Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

CAP/ J.nr. 2008-3698

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 3. april 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 25. marts 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 18 (Ad L 136). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra René Skau Björnsson (S).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 18:

 

”Hvordan vil en kommende bekendtgørelse sikre, at der bevilges et tilstrækkeligt beløb til betaling af et privat firma eller LOBPA, så borgeren også i praksis kan videregive sit arbejdsgiveransvar og endog vælge mellem flere udbydere?”

 

 

Svar:

 

Jeg vil gerne understrege, at der med L 136 foreslås, at der fastsættes en bemyndigelse til, at ministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler for udmåling af dette tilskud.

 

Kravet om, at kommunalbestyrelsen skal udmåle et tilskud til dækning af udgifterne ved at ansætte hjælperne til borgerstyret personlig assistance, følger af lov nr. 549 af 17. juni 2008.

 

Hensigten med lov nr. 549 af 17. juni 2008 er at gøre reglerne om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere mere fleksible, så den enkelte ordning kan tilpasses borgerens ønsker og behov. Der er derfor pr. 1. januar 2009 etableret mulighed for, at borgeren kan overdrage sit tilskud til en nærstående, en forening eller en privat virksomhed, hvis borgeren ikke selv ønsker at påtage sig alle de opgaver, der følger af at være arbejdsgiver for hjælperne. Når borgeren ønsker at overdrage sit tilskud til et firma eller en forening, skal kommunalbestyrelsen på baggrund af denne lov udmåle et tilskud, til dækning af de udgifter, der følger af at være arbejdsgiver i ansættelsesretlig forstand.

 

Som det fremgår af bemærkningerne til L 136, foreslås det, at der fastsættes regler om udmåling af tilskud til dækning af omkostninger forbundet med arbejdsgiveropgaver og administration af ordningerne, i det omfang borgeren har valgt at overdrage sit tilskud til andre.

 

I bekendtgørelsen vil det blive fastsat, at kommunalbestyrelsen har pligt til at dække de direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at være arbejdsgiver for hjælperne. Det forventes at gælde omkostninger, der er forbundet med udformning af kontrakter, oplæring og vejledning af borgere i de opgaver, der følger af at modtage hjælpen i form af BPA, i begrænset omfang medvirke til at udforme jobannoncer, jobbeskrivelser og deltage i ansættelsessamtaler sammen med borgeren, oprette personalesager, forestå eventuelle afskedigelser af hjælpere, medvirke til at sikre overholdelse af arbejdsmiljøregler, i et vist omfang medvirke til at sikre vikardækning samt varetage lønadministration, regnskab, ledelse og drift (kontorhold, IT mv.). Disse elementer forventes at indgå i den kommende vejledning for BPA.

 

Det skal i øvrigt bemærkes, at en række af de øvrige elementer, der er indeholdt i L 136, forventes at medvirke til at sikre rimelige forhold for de firmaer eller foreninger, der ønsker at tilbyde BPA. Det gælder for eksempel, at det i forslaget til § 96 a, stk. 2, fastsættes, at tilskuddet til BPA skal udbetales månedsvis forud. Ligesom forslagene om udbetaling af tilskud i forbindelse med dødsfald vil medvirke til at sikre, at en nærstående, et firma eller en forening ikke vil have udækkede lønudgifter til hjælperne ved ophør af en BPA-ordning på grund af dødsfald.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann