Dato:

8. december 2008

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2007/4000-97

Sagsbeh.:

SVE

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 7 ad L 11 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 5. november 2008.

 

Spørgsmål:

”I høringsnotatet (L 11-bilag 2) bemærker Integrationsministeriet i sidste afsnit i pkt. 2.3:  ”I overensstemmelse med almindelige asylretlige principper vil statsadvokaten kun und-tagelsesvist videregive oplysninger, der er indgået i en asylsag, til myndighederne i den pågældendes hjemland.” Ministeren bedes uddybe, hvad der i denne forbindelse menes med "almindelige asylretlige principper", og under hvilke forhold statsadvokaten kan videregive oplysninger, der er indgået i en asylsag, til myndighederne i den pågældendes hjemland.”

 

 

Svar:

 

Det er et almindeligt asylretligt princip, at oplysninger, der er indgået i en asylsag, ikke videregives til myndighederne i den pågældendes hjemland.

 

En eksponering af ansøgeren i forhold til hjemlandets myndigheder vil kunne medføre, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse.

 

Videregivelse af oplysninger fra en asylsag til statsadvokaten skal således ske under forudsætning af, at statsadvokaten omgås oplysningerne på en sådan måde, at der ikke opstår en risiko for eksponering af asylansøgeren i forhold til hjemlandets myndigheder.

Integrationsministeriet har bedt Justitsministeriet bidrage til besvarelsen. Justitsministeriet har til brug herfor indhentet følgende udtalelse fra Rigsadvokaten, hvortil Justitsministeriet har henvist:

 

”Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager har oplyst følgende:

’Statsadvokaturen behandler som udgangspunkt kun sager, hvor det er bestemt, at en mistænkt kan opholde sig i Danmark, og således ikke sager vedrørende asylansøgere. Beslutning om at henvende sig til hjemlandet om mistænktes person kan kun træffes af statsadvokaturens ledelse, og beslutningen bliver kun truffet, hvis der ikke er andre undersøgelsesmuligheder, og det vurderes, at der ikke er fare for overgreb mod mistænkte her i landet eller dennes nære familiemedlemmer i hjemlandet.’

Jeg kan henholde mig til statsadvokatens udtalelse.”

Â