

ringen af, om det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde

at gøre et aftalevilkår gældende, skal tages hensyn til forholdene ved af-

talens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.

Der kan således lægges vægt på enhver omstændighed, der har relation til

aftalen og forholdet mellem aftalens parter.

Efter aftalelovens § 38 c, stk. 2, kan der i forbrugerforhold dog ikke tages

hensyn til senere indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med

den virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser mv.

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Som det fremgår, tager forslaget til direktiv om forbrugerrettigheder sigte

på at erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver. De fire

direktiver er som nævnt alle gennemført i dansk lovgivning.

De eksisterende direktiver er alle udtryk for minimumsharmonisering.

Medlemsstaterne er derfor berettiget til at indføre eller opretholde be-

stemmelser, der stiller forbrugeren bedre, end hvad der kræves efter di-

rektiverne.

I forbindelse med gennemførelse i national lovgivning af de fire direkti-

ver har man fra dansk side i vid udstrækning benyttet denne adgang til

merimplementering.

Det foreliggende forslag til direktiv om forbrugerrettigheder indeholder i

artikel 4 en bestemmelse om ”fuld harmonisering”, hvorefter medlems-

staterne ikke i national ret kan opretholde eller indføre bestemmelser,

som fraviger dem, der er fastsat i dette direktivforslag, herunder bestem-

melser for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau.

Selv om en stor del af direktivforslagets bestemmelser er identiske med

formuleringer i de eksisterende fire direktiver, vil der som følge af den

foreslåede totalharmonisering blive tale om væsentlige ændringer af gæl-

dende dansk ret.

Som en konsekvens af den foreslåede totalharmonisering bliver et helt

centralt spørgsmål endvidere fastlæggelsen af, hvad der falder inden for

og uden for det område, der reguleres ved direktivet, fordi der med direk-

tivet gøres udtømmende op med reguleringen på det pågældende område.

Direktivforslaget indeholder endvidere som nævnt visse nye bestemmel-

ser i forhold til den eksisterende EU-retlige regulering på området, hvil-

ket også vil nødvendiggøre ændringer i dansk ret.

Som det er fremgået ovenfor, giver indholdet og rækkevidden af visse af

direktivforslagets bestemmelser anledning til tvivl. Som følge heraf kan

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

på visse punkter være tvivl om de lovgivningsmæssige konsekvenser af

forslaget.

Der kan navnlig peges på følgende områder, hvor en vedtagelse af for-

slaget giver anledning til lovgivningsmæssige overvejelser:

4.1.1.

Forslagets kapitel I indeholder som nævnt bl.a. definitioner af en

række begreber, der i det væsentlige er ulovregulerede i dansk ret. Der vil

derfor kunne rejses spørgsmål om yderligere formueretlige definitioner i

lovgivningen.

Implementering af direktivforslagets definitioner vil på visse punkter

medføre en ændring af retstilstanden i Danmark. Det drejer sig navnlig

om følgende definitioner:

4.1.1.1.

Efter direktivet skal der ved en forbruger alene forstås en fysisk

person, der i forbindelse med aftaler omfattet af direktiver handler uden

for sit erhverv.

Direktivets forbrugerbegreb kan dermed ikke omfatte tilfælde som efter

den danske definition, hvor juridiske personer efter omstændighederne

kan indgå aftaler med forbrugerstatus. Direktivets definition synes heller

ikke at åbne for, at aftaler med blandende formål kan opnå beskyttelse

efter direktivet – dvs. situationer hvor køberen eksempelvis indgår aftale

om køb af en genstand, der hovedsagelig, men ikke udelukkende skal

anvendes til privat formål.

Den foreslåede totalharmonisering gør det nødvendigt at overveje, om

dansk gennemførelse vil forudsætte, at sådanne aftaler ikke længere kan

behandles som forbrugeraftaler. Det giver således anledning til tvivl, om

det er muligt nationalt at lovgive om, at de regler, der gælder for forbru-

geraftaler i direktivets forstand, finder tilsvarende anvendelse på andre

aftaletyper.

4.1.1.2.

Den danske regulering, hvorefter der også er tale om en forbru-

geraftale ved en aftale mellem private, hvis aftalen er indgået eller for-

midlet af en erhvervsdrivende, er ikke i overensstemmelse med direkti-

vets forbrugerdefinition.

Direktivforslaget indeholder i artikel 7 en bestemmelse om sælgers brug

af en erhvervsdrivende mellemmand. Her er det anført, at der – hvis den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

erhvervsdrivende oplyser, at vedkommende handler på vegne af en anden

forbruger – er tale om en aftale, der falder uden for direktivets anvendel-

sesområde.

I lyset heraf kan det give anledning til tvivl, om der i denne situation -

hvor direktivforslaget fastsætter, at en aftale indgået mellem to private

ved brug af et erhvervsdrivende mellemled falder inden for direktivet –

er gjort udtømmende op med, hvilke rettigheder og forpligtelser der kan

pålægges parterne, eller om der kan indføres eller opretholdes nationale

bestemmelser om, at reglerne om forbrugeraftaler finder tilsvarende an-

vendelse på disse typer. Direktivets bestemmelse om totalharmonisering

må dog antages at indebære, at det ikke er muligt at give en køber i en

sådan situation beskyttelse svarende til de nugældende danske regler.

4.1.1.3.

Med hensyn til definitionen af en fjernsalgsaftale og en aftale

indgået uden for fast forretningssted svarer dansk lovgivning på nuvæ-

rende tidspunkt til definitionerne i det eksisterende fjernsalgsdirektiv og

direktivet om aftaler indgået uden for fast forretningssted. Som nævnt

indeholder direktivforslaget definitioner af de to begreber, der adskiller

sig fra definitionerne i den nuværende EU-regulering. I lyset heraf vil

den danske definition af en fjernsalgsaftale skulle ændres tilsvarende,

således at der er tale om en fjernsalgsaftale, uanset om den erhvervsdri-

vende anvender et system for fjernsalg.

Definitionen af en aftale indgået uden for fast forretningssted vil endvi-

dere skulle ændres, således at der foreligger en aftale indgået uden for

fast forretningssted også i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende henvender

sig på forbrugerens bopæl mv. efter forbrugerens anmodning. Efter di-

rektivforslaget vil forbrugeren således i alle tilfælde, hvor der indgås af-

tale på eksempelvis forbrugerens bopæl, have adgang til at fortryde afta-

len – også selv om aftalen vedrører det forhold, som forbrugeren har an-

modet den erhvervsdrivende om at komme for. Definitionen af et fast

forretningssted vil endvidere skulle ændres, således at en aftale indgået

på f.eks. en messestand betragtes som indgået på sælgers faste forret-

ningssted, hvilket ikke svarer til forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, litra c,

hvorefter der i sådanne tilfælde som udgangspunkt er tale om en aftale

indgået uden for fast forretningssted og dermed en aftale, der som ud-

gangspunkt er omfattet af reglerne om fortrydelsesret.

4.1.1.4.

Direktivets definition af en vare omfatter enhver

løsøregenstand,

bortset fra varer, som sælges på tvangsauktion, og bortset fra elektricitet

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

samt vand og gas, medmindre der er tale om salg i afgrænset mængde.

Dansk ret indeholder ikke en definition af varer Købeloven finder imid-

lertid anvendelse på alle køb, bortset fra køb af fast ejendom. Loven om-

fatter således mere end køb af løsøre i traditionel forstand, f.eks. også

køb af elektricitet, jf. § 1, stk. 2, og som udgangspunkt også køb på

tvangsauktion. Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets ar-

tikel 4 om totalharmonisering gør det muligt at opretholde de forbruger-

beskyttende regler for disse situationer, hvor købeloven har et bredere

anvendelsesområde.

4.1.2.

Gennemførelse af bestemmelserne i forslagets kapitel II om for-

brugerorientering må antages at kræve ændring af dansk ret, da bestem-

melserne fastlægger, at den erhvervsdrivende i alle typer forbrugeraftaler

er forpligtet til at give forbrugeren en række oplysninger forud for afta-

lens indgåelse, dvs. også ved aftaletyper, hvor der ikke efter gældende

dansk ret påhviler den erhvervsdrivende oplysningsforpligtelser.

4.1.3.

Direktivforslagets artikel 10 stiller krav om, at der ved aftaler ind-

gået uden for fast forretningssted skal udfyldes en ordreseddel med en

række oplysninger, og bestemmelsens stk. 2 indebærer, at en aftale ind-

gået uden brug af en sådan ordreseddel – dvs. f.eks. en mundtlig aftale –

ikke er gyldig.

En sådan bestemmelse, der fastsætter, at skriftlighed er en gyldighedsbe-

tingelse, er ikke i overensstemmelse med dansk lovgivning og strider

mod det almindelige princip i dansk ret om formfrihed og om, at mundt-

lige aftaler er lige så bindende som skriftlige. Gennemførelse af direktiv-

forslaget på dette punkt vil derfor kræve lovændring.

Det må endvidere antages, at direktivforslagets artikel 11 om formkrav

ved fjernsalgsaftaler vil kræve lovændring, herunder særlige regler om

den erhvervsdrivendes mindre omfattende oplysningspligt i tilfælde, hvor

aftalen indgås ved anvendelse af en teknik, som kun giver begrænset

plads til formidling af oplysningerne, f.eks. mobiltelefon.

4.1.4.

Efter direktivforslaget har forbrugeren 14 dages frist til at fortryde

en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted.

Fortrydelsesfristen regnes i hele kalenderdage.

Efter forbrugeraftaleloven er fortrydelsesfristen også 14 dage, men direk-

tivets gennemførelse vil kræve en ændring af bestemmelserne om fristens

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

beregning, da fristen efter dansk ret udskydes, hvis den udløber på en

lørdag, juleaftensdag mv.

Det vil endvidere navnlig være nødvendigt at ændre forbrugeraftalelo-

vens bestemmelser om forbrugerens og den erhvervsdrivendes forpligtel-

ser ved brug af fortrydelsesretten med henblik på at gennemføre direktiv-

forslagets bestemmelser om frister for meddelelse om fortrydelse, for re-

turnering af varen og for tilbagebetaling af købesummen.

4.1.5.

Direktivforslagets artikel 22, stk. 2, må formentlig antages at gøre

udtømmende op med, hvilke beføjelser forbrugeren kan gøre gældende,

hvis den erhvervsdrivende ikke leverer en vare til det aftalte tidspunkt.

Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd må derfor

antages at kræve lovændring, idet forbrugeren efter gældende dansk ret

ikke blot som efter direktivforslaget har krav på tilbagebetaling af en

eventuel betalt købesum, hvis der foreligger forsinkelse, men tillige kan

kræve naturalopfyldelse.

4.1.6.

Opregningen i direktivforslagets artikel 24 af, hvad der skal til, for

at salgsgenstanden er i overensstemmelse med købsaftalen, svarer ind-

holdsmæssigt til den deklaratoriske del af købelovens mangelsbegreb, jf.

§ 75 a.

Med indførelsen af artikel 24 vil det næppe være muligt at opretholde

den del af mangelsbegrebet i købelovens § 76, som ikke også er dækket

af § 75 a.

I lyset af ordlyden af artikel 4 må det f.eks. anses for tvivlsomt, om di-

rektivforslaget tillader, at en sælger kan mødes med et mangelskrav, hvis

§ 75 a er iagttaget, men hvis sælgeren f.eks. (culpøst) har fortiet oplys-

ninger om varen af betydning for forbrugeren, smh. købelovens § 76, stk.

1, nr. 3, hvorefter en sådan tilsidesættelse af sælgers loyale oplysnings-

pligt betyder, at salgsgenstanden lider af en mangel.

Gennemførelse af direktivforslagets mangelsbegreb vil derfor formentlig

kræve ændring af købelovens § 76, således at mangelsbegrebet gøres

snævrere.

4.1.7.

Direktivforslaget omtaler ikke – som det er tilfældet i det gældende

direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed –

spørgsmålet om den erhvervsdrivendes brug af generelle forbehold i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

købsaftaler. Som nævnt fik købelovens § 77 sin nuværende affattelse i

forbindelse med gennemførelsen af det eksisterende direktiv, således at

der som udgangspunkt ikke er retsvirkninger knyttet til at anvende gene-

relt formulerede forbehold om varen som f.eks. ”solgt som beset”, ”som

den er og forefindes”, ”as is” osv. Det kan på den baggrund give anled-

ning til tvivl, om direktivforslaget vil kræve en ændring af købelovens

regler om, at brug af generelle forbehold ikke har nogen retsvirkninger.

4.1.8.

Efter direktivforslagets artikel 26, stk. 2, har sælgeren valget mel-

lem, om der skal ske afhjælpning eller omlevering, hvis en salgsgenstand

er mangelfuld. Direktivforslaget adskiller sig herved fra det eksisterende

forbrugerkøbsdirektiv og fra købeloven, der giver forbrugeren ret til at

vælge mellem disse to mangelsbeføjelser. Gennemførelse af direktivfor-

slaget vil således kræve ændring af lovgivningen. Hermed vil lovgivnin-

gen på dette punkt i det væsentligste blive bragt tilbage til retsstillingen

før gennemførelsen af det gældende direktiv.

4.1.9.

I direktivforslagets artikel 26 fastsættes bl.a., at forbrugeren kan

hæve købet, hvis manglen er væsentlig. Det må overvejes, om bestem-

melsen udtømmende angiver betingelserne for, at forbrugeren har hæve-

adgang, eller om forslaget tillader supplerende nationale bestemmelser

som købelovens § 57, hvorefter forbrugeren som udgangspunkt kun er

berettiget til at hæve købet og kræve købesummen tilbagebetalt, hvis

salgsgenstanden tilbageleveres til sælgeren i væsentlig samme stand og

mængde som ved leveringen.

4.1.10.

Direktivforslagets artikel 26, stk. 4, litra d, angiver, at forbrugeren

kan gøre mangelsbeføjelser gældende, hvis den samme mangel er opstået

gentagne gange inden for kort tid. Bestemmelsen må formentlig læses

således, at den regulerer antallet af afhjælpningsforsøg, der tilkommer

sælger. Det giver anledning til tvivl, hvornår der er tale om

samme

man-

gel, og hvor meget der skal til, for at manglen er opstået

gentagne

gange.

Gennemførelse heraf vil kræve lovændring.

4.1.11.

Købelovens

78, stk. 4, giver forbrugeren mulighed for efter om-

stændighederne at lade en mangel afhjælpe af tredjemand for sælgers

regning. Tilsvarende beføjelser er ikke omtalt i direktivforslaget. På

grund af forslagets artikel 4 om totalharmonisering vil det formentlig ik-

ke være muligt at opretholde en sådan adgang for forbrugeren.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.1.12.

Det kan give anledning til tvivl, om direktivforslagets præambel-

betragtning nr. 41, hvorefter forbrugeren ikke skal godtgøre den er-

hvervsdrivende for brug af defekte varer, lægger op til, at medlemsstater-

ne ikke skal kunne anvende almindelige obligationsretlige principper om

uberettiget berigelse, således at det efter omstændighederne kan fastsæt-

tes, at der skal ske fradrag for brug i forbrugerens tilbagebetalingskrav.

4.1.13.

Det er meget uklart, hvad artikel 27, stk. 2, om erstatning for tab,

som ”ikke er afhjulpet i overensstemmelse med artikel 26” betyder. Hvis

bestemmelsen skal forstås således, at der skal betales erstatning i anled-

ning af enhver misligholdelse af salgsaftalen fra sælgers side, vil det væ-

re en vidtgående ændring af gældende dansk ret, idet der således i alle

tilfælde påhviler sælger et erstatningsansvar, uanset om denne har hand-

let culpøst eller kunne have undgået misligholdelsen.

4.1.14.

Gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende ordlyd vil

endvidere kræve ændring af købelovens bestemmelse om ”relativ” re-

klamationsfrist, dvs. en reklamationsfrist, der først begynder at løbe, når

køberen har opdaget manglen. Direktivforslaget angiver den relative re-

klamationsfrist til 2 måneder efter, at forbrugeren opdagede manglen.

Det vil dermed ikke være muligt at opretholde gældende dansk ret, hvor-

efter forbrugeren skal reklamere

inden rimelig tid,

efter at vedkommende

opdagede manglen, dog således at reklamation inden 2 måneder efter at

forbrugeren opdagede manglen altid anses for foretaget inden rimelig tid,

jf. købelovens § 81.

Det er også på grund af direktivforslagets totalharmoniseringsklausul

tvivlsomt, om det er muligt at opretholde købelovens § 82, hvorefter den

relative reklamationsfrist i § 81 ikke gælder, hvis sælgeren har handlet i

strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

4.1.15.

Det vil desuden være nødvendigt at foretage ændring af den abso-

lutte reklamationsfrist i købelovens § 83, idet undtagelsen for 2-års fri-

sten, når der er tale om køb af byggematerialer og køb af varer, i forhold

til hvilke en offentlig myndighed har udstedt påbud om tilbagekaldelse

eller destruktion, ikke vil kunne opretholdes.

Undtagelsen fra fristen i købelovens § 83, hvis sælgeren har handlet i

strid med almindelig hæderlighed, vil endvidere næppe kunne oprethol-

des.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.1.16.

Efter direktivforslagets 28, stk. 2, skal der løbe en ny absolut re-

klamationsfrist, hvis sælger foretager omlevering. Tilsvarende bestem-

melse findes ikke i købeloven, men efter Forbrugerklagenævnets praksis

antages der at løbe en ny frist ved omlevering. Efter nævnets praksis lø-

ber der endvidere en ny frist ved afhjælpning, hvis denne er så omfatten-

de, at den reelt må sidestilles med omlevering. Det er tvivlsomt, om den-

ne praksis vedrørende afhjælpningssituationen kan opretholdes, eller om

forslagets artikel 28, stk. 2, må anses for udtømmende at gøre op med, i

hvilke tilfælde der løber en ny absolut reklamationsfrist.

4.1.17.

Gennemførelse af forslagets artikel 28, stk. 3, hvorefter forbruge-

ren og den erhvervsdrivende ved køb af brugte varer kan aftale en kortere

absolut reklamationsfrist, vil kræve lovændring, da § 83 efter gældende

dansk ret ikke kan fraviges til skade for forbrugeren og fastsætter en re-

klamationsfrist på 2 år også ved køb af brugte genstande.

4.1.18.

Direktivforslagets artikel 29, stk. 2, litra a, indebærer, at forbruge-

rens lovfæstede rettigheder i henhold til artikel 26 om mangelsbeføjelser

skal oplyses over for forbrugeren, og at den erhvervsdrivende skal gøre

det klart, at disse rettigheder ikke berøres af en eventuel handelsmæssig

garanti. Forbrugeren skal altså gøres opmærksom på, at vedkommende

ikke stilles ringere i relation til artikel 26, uanset hvad den handelsmæs-

sige garanti går ud på. Herudover skal det oplyses over for forbrugeren,

hvis den handelsmæssige garanti ikke kan overføres til en efterfølgende

køber. Disse krav vil antageligvis kræve en ændring af markedsførings-

lovens § 12, som ikke indeholder tilsvarende oplysningsforpligtelser.

4.1.19.

Efter generalklausulen i § 36 kan en aftale ændres eller tilsidesæt-

tes helt eller delvis, hvis det være urimeligt eller i strid med almindelig-

hed hæderlighed at gøre den gældende. Det kan give anledning til en vis

tvivl, om denne bestemmelse skal ændres, hvis direktivforslagets artikel

32, stk. 1, hvorefter der kræves en

betydelig

skævhed i parternes ret-

tigheder og forpligtelser efter aftalen, før der er tale om et urimeligt kon-

traktvilkår, gennemføres.

4.1.20.

Direktivforslagets artikel 32, stk. 2, vil i hvert fald have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser. Efter denne bestemmelse kan der ved vur-

deringen af, om et kontraktvilkår er urimeligt, ikke tages hensyn til om-

stændigheder, der er indtruffet efter aftalens indgåelse. Efter aftaleloven

kan der imidlertid ved urimelighedsvurderingen tages hensyn til alle re-

levante omstændigheder, alene med den begrænsning, at senere indtrufne

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

omstændigheder ikke kan inddrages til skade for forbrugeren, jf. § 38, c,

stk. 2.

4.1.21.

Forslagets artikel 32, stk. 3, vil også kræve lovændring. Bestem-

melsen angiver, at spørgsmålet om urimelighed ikke kan berøre forholdet

mellem betaling og den erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forplig-

telse. I modsætning til, hvad der gælder efter aftalelovens § 38 c, er det

således efter direktivforslaget ikke alle momenter i aftalen, der kan indgå

i urimelighedsvurderingen.

4.1.22.

I forbindelse med gennemførelse af direktiv 93/13/EØF om uri-

melige kontraktvilkår antog man i bemærkningerne til det pågældende

lovforslag, at direktivet alene regulerede ”kvalificeret” urimelighed, og at

generalklausulen i aftalelovens § 36, rækker videre end direktivet. På den

baggrund kan det give anledning til tvivl, om det foreliggende direktiv-

forslag med totalharmoniseringsklausulen tillader, at der i aftalelovens §

38 c opretholdes en henvisning til § 36.

4.1.23.

Forslagets artikel 34 og 35 regulerer retsvirkningerne af, at et vil-

kår optræder på direktivforslagets sorte og grå liste. I modsætning til,

hvad der gælder efter det eksisterende direktiv om urimelige kontraktvil-

kår, er der tale om bindende lister, og det vil derfor være nødvendigt at

ændre aftaleloven på dette punkt.

Det skal endvidere bemærkes, at direktivforslagets bestemmelser om

urimelige kontraktvilkår er begrænset til at finde anvendelse ved ikke-

individuelt forhandlede vilkår. I modsætning hertil finder aftalelovens

bestemmelser om urimelige aftalevilkår i al væsentlighed anvendelse,

uanset om et aftalevilkår er individuelt forhandlet eller ej. På den bag-

grund kan der være tvivl om, hvorvidt direktivforslaget tillader, at aftale-

lovens generelle bestemmelser kan opretholdes i forbrugerforhold, eller

om totalharmoniseringen forpligter til en lovgivning, hvorefter forbruge-

re alene er beskyttet mod urimelige kontraktvilkår ved standardaftaler.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Direktivforslaget skønnes som udgangspunkt ikke at have statsfinansielle

konsekvenser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.3. Samfundsøkonomiske konsekvenser

De samfundsøkonomiske konsekvenser vil afhænge af den endelige ud-

formning af direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmo-

niseringsgraden.

4.4. Beskyttelsesniveauet

Der henvises til gennemgangen af de lovgivningsmæssige konsekvenser.

4.5. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

De administrative konsekvenser vil afhænge af den endelige udformning

af direktivet, herunder navnlig anvendelsesområdet og harmoniserings-

graden. Forslaget om totalharmonisering af reglerne vil alt andet lige gø-

re det lettere for erhvervslivet er udbyde varer og tjenester i andre EU-

lande, idet det vil være de samme regler, som erhvervslivet stilles over

for i alle EU-lande. Ændrede regler vil kunne medføre, at erhvervslivet

vil skulle foretage omstillinger i arbejdsgangene og ændring af markeds-

føringstiltag mv.

5. Høring

Direktivforslaget blev den 12. november 2008 sendt i høring hos følgen-

de myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenten for Sø- og

Handelsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet,

Akademikernes Centralorganisation, Aktive kvinder i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Autobranchens Handels- og In-

dustriforening i Danmark, Brancheforeningen for Forbrugerelek-

tronik, Business Danmark, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks

Automobilforhandlerforening, Danmarks Fiskeindustri- og Eksport-

forening, Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks National-

bank, Danmarks Optikerforening, Danmarks Rederiforening, Dan-

marks Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerforening, Dan-

marks Sportshandlerforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Ar-

bejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk dagligvareleverandør

Forening, Dansk Detail, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk

Erhverv, Dansk Erhvervssammenslutning, Dansk Fjernvarme,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, Dansk Landbrug,

Dansk Magasinpresses Udgiverforening, Dansk Timeshareejer For-

ening, Dansk Varefakta Nævn, Danske Advokater, Danske Bus-

vognmænd, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, Danske Re-

klame- og Relationsbureauers Brancheforeninger, Danske Spil, De

Danske Bilimportører, Den Danske Boghandlerforening, De Sam-

virkende Købmænd, DONG A/S, DSB, Ejendomsmæglernes Lands-

organisation, El-installatørernes Landsforening ELFO, Falck Dan-

mark A/S, Finans og Leasing, Finansrådet, Forbrugerombudsman-

den, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af

fabrikanter og importører af elektriske husholdningsapparater FE-

HA, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Registrerede

Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Formanden

for Forbrugerklagenævnet, Foreningen for Distance- og Internet-

handel, Forlæggerforeningen, Forsikring & Pension, Fællesforenin-

gen for Danmarks Brugsforeninger, HORESTA, Huset Markedsfø-

ring, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorga-

nisation ISABRO, Investeringsforeningsrådet, IT-Branchen, DI

ITEK, Kommunernes Landsforening, Landbrugsraadet, Landsor-

ganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Energi- og Olieor-

ganisationerne, PBS Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Post

Danmark, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsearrangør-

foreningen i Danmark, Rejsegarantifonden, Skandinavisk Timeshare

Forening, Telekommunikationsindustrien i Danmark og Visit Den-

mark.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra følgende:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrel-

sen, Advokatrådet, Branchen Forbrugerelektronik BFE, Danmarks Au-

tomobil Forhandler Forening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Rej-

sebureau Forening, Danske Advokater, Danske Dagblades Forening,

Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk Kredit Råd,

Finans og Leasing, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede

danske motorejere, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Forsikring &

Pension, Foreningen Registrerede Revisorer, Håndværksrådet, Kommu-

nernes Landsforening, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark,

Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Rejsegarantifonden og Telekom-

munikationsindustrien i Danmark.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Justitsministeriet har endvidere modtaget bemærkninger fra One.com

vedrørende direktivforslaget.

Præsidenterne for Østre

Vestre Landsret, byretterne, Domstols-

styrelsen, Advokatrådet, Danske Advokater, Danmarks Automobil-

forhandler Forening, Dansk Kredit Råd, Foreningen Registrerede

Revisorer, Kommunernes Landsforening

Landbrugsraadet

har

ikke bemærkninger til direktivforslaget.

Forsikring & Pension

Realkreditrådet

har ikke bemærkninger til

direktivforslaget, forudsat at forslaget ikke har konsekvenser for dansk

lovgivning.

Rejsegarantifonden

har ikke bemærkninger til direktivforslaget, men

peger på, at det – hvis forslaget vedtages – vil være nødvendigt at ændre

lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond.

Realkreditforeningen

bemærker, at væsentlige dele af direktivet ikke

finder anvendelse på områder vedrørende aftaler om realkreditbelåning,

men at man i øvrigt ikke på det foreliggende grundlag kan vurdere be-

tydningen af direktivforslaget.

5.1. Generelle bemærkninger

Danske Mediers Forum

finder det generelt positivt, at direktivforslaget

har til formål at forenkle den eksisterende lovgivning og bemærker, at

dette vil kunne lette overblikket og være et nyttigt led i bestræbelserne på

at gennemføre et reelt indre marked.

Dansk Erhverv

bemærker, at man ser positivt på forslaget, der vil har-

monisere reglerne på et forbrugerbeskyttelsesniveau, der i det væsentlige

svarer til det danske.

Dansk Erhverv

bemærker dog også, at årsagerne

til, at der ikke drages fuld nytte af det indre marked, er mange – ikke blot

forskellig forbrugerbeskyttelseslovgivning i medlemsstaterne – men også

skyldes forhold som eksempelvis momssatser og forskellige håndhævel-

sesmekanismer.

Dansk Erhverv

finder, at direktivforslaget bør læses i sammenhæng med

reglerne om, efter hvilket lands lovgivning en aftale skal bedømmes, her-

under den såkaldte Rom I-forordning, der angiver, at forbrugerens hjem-

landslovgivning gælder for kontrakten, hvilket indebærer en barriere for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

virksomhederne, der – til trods for eventuel totalharmonisering på dele af

forbrugerområdet – herved ikke kan undgå at skulle sætte sig ind i frem-

med lovgivning og tilpasse aktiviteten hertil på alle de spørgsmål, der

ikke direkte er reguleret af direktivforslaget.

Dansk Industri

støtter det overordnede formål med direktivforslaget, da

forskelle i national lovgivning er en af årsagerne til, at forbrugere og

virksomheder ikke nyder fuld gavn af det indre marked.

Forbrugerombudsmanden

hilser principielt direktivforslaget velkom-

ment og bemærker, at totalharmonisering kan være et middel til at imø-

degå de praktiske vanskeligheder, der – til skade for forbrugerbeskyttel-

sen og konkurrencevilkårene – i dag er forbundet med grænseoverskri-

dende håndhævelse af direktiver, der er gennemført forskelligt i de enkel-

te medlemsstater. Det anføres, at totalharmonisering ikke i sig selv er til

skade for forbrugerbeskyttelsen, forudsat at harmoniseringen bliver fast-

sat på et tilstrækkeligt højt niveau.

Forbrugerrådet

bemærker generelt, at man er stærkt bekymret over det

foreliggende forslag, hvor det er uvist, hvilke forbedringer for forbruger-

beskyttelsen der i givet fald bliver tale om, mens det er åbenbart, at for-

slaget på en række punkter vil føre til, at forbrugerbeskyttelsesniveauet

må sænkes i Danmark, ligesom det er uklart, hvilke samlede konsekven-

ser et totalharmoniseringsdirektiv på området vil have generelt på civil-

rettens område.

Forbrugerrådet

finder det således vanskeligt at vurdere,

hvad totalharmonisering på området kan føre til generelt i forhold til

dansk lovgivning samt klagenævns- og retspraksis, herunder om fortolk-

ningen af en række spørgsmål fremover vil være overladt til EF-

Domstolen.

Forbrugerrådet

bemærker, at man er enig i behovet for at revidere de

eksisterende direktiver, men at totalharmonisering ikke er den rette me-

tode, da der er stor risiko for, at harmoniseringen sker på et niveau, som

er uacceptabel for en del lande, ligesom udvikling af de enkelte med-

lemsstaters lovgivning bliver sat i stå.

Forbrugerrådet

er derfor skeptisk

over for, om totalharmonisering af alle direktivets bestemmelser er hen-

sigtsmæssig.

Forbrugerrådet

peger på, at Kommissionens begrundelse for behovet

for totalharmonisering – at den nuværende fragmenterede lovgivning fø-

rer til, at forbrugere afholder sig fra at handle grænseoverskridende – ik-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ke er overbevisende, og at undersøgelser viser, at en række andre forhold

af mere praktisk karakter – sprog, adgang til internettet, usikkerhed om

klagemuligheder og håndhævelse, risiko ved betaling via internettet osv.

– vejer tungere i forbindelse med forbrugernes valg.

Forbrugerrådet

finder endvidere, at Kommissionens begrundelse, hvorefter revisionen

tager sigte på at forenkle lovgivningen, er forfejlet, idet en gennemgang

af forslaget viser betydelige vanskeligheder ved at fastslå, hvad der falder

inden for og uden for direktivets anvendelsesområde.

Forbrugerrådet

har også peget på, at det havde været nærliggende ved

en revision på området, der tager sigte på hensynet til det indre marked,

at inddrage spørgsmålet om forbrugerens mulighed for at rette et man-

gelskrav direkte mod producenten, således som det kendes fra visse af

medlemsstaternes lovgivning.

Forenede Danske Motorejere (FDM)

anfører, at der ikke er tvivl om, at

en harmonisering af forbrugerbeskyttelsen kan være til gavn for både

forbrugere og erhvervsdrivende, men finder det samtidig væsentligt, at

harmoniseringen ikke sker på bekostning af forbrugernes rettigheder.

Hvis valget står mellem hensynet til den erhvervsdrivendes muligheder

for at afsætte varer over grænserne og hensynet til at sikre forbrugerbe-

skyttelsen, bør hensynet til forbrugernes tarv efter FDM’s opfattelse veje

tungest. FDM finder det således bekymrende, at direktivforslaget – til

trods for understregningen af ønsket om et højt fælles forbrugerbeskyttel-

sesniveau – vil forringe forbrugerbeskyttelsen i Danmark på en række

punkter.

Formanden for Forbrugerklagenævnet

bemærker, at enkle og klare

lovbestemmelser er en forudsætning for, at forbrugerne kan orientere sig

om deres retsstilling, og at sådanne regler er af væsentlig betydning for

Forbrugerklagenævnets mulighed for hurtigt og effektivt at behandle sa-

ger. Derfor er det positivt, at der med direktivforslaget lægges op til en

forenkling og opdatering af de eksisterende regler på området.

Landsorganisationen i Danmark

er umiddelbart skeptiske over for for-

slaget og frygter, at direktivet vil indebære en forringelse af forbrugerbe-

skyttelsen i Danmark, men kan ikke i øvrigt vurdere, i hvilket omfang

direktivet vil kræve ændring af dansk lovgivning.

Rederiforeningen

bemærker generelt, at direktivforslaget er svært læse-

ligt, og at Kommissionens ledsagende bemærkninger til utilstrækkelige.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

One.com

er positiv overfor direktivforslagets formål om at ensarte ind-

holdet af forbrugerrettigheder i EU, herunder omfanget af informationer,

der skal gives i forbindelse med aftaleindgåelsen.

5.2. Harmoniseringsgrad

Danmarks Rejsebureau Forening

hilser forslaget om totalharmonisere-

de forbrugerrettigheder i EU velkomment og finder en sådan harmonise-

ringsgrad nødvendig af hensyn til konkurrencen og for at sikre forbruge-

rens mulighed for at sammenligne.

Dansk Erhverv

støtter anvendelsen af totalharmonisering og finder det

afgørende for at sikre markedsmæssige og konkurrencemæssige fordele

til gavn for både forbrugere og erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv

be-

mærker, at totalharmonisering er afgørende for den fremtidige nytteværdi

af direktivet, og at det – hvis det ikke er muligt på nuværende tidspunkt

at opnå enighed om totalharmonisering på området – vil det være hen-

sigtsmæssigt at lade direktivforslaget afvente færdiggørelsen af arbejdet

med en fælles referenceramme for aftaleret i EU.

Dansk Industri

tilslutter sig, at en revision på området sker via total-

harmoniserede regler, da dette både vil styrke forbrugertilliden og øge

konkurrencen.

Formanden for Forbrugerklagenævnet

bemærker, at totalharmonise-

ring vil betyde ensartede lovbestemmelser, hvilket vil gøre det lettere for

nævnet at træffe afgørelse i sager, hvor øvrige EU-landes lovgivning skal

anvendes. Imidlertid indebærer den foreliggende tekst på en række punk-

ter, at der med totalharmoniserede regler vil være tale om en forringelse

af forbrugerbeskyttelsen i dansk ret, og man bør være opmærksom på, at

den fulde harmonisering ikke fører til forringelse af forbrugerbeskyttel-

sesniveauet i Danmark.

Håndværksrådet

støtter som udgangspunkt fuld harmonisering af reg-

lerne på forbrugerområdet.

One.com

tilslutter sig den valgte harmoniseringsgrad og bemærker, at

minimumsharmonisering vil ødelægge fordelene ved en fælles EU-

regulering og forringe danske virksomheders muligheder for konkurren-

cedygtigt salg samt forbrugernes mulighed for adgang til gode tilbud.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.2. Definitioner

5.2.1. Forbruger

Danmarks Rejsebureau Forening

tilslutter sig direktivets forslag til

definition af forbrugerbegrebet og finder, at der hermed er tale om en

klarere afgrænsning end efter gældende dansk ret, som indeholder en

bredere definition.

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslagets definition af forbruger-

begrebet er snævrere end den danske, men at der næppe er tale om væ-

sentlige ændringer i forhold til dansk praksis.

Dansk Industri

rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets defini-

tion af forbrugerbegrebet tillader, at medlemsstaterne indfører regler,

hvorefter mindre erhvervsdrivende er beskyttet af regler svarende til for-

brugere.

FDM

finder, at direktivforslagets definition kan føre til, at der ved han-

del mellem to privatpersoner kan blive tale om, at de opnår forbrugeret-

tigheder over for hinanden.

Håndværksrådet

støtter direktivets definition af forbrugerbegrebet, hvis

man i dansk ret kan opretholde den bredere definition, således at mindre

erhvervsdrivende efter omstændighederne kan nyde beskyttelse som for-

bruger.

5.2.2. Fast forretningssted

FDM

bemærker, at forslagets definition anser messestande som en del af

et fast forretningssted, hvorved der bliver tale om en forringelse af for-

brugerens beskyttelse i forhold til gældende dansk ret. Samtidig peges på,

at det forekommer inkonsekvent, at en midlertidig placering på et hotel

eller et konferencecenter samtidig skal betragtes som uden for fast forret-

ningssted.

5.2.3. Mellemmand

Danmarks Rejsebureau Forening

støtter direktivforslagets definition af

en mellemmand og finder det væsentligt, at det står forbrugeren klart,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvis en given tjenesteydelse leveres af en anden end den, der formidler

aftalen med forbrugeren.

5.2.4. Varigt medium

Danske Mediers Forum

kan tilslutte sig de eksempler, der er nævnt på

et varigt medium, men bemærker, at opretningen i præambelbetragtning

nr. 16 i sagens natur ikke kan være udtømmende henset til den teknologi-

ske udvikling, men at der bør foretages en konkret vurdering, hvor lag-

ringskapacitet og tilgængelighedsperiode inddrages.

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 2, nr. 10, ikke

umiddelbart synes at omfatte SMS og MMS, hvilket bør være tilfældet.

Telekommunikationsindustrien

finder det hensigtsmæssigt, hvis det i

forslaget anføres, at en mobiltelefon efter omstændighederne kan være et

varigt medium, afhængig af telefonens lagringskapacitet, jf. herved lov

om betalingstjenester.

5.2.5. Vare

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivets definition i modsætning til

dansk ret ikke omfatter salg på tvangsauktion, og at konsekvenserne her-

af bør klarlægges.

Dansk Fjernvarme

bemærker, at direktivet – i lighed med undtagelsen

for elektricitet, vand og gas – bør undtage fjernvarme, der også er en led-

ningsbunden energibærer.

Dansk Industri

finder, at direktivforslaget tillige bør indeholde en defi-

nition af, hvad der forstås ved en tjenesteydelse og eventuelt også ved en

tjenesteyder.

5.2.6. Handelsmæssig garanti

Dansk Erhverv

finder, at definitionen bør udbygges, således at det sik-

res, at de retlige følger af at anvende garantibegrebet harmoniseres.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

5.3. Oplysningskrav

5.3.1. Generelt

Dansk Erhverv

bemærker, at kapitel II i direktivforslaget i et vist om-

fang er en nyskabelse til gavn for forbrugerne, og at oplysningsforpligtel-

serne er afbalancerede og sikrer forbrugerne de væsentligste oplysninger.

Det kunne være nyttigt at henvise til oplysningsbehovet for en gennem-

snitsforbruger for derved at afgrænse, hvornår en oplysning må antages

at fremgå af sammenhængen.

Dansk Erhverv

finder det imidlertid mere

hensigtsmæssigt, hvis pligten til at give oplysninger erstattes af en pligt

for den erhvervsdrivende til at gøre oplysningerne let tilgængelige for

forbrugeren.

Dansk Erhverv

finder endvidere, at det bør afklares, om direktivforsla-

get på dette punkt tilsigter at være en undtagelse fra oplysningskravene i

servicedirektivet.

Dansk Industri

rejser spørgsmål om, hvorvidt direktivforslagets artikel

5, nr. 1, litra g og h, hvorefter den erhvervsdrivende skal orientere for-

brugeren om aftalens gyldighedsperiode og minimumsvarigheden af for-

brugeres forpligtelser, er til hinder for indgåelse af aftaler, der indeholder

en bindingsperiode, hvilket ikke bør være tilfældet.

Dansk Industri

finder, at der er behov for en præcisering af, om den

henvisning, der er i forslagets artikel 6, stk. 2, til artikel 13, skal forstås

således, at fortrydelsesfristen forlænges, uanset hvilken oplysning den

erhvervsdrivende har forsømt at give forbrugeren, eller om fristen kun

forlænges, hvis der ikke er oplyst om retten til at fortryde.

Dansk Industri

bemærker endvidere, at det forekommer uklart, på hvil-

ket tidspunkt den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger

som nævnt i direktivforslagets artikel 9, litra b-f, idet det alene angives,

at oplysninger nævnt i artikel 9, litra a, skal gives forud for aftaleindgåel-

sen. Det er desuden uklart, om oplysninger nævnt i artikel 9 og 10 – på

samme måde som de, der nævnes i artikel 5 – kan undlades, hvis de alle-

rede fremgår af konteksten.

Håndværksrådet

finder, at direktivforslagets artikel 10, stk. 2, hvorefter

en aftale indgået uden for fast forretningssted kun er gyldig, hvis forbru-

geren underskriver en ordreseddel, er uacceptabel, og bemærker, at dette

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

strider mod et grundlæggende princip om, at mundtlige aftaler er lige så

bindende som skriftlige, ligesom et skriftlighedskrav vil være unødigt

besværligt i det praktiske liv, hvor mange aftaler indgås mundtligt –

f.eks. på forbrugerens bopæl.

Håndværksrådet

bemærker endvidere, at bestemmelsen skaber proble-

mer i forhold allerede udførte tjenesteydelser, hvor det ikke er muligt at

tilbagelevere ydelsen ved efterfølgende ugyldighed som følge af mang-

lende overholdelse af formalia.

Rederiforeningen

bemærker, at direktivforslagets kapitel II indeholder

ganske ukonkrete og vanskeligt implementerbare bestemmelser for så

vidt angår transport, navnlig søtransport. Det er ikke umiddelbart klart,

hvorledes en række af oplysningsforpligtelserne i kapitlet skal forstås i

relation til sådanne tjenesteydelsesaftaler.

5.3. Aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretnings-

sted

5.3.1. Generelt

Dansk Industri

bemærker, at kapitlet synes at være skrevet med henblik

på salg af varer, og at det nøje bør overvejes, om bestemmelserne er eg-

nede til anvendelse ved fjernsalg mv. af tjenesteydelser.

Finans og Leasing

finder det væsentligt, at der er enighed om, at direk-

tivforslaget ikke regulerer aftaler omfattet af direktiv 2008/48 om forbru-

gerkreditter. Forbrugerkreditdirektivet indeholder imidlertid en række

undtagelser (øvre og nedre beløbsgrænser), og spørgsmålet er, om disse

aftaler er omfattet af direktivforslaget.

Rederiforeningen

finder det afgørende, at de eksisterende undtagelser

vedrørende sø- og transportforhold opretholdes.

5.3.2. Fortrydelsesret

Danmarks Rejsebureau Forening

tilslutter sig, at det i direktivforsla-

gets artikel 20, stk. 3, foreslås, at salg af transportydelser, pakkerejser

mv. fortsat skal være undtaget fra reglerne om fortrydelsesret mv. Undta-

gelsen fra fortrydelsesretten bør gælde, uanset om der er tale om fjern-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

salg, salg uden for fast forretningssted eller salg på et fast forretnings-

sted.

Danmarks Rejsebureau Forening

understreger, at rejsebureauer allere-

de ved forbrugerens bestilling af en rejse får betydelige omkostninger,

herunder i form af hæftelser over for tredjemand, og at en ret for forbru-

geren til at fortryde aftalen derfor ville betyde væsentlige ikke-

refunderbare omkostninger for rejsebureauerne.

Danske Mediers Forum

bemærker, at der ikke med forslagets bestem-

melser om fjernsalg er taget fornøden højde for de nye markedstendenser

samt anvendelse af interaktive kommunikationsmidler brugerne og medi-

erne imellem i form af køb af elektroniske ydelser med nyhedsvideoklip

osv. Forslagets artikel 19 er ikke tilstrækkelig til at sikre den rette balan-

ce mellem hensynet til forbrugerne og til de erhvervsdrivende. Fjernsalg

af elektroniske ydelser i form af nyheder, film videoklip mv. bør også

undtages i lighed med plomberede lydoptagelser og edb-programmer, da

det også her vil være urimeligt, hvis forbrugerne kan fortryde – forslagets

tekst skaber her en vilkårlig forskelsbehandling mellem de forskellige

elektroniske ydelsestyper.

Danske Mediers Forum

finder endvidere, at der bør være knyttet en ba-

gatelgrænse til fortrydelsesretten ved fjernsalgsaftaler, da fortrydelsesret

ved aftaler af ringe værdi er et indgreb over for den erhvervsdrivende,

der ikke står mål med hensynet til at beskytte forbrugerne ved sådanne

aftaler.

Danske Mediers Forum

bemærker i forhold til indholdstakserede

SMS’er, som bl.a. anvendes i forbindelse med deltagelse i afstemninger

eller konkurrencer, at det bør fremgå klart af direktivteksten, at forbruge-

ren ikke kan fortryde efter deltagelse i en SMS-afstemning. Det bør også

afklares, om disse SMS’er overhovedet skal betragtes som en fjernsalgs-

aftale.

Danske Mediers Forum

kan endvidere tilslutte sig forslagets artikel 11,

stk. 3, hvorefter der i visse tilfælde kan ske en begrænsning af de oplys-

ninger, der umiddelbart skal stilles til forbrugerens rådighed.

Dansk Erhverv

finder, at artikel 12 om fortrydelsesfristens beregning

bør præcisere, at datoen for aftalens indgåelse medregnes i fristen og at

fristen regnes i kalenderdage.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dansk Erhverv

anfører vedrørende artikel 19, at det kan give anledning

til tvivl, hvornår en vare har fået ”et tydeligt personligt præg”, hvorved

aftalen ikke er omfattet af retten til at fortryde. Direktivforslaget bør der-

for suppleres med en bestemmelse om udtrykkeligt samtykke fra forbru-

geren eller en pligt for den erhvervsdrivende til at oplyse herom, da der

ellers kan blive tale om en konfliktskabende regel.

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 12 og 17 indebæ-

rer, at forbrugeren – efter at vedkommende inden for fortrydelsesfristen

på 14 dage har meddelt den erhvervsdrivende, at aftalen fortrydes – kan

beholde varen i yderligere en periode på 14-dage, hvilket forekommer

urimeligt. Samtidig er det uklart, om forbrugeren i denne periode hæfter

for varens eventuelle værdiforringelse.

Dansk Industri

finder, at forbru-

geren i stedet – i overensstemmelse med gældende dansk ret – bør retur-

nere varen til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristen udløber.

Dansk Industri

anfører vedrørende det tidspunkt, hvor fortrydelsesfri-

sten begynder at løbe, at det bør præciseres, hvordan man forholder sig i

tilfælde, hvor en aftale både indeholder et køb af en vare og en tjeneste-

ydelse – eksempelvis køb af en mobiltelefon samt mobiltelefonabonne-

ment.

Dansk Industri

finder behov for præcisering af, hvor meget der kræves,

for at forbrugeren kan siges at have givet sit udtrykkelige samtykke til, at

en tjenesteydelse kan udføres, inden fortrydelsesfristens udløb, jf. direk-

tivforslagets artikel 19. Sammenhængen mellem artikel 19 og artikel 17

bør endvidere præciseres, da bestemmelserne synes at kunne læses såle-

des, at en forbruger, der ikke har givet et udtrykkeligt samtykke efter ar-

tikel 19, ikke skal betale for en allerede udført tjenesteydelse og dermed

efterfølgende gratis vil kunne fortryde. Eksempelvis vil en forbruger, der

allerede inden fortrydelsesfristens udløb har haft et betydeligt mobiltele-

fonforbrug, således kunne fortryde købet af mobiltelefon og dermed

abonnement med den konsekvens, at den erhvervsdrivende ikke kan kræ-

ve betaling for det forbrug, der har været i perioden indtil aftalen fortry-

des.

Dansk Industri

anfører desuden, at det bør præciseres, hvad der skal

forstås ved tilknyttet aftale i henhold til direktivforslagets artikel 18.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Finans og Leasing

bemærker, at leasing af biler til private efter gælden-

de ret anses som en transport, der er undtaget fra retten til at fortryde en

fjernsalgsaftale i lighed med biludlejning. I direktivforslaget nævnes i

artikel 20, stk. 3, både transport og biludlejning som undtagelse fra for-

trydelsesretten, og der bør – for at undgå modsætningsslutninger – være

en bemærkning om, at leasing af biler til private også er undtaget.

Forenede Danske Motorejere

bemærker, at direktivforslagets artikel

11, stk. 2, ikke – i modsætning til gældende dansk ret – opstiller be-

grænsning i, hvilke varer der må afsættes ved telefoniske henvendelser.

Håndværksrådet

finder, at fortrydelsesfristen ikke i alle tilfælde bør ud-

skydes, hvis der ikke er oplyst om fortrydelsesretten. Hvis forbrugeren

ikke har været udsat for aggressiv eller utilbørlig adfærd fra den er-

hvervsdrivendes side, og dermed ikke er blevet overrumplet, vil direktiv-

forslagets bestemmelser om fristens begyndelsestidspunkt kunne give

forbrugeren en urimelig lang frist for at fortryde, hvis vedkommende i

mellemtiden får mulighed for at få varen eller tjenesteydelsen leveret bil-

ligere fra anden side.

Telekommunikationsindustrien

finder, at den erhvervsdrivende – ud

over på e-mail – bør kunne kvittere for modtagelse af en meddelelse om

udnyttelse af fortrydelsesretten via SMS eller MMS.

Telekommunikationsindustrien

bemærker endvidere, at artikel 17, 2.

pkt., ikke bør gælde, hvis forbrugeren vidste eller burde vide, at ved-

kommende var berettiget til at fortryde købet.

Telekommunikationsindustrien

finder desuden, at fortrydelsesretten

ved tjenesteydelser – ligesom ved varekøb – alene bør kunne benyttes i

det omfang, det er nødvendigt for at få kendskab til ydelsens art og den

måde den fungerer på, når ydelsen leveres inden fristens udløb og for-

brugeren ikke har givet samtykke.

Telekommunikationsindustrien

fin-

der det urimeligt, at forbrugeren med den nuværende ordlyd har mulig-

hed for i en periode på op til 14 dage i videre udtrækning at benytte ydel-

sen, uden at skulle betale herfor.

Telekommunikationsindustrien

bemærker, at det er nødvendigt at præ-

cisere, hvad der efter forslagets artikel 18 skal forstås ved tilknyttede af-

taler, der ophører uden udgift for forbrugeren, hvis denne benytter fortry-

delsesretten. I den forbindelse bør en aftale om et mobiltelefonabonne-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ment ikke bortfalde, hvis forbrugeren fortryder købet af selve mobiltele-

fonen.

5.4. Købsaftaler

5.4.1. Generelt

Rederiforeningen

bemærker generelt, at det er afgørende, at bestemmel-

serne fortsat ikke skal anvendes på aftaler vedrørende tjenesteydelser.

5.4.2. Formodningsreglen

Formanden for Forbrugerklagenævnet

har efterspurgt mulighed for at

lette kravene til forbrugerens bevisførelse efter udløbet af 6-måneders

formodningsreglen, navnlig i sager vedrørende teknisk komplicerede

produkter, som ikke kan adskilles og undersøges med henblik på at fast-

slå årsagen til fejlen.

5.4.3. Levering og risikoovergang

Dansk Industri

bemærker, at direktivforslagets artikel 22 synes at kræve

væsentlige ændringer i købelovens regler om forbrugerkøb.

5.4.4. Mangelsbeføjelser

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslagets artikel 26 adskiller sig

fra den nuværende EU-regulering ved at give sælgeren ret til at vælge

mellem omlevering og afhjælpning, men at der næppe herved er tale om

nogen stor praktisk betydning, og at der alene vil være tale om en mindre

indskrænkning i forbrugerens ret til at kræve omlevering. Den foreslåede

regel vil begrænse sælgers omkostninger og dermed medvirke til lavere

forbrugerpriser, ligesom den gældende retstilstand er konfliktskabende.

Dansk Erhverv

foreslår, at spørgsmålet om fradrag i forbrugerens krav

på tilbagebetaling af købesummen ved ophævelse reguleres i direktivet

for herved at undgå, at en forbruger får en uberettiget berigelse ved at

have brugt en salgsgenstand i tæt på to år, inden manglen gøres gælden-

de.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dansk Erhverv

bemærker endvidere, at det ikke fremgår klart af direk-

tivforslagets artikel 27, om omkostninger ved at bringe en mangelfuld

vare til sælger skal afholdes af forbrugeren eller den erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv

finder direktivforslagets artikel 27 om erstatning vidtgå-

ende og foreslår, at der tilføjes en betingelse om ansvarsgrundlag i lighed

med de danske regler om erstatning i anledning af mangler og ansvarsfri-

hed ved force majeure som ved internationale køb reguleret af den inter-

nationale købelov (CISG).

5.4.5. Reklamationsregler

Brancheforeningen Forbrugerelektronik (BFE)

finder forslagets arti-

kel 28, stk. 2, hvorefter der løber en ny 2-årig absolut reklamationsfrist

ved omlevering i anledning af mangler, problematisk. Det bemærkes, at

der bør gælde samme regler, uanset om en mangel bliver udbedret ved

afhjælpning eller omlevering, og at den foreslåede regel kan føre til, at

den erhvervsdrivende afstår fra at udbedre ved hjælp af omlevering.

BFE

finder endvidere, at den foreslåede regel vil føre til yderligere administra-

tive byder for den erhvervsdrivende, idet reglen forudsætter, at datoen

for, hvornår den omleverede genstand udleveres til forbrugeren, registre-

res, og at reglen kan føre til misbrug ved, at en forbruger venter til slut-

ningen af den 2-årige ansvarsperiode, før et omleveringskrav i anledning

af mangler ved salgsgenstanden gøres gældende, hvilket kan føre til ”en

endeløs række af sikre perioder”.

Dansk Erhverv

kan tilslutte sig direktivforslagets bestemmelse om en

relativ reklamationsfrist på 2 måneder.

Dansk Erhverv

bemærker endvi-

dere, at den absolutte reklamationsfrist bør fastsættes på en sådan måde,

at der ikke kan være tvivl om, hvornår den udløber.

Håndværksrådet

støtter direktivforslagets artikel 28. stk. 3, hvorefter

der for så vidt angår brugte varer er mulighed for, at parterne aftaler en

kortere reklamationsfrist end direktivets, der dog ikke kan være kortere

end 1 år. Det bemærkes, at en tilsvarende regel bør gælde i relation til

tjenesteydelser.

5.4.6. Handelsmæssige garantier

Dansk Erhverv

bemærker, at direktivforslaget ikke forholder sig til en

garanti, der indebærer omvendt bevisbyrde for, at varen er mangelfuld,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

og at der er behov for at vurdere konsekvenserne af direktivforslaget i

forhold til handelsmæssige garantier.

Forenede Danske Motorejere

peger på, at direktivet alene opstiller vis-

se indholdsmæssige krav, når garantibegrebet anvendes, mens det i dansk

ret er et krav, at en garanti stiller forbrugeren væsentlig bedre end efter

lovgivningen. Herved risikerer man at udhule indholdet af garantibegre-

bet.

5.4.7. Urimelige kontraktvilkår

Danske Mediers Forum

bemærker, at adgangen til gruppesøgsmål som

omhandlet i præamblens betragtning nr. 57 må forudsættes at relatere sig

til de lande, hvor der ikke som i Danmark allerede er etableret velfunge-

rende klageinstanser af såvel privatretlig som offentligretlig karakter.

Dansk Industri

bemærker, at ændringer i bilagene efter artikel 39 skal

foretages af Kommissionen, men at dette ikke bør ske uden inddragelse

af relevante interessenter, herunder erhvervslivets organisationer.

Rederiforeningen

finder det afgørende, at undtagelsen vedrørende kon-

traktvilkår, der stammer fra internationale konventioner, fortsat oprethol-

des på området.

5.4.8. Bilagene

Telekommunikationsindustrien

finder det uklart, hvad der skal forstås

ved overskriften til bilag 3 om kontraktvilkår, der formodes at være uri-

melige, og bemærker endvidere, at litra i og k på listen forekommer

uhensigtsmæssige ved løbende kontraktforhold, herunder på teleområdet.

6. Nærhedsprincippet

6.1. Kommissionens vurdering af nærhedsprincippet

Kommissionen har om forholdet til nærhedsprincippet anført, at formålet

med forslaget ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemslandene,

idet den lovgivningsmæssige opsplitning, der er en følge af medlemssta-

ternes forskellige implementering af de eksisterende minimumsdirekti-

ver, ikke kan løses nationalt. Kun en koordineret indsats kan således bi-

drage til at fuldende det indre marked.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommissionen henviser i den forbindelse til, at forskelle i de enkelte

medlemslandes nationale lovgivninger skaber hindringer for det indre

marked, konkurrenceforvridninger og retsusikkerhed.

Kommissionen fremhæver endvidere, at forslaget kun finder anvendelse

på aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at forslaget alene

tager udgangspunkt i totalharmonisering af de aspekter ved forbrugerbe-

skyttelse, som er relevante ved handel på tværs af grænserne – dvs. de

aspekter, der er af central betydning for erhvervsdrivende, når de opstiller

standardvilkår og udformer informationsmateriale.

6.2. Regeringens foreløbige vurdering af nærhedsprincippet

Regeringen finder på det foreløbige grundlag, at forslaget – som fremsat

– må anses for at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og

man kan i den forbindelse tilslutte sig de betragtninger, som Kommissio-

nen er fremkommet med, jf. ovenfor under punkt 6.1.

7. Andre landes kendte holdninger

Der foreligger ikke offentlige tilkendegivelser om de øvrige medlemssta-

ters holdninger.

8. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig i sagen. Europa-

Parlamentets udvalg for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse

(IMCO) forventes at drøfte forslaget ved møder i november og december

2009. I løbet af januar eller februar 2010 forventes det første udkast til en

betænkning fremlagt for udvalget.

9. Foreløbig dansk holdning

9.1.

Den foreslåede generelle totalharmonisering på dette område vil på

det foreliggende grundlag skabe en række væsentlige juridiske/tekniske

problemer, idet forståelsen og rækkevidden af en stor del af de foreslåede

bestemmelser giver anledning til tvivl. Der har også været tvivl om for-

ståelsen af en række af de bestemmelser, som det foreslåede direktiv skal

afløse, men de har i vidt omfang kunne løses i forbindelse med imple-

menteringen ved at bruge minimumsklausulen. Det kan vise sig vanske-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ligt at få udformet klare og enkle totalharmoniseringsregler, bl.a. fordi de

formueretlige regler, der ændres, har sammenhæng med almindelige

formueretlige regler og principper.

Det forekommer umiddelbart tvivlsomt, om generel totalharmonisering

er et hensigtsmæssigt middel til at sikre øget grænseoverskridende han-

del, idet bl.a. sprog og klagemuligheder formentlig spiller en større rolle

på dette område end, om der er visse forskelle i lovgivningerne. Der er

også risiko for, at totalharmonisering vil medføre, at det bliver nødven-

digt at sænke forbrugerbeskyttelsesniveauet på væsentlige områder.

Danmark bør imidlertid ikke være imod en hensigtsmæssig totalharmoni-

sering på områder, hvor totalharmonisering kan gennemføres uden at væ-

re til skade for forbrugerne og uden at medføre en uklar retstilstand. Det

drejer sig f.eks. om regler om oplysningspligt og fortrydelsesret mv. Der-

imod er f.eks. reglerne om urimelige aftalevilkår efter Danmarks opfat-

telse ikke velegnede til totalharmonisering.

9.2.

For Danmark er det vigtigt, at forbrugerbeskyttelsen her i landet ikke

forringes.

9.3.

For Danmark er det vigtigt, at subsidiaritetsprincippet er overholdt,

og at der ikke vedtages generelle regler, hvor en sektorregulering bedre

ville kunne opfylde behovet for grænseoverskridende regler.

9.4.

For Danmark er det helt centralt, at de mange tvivlsspørgsmål om

rækkevidden af forslaget bliver afklaret, idet en nærmere stillingtagen til

forslaget må afvente denne afklaring.

10. Orientering af Folketingets udvalg

Sagen har ikke tidligere være fremlagt for Folketingets Europaudvalg.

Nærhedsnotat blev fremsendt den 28. oktober 2008. Nærværende grund-

notat sendes til Folketingets Europaudvalg, Folketingets Erhvervsudvalg

og Folketingets Retsudvalg.