Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

CAP/ J.nr. 2008-3698

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 3. april 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 25. marts 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 17 (Ad L 136). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra René Skau Björnsson (S).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 17:

 

”Vil ministeren genoverveje sin besvarelse af svaret på spørgsmål nr. 51 (Lovforslag L 154, Folketingsåret 2007/2008, 2. samling), så det undgås, at hjælp til f.eks. snerydning, havearbejde og småreparationer skal bevilges særskilt efter servicelovens § 100, hvis det uden ekstra udgift kan udføres af den hjælper, der i forvejen er ansat med tilskud efter servicelovens §§ 95 og 96?”

 

 

Svar:

 

I svaret på spørgsmål 51 til L 154 (Folketingsåret 2007/2008, 2. samling) henvises til Ankestyrelsens Principafgørelse C-9-09 om afgrænsning af, hvilke opgaver der falder inden for den dagældende hjælperordning, nu BPA efter servicelovens § 96.

 

I forlængelse heraf kan det oplyses, at det er opfattelsen, at servicelovens § 96 omfatter pleje, overvågning og ledsagelse. Det fremgår dog også af bemærkningerne til serviceloven (L 229, Folketingsåret 1996-97), at der ved hjælp efter § 96 er tale om behov, der ikke kan dækkes ved almindelig hjemmehjælp, enten fordi hjælpen har en så personlig karakter, at den pågældende selv skal kunne vælge sine hjælpere, og at hjælpefunktionen i øvrigt skal dække opgaver, som går ud over, hvad der normalt dækkes som hjemmehjælp, herunder ledsagefunktioner.

 

Som det fremgår af Ankestyrelsens afgørelse, er det Velfærdsministeriets opfattelse, at f.eks. praktisk hjælp også må anses for at være omfattet af bestemmelsen, herunder praktisk hjælp til daglige gøremål som for eksempel indkøb, tøjvask, rengøring, madlavning og indpakning af gaver eller lignende. Det er på den baggrund opfattelsen, at det at være hjælper hos en person, der modtager hjælp i form af borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96, kan inkluderer en række, meget forskelligartede opgaver.

 

Jeg er meget opmærksom på problemet og det er i øjeblikket under afklaring om vi kan løse det. Det skal blandt andet afklares, om det i det konkrete tilfælde skal være muligt at åbne op for, at hjælpere ansat i en BPA-ordning kan varetage uopsættelige opgaver som for eksempel snerydning i de tilfælde, hvor dette ikke vil være uforeneligt med hjælpernes eventuelle overvågningsopgaver. Det skal i den forbindelse afklares, om dette vil give anledning til forsikringsmæssige problemer, for eksempel hvis der sker en arbejdsskade under udførelsen af denne type arbejde.

 

Det vurderes dog fortsat, at større opgaver som f.eks. malerarbejde eller omfattende havearbejde ikke normalt vil være foreneligt med hjælperens primære opgaver i forhold til borgeren.

 

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann