Dato:

24. november 2008

Kontor:

Lovkontoret

J.nr.:

2008/4011-289

Sagsbeh.:

VHH

Fil-navn:

Spm. 2

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 2 ad L 69 stillet af Folketingets Integrationsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 18. november 2008.

 

Spørgsmål:

”Er det ministerens opfattelse, at der vil blive taget initiativ til yderligere lovgivning, der kan skabe større retssikkerhed omkring administrative udvisninger og forhold vedrørende tålt ophold, såfremt arbejdsgruppen vedrørende udvisning af terrormistænkte fremkommer med forslag i denne henseende?”

Svar:

Regeringen har besluttet, at overvejelserne om eventuelle yderligere kontrolforanstaltninger for udlændinge på tålt ophold, der må anses for en fare for statens sikkerhed, samt en særlig proces for afgørelser om såvel kontrolforanstaltninger som administrativ udvisning, afventer den arbejdsgruppe under Integrationsministeriet vedrørende administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed, som påbegyndte sit arbejde den 25. juni 2008.

 

Jeg har tidligere anmodet arbejdsgruppen om at fremskynde sit arbejde. Regeringen har besluttet at pålægge arbejdsgruppen at færdiggøre arbejdet senest den 1. februar 2009 med henblik på, at den nødvendige lovgivning kan gennemføres allerede i indeværende folketingsår.

 

Jeg afventer således arbejdsgruppens rapport.