<DOCUMENT_START>

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 6 vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Straffen for tilsidesættelse af oplysningspligten og frakendelse af førerretten på køre- og hviletidsområdet m.v.) (L 87), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 23. januar 2009.

 

 

Brian Mikkelsen

                                    /

Anette Arnsted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 6 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Straffen for tilsidesættelse af oplysningspligten og frakendelse af førerretten på køre- og hviletidsområdet m.v.) (L 87):

 

”Hvad er den generelle forskel mellem bøder efter færdselslovens § 118, stk. 1, og stk. 2 – altså forskellen på en alm. bøde og en skærpet bøde?”

 

Svar:

 

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet indhentet en udtalelse af Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

 

”Overtrædelse af færdselsloven straffes efter § 118, stk. 1, med bøde. Færdselslovens § 118, stk. 2, (nu § 118, stk. 2, 1. pkt.) om skærpet bøde for en række nærmere opregnede overtrædelser, der af lovgiver vurderedes som værende ”trafikfarlige” forseelser, blev ved lov nr. 283 af 29. april 1992 om ændring af færdselsloven (Motorvejshastighed og skærpelse af bødeniveauet) indsat i færdselsloven. Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger (lovforslagets pkt. 5.3.) bl.a.:

 

”5.3. Justitsministeriets vurdering af en skærpelse af bødeniveauet

Justitsministeriet er enig med Færdselssikkerhedskommissionen i, at det nuvæ­rende bødeniveau for færdselsforseelser er beskedent, og at en skærpelse af bø­derne kan have en præventiv effekt. Justitsministeriet har derfor overvejet, hvordan en skærpelse af bøderne for overtrædelse af færdselslovgivningen mest hensigtsmæssigt kan gennemføres.

 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at en ændret påtalepraksis fra anklagemyn­dighedens side i form af skærpede bødepåstande i færdselssager ikke kan for­ventes at føre til en sådan forhøjelse af bødeniveauet, at der vil være udsigt til at opnå en væsentlig forøget præventiv effekt. Det vil derfor være nødvendigt gen­nem en ændring af færdselsloven at bestemme, at bøderne skal skærpes.

 

Justitsministeriet har herefter overvejet, om en sådan ændring skal gennemføres i form af en generel skærpelse af bøderne omfattende alle færdselsforseelser, eller om skærpelsen skal begrænses til de trafikfarlige forseelser.

 

Justitsministeriet finder, at skærpelsen af bøderne bør begrænses til de færdsels­forseelser, som ud fra en generel betragtning må anses for trafikfarlige, enten for vedkommende selv eller for medtrafikanterne. Justitsministeriet er på den anden side enig med Færdselssikkerhedskommissionen i, at skærpelsen af bøderne ikke kun skal omfatte visse særligt farlige forseelser, som ud fra en konkret vur­dering har medført fare for eller skade på den pågældende selv eller andre. Hvis en skærpelse af bødeniveauet skal have en effekt, må der nødvendigvis være tale om en betydelig stigning i bødetaksten, omfattende en bred vifte af færd­selsforseelser.

 

Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der gennemføres en skærpelse af bødeniveauet på (tilnærmelsesvis) 50% i forhold til i dag, og at denne skærpelse skal omfatte følgende overtrædelser af færdselslovgivningen:

 

…

§ 14, stk. 1 og 2, § 15, stk. 1-4, § 16, § 17, stk. 1, §§ 18-29, §§ 31-36, § 37, stk. 4, (færdselsregler for kørende ikke respekteret, som f.eks. vending, overhaling, vigepligt, lygteføring, m.v.) …”

 

Som følge af lovændringen blev Rigsadvokatens dagældende ”Vejledning om bødetakster i politisager (bødekatalog)” revideret i maj 1992, i hvilken forbindelse der blev fastsat differentierede bødetakster afhængig af, om overtrædelsen skulle straffes efter § 118, stk. 1, eller stk. 2.

 

Som det er nævnt under spørgsmål 5, skete der ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven en forenkling af bødefastsættelsen på færd­selslovens område. I den forbindelse blev samtlige bødepositioner, herunder de skærpede bøder, rundet op eller afrundet til en position, der er delelig med 500 kr.

 

Bødetaksterne blev fastsat i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000, der fortsat er gældende.

 

Bestemmelsen i færdselslovens § 118, stk. 2, er dog ændret siden, og flere overtrædelser er blevet omfattet af kravet om en skærpet bøde. Som eksempel kan nævnes, at overtrædelse af færdselslovens § 65, når overtrædelsen vedrører et køretøj omfattet af § 43, stk. 1 eller 2 (lastbiler og busser), blev omfattet af bestemmelsen ved lov nr. 557 af 24. juni 2005, jf. § 118, stk. 2, 2. pkt. I bemærkningerne til denne lov er det tilkendegivet, at bøden i sådanne tilfælde som udgangspunkt er 5.000 kr.

 

Færdselslovens § 118, stk. 2, er senest ændret ved lov nr. 498 af 19. juni 2008, hvorved overtrædelse af færdselslovens § 9, stk. 1 og 2 (flugtbilisme), blev omfattet af bestemmelsen. Bøden fastsættes efter bemærkningerne til ændringsloven som udgangspunkt til 5.000 kr.”

 

Bødestørrelserne for de enkelte færdselslovsovertrædelser omfattet af § 118, stk. 1 eller stk. 2, fremgår som anført af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2000, som er tilgængelig på www.rigsadvokaten.dk.