Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 154 - Forslag til lov om midlertidig udskydelse af betalingsfristerne for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt moms.

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 14 af 27. februar 2009.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                  /  Kaj-Henrik Ludolph


Spørgsmål 14:

Vil ministeren redegøre for, hvorledes den foreslåede kreditgivning i form af udskydelse af betalingsfristerne påvirker forskellige virksomhedstyper. Af svaret bør fremgå dels påvirkningen af forskelllige relevante brancher, f.eks. eksportvirksomheder, hjemmemarkedvirksomheder, industrivirksomheder, salgsvirksomheder m.v., dels påvirkningen af forskellige virksomhedsstørrelser. Sigtet er bl.a. at få belyst, hvilke virksomhedsbrancher der opnår stor henholdvis lille fordel af den rentefri kreditgivning, idet antallet af ansatte og momspligtig omsætning m.v. må antages at have betydning for størrelsen af virksomhedernes fordel. I forlængelse heraf ønskes ministerens vurdering af, om de virksomheder, der nyder fordel af udskydelsen af betalingsfristen, er de virksomheder, der har størst behov for likviditetsstyrkelse.

Svar:

Der er i SKAT iværksat udsøgninger m.v. med henblik på at kunne give en statistisk belysning af fordelingen af forslagets likviditetslettelse. Det vil blive tilstræbt, at disse oplysninger kan oversendes som et supplerende svar til udvalget i løbet af uge 10.

Forslaget med udskydelse af betalingsfrister er udformet ud fra ønsket om en ordning, der er enkel og som i den nuværende situation kan etableres hurtigt. Dette medfører desuden, at der tale om en generel ordning, som indebærer fordele til alle virksomheder, uanset om den enkelte virksomhed har likviditetsproblemer eller ej. Ordningen er således konkurrenceneutral og det undgås, at staten begunstiger enkelte virksomheder på bekostning af andre.  

Den enkelte virksomheds fordel vil som hovedregel afhænge den økonomiske aktivitet i virksomheden. En undtagelse er dog udskydelsen af A-skattebetalingerne fra penge- og pensionsinstitutter vedrørende pensionsudbetalinger. Til gengæld berøres disse virksomheder praktisk taget ikke af udsættelsen af momsindbetalingerne.

Det vurderes, at eksportvirksomheder og hjemmemarkedsvirksomheder berøres ens. Det skyldes den særlige eksportmomsordning, som indebærer, at eksportvirksomhederne momsmæssigt kan opdele virksomheden i 2 dele, en hoveddel og en eksportdel. Hoveddelen fremstiller produkterne og videresælger produkterne til eksportdelen. Herved får hoveddelen positivt momstilsvar og eksportdelen negativt momstilsvar. Hoveddelen af virksomheden med det positive momstilsvar vil efter lovforslaget få udskudt betalingen heraf, mens der ikke sker ændringer i tilbagebetalingstidspunktet for den negative moms i eksportdelen. Dermed får virksomhederne samme momsudskydelse uanset om salg sker på hjemmemarked eller til eksport.

 

 

 

 

 

  Â