København, den 17. november 2008


Uddannelsesordførerne

Folketinget

1220 København K

 

 

Ang.: Tilskudsmodel for de private gymnasier.

 

Kære uddannelsesordførere

 

Gennem de sidste måneder har vores forening forhandlet ny tilskudsmodel med Undervisningsministeriets Økonomistyringskontor, en proces der er forløbet meget positivt. Det er således vores indtryk, at begge parter synes, at vi overordnet set er nået frem til et fornuftigt resultat, som nu skal stå sin prøve i virkelighedens verden.

 

I forbindelse med udmøntningen af enighedspapiret til lov er vi imidlertid løbet ind i et fortolkningsmæssigt problem af principiel karakter, som i fremtiden ikke bare kan skabe problemer for enkeltskoler men også forhindre en smidig proces i sektoren.

 

I det høringsudkast til ”Lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser). (Opfølgning på Kommunalreformen og forenkling af tilskudssystemet), som ministeriet udsendte den 28. august 2008 hedder det i §17, stk. 1, nr. 1, at ”Skolen skal have mindst 60 årselever og kurset mindst 40 årselever i året før finansåret”. Som vi har givet udtryk for i vores høringssvar, er vi i princippet enige heri; men det er vores klare holdning, at der i denne formulering kun er tale om institutionens primære afdeling, såfremt skolen har mere end en afdeling (eksempelvis stx og HF eller stx og IB).

 

Efterfølgende har Undervisningsministeriet imidlertid udlagt teksten som at kravet skal opfyldes for den enkelte uddannelsestype på skolen. Hvis et gymnasium, der i øvrigt opfylder minimumskravet til antal gymnasieelever, har en lille HF-afdeling ved siden af, skal de altså have yderligere 40 HF-elever for at få tilskud til denne afdeling. Dette er for det første ikke det, vi var enige om under tilskudsforhandlingerne. For det andet er det et urimeligt krav, i og med at det samme krav ikke er gældende for de offentlige gymnasier. Her ses også eksempler på skoler med meget små HF- eller IB-afdelinger tæt på de 40 elever. Ministeriets jurister henviser blandt andet til pædagogiske årsager; men dels må de samme pædagogiske overvejelser gælde på begge områder, dels er HF-afdelingerne på gymnasierne netop kendetegnet ved et ganske stort omfang af samlæsning afdelingerne imellem, hvilket betyder, at volumen ikke spiller den samme rolle, som hvis HF var den primære afdeling.

 

Jeg vil på denne baggrund indtrængende anmode dig om at vurdere muligheden for at få ændret teksten på dette område, når loven kommer til behandling i Folketinget i de kommende dage, således at det kun er den primære afdeling der er bestemmende for om institutionen kan få tilskud.

 

Jeg håber således, at du vil medvirke til at sikre, at der leves op til de meldinger vi som sektor fik på forhånd om at tilskudsmodellen skulle ændres for at sikre gennemskuelighed og ensartethed i forhold til den offentlige gymnasiesektor men at der ikke var tale om stramninger af loven, ligesom jeg håber og tror, at du vil være med til at sikre, at de private gymnasier ikke skal leve op til pædagogiske krav, som ikke gælder for de offentlige gymnasier.

Venlig hilsen

Per Knudsen

formand

Private Gymnasier og Studenterkurser