Finansudvalget 2009
KOM (2008) 0552
Offentligt
1448350_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 15.9.2008
KOM(2008) 552 endelig
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET
i henhold til artikel 18 i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra
opsparing i form af rentebetalinger
{SEK(2008) 2420}
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1448350_0002.png
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET
i henhold til artikel 18 i Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra
opsparing i form af rentebetalinger
Indledning
I artikel 18 i Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra
opsparing i form af rentebetalinger (i det følgende benævnt "direktivet") hedder det, at
"Kommissionen aflægger hvert tredje år rapport til Rådet om, hvorledes dette direktiv virker.
Kommissionen foreslår på baggrund af disse rapporter i påkommende tilfælde Rådet de
ændringer af direktivet, som måtte være nødvendige for bedre at sikre en reel beskatning af
indtægter fra opsparing og fjerne uønskede konkurrencefordrejninger".
Denne første rapport bygger på resultatet af Kommissionens samråd med medlemsstaternes
skatteforvaltninger, deres oplysninger om de første to skatteår, hvor direktivet er blevet
anvendt, og de resultater, der er blevet indhøstet af en ekspertgruppe, som Kommissionen
nedsatte i 2007 for at hente råd fra de erhvervsgrene, der berøres eller med al sandsynlighed
vil blive berørt af direktivet. Yderligere oplysninger findes på følgende adresse:
http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/personal_tax/savings_tax/savings_directive_review/index_en.htm
Rapporten dækker direktivets gennemførelse og praktiske anvendelse og opsummerer den
økonomiske evaluering (nærmere oplysninger i Kommissionens arbejdsdokument
SEK(2008) 2420) og Kommissionens råd med hensyn til behovet for ændringer.
1.
G
ENNEMFØRELSE OG ANVENDELSE AF DIREKTIVET
Samtlige medlemsstater har gennemført direktivet i deres nationale lovgivning og begyndte at
anvende gennemførelsesbestemmelserne på de aftalte datoer (dvs. den 1. juli 2005 og, for
Bulgariens og Rumæniens vedkommende, den 1. januar 2007). Kommissionen har hidtil
indledt to overtrædelsesprocedurer vedrørende gennemførelsen af direktivet. Der er blevet
sendt åbningsskrivelser til de to medlemsstater, hvori de opfordres til at fremsætte deres
bemærkninger. Den ene sag vedrører ufuldstændig gennemførelse af artikel 4, stk. 3, der gør
det muligt for enheder, der er betalende agenter i henhold til artikel 4, stk. 2, at lade sig
behandle som investeringsinstitut
1
i forbindelse med gennemførelsen af direktivet. Den anden
sag handler om, at medlemsstaten ikke anvender direktivets bestemmelser, når den
retmæssige ejer har status som "ikke herboende". Den pågældende medlemsstat mener, at
direktivet ikke finder anvendelse, når den retmæssige ejer er skattefritaget i den medlemsstat,
hvor vedkommende har bopæl. Kommissionen deler ikke dette synspunkt.
Kommissionen har overvåget den informationsudveksling, der har fundet sted ved hjælp af et
fælles format baseret på OECD's "Standard Magnetic Format" og kommunikationskanalen
CCN-Mail 2. Alle udvekslinger i 2006 og 2007 fandt sted til tiden og uden tekniske
problemer. Særligt i det første år berettede medlemsstaterne om forskellige vanskeligheder
med at identificere skatteydere grundet manglende oplysninger om deres skattemæssige
identifikationsnummer eller deres fødselsdato/fødested. Kommissionen gjorde det nemmere at
1
Institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der er godkendt i overensstemmelse med direktiv
85/611/EØF.
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1448350_0003.png
indberette visse statistiske data og arrangerede møder, hvor skatteforvaltningerne kunne
udveksle erfaringer.
2.
Ø
KONOMISK EVALUERING
Oplysninger fra medlemsstaterne er tilgængelige for anden halvdel af 2005 og for 2006.
Længere tidsserier, der også dækker tiden før indførelsen af direktivet, ville have muliggjort
en bedre evaluering af dets virkninger.
2.1
Oplysninger fra deltagerlande
Indsamling og indberetning af denne type oplysninger er noget nyt for mange lande, hvilket
kan forklare, hvorfor der mangler data om især informationsudveksling. Desuden er der endnu
ikke opnået enighed om definitioner af databehandling. Disse forhold har begrænset
Kommissionens analysemuligheder.
Det er ikke overraskende, at blandt de lande, der udveksler oplysninger i overensstemmelse
med artikel 8 og 9, er det de største økonomier, der indberetter de højeste tal. Det Forenede
Kongerige indberettede således et beløb på 9,1 mia. EUR i betalinger foretaget i perioden fra
1. juli 2005 til 5. april 2006 (skatteårets afslutning).
Hovedparten af kildeskatteprovenuet i 2005 og 2006 blev opkrævet i Schweiz og
Luxembourg, der tegnede sig for over henholdsvis 45 % og 22 % af det samlede provenu. I
skatteårene 2005 og 2006 var Tyskland og Italien de største modtagere af provenu fra
kildeskat (henholdsvis 192,7 mio. EUR og 112,9 mio. EUR). Belgien modtog over 71 mio.
EUR, hovedsagelig fra Luxembourg (74 % af det samlede beløb).
2.2
Resultater fra datakilder
Den Internationale Betalingsbank (BIS) indsamler data om bankers udlandsstilling i omkring
40 indberettende lande. BIS har udleveret data (ikke offentligt tilgængelige ) om bilaterale
grænseoverskridende lån og indskud for sine indberettende lande for perioden 2000-2007
(kun Singapore og Macao har nægtet at udlevere bilaterale data). Landene blev fordelt på tre
kategorier: dem, der opkræver kildeskat i henhold til direktivet og de hermed forbundne
aftaler, dem, der anvender informationsudveksling i henhold til disse regler, og tredjelande.
Trods strukturelle afbrydelser i dataene og opgjort i procent af de samlede indlån faldt den
andel af lande, som opkræver kildeskat, fra 35 % til 29,3 % fra midten af 2003 til midten af
2005, men den stabiliserede sig efter indførelsen af direktivet. I de lande, der udveksler
oplysninger, er andelen af bankindlån større end andelen af ikke-bankindlån, og andelen af
ikke-bankindlån
2
er faldet en anelse, om end det skete før direktivets ikrafttræden.
De Eurostat-data, der er blevet analyseret, inkluderer de samlede renteindtægter fordelt på
modtagere i 20 EU-medlemsstater i årene 2000-2006. Heller ikke her tyder analysen på, at der
er sket nævneværdige ændringer siden gennemførelsen af direktivet. Husholdningernes andel
af de samlede rentebetalinger til fysiske personer og virksomheder er faldet, men det skyldes
først og fremmest en stigning i rentebetalingerne til finansielle virksomheder. Tilsvarende er
rentebetalingernes andel af husholdningernes samlede formueindkomst faldet i forhold til
udbyttebetalinger, men dette fænomen meldte sig allerede i 2000.
2
Ved "banker" bankers indlån og ved "ikke-banker" forstås indlån fra andre, herunder privatpersoner og
virksomheder.
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1448350_0004.png
Endelig viser de oplysninger om investeringsinstitutter og ikke-investeringsinstitutter
3
mellem
2002 og 2007, som European Fund and Asset Management Association har udsendt, at deres
andel forblev konstant på henholdsvis 78 % og 22 %. Den eneste bemærkelsesværdige
udvikling er det gradvise fald i andelen af investeringsinstitutter, der investerer i obligationer,
fra 29 % til 19,5 %, hovedsagelig til fordel for dem, der investerer i aktier. Også dette
fænomen gjorde sig gældende forud for direktivets ikrafttræden.
3.
M
ULIGE FORBEDRINGER
Direktivet har vist sig at være effektivt inden for grænserne af anvendelsesområdet. Det har
også haft indirekte, ikke-målbare positive virkninger på den måde, at det har forbedret
skatteydernes overholdelse af deres forpligtelse til at opgive deres renteindtægter. I
forbindelse med den seneste gennemgang af direktivet har det imidlertid vist sig, at det ikke er
så bredt som ønsket i henhold til Rådets enstemmige konklusioner af 26. og 27. november
2000.
Kommissionen foreslår derfor forskellige ændringer for at løse følgende problemer:
Retmæssig ejer
Definition af betalende agent
Behandling af finansielle instrumenter svarende til dem, der allerede eksplicit er
dækket af direktivet
Proceduremæssige aspekter.
Kommissionens arbejdsdokument SEK(2008) 559 om "forbedring af anvendelsesområdet for
Rådets direktiv 2003/48/EF om beskatning af indtægter fra opsparing i form af
rentebetalinger" (i det følgende benævnt "arbejdsdokument 559") samt andet materiale,
hvortil der er adgang via den i indledningen nævnte webadresse, indeholder en supplerende
analyse af de løsningsforslag, der gennemgås i det følgende.
3.1
Retmæssige ejere og betalinger til enheder og arrangementer i og uden for EU
I overensstemmelse med direktivets endelige mål beskæftiger artikel 1 og 2 sig kun med
rentebetalinger til umiddelbar fordel for fysiske personer og ikke med betalinger til juridiske
personer og retlige arrangementer. Dette anvendelsesområde kan give fysiske personer
hjemmehørende i EU mulighed for at omgå direktivet ved at gøre brug af et mellemled i form
af juridiske personer eller retlige arrangementer.
Som forklaret i afsnit 2.1 i arbejdsdokument 559 vil løsningen ikke bestå i blot at udvide
direktivet til at omfatte alle betalinger til juridiske personer og retlige arrangementer i andre
medlemsstater. For at nå det endelige mål med direktivet er det vigtigt at have kendskab til
både
den retmæssige ejer
og
det land, hvor vedkommende har bopæl. Desuden vil en sådan
udvidelse ikke være til nogen hjælp, når en fysisk person med bopæl i EU investerer gennem
en juridisk person eller et retligt arrangement hjemmehørende i et land uden for EU (med lav
eller slet ingen beskatning af renteindtægter).
En mere effektiv løsning, der vil være på linje med direktivets nuværende anvendelsesområde
og endelige mål, ville bestå i at anmode betalende agenter om, når det ikke medfører
urimelige byrder, at benytte allerede tilgængelig information om den eller de retmæssige ejere
af en betaling foretaget til en juridisk person eller et retligt arrangement ("look-through").
3
Institutter for kollektiv investering i værdipapirer, der
ikke
er godkendt i overensstemmelse med
direktiv 85/611/EØF.
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1448350_0005.png
Dette svarer til, hvad der allerede i henhold til artikel 2, stk. 2, gælder ved betalinger til en
fysisk person, der ifølge de foreliggende oplysninger ikke er den faktiske retmæssige ejer.
Nyttige indikatorer er de kundeidentifikationskrav, som finansieringsinstitutter og
erhvervsfolk i EU skal opfylde for at bekæmpe hvidvaskning af penge
4
. De omfatter en række
praktiske kriterier, som skal benyttes til at identificere den fysiske person, på hvis vegne en
virksomhed eller en anden juridisk person eller et retligt arrangement gennemfører en
transaktion.
Det bør ikke desto mindre bemærkes, at disse kriterier
ikke altid er relevante
for
identifikationen af den retmæssige ejer i henhold til direktivet. Når økonomiske aktører
etableret i EU foretager rentebetalinger til andre økonomiske aktører (enheder eller
arrangementer), der også er etableret i EU og derfor falder ind under definitionen af
"betalende agent", fremstår en præcisering af definitionen af og forpligtelserne for betalende
agenter (se afsnit 3.2) som en mere troværdig og velafvejet løsning end en "look-through"-
metode baseret på kundeidentifikationskrav. En selektiv anvendelse af "look-through"-
metoden kunne imidlertid overvejes i forbindelse med betalinger til specifikke kategorier af
juridiske enheder og arrangementer med hjemsted i bestemte jurisdiktioner
uden for
EU, som
kan blive benyttet til skatteunddragelse af retmæssige ejere med bopæl i EU. En liste over
disse jurisdiktioner og deres relevante enheder og arrangementer skal i så fald knyttes som
bilag til direktivet. Der bør fastlægges procedurer for tilpasning af bilaget til udviklingen.
Parallelt med en sådan selektiv anvendelse af "look-through"-metoden vil det være værd at
præcisere det ansvar, der påhviler økonomiske aktører i EU, når de opdager, at en
rentebetaling til en aktør etableret uden for det geografiske anvendelsesområde for direktivet
(og de beslægtede aftaler) sker til fordel for en fysisk person, som de ved er bosiddende i en
anden medlemsstat, og som kan betragtes som en af deres kunder. Dette vil også bidrage til
forhindre misbrug af det internationale netværk af finansieringsinstitutter (filialer,
datterselskaber, associerede selskaber eller holdingselskaber) til at omgå direktivet (og
aftalerne).
3.2
Definition af betalende agent
De hidtidige erfaringer vækker tvivl med hensyn til, om definitionen af betalende agent i
artikel 4 er hensigtsmæssig. Selv om det overordnede begreb
"økonomisk aktør, der betaler
renter til eller sikrer betalingen af renter til umiddelbar fordel for den retmæssige ejer",
i
stk. 1 har vist sig at være forståeligt og ikke behøver at blive ændret nævneværdigt bortset fra
en præcisering af disse agenters forpligtelser i forbindelse med betalinger til parter uden for
EU (se sidste afsnit under punkt 3.1), har begrebet "betalende agent efter en sådan betaling
eller sikringen af en sådan betaling" i samme artikel øjensynligt givet anledning til større
usikkerhed. Det har medført omkostninger for økonomiske aktører i EU, men ikke givet alle
de resultater, som medlemsstaterne forventede. Nogle økonomiske beslutninger, særlig
banker, ønsker begrebet afskaffet.
Uden alternative mekanismer, der dækker betalinger til mellemliggende strukturer inden for
EU (såsom en udvidet "look-through-metode, jf. tredje afsnit i punkt 3.1), kunne retmæssige
ejere føle sig tilskyndet til at benytte sådanne strukturer til at omgå direktivet. Nylige sager
vedrørende skatteunddragelse, som har involveret tredjelande, der allerede samarbejder med
EU, har vist, at når begrebet "økonomisk aktør, der betaler renter til eller sikrer betalingen af
renter til umiddelbar fordel for den retmæssige ejer", ikke håndhæves konsekvent, opstår der
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende
foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af
terrorisme.
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1448350_0006.png
muligheder for misbrug og fordrejninger. Investeringsinstitutter, der reguleres på EU-plan, og
hvis indkomst tages med i betragtning ved anvendelse af direktivet (artikel 6), kunne blive
konfronteret med unfair konkurrence fra andre mellemliggende investeringsstrukturer, der
de facto falder uden for definitionen på betalende agent i artikel 4, stk. 1, eftersom betalinger
foretaget af dem ikke betragtes som rentebetalinger i juridisk forstand, selv hvis de er afledt af
investeringer i fordringer.
Snarere end at opgive begrebet "betalende agent efter en sådan betaling eller sikringen af en
sådan betaling" foreslår Kommissionen, at begrebet præciseres for at sikre en ensartet
anvendelse. En mulig løsning kunne bestå i at gå fra den nuværende tilgang, hvor der er
hovedfokus på de økonomiske aktører i forudgående led, som betaler renter til de pågældende
enheder, til en tilgang baseret på en "positiv" definition af de mellemliggende strukturer, der
pålægges forpligtelser til at optræde som "betalende agent efter en sådan betaling eller
sikringen af en sådan betaling".
Denne løsning gør det klart, at disse mellemliggende strukturer
skal
anvende direktivets
bestemmelser, hvis en af deres retmæssige ejere er en fysisk person bosiddende i en anden
medlemsstat. Dette vil være tilfældet, når disse strukturer
modtager enhver form for
rentebetaling
som defineret i artikel 6 fra
enhver økonomisk aktør i forudgående led,
ikke
kun dem, der er etableret i andre medlemsstater (artikel 4, stk. 2, sidste punktum) eller i
samme medlemsstat (artikel 4, stk. 4), men også dem, der er etableret uden for EU. Dette vil
gøre direktivet mere virkningsfuldt og sikre fair konkurrencevilkår for økonomiske aktører i
forudgående led i og uden for EU.
For at forhindre fordrejning af markedsvilkårene bør en "positiv" definition af strukturer, der
optræder som "betalende agent efter en sådan betaling eller sikringen af en sådan betaling",
baseres på substantielle elementer snarere end deres juridiske form. Det afgørende bør ikke
være, om strukturen er et arrangement eller en enhed, eller om den har status som juridisk
person eller ej. I betragtning af formålet med direktivet foretrækker Kommissionen en
definition, som omfatter
alle
enheder og arrangementer,
der ikke beskattes af deres
indkomst, herunder indkomst henhørende under artikel 6, i henhold til de almindelige
regler for direkte beskatning
i den medlemsstat, hvor enheden eller arrangementet har sin
hovedadministration og kan anses at være hjemmehørende. Kun følgende enheder og
arrangementer bør være udelukket:
Investeringsinstitutter som omfattet af artikel 6
Pensionsfonde og aktiver knyttet til livsforsikringsaftaler
Enheder og arrangementer, der udelukkende tjener velgørende formål.
Den i artikel 4, stk. 3, omhandlede mulighed for at lade sig behandle som investeringsinstitut i
henhold til artikel 6 vil kun blive fastholdt for de enheder og arrangementer, hvis aktiver eller
indkomst ikke i juridisk forstand kan henføres til en retmæssig ejer på det tidspunkt, hvor
betalingen modtages. Hvis de ikke udnytter denne mulighed, vil de være forpligtet til at
optræde som "betalende agenter efter en sådan betaling eller sikringen af en sådan betaling"
og behandle de fysiske personer, der har bidraget til deres aktiver, som retmæssige ejere.
Der vil til direktivet blive knyttet et bilag indeholdende en "positivliste", der for hver
medlemsstat viser de forskellige kategorier af enheder og arrangementer, der skal betragtes
som "betalende agenter efter en sådan betaling eller sikringen af en sådan betaling", og der vil
blive indført procedurer til tilpasning af dette bilag til udviklingen. De nuværende
forpligtelser for økonomiske aktører i forudgående led i henhold til artikel 4, stk. 2, sidste
punktum, (og artikel 11, stk. 5) vil blive fastholdt for rentebetalinger til sådanne enheder og
arrangementer i andre medlemsstater, der, med henvisning til deres hjemland, optræder på
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1448350_0007.png
denne positivliste. Listen vil dog kun være vejledende for de medlemsstater, hvor de enheder
og arrangementer, der overholder definitionen på "betalende agenter efter en sådan betaling
eller sikringen af en sådan betaling", er hjemmehørende: disse medlemsstater bør træffe de
nødvendige foranstaltninger til at sikre, at
alle
sådanne enheder og arrangementer overholder
deres forpligtelser, uanset om de optræder på positivlisten eller ej, og uanset hvilke
oplysninger der rent faktisk er modtaget fra økonomiske aktører i forudgående led.
3.3
Indkomst, der er omfattet af anvendelsesområdet
I overensstemmelse med direktivets titel og præambel tjener det først og fremmest til at sikre
beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger, der beskattes efter forholdsvis
ensartede kriterier i de forskellige medlemsstater. Med vedtagelsen af Rådets konklusioner af
26. og 27. november 2000 om direktivets væsentlige indhold blev det
de facto
anerkendt, at
det ikke vil være hensigtsmæssigt at holde sig til en formel definition på rentebetalinger, da
det kan medføre uønskede fordrejninger af konkurrencen mellem direkte og indirekte
investeringer i fordringer. Foruden artikel 6, stk. 1, litra a) og b), i direktivet, hvor renter
defineres som indkomst fra fordringer i overensstemmelse med artikel 11 i OECD's Model
Tax Convention on Income and Capital blev det derfor besluttet at udvide definitionen til også
at omfatte renteindtægter afledt af visse investeringsinstrumenter (artikel 6, stk. 1, litra c) og
d)).
Da man begyndte at anvende direktivet i 2005, blev det klart, at der ville være behov for
yderligere forbedringer for at tage hensyn til udviklingen af nye opsparingsprodukter og
ændringer i investorernes adfærd. De nationale skattesystemer har også udviklet sig over tiden
for at assimilere behandlingen af indkomst fra forskellige innovative finansielle produkter til
rentebetalinger fra fordringer.
Den oprindelige beslutning om at udelukke alle innovative finansielle produkter fra
direktivets anvendelsesområde (Økofin-Rådets konklusioner fra maj 1999 og november 2000)
blev ledsaget af en udtrykkelig erklæring om, at dette spørgsmål skulle tages op på ny i
forbindelse med den første genbehandling af direktivet. Der er behov for at skabe klarhed
over, hvilke finansielle instrumenter der skal henføres under direktivets anvendelsesområde,
og behov for konsekvente og simple løsninger. Formålet bør være at finde frem til en
definition, som dækker alle værdipapirer, der kan ligestilles med fordringer, for derved at
sikre, at direktivet forbliver virkningsfuldt i et miljø i forandring, og for at forhindre
fordrejninger på markedet.
At knytte et bilag til direktivet med en liste over de berørte typer af instrumenter vil næppe
være en brugbar løsning. I stedet bør der i artikel 6, stk. 1, fastsættes kriterier, der gør det
muligt for de betalende agenter at identificere, hvilke instrumenter, der falder ind under
direktivet. Da de betalende agenter ofte ikke kender instrumenternes tekniske karakteristika,
f.eks. deres sammensætning og sammenhængen mellem deres resultater og indkomsten fra
fordringer, bør de praktiske kriterier for udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til også
at omfatte værdipapirer, som kan sidestilles med fordringer, snarere henvise til, hvordan
investorerne opfatter de pågældende værdipapirer. Man kan med rimelighed gå ud fra, at en
individuel investor vil sidestille værdipapirer, hvis risiko dels er kendt som følge af det
prospekt eller de øvrige obligatoriske oplysninger, som betalende agenter skal udlevere til
investorerne, dels ikke er større end risikoen forbundet med fordringer, med netop fordringer.
Dette vil indebære, at direktivets anvendelsesområde også kommer til at omfatte indtægter fra
værdipapirer, hvor kapitalen er helt eller næsten helt beskyttet og afkastet fastsat på forhånd,
men det skal påpeges, at disse værdipapirer, der ud fra en investorsynsvinkel i princippet
svarer til fordringer, ikke nødvendigvis er sammensat af fordringer, men kan bygge på
eksempelvis aktieafkast.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Parallelt med den nye undersøgelse af, hvordan innovative finansielle produkter behandles,
kunne andre forbedringer af den nuværende definition af rentebetalinger overvejes i relation
til investeringsfonde, der teknisk set defineres som institutter for kollektiv investering (artikel
6, stk. 1, litra c) og d), i direktivet).
Med hensyn til institutter for kollektiv investering etableret i EU dækker direktivets artikel 6
p.t. eksplicit kun indkomst erhvervet gennem investeringsinstitutter (jf. fodnote 1). Andre
ordninger for kollektiv investering, der er godkendt i henhold til medlemsstaternes nationale
systemer, og som i EU går under benævnelsen "ikke-UCITS", fanges ikke helt af direktivet.
Behandlingen heraf varierer afhængigt af, om der er tale om ikke-UCITS med status som
juridisk person (fonde oprettet som selskaber) eller ikke-UCITS uden status som juridisk
person (fonde, der ikke er oprettet som selskaber, eller kontraktlige fonde og trusts osv.).
Førstnævnte er ikke omfattet af forpligtelserne i direktivet, mens ikke-UCITS oprettet som
selskaber er omfattet af direktivet som "betalende agenter efter en sådan betaling eller
sikringen af en sådan betaling" (artikel 4, stk. 2). Dette fører til en asymmetrisk behandling af
på den ene side UCITS og ikke-UCITS, der ikke er oprettet som selskaber, og på den anden
side ikke-UCITS, der er oprettet som selskaber. Denne uensartede skattemæssige behandling
af forskellige kategorier af investeringsfonde i EU er ikke i det indre markeds interesse, og det
var heller ikke hensigten med Økofin-Rådets konklusioner fra november 2000, hvori de
væsentlige dele af direktivet blev fastlagt. Dette kunne berettige en ændring af direktivets
artikel 6, stk. 1, litra c) og d), for at erstatte henvisningen til direktiv 85/611/EØF med en
henvisning til registreringen af instituttet i en af medlemsstaterne. Der er imidlertid behov for
nøje at identificere og afgrænse samtlige de kollektive investeringsordninger, der med fordel
kunne henføres under direktivets anvendelsesområde, og at undersøge de praktiske
konsekvenser heraf.
Med hensyn til fonde etableret uden for EU står det ikke på nuværende tidspunkt klart, om
udtrykket "institutter for kollektiv investering etableret uden for det […] omhandlede område"
dækker alle investeringsfonde, uanset hvilke regler der gælder for dem, og uanset hvordan de
er placeret i forhold til investorerne. En passende løsning kunne bestå i at forbedre denne
definition ved hjælp af kriterier, der kunne deles med lande uden for EU, og som sikrer, at der
tages ordentligt hensyn til rentebetalinger, der kanaliseres gennem disse instrumenter, uanset
deres geografiske placering. Den nuværende OECD-definition af kollektiv investeringsfond
eller –ordning synes at være et godt udgangspunkt for en eventuel ændring af artikel 6, da den
inkluderer alle investeringsinstrumenter samlet i puljer, uanset deres juridiske form, og da den
er simpel og tilstrækkelig bred til at minimere risikoen for omgåelse.
Nogle medlemsstaterne har ønsket en mere radikal udvidelse af direktivets
anvendelsesområde, således at det kommer til at omfatte alle former for investeringsindkomst,
men der er endnu ikke bred tilslutning hertil. Som forklaret i arbejdsdokument 559 danner
dette direktiv måske ikke de bedste rammer for en forbedring af skattemyndighedernes
samarbejde om udbyttebetalinger og kapitalgevinster fra spekulative finansielle instrumenter,
der ikke sikrer en væsentlig kapitalbeskyttelse. Løsninger baseret på ene og alene
informationsudveksling forekommer også at være de mest velegnede til at sikre, at der
hverken opstår dobbeltbeskatning eller skatteunddragelse i relation til livsforsikringsaftaler og
pensioner. Men indtil der etableres og iværksættes sådanne udvekslinger mellem alle
medlemsstater, kunne man overveje at vedtage nogle overgangsbestemmelser, der udvider
direktivets anvendelsesområde til i det mindste at omfatte udbytte fra livsforsikringsaftaler,
der ikke yder nogen større dækning af biometriske risici, hvis resultat er strengt begrænset til
indkomst fra fordringer eller tilsvarende indkomst omfattet af artikel 6, og hvis karakteristika
(især likviditet) gør det muligt at markedsføre dem som erstatningsprodukter for
investeringsinstitutter.
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.4. Andre forbedringer
Der findes også mere proceduremæssige områder, hvor erfaringerne viser, at det vil være
ønskeligt at forbedre direktivet. De vedrører:
- identifikationen af retmæssige ejere (artikel 3)
- visse proceduremæssige elementer af definitionen af rentebetalinger (artikel 6)
- den information, som den betalende agent skal indgive (artikel 8)
- undtagelserne fra kildeskatteproceduren (artikel 13)
- visse udvidelser af artikel 18 (revision) med hensyn til statistiske oplysninger fra
medlemsstaterne.
Hvad angår artikel 3 kan der anbefales tre forbedringer. Den første består i en regelmæssig
opdatering af oplysningerne om den retmæssige ejers faste adresse for at kunne fastslå dennes
faste bopæl ved anvendelse af direktivet, idet de betalende agenter skal anvende "de bedste
oplysninger, de har adgang til på betalingsdagen". Disse oplysninger vil omfatte sådanne
oplysninger, der er nødvendige for at bekæmpe renvaskning af penge eller for anden
bevisførelse, der aftales mellem medlemsstaterne som led i konsultationer. For det andet kan
den betalende agent forpligtes til at erstatte denne minimumsoplysning om "fast adresse" med
oplysninger, der giver officielt bevis for skattemæssig bopæl i et bestemt land, når den
retmæssige ejer frivilligt har udleveret bevis herfor til den betalende agent, hvad enten det er
sket med henblik på anvendelse af direktivet eller af andre årsager. En tredje forbedring kunne
bestå i at præcisere de vilkår, under hvilke betalende agenter skal anmode om den retmæssige
ejers skattemæssige identifikationsnummer, ved at udvide direktivet med en liste over de
medlemsstater, der forsyner fysiske personer med bopæl på deres område med et
skattemæssigt identifikationsnummer, og over de officielle dokumenter, hvori dette nummer
er angivet (og i hvilket format for at undgå fejl).
Et proceduremæssigt aspekt af artikel 6, der fortjener at blive behandlet, handler om, hvordan
man skaber forudsætninger for en troværdig anvendelse af
hjemlandsreglen.
Dette er
nødvendigt for at sætte betalende agenter i stand til at anvende direktivet på indkomst
hidrørende fra investeringsinstitutter etableret i andre lande. Alle de valg, som en medlemsstat
træffer for sine institutter, bør være bindende for de øvrige medlemsstater. Der bør aftales en
række acceptable kriterier for vægtningen af institutternes aktiver for at sikre en mere ensartet
anvendelse af direktivet. Direktivet bør forsynes med en liste over pålidelige
dataleverandører, og det bør indeholde bestemmelser om en procedure for opdateringen heraf.
Disse dataleverandører skal især kunne garantere, at oplysningerne om institutter etableret
uden for EU er pålidelige.
Artikel 8 kan forbedres på to punkter. For at fjerne den nuværende usikkerhed med hensyn til
behandlingen af fælles konti og situationer med flere retmæssige ejere kunne betalende
agenter for det første blive anmodet om at udlevere forskellige supplerende oplysninger om en
betaling (om det oplyste beløb er det fulde beløb, den faktiske andel, der tilfalder den
retmæssige ejer, eller en lige andel). For det andet bør der gøres noget ved den nuværende
begrænsning i artikel 8, stk. 2, der ikke forpligter medlemsstaterne til at differentiere mellem
beløb svarende til rentedelen og beløb svarende det fulde provenu af afståelsen, indfrielsen
eller tilbagekøbet af fordringer eller andele i investeringsinstitutter. Denne mangel på detaljer
forringer værdien af informationsudvekslingen og forøger de administrative byrder for den
retmæssige ejers bopælsland på en måde, der står i misforhold til den byrde, som den
betalende agent og dennes etableringsland pådrager sig for at udlevere mere detaljerede
oplysninger. Den gør det også vanskeligere at måle, hvor virkningsfuldt direktivet er.
Med hensyn til artikel 13 foreslår Kommissionen Rådet, at man undersøger, om proceduren
for undtagelse fra kildeskat på basis af en attest fra den retmæssige ejer kan afskaffes. Denne
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
procedure medfører, at den retmæssige ejers bopælsland modtager færre detaljerede
oplysninger, og den er mindre praktisk for denne end den alternative procedure med frivillig
udlevering og udveksling af oplysninger. Den supplerende byrde, som denne alternative
procedure vil medføre for skatteforvaltningen i den betalende agents hjemland, forekommer
berettiget. Desuden kan det være usikkert, om proceduren med en attest er forenelig med
princippet om frie kapitalbevægelser, bl.a. fordi den gør det vanskeligt for en EU-borger med
skattemæssig bopæl uden for EU at undgå kildeskat, som vedkommende ikke kan få godtgjort
eller tilbagebetalt.
Endelig bør artikel 18 suppleres med en forpligtelse for medlemsstaterne til inden for en vis
frist at meddele hinanden og Kommissionen vigtige statistiske data for at muliggøre en samlet
måling af direktivets effekt. Dette kunne ske ved at stille supplerende, men proportionale krav
til betalende agenter om, at de skal forsyne skatteforvaltningen med flere oplysninger (f.eks.
om antallet af retmæssige ejere, der er kildeskattepligtige i henhold til direktivet).
DA
10
DA