Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             28. november 2008

Dok.id       

J. nr.           500-44

Deres ref.

  

 

Trafikudvalget har i brev af 6. november 2008 stillet mig følgende spørgsmål 7 vedrørende L 26, som jeg hermed skal besvare.

Spørgsmål 7:

”Ministeren bedes uddybe sit afslag af forslaget i Danske Regioners høringssvar om, at der i lovforslaget burde stå, at trafikselskaberne skal være enige om takstfastsættelsen der, hvor trafikselskab og jernbanevirksomhed aftaler, at trafikselskabet skal omfatte ét takstområde. Mener ministeren ikke, at det alt andet lige vil være mere betryggende for udbyderne, og deres kunder, at der skal være enighed om taksterne?”

 

Svar:

 

Det indgår i lovforslaget, at trafikselskabet opdeles i takstområder således, at rejser længere end 35-40 km typisk passerer en takstområdegrænse. Hensigten er at give mulighed for en fordeling af takstkompetencen mellem trafikselskabet og jernbanevirksomhederne efter et princip om, at jernbanevirksomhederne fastsætter taksterne for rejser, der overskrider en eller flere takstområdegrænser, mens trafikselskaberne fastsætter taksterne inden for disse grænser. Dette bygger på, at jernbanevirksomhederne primært har den økonomiske interesse i lange rejser og trafikselskaberne i korte rejser.

 

Jf. bemærkningerne til lovforslaget skal parterne tilstræbe at aftale taksterne i fællesskab.

 

Aftales det, at et trafikselskab kun skal omfatte ét takstområde, vil takstkompetencen typisk forrykkes til fordel for trafikselskabet. Dette skyldes, at en stor mængde rejser over 35-40 km så ikke vil overskride en takstområdegrænse, da takstområdet vil blive meget stort.

 

Danske Regioner foreslår, at det i loven fastsættes som en betingelse, at der skal være enighed om takstfastsættelsen i det særlige tilfælde, hvor trafikselskabet aftales at omfatte ét takstområde.

 

Det må antages, at det er hensigten med denne forslåede betingelse at sikre jernbanevirksomhederne en vis takstkompetence for rejserne inden for dette takstområde.

 

Jeg mener, at det bør være op til trafikselskabet og jernbanevirksomhederne selv at fastsætte eventuelle særlige betingelser, såfremt de indgår aftale om at etablere ét takstområde for et trafikselskab.

 

Jeg finder det derfor ikke relevant at fastsætte betingelser om enighed om takstfastsættelsen i tilfælde, hvor trafikselskabet og jernbanevirksomhederne aftaler, at trafikselskabet omfatter ét takstområde.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed