Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. januar 2009 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (lovforslag nr. L 96).

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96):

 

”Vil ministeren overveje Advokatrådets og andres anbefalinger af, at erstatningspligten gøres betinget i 2 år – og/eller yde teknisk bistand til en sådan ændringsforslag?”

 

Svar:

 

Den foreslåede ordning går ud på, at forældre til børn, som begår skadevoldende handlinger, hæfter for skadelidtes tab med op til et vist beløb pr. skadegørende handling, som barnet selv er erstatningsansvarlig for. Der er således ikke tale om en strafferetlig, men en civilretlig ordning, og det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke stemme hermed at gøre hæftelsesansvaret over for den skadelidte betinget af, at barnet på ny forvolder skade.

 

Et sådant ”betinget” forældreansvar ville heller ikke stemme med intentionen om, at den foreslåede ordning skal være enkel, let at bruge og udformet sådan, at det offentliges medvirken så vidt muligt er unødvendig. Der ville således formentlig bl.a. være behov for en central registrering af sager om børns uagtsomme eller forsætlige skadeforvoldelse.

 

På denne baggrund kan jeg ikke støtte et ændringsforslag om, at forældrenes erstatningspligt gøres betinget af, at barnet inden for en periode på f.eks. 2 år begår en ny skadevoldende handling.