Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

THA/ J.nr. 2009-2078

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 16. marts 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 9. marts 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 11 (ad L 115).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 11:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 9. marts 2009 fra Landsforeningen af forældre til blinde og svagsynede, jf. L 115 - bilag 6.”

 

 

Svar:

 

Indledningsvist bemærkes generelt, at servicelovens handicapkompenserende ydelser, herunder også tilbuddet om familievejledning, gives på baggrund af et funktionsevnekriterium, og ikke ud fra en bestemt diagnose. Det vil bryde grundlæggende med dette generelle princip, hvis der i forbindelse med familievejlederordningen opstilles særlige regler i relation til specifikke handicapgrupper, f.eks. synshandicappede.

 

I forhold til spørgsmålet om, hvornår inden for tidsgrænsen på tre måneder familievejledningen skal tilbydes, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 10 (ad L 115).

 

Vedrørende spørgsmålet om løbende behov for vejledning henvises i det hele til besvarelsen af spørgsmål nr. 6 (ad L 115).

 

I forhold til at henlægge vejledningsforpligtelsen for synshandicappede børn og unge til en central landsdækkende institution med særlig ekspertise bemærkes, at formålet med familievejlederordningen er at tilbyde de berørte familier rådgivning og vejledning i den indledende fase, efter at barnets eller den unges funktionsnedsættelse er konstateret. Familievejlederen skal yde den introducerende vejledning og skal kunne håndtere familiernes indledende spørgsmål. Den mere specialiserede rådgivning og vejledning er således ikke omfattet af familievejlederordningen, men skal fortsat ydes af de organisationer, herunder VISO, der besidder en særlig ekspertise på det relevante område.

 

I denne forbindelse er det naturligvis af stor vigtighed, at de medarbejdere, der skal fungere som familievejledere, besidder den fornødne viden omkring muligheden for at henvise til landsdækkende ekspertise eller til VISO, hvis dette skønnes relevant. Det vil være op til den enkelte kommune som arbejdsgiver at sikre dette.

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann