<DOCUMENT_START>

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 19 vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Straffen for tilsidesættelse af oplysningspligten og frakendelse af førerretten på køre- og hviletidsområdet m.v.) (L 87), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. februar 2009.

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

 

Brian Mikkelsen

                                    /

Anette Arnsted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 19 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Straffen for tilsidesættelse af oplysningspligten og frakendelse af førerretten på køre- og hviletidsområdet m.v.) (L 87):

 

”Vil ministeren tage initiativ til at indskærpe arbejdsgivernes ansvar for, at chaufførerne oplæres i korrekt udfyldelse af køreskiverne?”

 

Svar:

 

Det følger af artikel 10, stk. 2, i køre- og hviletidsforordningen, at arbejdsgiveren (transportvirksomheden) skal give førerne de nødvendige instrukser og føre regelmæssig kontrol for at sikre overholdelsen af bestemmelserne i kontrolapparatforordningen.

 

Det følger videre af artikel 13 i kontrolapparatforordningen, at arbejdsgiveren og førerne skal sørge for, at kontrolapparatet fungerer rigtigt og anvendes korrekt.

 

Arbejdsgiveren har således i medfør af disse bestemmelser en forpligtelse til at give førerne de nødvendige instruktioner i brugen af kontrolapparatet, herunder i at udfylde diagramarkene korrekt.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at Rigspolitiet i december 2005 har udgivet ”Forskrifter for brug af kontrolapparater”, som bl.a. indeholder en gennemgang af kontrolapparatforordningens krav om, hvilke oplysninger der skal anføres på diagramarket, inden kørslen påbegyndes, og når kørslen afsluttes. Forskrifterne, der er udsendt til vejtransportbranchen, er tilgængelige på www.politi.dk.

 

Det følger af § 11 i bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 (køre- og hviletidsbekendtgørelsen), at arbejdsgiveren kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, hvis arbejdsgiveren forsømmer sine pligter efter køre- og hviletidsforordningens artikel 10, stk. 2. Det følger endvidere af § 13 i bekendtgørelsen, at arbejdsgiveren kan pålægges bødeansvar på objektivt grundlag for de overtrædelser af reglerne om kontrolapparatet, som chaufførerne begår. Bøden fastsættes som udgangspunkt til 3.000 kr. for chaufføren og 6.000 kr. for arbejdsgiveren for hver overtrædelse, herunder for hver køreskive, som er forkert eller mangelfuldt udfyldt. 

 

Justitsministeriet finder på den baggrund ikke anledning til at indskærpe arbejdsgiverne deres forpligtelser efter artikel 10, stk. 2, i køre- og hviletidsforordningen og § 13 i kontrolapparatforordningen.