Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til

lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, våbenloven, lov om

politiets virksomhed, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og forvalt-

ningsloven (Styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.) (L 211):

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 30/4-09 fraAmnesty International, jf. L 211 – bilag 2.”

Svar:

1.

Amnesty International anfører bl.a., at man bør undlade at indføre denforeslåede minimumsstraf for visse våbenlovsovertrædelser, idet det tra-ditionelt er domstolenes opgave at vurdere den enkelte forbrydelsesgrovhed og lade denne vurdering komme til udtryk gennem den konkretestrafudmåling i hver enkelt sag.Der kan om regeringens begrundelse for forslaget om at indføre dennævnte minimumsstraf henvises til lovforslagets almindelige bemærk-ninger pkt. 3.2.1 og til pkt. 2.2 i den kommenterede høringsoversigt ved-rørende et udkast til lovforslaget.

2.

Amnesty International finder endvidere, at der ikke er behov for så-kaldt retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2, isager omfattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 192 a, stk.2 (om andre grove overtrædelser af våbenlovgivningen end ulovlig be-siddelse mv. af skydevåben mv. på offentligt tilgængeligt sted). De al-mindelige regler om varetægtsfængsling bl.a. under henvisning til risiko-en for ny kriminalitet eller for modarbejdelse af efterforskningen må an-ses for tilstrækkelige.Når regeringen finder, at der i alle sager om overtrædelse af våbenlov-givningen under særlig skærpende omstændigheder efter den foreslåedebestemmelse i § 192 a, stk. 2, bør være mulighed for varetægtsfængslingefter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2 (retshåndhævelsesarrest), skyldesdet som anført i lovforslagets bemærkninger den potentielle fare for an-dre menneskers liv eller helbred, som våbenlovsovertrædelser under sær-lig skærpende omstændigheder kan udgøre.

3.

Amnesty International kritiserer regeringens synspunkt om, at der ialle sager om grove overtrædelser af våbenlovgivningen bør være mulig-hed for at afsige retskendelser om aflytning ”på personen”, idet man ad-2

varer ”mod den gradvise, stadige udhuling af domstolskontrollen medaflytning af borgerne”.Som anført i lovforslagets bemærkninger finder regeringen på baggrundaf den seneste tids skudepisoder mv., at der i alle sager om overtrædelseaf våbenlovgivningen under særlig skærpende omstændigheder, jf. for-slaget til straffelovens § 192 a, bør være adgang til at afsige retskendelserom aflytning ”på personen”. Regeringen vil derfor fremsætte et æn-dringsforslag herom til lovforslag nr. L 124 om udvidelse af adgangen tili retskendelser om telefonaflytning mv. at anføre den person, som aflyt-ningen angår.Lovforslag nr. L 124 indebærer alene en forenkling af fremgangsmådenfor politiets indhentelse af retskendelse om telefonaflytning mv. i enrække sager om alvorlig personfarlig kriminalitet mv. Lovforslaget inde-bærer ingen ændringer i retsplejelovens betingelser for, hvornår der kanforetages telefonaflytning mv., jf. retsplejelovens § 781. Telefonaflytnin-gen mv. skal således som hidtil være af afgørende betydning for efter-forskningen, og der skal foreligge bestemte grunde til at antage, at der påden pågældende måde gives meddelelser til eller fra en mistænkt.Med hensyn til spørgsmålet om domstolskontrol bemærkes, at retten ind-ledningsvis vil skulle tage stilling til, om retsplejelovens betingelser forat iværksætte en telefonaflytning mv. er opfyldt, og om rettens kendelse igivet fald også skal give mulighed for aflytning ”på personen”, jf. rets-plejelovens §§ 781 og 783. Herudover er der adgang til efterfølgendedomstolsprøvelse af de enkelte telefonaflytninger, som er foretaget pågrundlag af kendelsen om aflytning ”på personen”. Politiet skal såledessnarest muligt efter udløbet af den periode, retskendelsen omfatter, i gi-vet fald underrette retten om de telefonnumre, som indgrebet har væretrettet imod, og som ikke er anført i kendelsen, samt om de bestemtegrunde, der er til at antage, at der på de pågældende telefonnumre givesmeddelelser til eller fra den mistænkte. Hvis særlige forhold taler for det,skal underretning ske senest 24 timer efter indgrebets iværksættelse. Ret-ten underretter herefter den beskikkede advokat, som har mulighed for atindbringe spørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten.

4.

Amnesty International finder endelig, at der er en række problemerforbundet med den påtænkte ændring af ordensbekendtgørelsen, hvoref-ter politiet vil få adgang til at udstede såkaldte zoneforbud. Det anføresbl.a., at kriteriet for meddelelse af et sådant forbud (”utryghedsskabende3

adfærd”) er upræcist, og det kritiseres, at overtrædelse af et administrativtmeddelt (zone)forbud kan straffes med fængselsstraf, og Amnesty Inter-national anfører, at der ikke vil være tale om en reel domstolsprøvelse afet zoneforbud.Der kan om baggrunden for den påtænkte ændring af ordensbekendtgø-relsen henvises til pkt. 7.1 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-get.Som det fremgår heraf, vil Justitsministeriet ved en ændring af ordensbe-kendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005) skabe adgang forpolitiet til at meddele såkaldte zoneforbud, hvorved personer forbydes atfærdes frem og tilbage eller tage ophold i et bestemt område med en ra-dius på 500 meter.Efter § 6, stk. 2, i ordensbekendtgørelsen kan politiet i dag – når en per-son flere gange har overtrådt bekendtgørelsens § 3 om visse former forforstyrrelse af den offentlige orden – meddele personen forbud mod atfærdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en afstand af 100 me-ter fra det sted, hvor den seneste overtrædelse er begået.Forbud efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2, forudsætter således etvist forudgående forløb med flere overtrædelser af bekendtgørelsens § 3,og forbuddet omfatter et mindre geografisk område (en radius på 100meter). Det har i praksis vist sig, at bestemmelsen ikke er et tilstrækkeligteffektivt redskab for politiet til at gribe ind bl.a. over for såkaldte bande-vagter.Ud fra præventive hensyn er der efter Justitsministeriets opfattelse behovfor, at politiet kan meddele et forbud mod at færdes frem og tilbage ellertage ophold i et bestemt område allerede første gang, der udvises en sær-ligt utryghedsskabende adfærd. Der er endvidere behov for i denne situa-tion at kunne meddele forbud med en større geografisk udstrækning endmed en radius på 100 meter.Det vil være en betingelse for, at politiet kan meddele et zoneforbud, atder foreligger særlige omstændigheder. Ved den konkrete vurdering af,om en person har udvist en særligt utryghedsskabende adfærd, forudsæt-tes den generelle situation i området således inddraget - herunder navnligom adfærden formodes at have tilknytning til et verserende opgør mellemkriminelle grupper eller til en aktuel kriminalitetsbølge i området.4

Med en særligt utryghedsskabende adfærd tænkes som nævnt navnlig påsåkaldte bandevagter, der ved deres tilstedeværelse og adfærd optræderintimiderende over for beboere og forbipasserende - f.eks. ved at tageopstilling iført skudsikre veste og medbringende metalscannere eller vedat udspørge, kontrollere og visitere andre personer, der færdes i området.Som det fremgår af det anførte, vil det således være en forudsætning for,at der kan meddelelse et zoneforbud, at der foreligger særligt kvalifice-rende omstændigheder. Vurderingen af, om der foreligger en særligtutryghedsskabende adfærd, skal endvidere ske ikke alene på grundlag afden konkrete adfærd som bandevagt mv., men også ved inddragelse afden generelle situation i det pågældende nærområde. At flere unge holdertil bestemte steder eller færdes i grupper, vil naturligvis ikke i sig selvkunne give grundlag for et zoneforbud.Et zoneforbud vil indebære et forbud mod at færdes frem og tilbage ellertage ophold i et bestemt område med en radius på 500 meter fra det sted,hvor den særligt utryghedsskabende adfærd, der har givet anledning tilforbuddet, har fundet sted. Forbuddet vil omfatte veje eller andre steder,hvortil der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Et zone-forbud vil skulle have så kort tidsmæssig udstrækning som muligt ogmaksimalt 3 måneder. Et zoneforbud vil kunne forlænges i op til 3 må-neder ad gangen, hvis der er grundlag for at tro, at den pågældende ellersvil gentage den særligt utryghedsskabende adfærd.Hvis en person bor eller arbejder inden for det område, som er omfattetaf zoneforbuddet, vil den pågældende naturligvis kunne bevæge sig frittil og fra sin bopæl og ud i sit lokalområde. Dette vil i praksis betyde, atden pågældende trods et zoneforbud vil kunne færdes i området medhenblik på at foretage almindelige dagligdags gøremål, herunder f.eks.indkøb, lægebesøg, biblioteksbesøg mv.Der kan om kompetence- og klagereglerne ved behandlingen af sager omzoneforbud henvises til pkt. 7.2 i de almindelige bemærkninger til lov-forslaget. Som det fremgår heraf, vil der – ud over adgangen til at påkla-ge et zoneforbud til Rigspolitiet – ligeledes være mulighed for at ind-bringe forbuddet for domstolene efter grundlovens § 63. Dertil kommer,at spørgsmålet om lovligheden af et zoneforbud ligeledes vil være gen-stand for prøvelse under en eventuel straffesag om overtrædelse af for-buddet. Domstolsprøvelsen vil ikke, som anført af Amnesty Internatio-5

nal, være begrænset til den blotte konstatering af, om der er nedlagt etforbud, og om dette i givet fald er overtrådt.Som det fremgår af pkt. 7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger,foreslås politilovens § 23, stk. 3, ændret således, at overtrædelse af et zo-neforbud kan straffes med fængsel. Det forudsættes, at overtrædelse af etzoneforbud i førstegangstilfælde normalt straffes med 7 dages ubetingetfængsel. Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkretevurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, ogden angivne strafposition vil kunne fraviges i op- eller nedadgående ret-ning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildendeomstændigheder.