Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 41 - Forslag til Lov om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven. (Ny valgfri metode for opgørelse af det skattepligtige afkast af pensionsordninger i pensionsinstitutter, justering af reglerne for udenlandske pensionsordninger m.v.).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentar til henvendelsen fra PFA Pension på bilag 5 af 18. november 2008.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Birgitte Christensen


PFA Pension har fremsendt et notat fra advokatfirmaet Bech-Bruun med en EU-retlig vurdering af Forsikring & Pensions forslag til ændring af den forslåede § 4a.

Bech-Bruun anfører i notatet, at Forsikring & Pensions forslag for udenlandske virksomheder må indebære, at der ikke sker beskatning i Danmark af differencer i omkostningsniveauet på individniveau, men at virksomhederne med hensyn til sådanne omkostninger underlægges de skatteregler, der gælder i deres respektive hjemlande.

Bech-Bruun konkluderer, at Skatteministeriets vurdering af Forsikring & Pensions forslag som værende i strid med EU-retten er urigtig.

Hverken jeg eller Skatteministeriet har imidlertid kommenteret den model, der analyseres i Bech-Bruuns notat af 17. november 2008, idet den ikke synes at svare til Forsikring & Pensions model.

Som Forsikring & Pensions forslag er forelagt Skatteministeriet, vil eventuelle risiko- og omkostningsoverskud pensionsafkastbeskattes på institutniveau i danske pensionsinstitutter sammen med beskatningen af ændringerne i de ufordelte midler. For så vidt angår udenlandske pensionsinstitutter vil derimod gælde, at kunderne vil være skattepligtige af omkostnings- eller risikobonus, der overstiger årets og evt. tidligere års overskud på risiko- og omkostningselementerne. Dette følger også af Forsikring & Pensions henvendelse af 18. november 2008 til Folketingets Skatteudvalg.

Det er min vurdering, at denne model er i strid med EU-retten, jf. også min kommentar af d.d. til henvendelsen fra PFA Pension af 6. november 2008.

For så vidt angår Bech-Bruuns model, som jeg altså ikke tidligere har haft lejlighed til at kommentere, idet den er ny i forhold til Forsikring & Pensions model, skal jeg bemærke, at det ikke vil være holdbart at skattefritage omkostnings- eller risikobonus, der overstiger årets og evt. tidligere års overskud på risiko- og omkostningselementerne for kunder i udenlandske pensionsinstitutter, da det vil give de udenlandske institutter mulighed for at omkvalificere skattepligtigt investeringsafkast til skattefri omkostnings- eller risikobonus, jf. også min kommentar af d.d. til henvendelsen fra PFA Pension af 6. november 2008, som jeg i øvrigt skal henvise til.

Jeg vil dog gerne knytte en kommentar til to forhold i Bech-Bruuns notat, som ikke er berørt i henvendelsen fra PFA Pension af 6. november 2008.

Bech-Bruun anfører, at forslaget rejser en række juridiske og praktiske vanskeligheder, bl.a. hvordan man efterregulerer i forhold til kunder, der udtræder ingen årets udgang eller inden de endelig regnskaber foreligger.

Hertil bemærkes, at denne problemstilling er kommenteret i høringsskemaet til L 41. Det fremgår heraf, at det efter Skatteministeriets opfattelse vil være administrativt tungt at foretage en efterregulering, hvorfor der ikke skal foretages en sådan. Det kan i mine øjne ikke udlægges som en juridisk og praktisk vanskelighed.

Bech-Bruun anfører desuden, at lovforslaget især rammer pensionsinstitutter med en mindre kundebestand, hvis der et år måtte forekomme ekstraordinært mange skadesbegivenheder, i hvilket fald kunderne vil skulle beskattes af de ekstra udgifter forbundet hermed.

Hertil bemærkes, at ogsÃ¥ dette punkt er kommenteret i høringsskemaet til L 41. Omkostnings- og risikounderskud skal beskattes hos kunderne, da det er udtryk for, at en del af kundernes investeringsafkast er blevet brugt til at dække kundens omkostninger i stedet for at blive tilskrevet kundens depot og dermed beskattet. Det, der efter pensionsafkastbeskatningsloven skal beskattes, er investeringsafkast, uanset at det eksempelvis umiddelbart anvendes til at dække kundens omkostninger. Â