Til

Folketinget – Skatteudvalget

 

Vedr. lovforslag L 43 – forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven, tonnageskatteloven og lov om skattenedslag for seniorer (Ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn m.v.)

Hermed følger i 5 eksemplarer kommentarer til henvendelse af 11. november 2008 fra BOSAM (L 43 – bilag 8)

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

 

 

                            /Kaj-Henrik Ludolph

 

 


 

BOSAMs tidligere henvendelse til Skatteudvalget (L 43 – bilag 1) er kommenteret af mig den 7. november 2008 (L 43 – bilag 7). BOSAM anfører i sin nye henvendelse, at fraværet af overspringsregler fra vurderingsankenævnene til Landsskatteretten er et akut problem af retssikkerhedsmæssig karakter, idet borgere, der har klaget til vurderingsankenævnene, har udsigt til en sagsbehandlingstid på mere end tre år alene i vurderingsankenævnene. BOSAM finder, at der henset til problemets alvorlige og akutte karakter straks bør indføres en overspringsregel, der gør det muligt at indbringe en sag, der er påklaget til vurderingsankenævnet, for Landsskatteretten, hvis vurderingsankenævnet ikke har truffet afgørelse inden for 3 eller 6 måneder. BOSAM mener ikke, at det er nødvendigt at ændre på reglerne om omkostningsgodtgørelse i forbindelse hermed.

Kommentar: Jeg mener fortsat ikke, at dette lovforslag, hvis hovedemne er forholdene omkring udnævnelsen af ankenævnsmedlemmer i 2010, er en relevant lejlighed til at indføre overspringsregler som ønsket.

For det første bemærker jeg, at det er nyt for mig, at borgere, der har klaget til vurderingsankenævnene, har udsigt til en sagsbehandlingstid på tre år. Jeg mener, at dette er ganske urealistisk lang tid. Det er korrekt, at der er indkommet et større antal klager over den almindelige vurdering i 2007. SKAT er i gang med en omstrukturering af ankenævnssekretariaterne, der netop bl.a. har til formål, at det skal være let og fleksibelt at omdirigere sekretariatsbetjeningen til de nævn, der aktuelt har det største behov. Aktuelt altså at medarbejdere, der normalt bistår skatteankenævn, i en periode fremover også skal bistå vurderingsankenævnene.

Som oplyst i mit tidligere svar er spørgsmålet om den fremtidige administration af ejendomsvurderingsområdet i øjeblikket genstand for en bredere overvejelse, og spørgsmålet om overspringsregler hører efter min opfattelse hjemme i denne sammenhæng, hvor man også kan få undersøgt spørgsmålet om omkostningsgodtgørelse.

Jeg mener ikke, det ville være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at indføre overspringsregler uden samtidig at åbne for omkostningsgodtgørelse ved vurderingsankenævnene, og det gælder begge former for overspringsregler – både den fuldstændige overspringelse af ankenævnet og den overspringsregel, som BOSAM foreslår. Og jeg mener ikke, at det ville være økonomisk forsvarligt at indføre omkostningsgodtgørelse ved vurderingsankenævnene uden et skøn over de provenumæssige konsekvenser heraf.

Jeg er derfor ikke indstillet på at imødekomme forslaget om, at der skal indføres en overspringsregel her og nu.

Â