Besvarelse af spørgsmål nr. 2 (L 51), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 11. december 2008.

 

Spørgsmål 2:

"Ministeren bedes oplyse baggrunden for, at Ankestyrelsen kan vurdere "at

EF‑domstolen synes at anlægge en bredere fortolkning af

tjenesteydelsesbegrebet for så vidt angår offentlige sundhedsydelser" og i

forlængelse heraf oplyse, hvorvidt ministeren er enig heri og har taget

tilstrækkelig højde herfor i udformningen af lovforslaget.”

 

 

Svar:

Ankestyrelsen har i en konkret klagesag om adgang til tilskud til ambulant lægehjælp modtaget på et hospital i Tyskland, en hjælp der af Ankestyrelsen er betragtet som speciallægehjælp, tilkendegivet, at Ankestyrelsen har gennemgået den seneste retspraksis fra EF-domstolen på området.

 

Ankestyrelsen har vurderet, at ”domstolen synes at anlægge en bredere fortolkning af tjenesteydelsesbegrebet og dermed en friere adgang til at søge lægehjælp i et andet EU/EØS-land end den, der kom til udtryk i Indenrigs- og Sundhedsministeriets (dagældende) bekendtgørelse om adgang til tilskud efter sygesikringsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU/EØS-land”.

 

Om baggrunden for Ankestyrelsens vurdering kan det oplyses, at ministeriet er bekendt med, at Ankestyrelsens afgørelse blev truffet på baggrund af EF-domstolens seneste retspraksis, særlig den nederlandske sag Müller-Fauré og Van Riet (C-385/99).

 

EF-domstolens fastslår i denne sag, at lægeligvirksomhed både i og uden for hospitalssektoren er tjenesteydelser i EF-traktatens forstand. Et krav om en forhåndsgodkendelse fra en patients hjemlige sygekasse, som forudsætning for at kunne få dækket udgifter til planlagt behandling i udlandet, anses for at være en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.

 

EF-domstolen anerkender imidlertid, at visse objektive hensyn kan retfærdiggøre en begrænsning af den frie udveksling, nemlig

·         beskyttelse af folkesundheden, herunder opretholdelse af et stabilt læge- og hospitalsvæsen, som alle har adgang til, og som bidrager til et højt niveau for beskyttelse af sundheden ved opretholdelse af behandlingsmuligheder eller en lægelig kompetence pÃ¥ sundhedsomrÃ¥det eller en lægelig kompetence pÃ¥ det nationale omrÃ¥de,

·         risikoen for et alvorligt indgreb i sundhedsvæsenets økonomiske balance, sÃ¥fremt det overordnede niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed pÃ¥virkes.

 

 

 

Ved efterprøvelse af disse hensyn sondrer EF-domstolen mellem behandling i og uden for hospitalsvæsenet.

 

Med hensyn til ikke-hospitalsbehandling har EF-domstolen fastslået, at sådan behandling, som en person har ret til i sin hjemstat, kan vedkommende også søge i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse og få godtgjort med et beløb, der højst svarer til den godtgørelse vedkommende ville have fået gennem sit eget system.

 

Ministeriet finder imidlertid, at EF-domstolens sondring mellem hospitalsydelser og ikke-hospitalsydelser er uklar, jf. at det i lovforslagets bemærkninger er anført, at det vurderes, at konsekvenserne af EF-domstolens afgørelser på visse områder er uklare. Netop denne sondring er da også genstand for drøftelser i forbindelse med de igangværende forhandlinger i rådsregi om direktivforslaget om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser.

 

Ministeriet er enig med Ankestyrelsen i, at EF-Domstolen synes at anlægge en bredere fortolkning af tjenesteydelsesbegrebet for så vidt angår offentlige sundhedsydelser og ministeriet har  med bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008 udvidet adgangen til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land, jf. besvarelsen af spørgsmål 1.