<DOCUMENT_START>

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 15 vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Straffen for tilsidesættelse af oplysningspligten og frakendelse af førerretten på køre- og hviletidsområdet m.v.) (L 87), som Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 9. februar 2009.

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Olsen Dyhr (SF).

 

 

Brian Mikkelsen

                                    /

Anette Arnsted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 15 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Straffen for tilsidesættelse af oplysningspligten og frakendelse af førerretten på køre- og hviletidsområdet m.v.) (L 87):

 

”Hvad er ministerens syn på at udelade straf i forhold til privatkørekortet, når der er tale om rent tekniske overtrædelser i forhold til erhvervskørekortet, f.eks. i forbindelse med forkert udfyldelse af køreskive m.v.?”

 

Svar:

 

Det fremgår af færdselslovens § 125, stk. 1, og § 126, stk. 1, at retten til at føre køretøjer, hvortil der kræves kørekørt, i visse situationer skal frakendes. Frakendelsen sker i nogle tilfælde betinget og i andre tilfælde ubetinget.

 

Førerretten frakendes betinget, hvis føreren f.eks. overtræder bestemmelserne om køre- og hviletid med mere end 30 pct., eller hvis føreren inden for en periode på tre år overtræder bestemmelserne om kontrolapparatet tre gange (dette antal foreslås med lovforslaget hævet til seks, jf. nedenfor). Herudover frakendes førerretten bl.a. betinget, hvis føreren overtræder en hastighedsgrænse med mere end 60 pct., kører spirituskørsel med en promille på op til 1,20 eller kører lastbil med et sådant overlæs, at forskrifterne om største tilladte totalvægt overtrædes med mere end 30 pct.

 

Førerretten frakendes ubetinget, hvis føreren f.eks. har gjort sig skyld i flere forhold, som hver for sig ville føre til betinget frakendelse af førerretten, jf. ovenfor. Herudover frakendes førerretten bl.a. ubetinget ved spirituskørsel med en promille over 1,20, og kørsel med et køretøj, der har en hastighedsbegrænser (kræves i visse busser og lastbiler) eller et kontrolapparat, som føreren ved eller burde vide, at der er foretaget et uautoriseret indgreb i.

 

Ved frakendelse af førerretten – såvel betinget som ubetinget – gælder frakendelsen alle kategorier af førerretten. De eksisterende kørekortkategorier er A (motorcykel), B (almindelig bil), C (lastbil), D (bus), E (stort påhængskøretøj) og traktor/motorredskab. Alle kørekort giver adgang til både privat og erhvervsmæssig kørsel, dog kræver erhvervsmæssig personbefordring et særligt kørekort hertil.

 

Det er på den baggrund uklart, hvad der i spørgsmålet sigtes til med betegnelserne ”privatkørekortet” og ”erhvervskørekortet”, men den i spørgsmålet skitserede ordning synes at forudsætte indførelse af en eller anden form for delvis frakendelse af førerretten, som gør det muligt for de pågældende chauffører fortsat at foretage privat kørsel.

 

Det fremgår heller ikke af spørgsmålet, hvilke overtrædelser der sigtes til med formuleringen ”rent tekniske overtrædelser”. Justitsministeriet går imidlertid ud fra, at der sigtes til overtrædelser af reglerne om kontrolapparatet, herunder reglerne om betjening af kontrolapparatets indstillingsanordning, anvendelse af køreskiver og førerkort, udfyldelse af køreskiver mv.

 

Hjemmelen til frakendelse af førerretten for overtrædelser af reglerne på køre- og hviletidsområdet blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 557 af 24. juni 2005 om ændring af færdselsloven og pasloven. Baggrunden for at indføre hjemmel til at frakende førerretten for overtrædelser af kontrolapparatforordningen var, at overholdelse af disse regler er af afgørende betydning for mulighederne for at gennemføre kontrol med overholdelsen af reglerne i køre- og hviletidsforordningen, og at der ikke bør kunne spekuleres i at overtræde reglerne i kontrolapparatforordningen for at undgå førerretsfrakendelse som følge af overtrædelse af reglerne i køre- og hviletidsforordningen.

 

Med lovforslag nr. L 87 har Justitsministeriet foreslået at hæve det antal overtrædelser af reglerne om kontrolapparatet, som begået inden for tre år kan føre til betinget frakendelse af førerretten, fra tre til seks. Det foreslås endvidere at indføre mulighed for at undlade at frakende førerretten betinget, selv om der foreligger seks overtrædelser, hvis det utvivlsomt kan lægges til grund, at overtrædelsen alene er udtryk for sjusk eller en forglemmelse fra chaufførens side og ikke et forsøg på at vanskeliggøre eller forhindre politiets kontrol.

 

Justitsministeriet finder ikke, at der er grundlag for yderligere lempelser på dette område.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at overholdelsen af reglerne om kontrolapparatet er en afgørende forudsætning for politiets kontrol med overholdelsen af de materielle køre- og hviletidsregler og dermed af væsentlig betydning for færdselssikkerheden.

 

Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at seks overtrædelser af reglerne om kontrolapparatet begået inden for tre år som udgangspunkt må tages til indtægt for en sådan uansvarlighed eller lemfældighed over for betydningsfulde regler på færdselsområdet, at en betinget frakendelse af førerretten i sin helhed er velbegrundet.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at også andre overtrædelser, der er specifikke for busser og/eller lastbiler, i dag fører til (fuldstændig) førerretsfrakendelse, herunder de ovenfor nævnte overtrædelser vedrørende overlæs og hastighedsbegrænser.

 

Indførelse af en særlig, lempelig form for førerretsfrakendelse for overtrædelse af kontrolapparatforordningen vil i øvrigt forrykke forholdet mellem sanktionerne for overtrædelse af henholdsvis køre- og hviletidsforordningen og kontrolapparatforordningen, hvilket efter Justitsministeriets opfattelse ikke er velbegrundet. Det bemærkes i den forbindelse, at en overtrædelse af kontrolapparatforordningen meget vel kan dække over en materiel overtrædelse af de materielle køre- og hviletidsregler, som – hvis den blev konstateret – ville føre til (fuldstændig) førerretsfrakendelse.

 

Indførelse af en delvis førerretsfrakendelse må endelig forventes at ville medføre betydelige omkostninger til omlægning af politiets registreringssystemer og administration af den nye ordning hos politi og kommuner.

 

På baggrund af ovenstående finder Justitsministeriet ikke anledning til at revidere færdselslovens frakendelsesordning, så der skabes mulighed for delvis førerretsfrakendelse ved overtrædelser af reglerne om kontrolapparatet på køre- og hviletidsområdet.