Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

CAP/ J.nr. 2008-3698

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 6. april 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 25. marts 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 20 (Ad L 136). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra René Skau Björnsson (S).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 20:

 

”Efter hvilke bestemmelser kan udgifter til hjælpemidler bevilges, når formålet er at forbedre arbejdsmiljøet, og når borgeren ikke opfylder betingelsen i servicelovens § 112 om, at et hjælpemiddel 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) være nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv?”

 

 

 

Svar:

 

Indledningsvist skal det slås fast, at formålet med at bevilge hjælpemidler efter servicelovens bestemmelser er at medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre borgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen.

 

Arbejdsmiljørelaterede redskaber eller hjælpemidler bevilges efter arbejdsmiljølovgivningen. Disse arbejdsmiljørelaterede redskaber m.v. tilvejebringes for at eksempelvis en handicaphjælper kan udføre sit arbejde på forsvarlig vis. Det er som udgangspunkt arbejdsgiverens opgave at tilvejebringe de arbejdsmiljørelaterede redskaber eller tekniske hjælpemidler, der er nødvendige for at udføre hjælpen. Det er derfor opfattelsen, at kommunalbestyrelsen skal tage højde for udgifter hertil ved udmålingen af tilskud til BPA.

 

Som det fremgår af punkt 159 i den gældende vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse mv. (Vejledning nr. 94 af 5. december 2006) vil arbejdsmiljørelaterede redskaber/hjælpemidler ofte være møbler eller installationer, der er mere eller mindre stationære, og som skal være fast til stede hos den borger, der modtager hjælpen i form af BPA. Det gælder også, når borgeren vælger at overføre sit tilskud til en nærstående, en forening eller en privat virksomhed. Af hensyn til borgeren kan det derfor være hensigtsmæssigt, at redskaberne/hjælpemidlerne ejes og installeres af en central instans, der tilbyder at udleje eller lease redskaberne. Herved kan de gener begrænses, som borgeren ellers vil opleve ved at hjælpemidlerne/redskaberne skal udskiftes, hvis borgeren vælger at indgå aftale om at overføre sit tilskud til en anden virksomhed, forening eller nærstående.

 

Det kan derfor være hensigtsmæssigt, hvis kommunalbestyrelsen aftaler med borgeren, den nærstående, foreningen eller den private virksomhed, at arbejdsmiljørelaterede redskaber/hjælpemidler leveres af en central leverandør. Der henvises i øvrigt til kapitel 29 i ovennævnte vejledning.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann