Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MBN/ J.nr. 2008-7560

Folketingets Socialudvalg

 

Dato: 17. marts 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 26. februar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 21 (SOU L 114) stillet af Özlem Cekic (SF).

 

­

 

Spørgsmål nr. 21:

 

”Ministeren bedes oplyse, om den unge kun skal "bidrage til at genoprette forrettet skade", som den unge med sikkerhed selv har forrettet, eller vil der kunne være tale om skade, der er opstået ved gruppeaktiviteter eller uro, og hvordan løftes bevisbyrden for, at det er den unge, der har forrettet skaden?”

 

Svar:

 

Muligheden for at pålægge unge at bidrage til at genoprette forrettet skade er ikke begrænset til at omfatte skade, som den unge selv har forrettet. Dette hænger blandt andet sammen med den tidsforskydning, der må forventes at være mellem skadens indtræden og afgørelsen om ungepålæg.

 

Da formålet med pålægget er at anspore den unge til at overveje sin egen adfærd og rolle i relation til det omgivende samfund ved at tydeliggøre for den unge, at den unges handlinger har konsekvenser for den unge selv og omgivelserne, kan man dog argumentere for, at den pædagogiske effekt af pålægget vil være størst, hvis den unge så at sige rydder op efter sig selv. I den forbindelse henvises der til lovforslagets bemærkninger om hurtig og effektiv sagsbehandling, jf. afsnit 3.2.3.2.

 

Samtidig er det vigtigt at understrege, at der ikke sker en egentlig prøvelse af den unges skyld i forbindelse med afgørelse om ungepålæg, men snarere en konkret vurdering af, om betingelserne for at anvende ungepålægget er til stede, og om et sådant må forventes at kunne bidrage til en positiv udvikling hos den unge.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nina Eg Hansen