Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. januar 2009 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (lovforslag nr. L 96).

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96):

 

”Efter hvilke konkrete målsætninger skal ordningens kriminalpræventive effekt evalueres?”

 

Svar:

 

Der foreligger ikke erfaringsbaserede data, der kan belyse, om et hæftelsesansvar for forældre vil have en kriminalpræventiv effekt. En direkte sammenhæng mellem et hæftelsesansvar og en ændring af børns adfærd vil endvidere under alle omstændigheder være svær at påvise. Det har der ikke været lagt skjul på.

 

Det vil teknisk set være forbundet med meget betydelige vanskeligheder at gennemføre en troværdig kriminalpræventiv effektevaluering. Det vil som minimum kræve registrering af alle tilfælde, hvor den foreslåede ordning anvendes, samt kendskab til en tilsvarende, tidligere persongruppe, som kunne have været pålagt hæftelsesansvar, hvis reglerne havde været gældende, da deres barn forvoldte skade (kontrolgruppe). Det forekommer heller ikke oplagt at gennemføre en interviewundersøgelse, da en sådan også forudsætter mulighed for at udvælge en undersøgelsesgruppe på baggrund af en komplet registrering af de personer, der pålægges hæftelsesansvar efter den foreslåede ordning.

 

Det er imidlertid heller ikke et hovedformål med den foreslåede ordning at opnå en specifik målbar kriminalpræventiv effekt, men som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, er det et hovedformål at motivere forældre til at påtage sig et større ansvar for at undgå, at deres børn begår kriminelle/skadevoldende handlinger.

 

Efter regeringens opfattelse vil der være en god mulighed for, at den foreslåede økonomiske hæftelse kan motivere flere forældre til at fokusere mere på deres rolle som opdragere og på opdragelsens betydning for børnenes trivsel og adfærd.

 

Endvidere vil den foreslåede ordning ikke skulle stå alene. Ungdomskommissionen forventes i 1. halvår 2009 at præsentere sine generelle overvejelser om indsatsen mod børne- og ungdomskriminalitet, og lovforslaget skal således ses som et led i regeringens samlede indsats på området.