PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sundhedsudvalget 2009-10
KOM (2008) 0414
Offentligt

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Dato:

15. oktober

Sagsnr.:

0900829/0907942

Sagsbeh.: hcf

Dok nr:

114692

Notat til Folketingets Europaudvalg om status for forhandlinger-

ne om direktivforslaget vedrørende patientrettigheder i forbindel-

se med grænseoverskridende sundhedsydelser

Nedenfor redegøres for status i forhandlingerne om direktivforslaget vedrørende

patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser – KOM

(2008) 414.

Notatet baserer sig på formandskabets kompromisforslag af 31. juli 2009, som

fortsat drøftes på arbejdsgruppeniveau. Formandskabet har under drøftelserne fore-

lagt nye udkast til udvalgte bestemmelser med henblik på at kunne forelægge et

samlet revideret kompromisforslag. Dette reviderede kompromisforslag ventes

præsenteret inden udgangen af oktober og vil danne grundlag for de videre drøftel-

ser frem mod rådsmødet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyt-

telse) den 1. december 2009, hvor formandskabet sigter efter at opnå politisk enig-

hed.

Det skal således understreges, at der fortsat vil kunne forekomme justeringer af de

skitserede løsninger. Det er dog regeringens forventning, at det endelige resultat af

Rådets førstebehandling af direktivet i det væsentlige vil kunne baseres på det fore-

liggende kompromisforslag.

Europaudvalget vil i forbindelse med forelæggelsen af rådsmødet den 1. december

blive orienteret om status i forhandlingerne og herunder om eventuelle ændringer i

kompromisforslaget af betydning i forhold til de danske synspunkter.

1. Generelt om baggrunden for Kommissionens forslag

EF-Domstolen har i en række domme afsagt siden 1998 fastslået, at en sundheds-

ydelse modtaget i et andet EU-land er en tjenesteydelse i EF-traktatens forstand og

derfor omfattet af EF-traktatens regler om fri bevægelighed, herunder artikel 49 om

fri bevægelighed for tjenesteydelser.

Eventuelle begrænsninger i den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser skal

kunne begrundes i tvingende almene hensyn og må ikke overskride, hvad der er

objektivt nødvendigt med henblik på formålet, og det samme resultat må ikke kun-

ne opnås med mindre indgribende regler.

Domstolen har endvidere fastslået, at visse objektive hensyn efter omstændighe-

derne kan retfærdiggøre en begrænsning af den frie udveksling af sundhedstjene-

steydelser:



beskyttelse af folkesundheden, herunder opretholdelse af et stabilt læge- og

hospitalsvæsen, som alle har adgang til, og som bidrager til et højt niveau for

beskyttelse af sundheden ved opretholdelse af behandlingsmuligheder eller en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lægelig kompetence på sundhedsområdet eller en lægelig kompetence på det

nationale område,



risikoen for et alvorligt indgreb i sundhedsvæsenets økonomiske balance, så-

fremt det overordnede niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed påvir-

kes.

Kommissionen fremsatte i juli 2008 sit direktivforslag om patientrettigheder i for-

bindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Hovedformålet med forslaget

er at omsætte Domstolens praksis i en klar retlig ramme for grænseoverskridende

sundhedsydelser i EU.

2. Afgræsning af omfattede sundhedsydelser

Generelt

Retten til betalt behandling i en anden medlemsstat er efter artikel 6 i Kommissio-

nens oprindelige forslag afgrænset til at omfatte de ydelser, som patienten har ret til

i sit hjemland. Udgifterne til behandling i en anden medlemsstat refunderes af pati-

entens hjemland med et beløb, der svarer til, hvad hjemlandet skulle have betalt for

behandlingen, hvis den var ydet af hjemlandet sundhedssystem. Dog kan refusio-

nen ikke overstige de faktiske omkostninger ved den modtagne behandling.

Direktivet giver med andre ord ikke patienterne ret til at få refunderet udgifter for

en behandling i en anden medlemsstat, som de ikke i forvejen ville have ret til at få

i deres hjemland. Det vil heller ikke være muligt for patienterne at ”tjene” på at

blive behandlet i et andet medlemsland.

Der er bred enighed blandt medlemsstaterne om disse grundlæggende principper,

som baserer sig på EF-domstolens praksis, og som også er fastholdt i det seneste

kompromisforslag fra formandskabet.

Medicintilskud

Kommissionens oprindelige forslag gav ikke klarhed om, hvorvidt medicintilskud

var omfattet af direktivforslaget eller ej. Enkelte lande, og heriblandt Danmark, har

under forhandlingerne af patientsikkerhedsmæssige hensyn argumenteret for, at

tilskud til medicin ikke bør være omfattet af forslaget. Det fremgår imidlertid nu

eksplicit af den foreliggende tekst, at tilskud til lægemidler og medicinsk udstyr er

omfattet af forslaget.

En vedtagelse af direktivforslaget i den foreliggende form vil derfor indebære, at

Danmark fremover skal refundere udgifter til medicin, som dansk sikrede har købt

på et apotek i et andet EU-land og til medicin købt i Danmark på baggrund af en

udenlandsk recept, jf. nedenfor i punkt 8 om gensidig anerkendelse af recepter.

Omfanget af medicinhandel på udenlandske apoteker som følge af forslaget er

vanskeligt at opgøre. Det er regeringens vurdering, at handlen langt overvejende vil

ske via internettet. Det vil formentlig især være kronikere i fast medicinering, der

for at opnå en billigere pris vælger at sende deres recept til et udenlandsk apotek,

og herefter få medicinen fremsendt. På den baggrund – og med henvisning til at

udenlandske apoteker også er underlagt en national sikkerhedskontrol – vurderes

sikkerhedsrisikoen for danske borgere at være begrænset.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Samtidig skal det understreges, at der kun vil være tilskud til medicin, som i forve-

jen er tilskudsberettiget i Danmark.

3. Mulighed for om nødvendigt og inden for Traktatens rammer at afvise

patienter fra andre medlemsstater til planlagt behandling

Det følger af artikel 5 i Kommissionens oprindelige forslag, at patienter fra andre

medlemsstater skal behandles på samme måde som behandlingsmedlemsstatens

egne borgere, og at medlemsstaterne skal overholde princippet om ikke-

forskelsbehandling. Det fremgår samtidig af forslagets indledende betragtninger, at

direktivet dog ikke indebærer, at ” sundhedstjenesteydere skal acceptere planlagt

behandling eller give førsteret til patienter fra andre medlemsstater til skade for

andre patienter med lignende sundhedsbehov, f.eks. ved at øge ventetiden på be-

handling.”

Formuleringen må tolkes således, at udenlandske patienter kan komme foran dan-

ske patienter f.eks. på en venteliste til operation i tilfælde af, at den udenlandske

patients tilstand inden for samme sygdomskategori er dårligere end den danske

patients.

Det fremgår fortsat af kompromisforslaget, at patienter fra andre medlemsstater

skal nyde samme rettigheder som hjemlandets egne patienter. Til gengæld er det nu

i kompromisforslaget fastlagt, at medlemsstaterne har mulighed for – hvor det er

begrundet i overordnede og almene hensyn – at træffe foranstaltninger vedrørende

adgangen til sundhedsydelser med henblik på at opfylde deres grundlæggende an-

svar med hensyn til at sikre tilstrækkelig og permanent behandlingskapacitet i de

nationale sundhedssystemer. Sådanne foranstaltninger skal begrænses til, hvad det

er nødvendigt og proportionalt og må ikke indebære diskrimination.

Det er vurderingen, at man fra dansk side med disse bestemmelser vil kunne be-

grænse adgangen af patienter fra andre EU-lande, som søger behandling på offent-

lige hospitaler her i landet i mindst samme omfang, som de offentlige hospitaler i

dag efter gældende danske ret kan afvise danske fritvalgspatienter fra andre regio-

ner af kapacitetsmæssige hensyn, herunder af hensyn til at de højt specialiserede

sygehusafdelinger først og fremmest skal anvende deres kapacitet til patienter med

behov for deres ekspertise.

I dag kan regionerne ikke efter dansk lovgivning modtage selvbetalere, herunder

fra andre lande. Implementeringen af direktivet vil således kræve en ændring af

lovgivningen på dette punkt.

4. Kvalitets- og sikkerhedsstandarder samt klage og erstatningsmuligheder

Artikel 5 i Kommissionens oprindelige forslag indeholdt en række krav til med-

lemsstaterne om fastsættelse af kvalitets- og sikkerhedsstandarder for sundheds-

ydelser i de nationale sundhedssystemer, krav om overholdelse og overvågning af

sådanne standarder, krav om informeret samtykke fra patienterne samt krav om, at

patienterne sikres klageadgang og erstatningsmuligheder. Der blev desuden lagt op

til, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne kunne udarbejde retnings-

linjer for at fremme gennemførelsen af disse krav.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Under forhandlingerne er der blandt andet fra dansk side stillet spørgsmålstegn

ved, om den foreslåede bestemmelse lå inden for rammerne af Fællesskabets befø-

jelser i henhold til Traktaten.

Artikel 5 er i det foreliggende kompromisforslag ændret væsentligt, idet der for så

vidt angår kvalitet og sikkerhed nu alene er tale om informationskrav. Endvidere

lægges der ikke længere op til, at Kommissionen i samarbejde med medlemsstater-

ne kan fastsætte fælles retningslinjer vedrørende kvalitet og sikkerhedsstandarder

mv. Bestemmelsen indeholder dog fortsat krav til medlemsstaterne om at sikre

klageadgang, journalindsigt, mulighed for at søge erstatning samt et nyt element

vedrørende krav om gennemsigtighed i fastsættelsen af takster for patienter fra

andre medlemsstater.

Det må overvejes om et eventuelt krav om gennemsigtighed i prisfastsættelsen,

således at priser skal fastsættes ud fra objektive, ikke-diskriminerende kriterier skal

indarbejdes i sundhedslovgivningen, da dette ikke i dag er reguleret for så vidt

angår private patienter og private klinikker m.v.

5. Forhåndsgodkendelse til hospitalsbehandling og højt specialiseret ikke-

hospitalsbehandling

Spørgsmålet om forhåndsgodkendelse har været et centralt element i forhandlin-

gerne om direktivforslaget.

For det første har det været drøftet, om medlemsstaterne generelt – eller kun i kon-

krete situationer, f.eks. hvor den økonomiske balance i sundhedsvæsenet er truet –

kan stille krav om forhåndsgodkendelse til hospitalsbehandling og højt specialise-

ret behandling.

For det andet har det været et centralt spørgsmål at få afklaret, hvilke sundheds-

ydelser der i givet fald kan omfattes af et krav om forhåndsgodkendelse. EF-

domstolen har fastslået, at der ikke kan stilles krav om forhåndsgodkendelse til

ikke-hospitalsbehandling, men der kan ikke heraf udledes nogen fælles definitioner

af, hvad der forstås ved ”hospitalsbehandling” og ”ikke-hospitalsbehandling”.

Medlemsstaternes adgang til at stille krav om forhåndsgodkendelse

Regler om forhåndsgodkendelse skal efter EF-Domstolens praksis blandt andet

være proportionale i forhold til formålene, og en forhåndsgodkendelsesordning skal

bygge på objektive, saglige og på forhånd fastlagte kriterier.

For så vidt angår hospitalsbehandling har Domstolen i de hidtidige sager fastslået,

at en person med ret til hospitalsbehandling i sit hjemland kan få refusion i hjem-

landet for denne behandling i en anden medlemsstat, hvis vedkommende har fået

forhåndsgodkendelse gennem sit eget system. Forhåndsgodkendelse

skal

gives,

hvis sundhedsvæsenet i patientens hjemland ikke kan yde den pågældende behand-

ling rettidigt, dvs. inden for en lægefagligt forsvarlig tidsfrist.

I Kommissionens oprindelige forslag var der ikke lagt op til, at medlemsstaterne

kunne indføre en generel ordning med krav om forhåndsgodkendelse til hospitals-

behandling. Derimod skulle et eventuelt krav om forhåndsgodkendelse efter forsla-

gets artikel 8 være begrænset til konkrete situationer, hvor en udstrømning af pati-

enter som følge af direktivet griber alvorligt ind i – eller formentlig griber alvorligt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ind i – den økonomiske ligevægt i den nationale sikringsordning og/eller planlæg-

ning og rationalisering i hospitalssektoren.

Et bredt flertal blandt medlemsstaterne har under forhandlingerne problematiseret

denne del af Kommissionens forslag med henvisning til, at det af planlægnings- og

styringsmæssige årsager er nødvendigt at kunne fastholde et generelt krav om for-

håndsgodkendelse til hospitalsbehandling og højt specialiseret behandling.

I formandskabets kompromisforslag er det nu blevet præciseret, at medlemsstaterne

generelt kan stille krav om forhåndsgodkendelse til behandling, som er genstand

for planlægning i det omfang den



involverer mindst én overnatning,

kræver brug af højt specialiseret og omkostningstung medicinsk infrastruk-

tur eller udstyr eller

indebærer en særlig sundhedsrisiko for patienten eller for befolkningen

Endvidere fastslås det eksplicit i kompromisforslaget, at medlemsstaterne kan afslå

at give forhåndstilladelse, hvis den pågældende behandling kan ydes rettidigt i

hjemlandets system, dvs. inden for en lægefagligt forsvarlig tidsfrist.

Sondringen mellem hospitals- og ikke hospitalsbehandling

Domstolens sondring mellem hospitals- og ikke-hospitalsbehandling beror angive-

ligt på, at hospitalsbehandling er særligt udgiftstung og planlægningskrævende, og

at det derfor på dette område er berettiget at beskytte medlemslandenes udgiftsni-

veau, investeringer og muligheder for at planlægge. Krav om forhåndsgodkendelse

accepteres derfor af Domstolen med hensyn til hospitalsbehandling, men der findes

som nævnt ingen fælles definitioner af, hvad der forstås ved ”hospitalsbehandling”.

Imidlertid kan behandling uden for hospital også i visse tilfælde være særdeles

planlægningskrævende og forudsætte store investeringer. Det gælder for eksempel

scanninger. Der kan derfor også for så vidt angår ikke-hospitalsbehandling være

objektive hensyn, der kan retfærdiggøre en begrænsning af den frie udveksling af

sundhedstjenesteydelser, dvs. hvor der også bør kunne stilles krav om forhåndstil-

ladelse.

På den baggrund lagde Kommissionen i sit oprindelige forslag op til, at der laves

fælles

liste over behandling, som f.eks. kræver brug af højt specialiseret og om-

kostningskrævende udstyr og som dermed også kunne omfattes af et krav om for-

håndsgodkendelse.

Kommissionens forslag om en fælles liste har imidlertid ikke vundet støtte i Rådet.

Et bredt flertal blandt medlemsstaterne har påpeget, at det er forskelligt fra land til

land, hvordan behandlingen er tilrettelagt og at man derfor ønsker en model, hvor

det overlades til medlemsstaterne at afgøre, hvilke sundhedsydelser der kategorise-

res som højt specialiserede og dermed kan omfattes af forhåndsgodkendelsesord-

ningen.

I formandskabets kompromisforslag er der i stedet lagt op til, at den enkelte med-

lemsstat selv skal offentliggøre, hvilke sundhedsydelser den vil lade omfatte af

kravet om forhåndsgodkendelse samt information om forhåndsgodkendelsessyste-

met som sådan.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Konsekvenser for danske patienters adgang til hospitalsbehandling i andre EU-

lande

Reglerne om patienters adgang til hospitalsbehandling i andre medlemsstater i hen-

hold til EF-retten findes i bekendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009 om ret til hospi-

talsbehandling m.v., EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende ar-

bejdstagere mv. og vejledning til patienterne af 7. november 2008 om dækning af

hospitalsbehandling i andre EU- og EØS-lande.

Det følger af bekendtgørelsen, at patientens bopælsregion skal give forhåndstilla-

delse til hospitalsbehandling i andre EU-lande, hvis bopælsregionen ikke kan tilby-

de rettidig behandling på egne sygehuse, andre offentlige sygehuse, samarbejdssy-

gehuse eller aftalesygehuse i forhold til patientens behandlingsbehov. Det fremgår

endvidere, at forhåndstilladelsen kun kan dække samme eller tilsvarende behand-

ling, som patienten ville være tilbudt her i landet. Disse kriterier for forhåndsgod-

kendelse vil også være gældende efter EF-forordning 883/2004 om koordinering af

de sociale sikringsordninger, der afløser EF-forordning 1408/71 formentlig pr. 1.

maj 2010.

På den baggrund vurderes direktivet ikke i den foreliggende form at ville indebære

ændringer i forhold til den adgang danske patienter i forvejen gives i henhold til

EF-retten med hensyn til at få refunderet udgifter til hospitalsbehandling og højt-

specialiseret ikke-hospitalsbehandling i andre medlemsstater.

Nedenfor i afsnit 9 gives konkrete eksempler på direktivets forventede konsekven-

ser for danske patienter med en ”almindelig” lidelse.

6. Tilmeldingsbaseret tilskudssystem for almenlægehjælp til gruppe 1-

sikrede

Artikel 7 i Kommissionens oprindelige forslag fastslår i overensstemmelse med

EF-Domstolens praksis, at der ikke kan kræves forhåndsgodkendelse til godtgørel-

se af udgifter til sundhedsydelser, som ikke kræver hospitalsindlæggelse. Samtidig

følger det af forslagets artikel 6, at medlemsstaterne kan fastsætte de samme betin-

gelser, behandlingskriterier og lovgivningsmæssige og administrative formaliteter

for brug af sundhedsydelser i en anden medlemsstat, som dem der gælder, hvis

patienten behandles i hjemlandet. Det kunne f.eks. være et krav om, at patienterne

skal konsultere en alment praktiserende læge, før der kan søges specialiseret be-

handling. Det er dog en forudsætning, at sådanne nationale krav og betingelser ikke

er diskriminerende eller udgør en hindring for den fri bevægelighed.

Det har under forhandlingerne i Rådet været uklart, i hvilket omfang disse be-

stemmelser kan rumme det danske tilmeldingsbaserede tilskudssystem, hvor den

vederlagsfrie adgang til almen lægehjælp er betinget af, at patienten opsøger sin

egen læge i Danmark, og hvor behandling hos en speciallæge forudsætter en hen-

visning, ligeledes fra patientens egen læge i Danmark.

I det foreliggende kompromisforslag er der foretaget en række justeringer, således

at det nu fremgår, at medlemsstaterne har mulighed for at foretage en vurdering i

det hjemlige sundhedssystem, hvis det er nødvendigt for at fastslå den individuelle

patients ret til behandling. Det er dog fortsat usikkert, om denne ordlyd er dækken-

de i forhold til en generel, tilmeldingsbaseret tilskudsordning som den danske, eller

om der alene lægges op til, at der om nødvendigt kan foretages en konkret vurde-

ring i individuelle tilfælde. Endvidere kan det give anledning til tvivl, om det ek-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

splicitte krav om at de nationale ordninger ikke må være diskriminerende og ikke

må udgøre en uberettiget hindring for den fri bevægelighed, indebærer en ind-

skrænkning i det råderum medlemsstaterne i dag har i henhold til EF-traktaten.

Det kan på den baggrund ikke udelukkes, at der med direktivet vil blive åbnet for,

at danske gruppe 1-sikrede kan få tilskud til almen lægehjælp i andre medlemssta-

ter og at en henvisning fra den udenlandske alment praktiserende læge til special-

læge vil kunne anvendes såvel i Danmark som i udlandet.

Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede i dag er muligt for gruppe 1-sikrede

at få tilskud til speciallægebehandling i andre medlemsstater, men at dette efter de

nuværende danske regler forudsætter henvisning fra patientens egen læge i Dan-

mark.

Samtidig er det forventningen, at danske patienter i givet fald kun i meget begræn-

set omfang vil benytte en eventuel mulighed for at få tilskud til almen lægehjælp i

andre medlemsstater, dels fordi det må forventes at være forbundet med en vis

egenbetaling og transport, dels fordi patienten kan få samme ydelse vederlagsfrit

hos sin egen læge i Danmark.

7. Patienters udlæg

Generelt

Kommissionens oprindelige forslag indebærer i overensstemmelse med EF-

Domstolens praksis, at en patient, som søger behandling i en anden medlemsstat

efter direktivets regler, selv skal betale udgifterne for behandlingen i udlandet.

Patienten kan efterfølgende helt eller delvist få refunderet udgiften svarende til det

beløb, som samme behandling ville have kostet i hjemlandet eller det tilskud som

ville være givet til samme behandling i hjemlandet. En eventuel difference skal

patienten selv betale.

I debatten om Kommissionens forslag er det blandt andet fra Europa-Parlamentets

side blevet påpeget, at en sådan ordning vil være mest fordelagtig for de patienter,

som har råd til at lægge ud for behandlingen.

På den baggrund er der indsat en præambelbetragtning i formandskabets kompro-

misforslag, som understreger medlemsstaternes mulighed for på frivillig basis at

stille egne patienter bedre end det minimumsniveau, som fastsættes med direktivet

og herunder f.eks. at indføre en ordning med direkte afregning mellem myndighe-

derne i hjemlandet og behandlingslandet. Det vil være op til medlemsstaterne at

beslutte, om de vil gøre brug af denne mulighed.

En vedtagelse af direktivet i den foreliggende form vil ikke i sig selv indebære

ændringer for danske patienter i relation til spørgsmålet om udlæg.

Der vil fortsat være tre ”veje” til planlagt hospitalsbehandling i en anden medlems-

stat:



Danske patienter, som – efter de danske regler om det udvidede frie sygehus-

valg, om maksimale ventetider for patienter med livstruende sygdomme og om

højt specialiseret behandling i udlandet – opfylder betingelserne for at vælge

vederlagsfri behandling i udlandet, herunder i andre EU-lande, vil fortsat kun-

ne modtage behandlingen vederlagsfrit og uden selv at lægge penge ud.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files



Danske patienter, som ikke kan tilbydes rettidig behandling i Danmark i for-

hold til deres behandlingsbehov vil have ret til

forhåndsgodkendelse til behandling på et

offentligt

sygehus i et andet EU-

land efter reglerne i EF-forordning 883/04 (i dag forordning 1408/71). I

disse tilfælde afregnes udgifterne direkte mellem landenes myndigheder,

og patienten kan alene komme til at betale en typisk mindre egenbetaling.

forhåndshåndsgodkendelse af refusion af deres udgifter til behandling på et

offentligt eller privat

sygehus efter EF-domstolens retspraksis, som er gen-

nemført i dansk ret. I disse tilfælde skal patienten selv lægge ud for be-

handlingen. Danmark vil efter direktivforslaget kunne bestemme, at danske

patienter fortsat selv skal lægge ud for behandlingen, og at refusion heraf

fortsat er betinget af en forhåndsgodkendelse. Patienten kan som i dag ale-

ne komme til at betale differencen mellem prisen på behandlingen i udlan-

det og DRG-taksten.

Patienter, som ønsker at blive behandlet på et privathospital i en anden medlems-

stat, som ikke har aftale med det danske sundhedsvæsen, vil – som i dag – selv

skulle lægge et typisk større beløb ud for behandlingen. Det vil derfor især være

disse patienter, som ville kunne få glæde af en eventuel ordning, hvor afregningen

skete direkte mellem hjemlandets myndigheder og privathospitalet i den anden

medlemsstat.

For så vidt angår ydelser, der ikke er hospitalsbehandling, typisk ydelser i praksis-

sektoren, f.eks. speciallæge- eller tandlægebehandling, må danske patienter fortsat

selv lægge ud for ydelser modtaget i udlandet. Efterfølgende kan regio-

nen/kommunen anmodes om refusion af de afholdte udgifter svarende til det til-

skud/den takst, der ville være givet, hvis behandlingen var leveret ved en praktise-

rende speciallæge eller tandlæge i Danmark.

Dog vil reglerne i EF-forordning 883/04 om ret til en forhåndsgodkendelse i tilfæl-

de, hvor en behandling ikke kan tilbydes rettidigt i Danmark, også kunne anvendes

vedrørende ydelser, der ikke er hospitalsbehandling.

Fastsættelse af det beløb som danske patienter kan få refunderet

Direktivet fastlægger, at patienter, som opfylder betingelserne for en forhåndsgod-

kendelse til hospitalsbehandling og højt specialiseret behandling, kan få refunderet

et beløb svarende det beløb, som samme behandling ville have kostet i hjemlandet.

En eventuel difference skal patienten selv betale. I Danmark refunderes i dag et

beløb svarende til DRG-taksten, som er den takst, som regionerne afregner indbyr-

des, når de behandler hinandens patienter.

For så vidt angår ydelser i praksissektoren og visse kommunale sundhedsydelser

refunderes efter gældende danske regler et beløb, der svarer til det tilskud eller den

takst, der gives, hvis ydelsen var leveret her i landet, jf. sundhedslovgivningen eller

overenskomster indgået i medfør heraf.

For så vidt angår almen lægehjælp til gruppe 1-sikrede, som ydes vederlagsfrit for

patienten ved egen læge i Danmark, vil tilskuddet ved modtagelse af almen læge-

hjælp i en anden medlemsstat – såfremt dette bliver resultatet i det endelige direk-

tiv – derfor blive fastlagt svarende til taksten for en tilsvarende ydelse, når den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gives i Danmark, jf. overenskomsten om almen lægegerning mellem Praktiserende

Lægers Organisation og Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

8. Forslagets kapitel IV om samarbejde mellem de nationale sundhedssyste-

mer

Gensidig anerkendelse af recepter

Artikel 14 i Kommissionens oprindelige forslag indebærer, at danske apoteker

forpligtes til at anerkende og ekspedere recepter, der er udstedt i et andet EU-land,

hvis det pågældende lægemiddel er godkendt til at blive markedsført i Danmark.

Begrænsninger på anerkendelse af individuelle recepter er ikke tilladt, medmindre

de er begrænset til, hvad der er nødvendigt for og rimeligt af hensyn til folkesund-

heden, og ikke udgør et middel til forskelsbehandling eller er baseret på en legitim

og begrundet tvivl om ægtheden eller indholdet af recepten.

Kommissionen vedtager i komitologiprocedure tiltag, der gør det muligt for en

farmaceut eller anden sundhedsprofessionel at bekræfte ægtheden af recepten, og

om recepten er udstedt af en autoriseret person.

Bestemmelsen om gensidig anerkendelse af recepter er med enkelte justeringer

fastholdt i formandskabets kompromisforslag og vurderes at ville indgå i et samlet

kompromis i Rådet.

I dag anerkender danske apoteker som hovedregel ikke recepter fra andre lande,

fordi receptens ægthed ikke kan verificeres. Dog anerkendes recepter udstedt i de

andre nordiske lande. En vedtagelse af direktivet i den foreliggende form, vil derfor

indebære en ændring af de gældende danske regler på dette punkt.

Da der som nævnt lægges op til, at Kommissionen i komitologiprocedure fastsætter

nærmere regler og retningslinjer med henblik på at sikre de fornødne kontrolmeka-

nismer, vurderes forslaget at imødekomme det danske synspunkt om, at gensidig

receptanerkendelse forudsætter etablering af en række kontrolmekanismer.

Der henvises i øvrigt til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses notat til Folke-

tingets Europaudvalg af 14. juli 2009. I notatet redegøres for regeringens besvarel-

se af Kommissionens åbningsskrivelse fra maj 2009, som blandt andet vedrører

gensidig anerkendelse af recepter.

Øvrige bestemmelser om samarbejde mellem de nationale sundhedssystemer

Artiklerne 13, 15, 16 og 17 i Kommissionens oprindelige forslag omhandler sam-

arbejde mellem de nationale sundhedsvæsener vedrørende etablering af europæiske

referencenetværk, samarbejde om e-sundhed og samarbejde om forvaltning af ny

sundhedsteknologi. Forslaget omfatter endvidere en artikel 18 om dataindsamling

til statistik og overvågningsformål.

Der var med det oprindelige forslag lagt op til et forholdsvis forpligtende samar-

bejde på de nævnte områder og herunder til udbredt anvendelse af komitologi.

Under forhandlingerne i Rådet har der imidlertid ikke været opbakning til Kom-

missionens forslag, idet de fleste medlemsstater har ønsket en højere grad af frivil-

lighed i samarbejdet. Rådets Juridiske Tjeneste har i den forbindelse vurderet, at

Fællesskabet ikke har kompetence til at vedtage visse dele af samarbejdskapitlet i

den form, det havde i det tidligere tjekkiske formandskabs kompromisforslag fra

marts 2009.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På den baggrund er kapitel IV tilpasset, så der bliver tale om et frivilligt samarbej-

de, og så det sikres, at bestemmelserne ligger inden for rammerne af Fællesskabets

beføjelser i henhold til Traktaten. Artikel 18 om dataindsamling og statistik er ud-

gået af forslaget

9. Eksempler på hvad direktivforslaget vil betyde for patienter med en ”al-

mindelig lidelse”

Hospitalsbehandling

Danske patienters har – udover behandling på offentlige sygehuse – adgang til

vederlagsfri behandling efter det udvidede frie sygehusvalg (1 månedsreglen), reg-

lerne om maksimale ventetider for livstruende sygdomme og reglerne om højt spe-

cialiseret behandling i udlandet m.v. Reglerne indebærer, at det kun er undtagel-

sesvist, at patienterne ikke kan få rettidig behandling her i landet.

Hertil kommer, at Danmark har implementeret de EU-regler om patienters grænse-

overskridende sygehusrettigheder, som følger af EF-Domstolens retspraksis, i be-

kendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009 om ret til sygehusbehandling m.v., jf. vejled-

ning om dækning af sygehusbehandling i andre EU- og EØS-lande. Disse regler

indebærer, at patienter kan søge deres bopælsregion om forhåndsgodkendelse af

refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU-land. Og regionen skal

give en sådan forhåndstilladelse, hvis den ikke kan tilbyde patienten rettidig be-

handling, dvs. behandling indenfor en lægefagligt forsvarlig tidsfrist.

Implementeringen af direktivforslaget i den form, som det forligger nu (kompro-

misforslaget af 31. juli 2009) vil ikke give patienterne rettigheder med hensyn til

refusion af udgifter til

sygehusbehandling

i et andet EU-land, som ikke allerede

følger af nævnte lovgivning. Et tænkt eksempel på hvordan reglerne kunne virke,

kunne være følgende:

En patient er henvist af en læge til et sygehus i bopælsregionen med henblik på at

få en ny hofte. Sygehuset meddeler patienten, at ventetiden på operation er 1 år, og

at der pt. ikke er nogen andre offentlige sygehuse – eller private sygehuse mv. som

har aftale med Danske Regioner efter den udvidede fritvalgsordning – som kan

modtage patienten tidligere. Patienten får tiltagende smerter og tilstanden forværres

løbende. Patienten søger derefter bopælsregionen om forhåndsgodkendelse af ud-

gifter til operation på et privathospital i Tyskland og fremlægger et behandlingstil-

bud fra det tyske hospital. Bopælsregionen foretager en vurdering af, om den kan

rykke patienten frem på regionens venteliste, og da det ikke kan lade sig gøre, om

det er fagligt forsvarligt at lade patienten vente 1 år på en operation. Regionen når

ud fra en samlet vurdering af patientens tilstand, herunder af smerter og udviklin-

gen af sygdommen mv. frem til, at regionen ikke kan tilbyde patienten behandling

inden for en lægefagligt forsvarlig tidsfrist. Regionen giver derfor patienten en

forhåndsgodkendelse af refusion af patientens udgifter til operation på det pågæl-

dende tyske privathospital og oplyser refusionens størrelse, som svarer til DRG-

taksten. Patienten sender efter endt behandling dokumentation i form af den betalte

hospitalsregning til bopælsregionen, der derefter udbetaler den forhåndsgodkendte

refusion, som er 70.447 kr. (DRG taksten i 2009 for en ny hofte).

Ikke-hospitalsbehandling

Hvis gruppe 1-sikrede fremover kan få tilskud til almen lægebehandling i udlandet

vil det f.eks. betyde, at en dansk gruppe 1-sikret, der opsøger en almen læge i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Malmø for at få fjernet en fodvorte, selv skal betale udgifterne for behandlingen

hos den svenske læge. Efterfølgende kan den sikrede søge regionen om tilskud til

den modtagne ydelse, svarende til et konsultationshonorar på kr. 128,76 (okt. 2009

sats).

En tysk kvinde, der er gruppe 1-sikret i Danmark, men som vælger at opsøge en

almen læge i Tyskland for vejledning om sterilisation, kan efter betaling af den

tyske læge søge regionen om tilskud til den modtagne ydelse, svarende til et kon-

sultationshonorar på kr. 128,76 og tillægsydelse for vejledning om sterilisation på

kr. 132,37 (okt. 2009 sats).

10. Sammenfattende om status for forhandlingerne

En vedtagelse af direktivet i den foreliggende form vil kun i begrænset omfang

medføre ændringer i forhold til danske patienters eksisterende muligheder for at

søge behandling i andre medlemsstater.

Dog er det regeringens forventning, at forhandlingerne vil resultere i en løsning,

som indebærer, at danske borgere fremover vil kunne få tilskud til medicin købt på

et apotek i et andet EU-land og til medicin købt i Danmark på baggrund af en uden-

landsk recept.

Herudover kan det ikke udelukkes, at der med direktivet vil blive åbnet op for, at

danske gruppe 1-sikrede fremover vil kunne få tilskud til almen lægehjælp i andre

medlemsstater og at en henvisning fra den udenlandske læge kan anvendes i Dan-

mark såvel som i udlandet. Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede i dag

efter de danske regler herom er muligt for gruppe 1-sikrede at få tilskud til special-

lægebehandling i andre medlemsstater, men at dette i dag forudsætter henvisning

fra patientens egen læge i Danmark.

11. Regeringens holdning til formandskabets kompromisforslag

Regeringen er grundlæggende positivt indstillet over for, at der med direktivforsla-

get sikres større retlig klarhed og sikkerhed vedrørende patienternes muligheder for

at søge behandling i andre EU-lande.

Kommissionens oprindelige forslag rejste imidlertid en række væsentlige spørgs-

mål i forhold til de mulige konsekvenser for indretning, styring og planlægning af

de nationale sundhedssystemer samt i forhold til de mulige finansielle konsekven-

ser.

Under forhandlingerne i Rådet er forslaget ændret på en række væsentlige punkter

og drøftelserne går nu i retning af et kompromis, som regeringen forventer at kunne

tilslutte sig.

Med forbehold for at der kan være behov for tekniske justeringer i teksten, kan

regeringen således samlet set acceptere det foreliggende svenske kompromisfor-

slag. Kompromisforslaget imødekommer ikke de danske synspunkter vedrørende

medicintilskud og spørgsmålet om almen lægehjælp til gruppe 1-sikrede. Regerin-

gen finder derfor, at Danmark under forhandlingerne bør fortsætte bestræbelserne

på at overbevise de andre medlemslande, men at disse to udestående spørgsmål

ikke i sidste ende skal være afgørende for Danmarks stillingtagen til et resultat,

som samlet set er tilfredsstillende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endvidere finder regeringen, at spørgsmålet om patienters udlæg og eventuel ind-

førelse af en ordning med direkte afregning af udgifter er et nationalt anliggende,

som ikke bør reguleres i EU-regi. Med det foreliggende forslag er der imidlertid

alene tale om at understrege medlemsstaternes mulighed for på frivillig basis at

indføre sådanne ordninger, hvilket regeringen ikke har indvendinger imod.