Ændringsforslag stillet den 5. december 2008 uden for betænkningen

Ændringsforslag

til 2. behandling af

 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø

(Forhøjelse af bøder, justering af bygherrens pligter og præcisering af Arbejdstilsynets hjemmel til at træffe afgørelser m.v.)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

 

Af   beskæftigelsesministeren:

Til § 1

   5) Nr. 9 affattes således:

»9. I § 77 indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Arbejdstilsynet kan efter anmodning fra Europa-Kommissionen påbyde, at markedsføring af tekniske hjælpemidler forbydes eller begrænses, eller at de tekniske hjælpemidler underkastes særlige betingelser, når

1)   de tekniske hjælpemidler som følge af deres tekniske karakteristika udgør den samme risiko som et teknisk hjælpemiddel, hvor markedsføring er forbudt eller begrænset, eller hvor det tekniske hjælpemiddel er underkastet særlige betingelser, eller

2)   de tekniske hjælpemidler har tekniske karakteristika, der udgør en risiko som følge af mangler ved en harmoniseret standard.

Stk. 5. Arbejdstilsynet kan,

1)   forbyde at markedsføring af tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler, der er mærket i strid med reglerne om CE-mærkning,

2)   påbyde, at tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler, der er mærket i strid med reglerne om CE-mærkning, kaldes tilbage fra markedet, eller

3)   påbyde, at markedsføring af tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler, der er mærket i strid med reglerne om CE-mærkning, begrænses.««

[Præcisering af henholdsvis Europa-Kommissionens og medlemsstaternes beføjelser]

Bemærkninger

Til nr. 5

I lovforslaget er der stillet forslag om indførelse af en ny § 77, stk. 4 og 5. Bestemmelserne skal implementere dele af det såkaldte maskindirektiv (direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (omarbejdning)). Imidlertid er der behov for enkelte mindre præciseringer for at sikre, at bestemmelserne så præcist som muligt beskriver den hjemmel, der skal bruges for at gennemføre direktivet.

Der er behov for at præcisere, hvad det er, Kommissionen kan bede medlemsstaterne om, så det kun er de beføjelser, der afhænger af en henvendelse fra Kommissionen, der fremgår af bestemmelsen. Det foreslås derfor præciseret, at Kommissionen ikke kan pålægge medlemsstater at kalde produkter tilbage fra markedet, og at Kommissionen kun kan kræve forbud mod markedsføring og ikke mod leveringen af potentielt farlige maskiner.

Desuden er der behov for at præcisere, at det er et teknisk hjælpemiddel og ikke markedsførin­gen af et teknisk hjælpemiddel, der kan underkastes særlige betingelser.

Forslaget medfører ikke ændringer i forhold til bemærkningerne til lovforslaget, idet bestemmelsen fortsat er udtryk for det, der er nødvendigt for at sikre, at Arbejdstilsynet kan imødekomme en henvendelse fra Kommissionen om at reagere over for potentielt farlige tekniske hjælpemidler. Der er således heller ikke ændret ved, at en sådan reaktion over for et teknisk hjælpemiddel kun vil ske efter anmodning herom fra Kommissionen.

Ordene »eller levering« foreslås slettet fra den forslåede § 77, stk. 5, nr. 1 og 3, for at præcisere, at det er markedsføringen og ikke leveringen af ukorrekt CE-mærkede tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler, som medlemsstaterne kan forbyde.

Det bør ligeledes præciseres, at medlemsstaterne ikke skal have mulighed for at underkaste markedsføring af forkert CE-mærkede tekniske hjælpemidler eller personlige værnemidler særlige betingelser. Det foreslås derfor, at lovforslaget præciseres således, at ordene »eller underkastes særlige betingelser« udgår.

Det skal bemærkes, at personlige værnemidler primært er nævnt for at præcisere gældende regler på området og ikke udelukkende for at tage højde for kommende forslag fra Kommissionen som anført i bemærkningerne til lovforslaget.

Ændringsforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Ændringsforslaget har ingen administrative konsekvenser for det offentlige.

Ændringsforslaget forventes ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, ligesom det ikke forventes at have nogen administrative konsekvenser.

Ændringsforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

Ændringsforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.