Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 72  - Forslag til Lov om ændring af skattekontrolloven, momsloven, opkrævningsloven, lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse – fair play III og fradrag for børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse).

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 2 af 2. december 2008.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  K.-H. Ludolph


Spørgsmål 2:

Vil ministeren stille et ændringsforslag til lovforslaget, hvorefter det af lovteksten kommer til at fremgå, at der skal ske konfiskation af ikkeafgiftsberettigede varer i gentagelsestilfælde, dvs. fra og med 2. gang, der konstateres ikkeafgiftsberettigede varer – eventuelt med tilføjelse af en mindre bagatelgrænse? I benægtende fald anmodes ministeren om teknisk bistand til udformning af et sådant ændringsforslag.

 

Svar:

Jeg mener, at et sådant ændringsforslag er overflødigt.

Det fremgår således allerede af bemærkningerne til lovforslaget (almindelige bemærkningers afsnit 3.3.4), at det forudsættes, at der som udgangspunkt sker konfiskation ved gentagne overtrædelser, medmindre retten efter en konkret vurdering finder, at det ikke bør ske konfiskation, f.eks. fordi afgiftsunddragelsen angår et bagatelagtigt beløb.

Når denne lovgivningsmetode er anvendt, er det, fordi de nærmere omstændigheder i de enkelte sager kan variere meget. Af den grund mener jeg, at det er bedst, at domstolene overlades et skøn med hensyn til, om der skal konfiskeres, frem for at der fastsættes regler om obligatorisk konfiskation – eventuelt med en fast bagatelgrænse.

Det er i denne forbindelse min forventning, at domstolene i vurderingen af de enkelte sager lægger vægt på lovgivers hensigt, som fremgår af bemærkningerne til lovforslaget. Det vil sige, at der som udgangspunkt skal ske konfiskation i gentagelsestilfælde.

Hvis man skulle overveje, hvorledes en regel om obligatorisk konfiskation skulle udformes, er det væsentligt at have for øje, at det er domstolene, der foretager konfiskationen som et led i en straffesag. Hvis konfiskation er obligatorisk, skal der således altid rejses en straffesag. Dette er ressourcekrævende for såvel SKAT, politi og anklagemyndighed og for domstolene. Dette system bør ikke belastes med bagatelagtige sager. Derfor vil en bagatelgrænse være påkrævet.

Det kan imidlertid afhænge af den konkrete situation, hvad der er bagatelagtigt. Hvis der er tale om en virksomhed med mange tidligere overtrædelser på samvittigheden, kan det give anledning til konfiskation ved lavere beløb, end hvis det f.eks. blot er anden overtrædelse, og der er gået lang tid mellem første og anden overtrædelse. Dette kræver en konkret stillingtagen til den enkelte sag.

Dermed er vi tilbage ved, at afgørelsen bedst overlades til domstolene.

Et eventuelt ændringsforslag kunne se således ud (der er i denne forbindelse taget højde for en bagatelgrænse, hvis størrelse der dog ikke er taget stilling til):

Til § 12

1. Den under nr. 10 foreslåede § 26 a, stk. 1, affattes således:

”Stk. 1. Ved grove overtrædelse omfattet af § 26, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Tilsvarende skal der ske konfiskation af de varer overtrædelsen vedrører ved anden overtrædelse eller senere overtrædelser omfattet af § 26, stk. 3, medmindre det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger xxxx kr.”

[Obligatorisk konfiskation med bagatelgrænse]

Til § 13

2. Den under nr. 6 foreslåede § 18 a, stk. 1, affattes således:

”Stk. 1. Ved grove overtrædelse omfattet af § 18, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Tilsvarende skal der ske konfiskation af de varer overtrædelsen vedrører ved anden overtrædelse eller senere overtrædelser omfattet af § 18, stk. 3, medmindre det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger xxxx kr.”

[Obligatorisk konfiskation med bagatelgrænse]

Til § 21

3. Den under nr. 9 foreslåede § 21 a, stk. 1, affattes således:

”Stk. 1. Ved grove overtrædelse omfattet af § 21, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Tilsvarende skal der ske konfiskation af de varer overtrædelsen vedrører ved anden overtrædelse eller senere overtrædelser omfattet af § 21, stk. 3, medmindre det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger xxxx kr.”

[Obligatorisk konfiskation med bagatelgrænse]

Til § 27

4. Den under nr. 7 foreslåede § 31 a, stk. 1, affattes således:

”Stk. 1. Ved grove overtrædelse omfattet af § 31, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Tilsvarende skal der ske konfiskation af de varer overtrædelsen vedrører ved anden overtrædelse eller senere overtrædelser omfattet af § 31, stk. 3, medmindre det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger xxxx kr.”

[Obligatorisk konfiskation med bagatelgrænse]

Til § 28

5. Den under nr. 7 foreslåede § 25 a, stk. 1, affattes således:

”Stk. 1. Ved grove overtrædelse omfattet af § 25, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Tilsvarende skal der ske konfiskation af de varer overtrædelsen vedrører ved anden overtrædelse eller senere overtrædelser omfattet af § 25, stk. 3, medmindre det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger xxxx kr.”

[Obligatorisk konfiskation med bagatelgrænse]

Til § 30

6. Den under nr. 8 foreslåede § 25 a, stk. 1, affattes således:

”Stk. 1. Ved grove overtrædelse omfattet af § 25, stk. 3, skal der ske konfiskation af de varer, overtrædelsen vedrører. Tilsvarende skal der ske konfiskation af de varer overtrædelsen vedrører ved anden overtrædelse eller senere overtrædelser omfattet af § 25, stk. 3, medmindre det unddragne afgiftsbeløb ved den pågældende overtrædelse ikke overstiger xxxx kr.”

[Obligatorisk konfiskation med bagatelgrænse]