Ændringsforslag til forslag nr. L 8 af 8. oktober 2008 til lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser)

 

Æ n d r i n g s f o r s l a g

 

Af undervisningsministeren, tiltrådt af …:

 

Til § 1

1. Nr. 8 affattes således:

 

»8. § 17, stk. 1, nr. 1, affattes således:

 

»1) Årselevtallet skal i året før finansåret eller som et gennemsnit af tallene de tre seneste år før finansåret for skoler være mindst 60 årselever og for kurser mindst 40 årselever. Består institutionen af både en skole og et eller flere kurser eller af flere kurser, skal institutionen opfylde kravet til antal årselever for hver enkelt del af institutionen.««

 

 [Justering af tilskudsbetingelse]

 

Til § 2

1. I stk. 2, 1. pkt., ændres »hvorefter der mellem skolerne og kurserne sker en gradvis udligning« til: »hvorefter der sker en gradvis indfasning«.

 

[Præcisering af lovtekst]

B e m æ r k n i n g e r

 

Til § 1

 

Ved lovforslag nr. L 8 af 8. oktober 2008 til lov om ændring af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) foreslås det som betingelse for tilskudsberettigelse, at en skole skal have haft mindst 60 årselever og et kursus mindst 40 årselever i året før finansåret. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8, at enkeltfagsaktivitet også indgår i opgørelsen af antal årselever for de pågældende uddannelser.

 

Et udsving i et enkelt år kan imidlertid have betydelige konsekvenser for en institution, hvis den ikke opfylder kravene til årselevtallet.

 

Med ændringsforslaget foreslås det, at skolerne og kurserne tillige kan være tilskudsberettigede, hvis de som et gennemsnit af årselevtallet i de tre seneste år før finansåret har haft henholdsvis 60 og 40 årselever.

 

Det indebærer, at skolerne og kurserne kan bevare deres tilskudsberettigelse og iværksætte initiativer til at styrke elevgrundlaget, selvom de ikke hvert år opfylder kravet om antallet af årselever.

 

Ændringen indebærer ingen ændringer i forhold til lovforslagets bemærkninger om medregning af enkeltfagsaktivitet.

 

Med den foreslåede ændring skal skolernes og kursernes tilskudsberettigelse i 2009 kunne vurderes ud fra deres årselevtal i de tre seneste år før finansåret, dvs. 2006 til 2008. Med virkning fra den 1. januar 2009 indføres nye tælleprincipper for beregning af antallet af årselever. I forbindelse med omlægningen af tilskudssystemet er årselevtallet i 2008 opgjort efter de nye tælleprincipper. Opgørelsen er revisorattesteret. Der foreligger således allerede et anvendeligt årselevtal for 2008. De indberettede elevtalsoplysninger efter hidtidige tælleprincipper for 2006 og 2007 kan teknisk korrigeres for effekten af de nye tælleprincipper og derved omregnes til årselever efter den nye beregningsmetode. Hermed vil det være muligt at opgøre et reelt sammenligneligt gennemsnit af årselevtallet for perioden 2006 til 2008, selv om det nye årselevbegreb først indføres fra 1. januar 2009.

 

Med ændringsforslaget præciseres det samtidig, at kravet om antal årselever gælder for hver uddannelse på institutioner, der består af både en gymnasieskole og et eller flere kurser eller af flere kurser.

 

Til § 2

 

Med ændringsforslaget præciseres lovteksten i overensstemmelse med, hvad der fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget.

 

Det er hensigten, at de økonomiske konsekvenser skal indfases gradvist i løbet af overgangsperioden.

 

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at skoler og kurser, hvis tilskud øges som følge af indførelsen af det nye tilskudssystem, i overgangsperioden får modregnet et bidrag til udligningsordningen. Disse modregnede bidrag udbetales til skoler og kurser, hvis tilskud reduceres ved det nye tilskudssystem.