Hjælp!  Hjælp!  Hjælp!

 

Kære Sophie Løhde!

 

Som rektor på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium samt HF (NGG) tillader jeg mig at skrive til dig i håb om, at du kan/vil hjælpe os.

 

På NGG har vi fået oplyst, at ”Lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen” kommer til første behandling i Folketinget fredag d. 24. oktober 2008.

 

I forslaget §17, stk.1,nr.1 hedder der, ”at skolen skal have mindst 60 årselever og kurset mindst 40 årselever i året før finansåret”.

 

Jeg har i løbet af det sidste år siddet i det udvalg, der sammen med ministeriet har forhandlet ny tilskudsmodel for de selvejende gymnasieskoler, studenterkurser m.v.

I udvalget har alle været enige om, at kravene om årstalselever gjaldt skolens primære afdeling – en fortolkning som ministeriets jurister senere har ændret til at hver afdeling skal opfylde kravene.

 

Hvis dette vedtages vil NGGs hf-afdeling blive nedlagt, idet vi årligt ”kun” har haft mellem 35 og 40 elever.

 

NGG har i 11 år haft en velfungerende hf-afdeling, hvor eleverne har ”gået” på valghold med stx elever.

De har deltaget i alle pædagogiske, kulturelle og festlige arrangementer på lige fod med gymnasieeleverne – og de har altid været yderst tilfredse.

 

Netop fordi NGG er et mindre stx gymnasium (ligesom alle andre ”privat” selvejende gymnasier), har vi altid haft glæde af hf afdelingen, hvor vi primært har optaget yngre elever.

 

1. Hvorfor vil man ødelægge dette?

2. Hvorfor ændrer man minimumsantallet for en hf-afdeling fra 24 til 40?

og

3. Hvorfor gælder samme bestemmelse ikke for de offentlige gymnasier med hf kurser?

I princippet er vi på NGG enige om, at et hf kursus, som kun består af 24 elever er for småt. Men når kurset arbejder sammen med en stx afdeling, har vi den erfaring, at det er en fantastisk god ordning, som eleverne har stor glæde af.

 

Jeg håber meget, at du forstår de problemer, som lovforslaget vil give os. Det berører mange hjem, elever og ansatte.

På NGG vil vi meget gerne uddybe vore synspunkter ved et møde med dig.

 

I håb om forståelse forbliver jeg

Med venlig hilsen

 

Jan Thrane

   rektor